Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-06-2006
Offentliggjort:30-08-2006
SKM-nr:SKM2006.530.SR
Journalnr.:06-085906
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Grænsehandel med campingvogne

Skatterådet har afgjort, at campingvogne kan handles med tysk moms, hvis en række betingelser er opfyldt.


Spørgsmål

Kan vi ved at indrette et grænsehandelskoncept som beskrevet nedenfor udnytte forskellen mellem dansk og tysk moms, således at salg og levering af campingvogne til vores danske kunder sker med tysk moms i stedet for dansk moms?

Svar

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det påtænkte grænsehandelskoncept kan beskrives således:

Den tyske enhed er interesseforbundet med den danske forhandler (spørger) og fungerer som nødvendigt mellemled mellem den danske forhandler (spørger) og den danske kunde med henblik på at etablere en ordning, hvor der sælges og faktureres med tysk moms overfor den danske kunde.

Den tyske enhed kan etableres på forskellige måder. I nærværende anmodning tænkes på følgende etableringsformer:

  1. En selvstændig tysk virksomhed, som der er indgået en samarbejdsaftale med.
  2. Et af den danske forhandler 100% ejet tysk datterselskab.
  3. En tysk filial.
  4. Et tysk momsmæssigt registreringsforhold uden tilstedeværelse af personelle, tekniske eller økonomiske ressourcer.

Anmodningen vedrører således den momsmæssige behandling af transaktioner i henhold til det beskrevne grænsehandelskoncept, og der bedes i besvarelsen sondret mellem de anførte etableringsformer for den tyske enhed.

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT finder ud fra en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at det grænsehandelskoncept spørgeren vil etablere i samarbejde med den tyske enhed skal tilsidesættes ud fra realitetsbetragtninger, og at de omhandlede campingvogne derfor skal anses for leveret til de danske købere af spørgeren, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Det omhandlede grænsehandelskoncept - hvor campingvognen befinder sig her i landet før den transporteres til Tyskland og kunden hjemtager campingvognen fra Tyskland til Danmark - tjener alene et formål, nemlig at turen "ned over grænsen og hjem igen" skal sikre kunden en momsbesparelse.

Efter SKATs opfattelse er der ingen forretningsmæssig realitet i de handler, der skal foregå mellem spørgeren og den tyske enhed - og det uanset at campingvognene transporteres fra Danmark til Tyskland, at spørgeren udfærdiger salgsfaktura til den tyske enhed, og at den tyske enhed betaler spørgeren for campingvognene.

Hele den påtænkte aktivitet med salg af campingvognene må anses for udøvet af spørgeren her i landet og ikke på nogen måde af den tyske enhed. Alt vedrørende annoncering, klargøring og evt. reparationer m.v. samt indregistrering af campingvognen i kundens navn varetages af spørgeren her i landet, herunder også den reelle aftaleindgåelse, mens den tyske enheds rolle alene er begrænset til formelt at stå som sælger af campingvognene, for at sikre, at kunden opnår den tilsigtede momsbesparelse.

Det bestyrkes da efter SKATs opfattelse også af det forhold, at der ikke foreligger oplysninger om, at den tyske enhed vil markedsføre eller sælge campingvogne til andre kunder end de kunder, som forinden har indgået "købsaftale" med spørgeren, og at det således er spørgeren alene, der suverænt bestemmer hvilke campingvogne den tyske enhed skal "købe og videresælge", nemlig kun de campingvogne, som spørgeren har indgået "købsaftale" med kunder om.

Den campingvogn, som køberen får, har karakter af en individualiseret vare. Det bestyrkes da efter SKATs opfattelse også af oplysningen om, at campingvognen er indregistreret i den danske kundes navn, mens vognen stadig er i Danmark, og inden den fysiske udlevering i Tyskland. Der er altså ikke tale om, at den campingvogn, som køberen modtager i Tyskland er en campingvogn "svarende til" den campingvogn, som køberen så på i Danmark.

Som støtte for SKATs synspunkter henvises til EF-domstolens sag C 185/01 (Auto Lease Holland) hvor EF-domstolen ved anvendelse af principperne i sag C-320/88 (Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV) fandt, at der ikke forelå en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager ved en aftale om brændstofadministration. EF-domstolen fandt derimod efter en realitetsbedømmelse at leasinggiver derimod havde fungeret som kreditgiver.

Det må derfor lægges til grund, at forholdet i nærværende spørgsmål skal bedømmes ud fra hvad det i realiteten er og ikke hvad det udgiver sig for at være.

Det er uden betydning om den tyske enhed er en selvstændig tysk virksomhed, som spørgeren har indgået en samarbejdsaftale med, et af spørgeren 100% ejet tysk datterselskab, spørgerens tyske filial eller spørgerens tyske momsregistreringsforhold uden tilstedeværelse af personelle, tekniske eller økonomiske ressourcer.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet har på møde den 20. juni 2006 behandlet spørgsmålet.

Skatterådet har afgjort, at et grænsehandelskoncept kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt:

  1. At spørgeren etablerer et samarbejde med en virksomhed, der faktisk har etableret et forretningssted i Tyskland. Den tyske samarbejdspart kan være et af den danske forhandler 100 pct. ejet tysk datterselskab.
  2. At potentielle købere ved deres henvendelse til spørgeren alene får oplysning om, at såfremt de ønsker at købe en campingvogn af en bestemt type med tysk moms, kan de gøre dette ved henvendelse til den tyske samarbejdspart i Tyskland.
  3. At spørgeren sælger campingvognen til den tyske samarbejdspart og modtager betaling herfor.
  4. At spørgeren efterlever momslovens bestemmelser vedrørende EU-varehandel mellem to momsregistrerede virksomheder.
  5. At spørgeren transporterer campingvognen til den tyske samarbejdspart i Tyskland og at spørgeren eller den tyske samarbejdspart bærer risikoen for evt. beskadigelse af campingvognen under transporten.
  6. At handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.
  7. At campingvognen udleveres til den danske køber i Tyskland.
  8. At det er den danske køber, der sørger for transporten af campingvognen fra Tyskland til Danmark.
  9. At campingvognen ikke er indregistreret i Danmark inden den tyske samarbejdspart udleverer den til den danske køber i Tyskland.

Spørgeren opfylder ikke disse forhold. Spørgsmålet besvares derfor med nej.