Dokumentets dato: | 21-11-2006 |
Offentliggjort: | 27-11-2006 |
SKM-nr: | SKM2006.712.SR |
Journalnr.: | 06-146445 |
Referencer.: | Selskabsskatteloven Ligningsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Påtænkte aktieoverdragelser og likvidation ville ikke udløse beskatning af genbeskatningssaldo.
Svar
Ad 1. Nej.
Ad 2. Nej.
Ad 3. Nej.
Beskrivelse af de faktiske forholdB og Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) overtog i januar 1999 selskab A, X-land.
B og IFU ejer sammen A gennem et holdingselskab fra Y-land, C. B ejer 60 % gennem selskabet D fra Y-land, og IFU ejer 40 %.
Med henblik på at forenkle strukturen og reducere omkostningerne ønsker man at etablere et direkte ejerskab fra Danmark, således at B ejer 60 % og IFU 40 % af A.
Den ønskede ejerstruktur vil blive opnået ved, at C sælger sine aktier i A til B (60 %) og IFU (40 %). Købesummen vil blive betalt kontant. Salget forventes at blive gennemført ultimo 2006/primo 2007.
Efterfølgende vil C blive likvideret, og salgsprovenuet udbetales til aktionærerne. I forbindelse med aktiesalget vil IFU og B konvertere sine lånetilgodehavender i A til aktiekapital i lige forhold, således at det indbyrdes forholdsmæssige ejerskab til A bevares. Forud for aktiesalget vil aktiekapitalen i A blive nedsat til ca. USD 260.000 uden udlodning, men ved overførsel til negative ressourcer.
B kunne efter de tidligere regler sambeskattes med A, idet B sammen med IFU ejede hele aktiekapitalen i A. Under sambeskatningen har B fratrukket underskud hidrørende fra A. De akkumulerede skattemæssige underskud er foreløbigt opgjort til zz kr. Skyggesaldoen er foreløbigt opgjort til zz kr. (ved en skattesats på 28 %). Der er ingen genbeskatningssaldo knyttet til selskaberne fra Y-land.
B har ikke valgt international sambeskatning, og genbeskatningssaldoen videreføres i medfør af § 15 i lov nr. 426 af 6. juni 2006. Der udløses derfor ikke genbeskatning, selvom A ikke længere er under (international) sambeskatning. Genbeskatning sker efter de tidligere gældende regler i ligningslovens § 33E.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Ad spørgsmål 1
Spørgsmålet må efter vores opfattelse besvares benægtende.
Henvisningen i § 15 i lov nr. 426 af 6. juni 2006 til ligningslovens § 33E indebærer, at genbeskatningssaldoen kan udløses ved salg, omstruktureringer mv. af det udenlandske datterselskab.
Skatteministeren har i et svar (L 121 - bilag 18) i forbindelse med behandlingen af lovforslaget om international beskatning udtalt, at de hidtidige regler om sambeskatning finder anvendelse. Dette indebærer, at afgørende for, om overdragelsen af A til direkte ejerskab af B og IFU udløser genbeskatning, er, om sambeskatningen ville have været anset for afbrudt efter de hidtidige sambeskatningsregler. Tilsvarende skal der ved omstruktureringer forholdes, "som om" de tidligere gældende regler om sambeskatning fortsat er gældende, jf. SKM2006.320.SR .
Det er vores opfattelse, at overdragelse af aktier i et sambeskattet datterselskab mellem selskaber inden for den sambeskattede koncern ikke medfører, at sambeskatningen med datterselskabet anses for ophørt. Efter praksis er det i denne forbindelse uden betydning, på hvilket tidspunkt i indkomståret overdragelsen finder sted, når blot moderselskabet direkte eller indirekte har ejet datterselskabet (eventuelt sammen med IFU).
Ad spørgsmål 2
Spørgsmålet må efter vores opfattelse besvares benægtende.
Det følger af den tidligere gældende sambeskatningsbetingelse 1.1 om regnskabsår, at sambeskatning kunne tillades, selv om datterselskabet likvideres i løbet af et indkomstår, og selskabernes regnskabsår derfor ikke ender samtidigt. Det ses derfor uden betydning for en sambeskatning med A, at C og/eller D efter aktieoverdragelsen likvideres i samme indkomstår.
En eventuel likvidation vil således heller ikke påvirke genbeskatningssaldoen.
Ad spørgsmål 3
Spørgsmålet må efter vores opfattelse besvares benægtende.
Det følger af den tidligere gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 31, stk. 1, at sambeskatning med et udenlandsk datterselskab kunne tillades, når B sammen med IFU ejede det udenlandske datterselskab. Såfremt IFU i løbet af et indkomstår afstår sine aktier i C, bliver B gennem D eneejer og opfylder derfor i sig selv betingelsen for sambeskatning.
Det vil således ikke påvirke genbeskatningssaldoen, at IFU overdrager sin aktiepost i C i løbet af et indkomstår.
SKATs indstilling og begrundelse
Ad spørgsmål 1
Ved lov nr. 426 af 6. juni 2005 ændredes reglerne om såvel national som international sambeskatning. International sambeskatning er ifølge selskabsskattelovens § 31 A valgfrit for koncernen. Vælges international sambeskatning omfatter sambeskatningen alle koncernens selskaber, faste driftssteder og faste ejendomme, der er beliggende i udlandet.
For de koncerner, der tidligere var omfattet af international sambeskatning, men ikke ønsker international sambeskatning efter de nye regler, er vedtaget en overgangsordning i § 15, stk. 8 i lov nr. 426 af 6. juni 2006, hvorved eventuelle genbeskatningssaldi løbende udlignes i takt med, at det/de udenlandske selskaber indvinder overskud (skyggesambeskatning). Formålet med § 15, stk. 8 har været at videreføre de gamle regler for de koncerner, der ikke ønsker international sambeskatning efter de nye regler som vedtaget ved lov nr. 426 af 6. juni 2005, jf. bemærkningerne til § 14, stk. 8 i lov nr. 121 som fremsat den 2. marts 2005.
Af § 15, stk. 8 følger endvidere, at dispositioner, der tidligere udløste genbeskatning efter reglerne i den daværende ligningslovs § 33 E, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004 fortsat udløser genbeskatning, indtil genbeskatningssaldoen er udlignet.
Ved As udtræden af sambeskatningen med B finder § 15, stk. 8 vedrørende skyggesambeskatning anvendelse. Eventuelle senere overskud i A skal således løbende genbeskattes, og dispositioner omfattet af den tidligere ligningslov § 33 E udløser fuld genbeskatning.
SKAT finder, at overdragelsen af aktierne i A til B og IFU ikke er en disposition, som er omfattet af den tidligere ligningslov § 33 E.
Det er derfor SKATs opfattelse, at overdragelsen af aktierne i A til B og IFU ikke udløser genbeskatning.
SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares benægtende.
Ad spørgsmål 2
Som nævnt ovenfor følger det af § 15, stk. 8, i lov nr. 426 af 6. juni 2006, at dispositioner, der tidligere udløste genbeskatning efter reglerne i den daværende ligningslovs § 33 E, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004, fortsat udløser genbeskatning, indtil genbeskatningssaldoen er udlignet.
Hvis C og/eller D efter aktieoverdragelsen likvideres i samme indkomstår, finder SKAT, at en sådan likvidation/sådanne likvidationer ikke er en disposition, der tidligere ville have udløst genbeskatning efter reglerne i den daværende ligningslovs § 33 E, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004.
SKAT finder endvidere, at sambeskatningen mellem B og A efter de hidtidige regler kunne have været fortsat uanset den påtænkte likvidation/de påtænkte likvidationer.
SKAT finder derfor ikke, at en sådan disposition vil påvirke genbeskatningssaldoen i relation til Bs sambeskatning med A.
SKAT indstiller således, at spørgsmålet besvares benægtende.
Ad spørgsmål 3
Som nævnt ovenfor følger det af § 15, stk. 8, i lov nr. 426 af 6. juni 2006, at dispositioner, der tidligere udløste genbeskatning efter reglerne i den daværende ligningslovs § 33 E, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004, fortsat udløser genbeskatning, indtil genbeskatningssaldoen er udlignet.
Hvis IFU afstår alle sine aktier i C til B i samme indkomstår, finder SKAT, at en sådan afståelse ikke er en disposition, der tidligere ville have udløst genbeskatning efter reglerne i den daværende ligningslovs § 33 E, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004.
SKAT finder endvidere, at sambeskatningen mellem B og A efter de hidtidige regler kunne have været fortsat, selv om en sådan aktieafståelse fandt sted.
SKAT finder derfor ikke, at en sådan disposition vil påvirke genbeskatningssaldoen i relation til Bs sambeskatning med A.
SKAT indstiller således, at spørgsmålet besvares benægtende.
Skatterådets afgørelse og begrundelseSkatterådet tiltræder indstillingerne fra SKAT. Skatterådet henviser til de af SKAT anførte begrundelser.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode5 år.