Dokumentets metadata

Dokumentets dato:26-11-2010
Offentliggjort:10-01-2011
SKM-nr:SKM2011.22.VLR
Journalnr.:10. afdeling, B-0522-10
Referencer.:Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Forrentning af renter - nedsættelse af skatteansættelse

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt appellanten havde krav på forrentning af et rentebeløb, som var blevet indbetalt i forbindelse med en indkomstforhøjelse. Appellantens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 blev i 2003 ændret fra kr. 2.171.596,- til kr. 50.402.835,-. Appellanten indbetalte i august 2003 restskatten på kr. 17.247.513,- samt renter på kr. 3.415.008,- for perioden 1. november 2000 til 31. juli 2003. Ved Landsskatterettens afgørelse i 2007 nedsattes selskabets skattepligtige indkomst til det selvangivne, og der fremkom herefter en overskydende skat på kr. 17.247.513,-, hvortil kom renter efter selskabsskattelovens § 30, stk. 5, fra 1. november 2000 til tilbagebetalingstidspunktet på kr. 7.657.894,-. Det var appellantens opfattelse, at selskabet yderligere havde krav på forrentning af det rentebeløb på kr. 3.415.008,-, som appellanten havde indbetalt i august 2003. Såvel byret som landsret fandt, at selskabsskattelovens § 30, stk. 5 var en sådan særlig regel om forrentning, at der ikke var hjemmel til at kræve det betalte rentebeløb forrentet i medfør af renteloven eller Skatteministeriets cirkulære om tilbagebetaling af visse skattebeløb. Skatteministeriet blev herefter frifundet.


Parter

H1 Invest ApS
(advokat Niels Christian Strauss)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten).

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Mogens Heinsen og Rikke Holler (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 15. februar 2010 afsagt dom i 1. instans (BS 1-408/2009).

Påstande

For landsretten har appellanten, H1 Invest ApS, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Det er for landsretten oplyst, at de sagsomkostninger, Skatteministeriet blev tillagt ved byrettens dom, er betalt inden fuldbyrdelsesfristens udløb.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. Skatteministeriet har dog for landsretten frafaldet anbringendet om, at der ikke kan kræves procesrente af påstandsbeløbet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter ordlyden af selskabsskattelovens § 30, stk. 2, og stk. 5, sammenholdt med forarbejderne til bestemmelserne, jf. Folketingstidende 1997/1998, 2. samling, tillæg A, side 433 ff. - herunder navnlig beregningseksemplerne side 447-449, hvoraf fremgår, at hverken morarentebeløb eller rentegodtgørelse forrentes - tiltrædes det, at bestemmelsen i § 30, stk. 5, må anses som en særlig regel om forrentning, der fastlægger, hvilke beløb, der kan kræves forrentet i forbindelse med forhøjelse eller nedsættelse af et selskabs skattepligtige indkomst.

På denne baggrund, og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten dommen.

H1 Invest ApS skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 50.000 kr. Beløbet er til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi, omfang i øvrigt og udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

H1 Invest ApS skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.