Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-04-2006
Offentliggjort:26-04-2006
SKM-nr:SKM2006.267.SR
Journalnr.:06-033459
Referencer.:Kildeskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Fraflyttet folkepensionist fortsat fuldt skattepligtig pga. ejerskab af sommerhus i Danmark

En folkepensionist, som vil sælge sit helårshus og flytte til Spanien, vil fortsat være fuldt skattepligtig, så længe han ejer et sommerhus i Danmark.


Spørgsmål

Hvis A flytter til Spanien i efteråret 2006, men beholder sit sommerhus i Danmark, vil han så fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark?

Svar

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

A og hans hustru bor i øjeblikket i Danmark i et helårshus. De påtænker at flytte til Spanien i efteråret 2006 og vil i den forbindelse forinden sælge deres helårshus. A er folkepensionist.

A har også et sommerhus i Danmark, som han har ejet i 36 år. De vil gerne beholde sommerhuset, når de flytter til Spanien.

Sommerhuset har aldrig haft status som eller blevet benyttet som helårsbeboelse.

SKATs indstilling og begrundelse

Det følger af planlovens § 41, at pensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister kan anvende en fritidsbolig til helårsbolig, når den pågældende har ejet ejendommen i 8 år.

Med kendelsen SKM 2005.396 LSR slog Landsskatteretten fast, at en person, der efter planlovens § 41 har ret til anvende sit sommerhus til helårsbolig, vil have en helårsbolig til rådighed i Danmark, og derfor ikke ved fraflytning kan opgive sin fulde skattepligt. Kendelsen udtaler sig ikke om hvilket land, der efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst vil være domicilland.

Da A er folkepensionist og har ejet sommerhuset i 36 år, har han efter planlovens § 41 ret til at anvende sommerhuset som helårsbolig.

Da A således vil have en helårsbolig til rådighed i Danmark efter flytningen til Spanien, vil hans fulde skattepligt til Danmark ikke ophøre ved fraflytningen, så længe han stadig ejer sommerhuset.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen fra SKAT. Skatterådet henviser til den af SKAT anførte begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år.