E.A.9.7 Væddemål

Afsnittet handler om afgift af væddemål (bortset fra heste- og hundevæddemål).

Afsnittet indeholder:

Se også

Se også afsnit E.A.9.14 for bestemmelser om regnskab og kontrol.

Bemærk

Fra 1. februar 2016 er loven ændret, så afgiften for spiltyperne væddemål og online-kasino skal betales månedligt i stedet for ugentligt. Reglerne er ændret ved lov nr. 1573 af 15. december 2015, § 2.

Regel

Indehavere af tilladelse til udbud af væddemål efter § 11 i lov om spil skal betale en afgift på 20 pct. af bruttospilleindtægten. Se SPILAL § 6, stk. 1.

Afvikles væddemålene imidlertid gennem et system beregnet til at muliggøre indgåelse af væddemål spillerne imellem (en væddemålsbørs), beregnes afgiften på 20 pct. i stedet for af det beløb, som tilladelsesindehaveren har taget i kommission. Se SPILAL § 6, stk. 2.

Bemærk

Hvem er afgiftspligtig?

Det kræver tilladelse at udbyde væddemål her i landet. Denne gives af Spillemyndigheden. Se SPILL § 11. Væddemål kan eksempelvis være spil om udfaldet af sportskampe eller om en bestemt begivenhed indtræffer. Væddemål udbydes i dag typisk online via internettet, men kan også ske ved fysisk salg fra butikker.

Den, som udbyder væddemålene, skal angive og betale afgift heraf.

Se også

Spillemyndighedens hjemmeside www.spillemyndigheden.dk, hvor regler for tilladelser mv. kan findes.

Afgiftens størrelse og beregning

For væddemål skal der betales en afgift på 20 pct. af bruttospilleindtægten (indsats fratrukket gevinster). Se SPILAL § 6, stk. 1.

I tilfælde, hvor spillet afvikles gennem et system beregnet til at muliggøre indgåelse af væddemål spillerne imellem (en væddemålsbørs), og hvor spiludbyderens fortjeneste fremkommer ved at denne tager en kommission, beregnes afgiften af det beløb, tilladelsesindehaveren har taget i kommission af eksempelvis indsats eller af vundne gevinster. Se SPILAL § 6, stk. 2.

Alle indsatser fra spillere og udbetalte gevinster til dem indgår i beregningen af bruttospilleindtægten. Fx vil bruttospilleindtægten være 0, hvis alle indsatser til en jackpot pulje udbetales som gevinst til en spiller.

Hvis gevinsten er en vare, er det varens handelsværdi, som indgår i bruttospilleindtægten.

Gratis spil, bonusser og lignende anses for at være markedsføringsomkostninger. Derfor kan disse omkostninger, og alle af spiludbyderens andre omkostninger, som ikke er direkte gevinster til spillerne, ikke fradrages i beregningen af bruttospilleindtægten.

Eksempler på elementer, der ikke kan fradrages i bruttospilleindtægten

Når en spiludbyder giver bonusser og lignende til spillerne og indsætter dem på spillernes spilkonto i kontanter eller med en tilknyttet værdi, giver dette (uanset eventuelle bindinger) derfor ikke ret til fradrag i bruttospilleindtægten.

Når en spiller efterfølgende anvender den opnåede bonus eller lignende til spil, anses det som en indsats, der skal medregnes til bruttospilleindtægten. Eventuelle gevinster vundet i spillet medfører, at spiludbyderen kan fratrække gevinstbeløbet i bruttospilleindtægten.

xI SKM2016.366.SR tog Skatterådet stilling til, at en start up-bonus/sign up-bonus ikke kunne fratrækkes i bruttospilleindtægten. Gratis spil, bonusser - herunder sign-up bonusser, anses for at være markedsføringsomkostninger. Endvidere tog Skatterådet stilling til, at gevinster fra en puljegaranti kunne fratrækkes bruttospilleindtægten, når de udbetales spilleren.x

Skatterådet har i et bindende svar i sagen SKM2016.155.SR svaret nej til, at indsatser i online-spil, som hidrørte fra tildelte bonus-spilpenge, kan holdes ude af bruttospilleindtægten, og dermed ude af afgiftsgrundlaget for spilleafgift. Det havde ikke betydning, om spillene for bonus-spilpenge blev bogført på en særskilt konto. Skatterådet tog også stilling til, at en opskrivning af spillerens spilkonto med et vist kontantbeløb først skal medregnes i bruttospilleindtægten som indskud, når beløbet anvendes som indsatser i spil.

Det er kun en rabat, der ikke indgår i afgiftsgrundlaget (bruttospilleindtægt eller kommission), når en spiludbyder i direkte tilknytning til, at en spiller gør en indsats - eller i forbindelsen med, at der tages kommission af indsatsen - tilbagefører et beløb i kontanter eller point med tilknyttet værdi (rabatten) til spillerens spilkonto. Det er en betingelse, at spilleren frit kan trække rabatbeløbet ud af spilkontoen eller omveksle rabatpointene til kontanter, der kan trækkes ud af spilkontoen. Det er endvidere en betingelse, at spilleren ikke efterfølgende kan miste retten til den opnåede rabat, fx pga. en tidsbegrænsning, og rabatbeløbet må ikke efterfølgende kunne inddrages af udbyderen.

Giver en spiludbyder gratis spil, fx. free spin, gratis bingo eller point uden tilknyttet værdi, er disse spil ikke omfattet af spilletilladelsen. Der er tale om spil uden indsats omfattet af SPILAL § 15. For disse spil skal der ske særskilt registrering for gevinstafgift, og der skal føres særskilt regnskab, hvis gevinsternes værdi overstiger 200 kr. De nærmere regler for spil uden indsats, herunder regler for registrering, afgift, angivelse og betaling, er beskrevet i afsnit E.A.9.12.

Afgiften gælder for væddemål omfattet af dansk spilletilladelse. Ved væddemål, hvor der også deltager andre end danske spillere, beregnes afgiften kun af den del af væddemålet, der er omfattet af en dansk spilletilladelse. Det vil sige det beløb, som spilleindsatser fra danske spillere overstiger gevinster til danske spillere eller kommission betalt af danske spillere.

Afgiftsberegningen for en afgiftsperiode opgøres på baggrund af bruttospilleindtægten og den kommission, der er taget i forbindelse med væddemål i afgiftsperioden. Er et væddemål ikke afsluttet ved afgiftsperiodens ophør (den sidste dag i måneden, kl. 24.00), beregnes afgiften af det samlede indskud og den kommission, der er beregnet for væddemålet, og gevinsterne fratrækkes den afgiftsperiode, hvor de udbetales.

Overstiger gevinsterne indsatserne i en afgiftsperiode, og bruttospilleindtægten dermed er negativ, vil der ikke skulle betales afgift. Da der skal ske angivelse efter alle afgiftsperioder, skal afgiften angives til 0 kr. En negativ bruttospilleindtægt i en periode kan ikke overføres til modregning i efterfølgende perioders positive bruttospilleindtægt.

Nogle spiludbydere har både spil, hvor der skal beregnes afgift af bruttospilleindtægt efter SPILAL § 6, stk. 1 og spil, hvoraf der bliver opkrævet en kommission, som er omfattet af SPILAL § 6, stk. 2. Afgiften af begge typer spil skal angives og beregnes samlet for en afgiftsperiode. Hvis bruttospilleindtægt er negativ, kan den modregnes i kommissionsbeløbet, inden den samlede afgift bliver beregnet. Hvis afgiftsgrundlaget da bliver 0 eller negativt, er afgiften 0 i den pågældende afgiftsperiode. Afgiftsberegningen bliver understøttet ved brug af SKATs TastSelv-løsning.

Udbud af øvespil, som ikke giver spilleren en mulighed for en reel gevinst, falder uden for spillelovgivningen.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er måneden, se SPILAL § 21.

Registrering, angivelse og betaling

Alle, der har fået tilladelse af Spillemyndigheden til at udbyde væddemål, skal anmelde deres virksomhed til registrering. Dette skal ske senest fire uger efter tilladelsen er opnået, og før der udbydes spil. Se SPILAL § 19, stk. 1-2.

Registreringspligtige virksomheder, der ikke har etableret stedet for deres økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted i et EU- eller EØS-land, skal registreres ved en herboende repræsentant, der hæfter solidarisk for afgiften.

Registreringen skal ske ved brug af blanket 29.063, som kan findes på www.virk.dk.

Ændringer i de oplysninger, der er anmeldt til registrering, skal meddeles SKAT senest otte dage efter ændringen.

Angivelse og betaling af afgiften skal ske til SKAT senest den 15. i måneden efter udløbet af afgiftsperioden (måneden), se SPILAL § 21.

De registrerede virksomheder skal som udgangspunkt tilmelde sig og bruge TastSelv til angivelse og betaling af afgiften.

Regnskab over indsatser og gevinster skal ske i den valuta, som spillet afvikles i. Opgørelse af det samlede afgiftstilsvar og betaling af afgiften skal ske i danske kroner. Omregning til danske kroner foretages på angivelsestidspunktet. Den omregningskurs der anvendes skal oplyses til SKAT, og udbyder er bundet af valget i to år. Se afsnit A.B.3.5.3 om regnskab.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

xSKM2016.366.SRx

xStart up-bonus/sign up-bonus kunne ikke fratrækkes i bruttospilleindtægten. Gratis spil, bonusser - herunder sign-up bonusser, blev anset for at være markedsføringsomkostninger. Gevinster fra en puljegaranti kan fratrækkes bruttospilleindtægten, når de udbetales til spilleren. Der blev taget stilling til, at afgiftsgrundlaget (bruttospilleindtægten) skulle opgøres som spillernes indsatser (før udbyderens fradrag af en kommission), fratrukket udbetalte gevinster, herunder gevinster, der hidrørte fra en puljegaranti. x

SKM2016.155.SR

Skatterådet svarede nej til, at indsatser i online-spil, som hidrører fra tildelte bonus-spilpenge, kan holdes ude af bruttospilleindtægten, og dermed ude af afgiftsgrundlaget for spilleafgift. Det havde ikke betydning, om spillene for bonus-spilpenge blev bogført på en særskilt konto, adskilt fra spillerens egne indbetalinger og vundne gevinster hidrørende fra disse indbetalinger. Der blev endvidere svaret ja til, at en opskrivning af spillerens spilkonto med et vist kontantbeløb først skal medregnes i bruttospilleindtægten som indskud, når beløbet anvendes som indsatser i spil.