Dokumentets metadata

Befordringsfradrag for skatteyder - befordring i ægtefællens fri bil

En skatteyder, der var ansat i ægtefællens virksomhed, og som havde fælles befordring i ægtefællens bil, ansås for at have adgang til at gøre brug af arbejdsgiverbetalt befordring og var derfor berettiget til fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads under forudsætning af, at et tilsvarende beløb beskattedes som personlig indkomst.

Klagen vedrører befordringsfradrag for skatteyder, der er ansat i ægtefællens virksomhed, og hvor der er fælles befordring i ægtefællens fri bil.

Klageren har bedt om et bindende ligningssvar. Hun har stillet følgende spørgsmål:

"Er klager berettiget til fradrag for befordring mellem hjem og arbejde, jf. ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.17."

Både skattemyndigheden og skatteankenævnet har besvaret spørgsmålet med:

"Ja, men under forudsætning af, at et tilsvarende beløb beskattes som personlig indkomst, jf. ligningslovens § 9C, stk. 7."

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse, og besvarer spørgsmålet med:

"Ja, men under forudsætning af, at et tilsvarende beløb beskattes som personlig indkomst, jf. ligningslovens § 9C, stk. 7."

Sagens oplysninger

Klageren er ansat som klinikassistent i sin ægtefælles tandlægepraksis. Ægtefællen er tandlæge og selvstændig erhvervsdrivende og bliver beskattet af værdi af fri bil for Toyota Avensis 2,0, reg.nr. xx, da bilen indgår i virksomhedsordningen og anvendes privat. Udover ægtefællen og klageren er der ansat én yderligere klinikassistent i virksomheden.

Afstanden mellem bopælen på adressen B, og arbejdsstedet er 100 km tur/retur og med en samlet transporttid i bil på 1 time og 36 minutter (www.krak.dk). Klageren og ægtefællen foretager fælles befordring fra bopælen til arbejdsstedet i virksomhedens bil. Klageren er ikke pålagt, at hun skal benytte ægtefællens fri bil til befordring mellem bopælen og arbejdsstedet. Hverken klageren eller ægtefællen ejer bil privat.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet skattemyndighedens bindende ligningssvar på klagerens spørgsmål. Besvarelsen er bindende for skattemyndigheden i indkomstårene 2005 til 2009, med mindre der sker ændringer i de forudsætninger, som har været afgørende for besvarelsen.

Af ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.17 fremgår det, at en ansats kørsel med en kollega, der har firmabil, kun beskattes, såfremt arbejdsgiveren har pålagt kollegaen at befordre den pågældende. Uanset det forhold, at klageren ikke er pålagt at befordre sig mellem bopæl og arbejde i ægtefællens firmabil, er klageren naturligt henvist til at køre sammen med ægtefællen på arbejde. Der er herved henset til, at husstanden kun har én bil til rådighed, og at det stort set er umuligt at transportere sig med offentlige transportmidler mellem bopæl og arbejdsplads. På grundlag heraf finder nævnet, at klageren har arbejdsgiverbetalt befordring. Der henvises desuden til Landsskatterettens kendelse af 31. oktober 2000, offentliggjort som SKM2001.32.LSR (www.skat.dk).

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at spørgsmålet besvares således, at klageren kan foretage fradrag for befordring, jf. ligningslovens § 9C, uden at hun samtidigt skal beskattes af et tilsvarende beløb i den personlige indkomst.

På grund af afstanden mellem bopælen og arbejdsstedet, har klageren og ægtefællen af naturlige årsager valgt at have fælles befordring. Ægtefællen er beskattet af værdi af fri bil, og da han som arbejdsgiver ikke pålægger klageren at befordre sig i bilen, kan klagerens befordring ikke anses for at være arbejdsgiverbetalt.

Da ægtefællen bliver beskattet af værdi af fri bil, påvirker beskatningen parrets privatforbrug på lige fod med almindelige driftsomkostninger (brændstof, vedligeholdelse, skat og forsikring m.v.). Parret har dermed en privat udgift til autodrift, og virksomhedens udgifter til autodrift påvirkes ikke af, at klageren er passager i bilen. Hvad angår skatteankenævnets henvisning til SKM2001.32.LSR bemærkes, at denne afgørelse bygger på andre forudsætninger, herunder især, at arbejdsgiveren i denne sag havde påtaget sig merudgifter. Dette er ikke tilfældet hvad angår klageren, idet arbejdsgiverens udgifter er ens uanset om klageren befordre sig i bilen eller ej.

Det bemærkes, at i forbindelse med lønmodtagerforhold, hvor én af parterne har firmabil, har den anden part ret til at fratrække kørsel mellem hjem og arbejdssted, samt modtage befordringsgodtgørelse ved erhvervsmæssig kørsel. Klagerens forhold er sammenlignelige hermed, og der henvises til ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.17.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter skattestyrelseslovens § 20E kan enhver få et bindende ligningssvar hos den kommunale skattemyndighed på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når den kommunale skattemyndighed har kompetence til at afgøre spørgsmålet efter § 2, stk. 1-5.

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads har som udgangspunkt privat karakter og er derfor ikke fradragsberettiget. Der er dog adgang til at foretage standardiserede fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads efter satser, som fastsættes af Ligningsrådet (i dag Skatterådet), jf. ligningslovens § 9C. Såfremt den skattepligtige har adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring, og den skattepligtige har foretaget fradrag for befordring efter ligningslovens § 9C, stk. 1-4, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring. Værdien ansættes til et beløb, der modsvarer fradraget efter stk. 1-3 for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring, jf. ligningslovens § 9C, stk. 7. Arbejdsgiverbetalt befordring medfører således, at der reelt ikke er adgang til fradrag for befordring mellem den private bopæl og arbejdspladsen, og i praksis kan beskatningen gennemføres ved, at der ikke godkendes fradrag for befordring.

Retsformanden og ét retsmedlem udtaler, at virksomheden har stillet fri bil til rådighed for klagerens ægtefælle, som også er beskattet heraf og sammen med ægtefællen foretager klageren befordring til og fra det fælles arbejdssted i virksomhedens bil. På denne baggrund anses klageren for at have adgang til at gøre brug af arbejdsgiverbetalt befordring, og hun kan derfor kun foretage fradrag for befordring, såfremt et tilsvarende beløb tillægges den personlige indkomst. Disse retsmedlemmer stemmer derfor for stadfæstelse.

Ét retsmedlem udtaler, at en lønmodtager kun er skattepligtig af værdien af en af arbejdsgiveren betalt befordring for en kollega mellem hjem og arbejdsplads, såfremt arbejdsgiveren har påbudt kollegaen at medtage skatteyderen. I den nærværende sag har arbejdsgiveren/ægtefællen ikke påbudt klageren at befordre sig i ægtefællens fri bil, og spørgsmålet må derfor besvares med "Ja, og uden at et tilsvarende beløb beskattes som personlig indkomst, jf. ligningslovens § 9C, stk. 7."

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.