Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-12-2003
Offentliggjort:04-02-2004
SKM-nr:SKM2004.50.LSR
Journalnr.:2-6-1693-0012
Referencer.:Toldloven
Toldkodeksen
Dokumenttype:Kendelse


Tilbagebetaling af told for tekstilvarer importeret fra Bangladesh - anmodning for sent indgivet

Et tilbagebetalingskrav vedr. told, der var opkrævet i forbindelse med import af tekstilvarer fra Bangladesh, blev anset for forældet, og der forelå ikke sådanne omstændigheder (force majeure) at forældelsesfristen på 3 år, jf. toldkodeksets art. 236, kunne anses for suspenderet,


Klagen skyldes, at toldcentret har afslået klagerens anmodning om tilbagebetaling af told, der er opkrævet i forbindelse med import af tekstilvarer fra Bangladesh.

Det er oplyst, at klageren er en virksomhed der handler med tekstilvarer. Virksomheden importerede i 12 tilfælde i perioden 5. april 1995 til den 3. juli 1996 T-shirts fra Bangladesh. I forbindelse hermed fremlagde virksomheden et oprindelsescertifikat formular A, hvori var anført, at de pågældende varer havde præferenceoprindelse i Bangladesh. Herved kunne importen ske til en lavere toldsats.

Den 5. april 1997 blev i EF-Tidende offentliggjort følgende meddelelse fra Kommissionen:

”Meddelelse til importørerne om tekstilvarer indført fra Bangladesh i Fællesskabet i henhold til den generelle toldpræferenceordning (PSG)

På grundlag af resultaterne af en række undersøgelser, der er foretaget i Bangladesh både af de lokale ansvarlige myndigheder og af en fællesskabsdelegation bestående af repræsentanter for Kommissionen og visse medlemsstater, kan man fastslå, at der er begrundet tvivl om lovligheden af de oprindelsescertifikater formular A, som siden 1994 er blevet forelagt Fællesskabet i forbindelse med tekstilvarer, der kommer fra Bangladesh, og især i forbindelse med beklædningsgenstande af trikotage, som er anført i tekstilvarekategorierne 4, 5 og 7.

Fællesskabsimportørerne, som forelægger sådanne certifikater med henblik på at få en præferencebehandling, oplyses om, at de fremover skal træffe de nødvendige forholdsregler i betragtning af, at disse certifikater, hvis de viser sig at være ugyldige, kan føre til, at der opstår toldskyld.”

Ved afgørelse af 25. marts 1998 opkrævede toldcentret 345.158,20 kr. i told og 86.288,10 kr. i importmoms hos klageren, idet toldcentret anførte, at de kompetente myndigheder i Bangladesh havde tilbagekaldt det pågældende oprindelsescertifikat. Virksomheden påklagede ikke denne afgørelse inden for klagefristen på tre måneder.

Ved brev af 25. september 2001 har klagerens repræsentant anmodet om tilbagebetaling af det betalte toldbeløb med henvisning til, at det i dagspressen var omtalt, at toldbeløb vedrørende indførsel af tekstilvarer fra Bangladesh nu tilbagebetales. Omtalen var en følge af, at EU-Kommissionen den 23. juli 2001 traf afgørelse i en konkret sag om, at myndighederne i Bangladesh vidste eller burde have vidst, at færdigvarer i form af T-shirts ikke kunne have oprindelsesstatus efter gældende regler, og der derfor forelå særlige omstændigheder, som omtalt i toldkodeksens artikel 239. Der kunne som følge heraf ydes fritagelse for importafgifter på beløb under 50.000 EUR, såfremt den berettigede ikke havde gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed.

I forlængelse af Kommissionens afgørelse udstedte Told- og Skattestyrelsen intern meddelelse af 5. oktober 2001, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

”(…)

Sager som ikke er påklaget

Toldcentrene bedes, for så vidt angår de sager som ikke er påklaget til styrelsen eller Landsskatteretten, foranledige, at der sker tilbagebetaling af den indbetalte told, under følgende betingelser:

(…)”

Endvidere udsendte Told- og Skattestyrelsen pressemeddelelse af 11. oktober 2001, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

”(…)

Regler om forældelse af kravene

Efter gældende EU forældelsesregler i toldkodeksens artikel 236 vil tilbagebetaling af told dog kun kunne ske i det omfang kravet ikke er forældet efter den 3-årige forældelsesregel, dvs. at der efter EU’s regler kun vil ske tilbagebetaling i sager, hvor virksomheden har påklaget toldcentrets afgørelse til Told- og Skattestyrelsen eller Landsskatteretten, eller hvor toldcentrenes afgørelse er truffet efter den 23. juli 1998.”

Ved Kommissionens beslutning af 22. april 2002 blev medlemsstaterne bemyndiget til at indrømme godtgørelse for toldbeløb over 50.000 EUR. Af beslutningens punkt 41 fremgår følgende:

”Denne bemyndigelse kan gives til medlemsstaterne på betingelse af, at de kun anvendes i sager, hvor de faktiske og retlige forhold svarer fuldstændigt til det foreliggende tilfælde. Bemyndigelsen bør dog ligeledes dække ansøgninger om godtgørelse eller fritagelse for told, der er indgivet rettidigt, og som vedrører indførsler i perioden 1994 til den 5. april 1997, hvor meddelelsen til importørerne blev offentliggjort – Tekstilvarer med oprindelse i Bangladesh indført i Fællesskabet under den generelle præferenceordning, EFT C 107 af 15.4.1997 – i sager, hvor de faktiske og retlige forhold for indførsler i denne periode svarer fuldstændigt til det foreliggende tilfælde (certifikater opført på liste B og C samt certifikater, der af medlemsstaterne er sendt til Bangladesh til efterfølgende kontrol, og som ikke er blevet besvaret rettidigt). Det er især vigtigt, at importørerne ikke har udvist nogen form for urigtighed eller åbenbar forsømmelighed –”

Toldcentret har ved den påklagede afgørelse afslået anmodningen om toldgodtgørelse. Som begrundelse herfor har toldcentret anført, at der er gået mere end 3 år, siden toldbeløbet ved afgørelse af 25. marts 1998 blev opkrævet, og at afgørelsen ikke blev påklaget. Der er herved henvist til, at anmodningen om godtgørelse skal fremsættes senest 12 måneder efter underretningen af debitor om de nævnte afgifter, jævnfør toldkodeksens artikel 239, stk. 2, 1. afsnit. Efter artikel 239, stk. 2, 2. afsnit, kan denne frist i behørigt begrundede undtagelsestilfælde overskrides. Fristen kan dog ikke forlænges udover den i toldkodeksens artikel 236, stk. 2, nævnte frist på 3 år, hvilket er gældende i nærværende sag. 3-års fristen skal i nærværende sag regnes fra den 23. juli 2001, hvor Kommissionen traf afgørelse i en konkret sag.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om tilbagebetaling af det indbetalte toldbeløb på i alt 345.158,20 kr.

Til støtte herfor er det principalt gjort gældende, at forholdet er omfattet af toldkodeksens artikel 239, stk. 2, 2. pkt., idet der er tale om et behørigt begrundet undtagelsestilfælde og fristen derfor er forlænget. Det er herved anført, at den omhandlede EU-Kommissions afgørelse er truffet med baggrund alene i artikel 239, der efter sin ordlyd omfatter de tilfælde, der ikke er omfattet af bl.a. artikel 236. Der er således ikke hjemmel i artikel 239, til at indfortolke 3-årsfristen fra artikel 236.

Repræsentanten har henvist til, at der i forvaltningsretlig henseende er forskellige retsfaktakrav til de pågældende bestemmelser. Ud fra et almindeligt forvaltningsretligt synspunkt om inddragelse af saglige hensyn ved lovfortolkningen (afvejningen) m.v., jf. magtfordrejningsgrundsætningen, synes toldcentrets afgørelse/fortolkning derfor uden hjemmel.

Repræsentanten har endvidere henvist til, at der intet sted i Told- og Skats procesvejledning, er nævnt, at retsfakta i artikel 239 skulle være sammenblandet med artikel 236. Da virksomheden ikke har haft mulighed for at anmode om godtgørelsen, inden den blev bekendt med EU-kommissionens afgørelse, må fristen for anmodningen anses som suspenderet til det tidspunkt, hvor virksomheden blev bekendt med afgørelsen eller i hvert fald fra det tidspunkt, hvor Kommissionen traf sin afgørelse.

Det er herudover anført, at opkrævningen ikke forekommer rimelig, idet man ikke har taget konkret hensyn til de faktiske forhold for klageren, herunder hensyn til, at klageren har befundet sig i en undskyldelig situation og ikke har kunne handlet anderledes end gjort. I øvrigt burde toldmyndigheder ex officio have ydet godtgørelse af tolden.

Endelig har repræsentanten anført, at en af Landsskatteretten ikke offentliggjort kendelse af 27. juni 2003, 2-6-1696-0018, ikke er sammenlignelig med nærværende sag, idet toldcentret i nærværende sag har erklæret sig enig i, at forholdet er omfattet af toldkodeksens artikel 239, stk. 2, 2. afsnit, og at denne frist er forlænget, hvilket ikke var tilfældet i den nævnte kendelse.

Repræsentanten har subsidiært gjort gældende, at såfremt forholdet skal betragtes i samlet fortolkning af toldkodeksens artikel 239, og 236, vil det være omfattet af bestemmelsen i artikel 236, stk. 2, 2. pkt., hvorefter 3-års fristen er forlænget. Det er herved anført, at klageren har godtgjort, at han har været forhindret i at angive anmodning som følge af hændelige omstændigheder, idet klageren ikke på nogen måde havde mulighed for at anmode om godtgørelse, før han blev bekendt med EU-kommissionens afgørelse i dagspressen.

Repræsentanten har endvidere henvist til, at det vil være en krænkelse af den almindelige retsfølelse, såfremt Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse, idet:

Repræsentanten har mere subsidiært gjort gældende, at indbetalingen af kravet i 1998 var forårsaget af en konkret forvaltningsakt fra toldcentret, og der var således en oprindelig forpligtelse til indbetaling. En klage over den oprindelige afgørelse ville ikke have haft opsættende virkning, hvilket følger af almindelige forvaltningsretlige principper. Klageren har derfor ikke haft andre muligheder end at rette sig efter forvaltningsakten, ej heller ved at påklage den første afgørelse.

En borgers/virksomheds krav på tilbagesøgning af tidligere betalt skat eller afgift vil som altovervejende hovedregel være en følge af, at beløbet har været betalt under den urigtige forudsætning, at der var pligt til at betale beløbet, jf. 1908-loven. Hertil har repræsentanten bemærket, at beløbet netop ikke er indbetalt i urigtig formening om skyld, men mod oprindelig formening om skyld. Herefter vil tilbagesøgningskravet skulle reguleres efter dansk rets almindelige regler, dvs. med 20-årig forældelse, jf. herom Told- og Skats procesvejledning, afsnit N.3., hvor der henvises til dommene refereret i SKM 2001.478, TfS 2000.606, og SKM2001.462.

Set i dette lys findes toldindbetalingen/-kravet at være uden hjemmel. Den udvidede tilbagesøgningsmulighed af beløb som er indbetalt i formening om skyld, jf. DL 5-14-4, bør herved vurderes, idet forvaltningsakter vedrørende told opkræves via danske myndigheders mellemkomst. Således kan toldcentret tilbagekalde afgørelsen om opkrævning af told med deraf følgende mulighed for tilbagebetaling. Det er herudover anført, at der også i relation til "supra-nationale" retskilder og opkrævning på baggrund heraf, bør kunne tages hensyn til, at forvaltningen/opkrævningen skal have hjemmel.

Endelig har repræsentanten mere subsidiært gjort gældende, at klageren efter reglen i skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1, som affattet ved lov nr. 410 af 2. juni 2003, har en 5-årige tilbagesøgningsret for opkrævede afgifter.

Landsskatteretten skal udtale:

Af Rådets forordning nr. 2913/1992 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen) artikel 236, fremgår følgende:

”Godtgørelse af import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid med artikel 220, stk. 2.

(…)

2. Godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det pågældende toldsted inden tre år regnet fra datoen for underretning af debitor om de pågældende afgifter.

Denne frist forlænges, hvis debitor godtgør, at han har været forhindret i at indgive anmodning herom inden for den nævnte frist som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.

Toldmyndighederne yder af egen drift godtgørelse eller fritagelse, når de selv inden for samme frist konstaterer, at der er tale om en af de i stk. 1, første og andet afsnit, beskrevne situationer.”

Af toldkodeksens artikel 239, fremgår følgende:

”1. Godtgørelse af eller fritagelse for import- og eksportafgifter kan indrømmes i andre situationer end dem, der er omhandlet i artikel 236, 237 og 238,

- som fastlægges efter udvalgsproceduren

- som skyldes omstændigheder, hvor den berettigede ikke har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed. De situationer, hvor denne bestemmelse finder anvendelse, samt de nærmere procedureregler herfor fastlægges efter udvalgsproceduren. Godtgørelsen eller fritagelsen kan undergives særlige betingelser.

Godtgørelse af eller fritagelse for afgifter med de i stk. 1 omhandlede begrundelser indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det berørte toldsted inden tolv måneder fra datoen for underretningen af debitor om de nævnte afgifter.Toldmyndighederne kan i behørigt begrundede undtagelsestilfælde tillade, at nævnte frist overskrides.”

Af toldlovens § 2, stk. 1, fremgår følgende:

”Varer, der føres ind, transiterer eller føres ud af det danske toldområde, behandles efter EF’s retsakter, herunder EF’s toldkodeks. Der svares told i henhold til disse retsakter.”

Landsskatteretten bemærker, at toldcentrets afgørelse af 25. marts 1998 om efteropkrævning af told, må anses som fuldt ud korrekt og i overensstemmelse med toldlovgivningen. De indførte varer opfyldte således ikke betingelserne for at opnå præferencetoldbehandling, idet oprindelsescertifikaterne var tilbagekaldt. Der var derfor hjemmel til at opkræve told.

Ved Kommissionens beslutning af 23. juli 2001 fastslog Kommissionen imidlertid, at det var berettiget at indrømme fritagelse eller godtgørelse for told vedrørende tekstilvarer indført fra Bangladesh, idet der forelå særlige omstændigheder som omhandlet i toldkodeksens artikel 239.

Klageren har anmodet om godtgørelse den 25. september 2001. Fristerne i toldkodeksens artikel 239, stk. 2, 1. afsnit, toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 1. afsnit, samt Told- og Skattestyrelsens interne meddelelse af 5. oktober 2001 er således ikke overholdt. Endvidere havde toldmyndigheder først den 23. juli 2001, dvs. efter 3 år fra underretningen af debitor om de skyldige afgifter, mulighed for at konstatere, at der var tale om beløb, der på betalingstidspunktet ikke var skyldige. Reglen i toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 3. afsnit, finder derfor ikke anvendelse. Sagen drejer sig således alene om, hvorvidt der er grundlag for at bortse fra de i toldkodeksens artikel 236, og 239, nævnte frister.

Vedrørende spørgsmålet om forholdet til nationale forældelsesbestemmelser bemærkes, at toldkodeksen er en forordning, som er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, jf. herved EF-traktatens artikel 249, og toldlovens § 2. Da der bl.a. i toldkodeksens artikel 239, er fastsat regler for, hvornår en anmodning om godtgørelse skal fremsættes, kan der ved afgørelsen af spørgsmålet ikke tages hensyn til indholdet af nationale forældelsesregler. Det bemærkes i denne forbindelse, at reglen i skattestyrelseslovens § 35 C, alene vedrører moms og de i bilag 1 til opkrævningsloven anførte afgiftslove, jf. herved lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 vedrørende lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love, bemærkningerne punkt 2.5.2. Den anførte bestemmelse omhandler således ikke anmodning om godtgørelse/tilbagebetaling af told.

Udgangspunktet i toldkodeksen er, at der alene kan afkræves og godtgøres told 3 år fra henholdsvis toldskylds opståen (artikel 221, stk. 3) og fra underretningen af debitor om tolden (artikel 236, stk. 2). Anmodning om godtgørelse efter artikel 239, skal dog fremsættes inden 12 måneder fra underretningen af debitor.

Med Kommissionens beslutning af 23. juli 2001 blev medlemsstaterne bemyndiget til at indrømme godtgørelse for toldbeløb på under 50.000 EUR. Told- og Skattestyrelsen valgte med meddelelse af 5. oktober 2001 med henvisning til toldlovens artikel 236, at indrømme godtgørelse for sådanne beløb 3 år tilbage fra den 23. juli 2001. Fastsættelsen af denne frist må anses at være i overensstemmelse med det ovenfor angivne udgangspunkt for forældelse i henhold til toldlovgivningen. Det kan ikke antages, at de behørigt begrundede undtagelsestilfælde, der er omtalt i toldlovens artikel 239, kan bevirke, at forældelsesfristen forlænges udover de 3 år, der er nævnt i artikel 236, stk. 2, med mindre klageren opfylder betingelserne i artikel 236, stk. 2, 2. afsnit.

Klageren kan derfor alene opnå godtgørelse udover 3-års fristen, såfremt klageren har været forhindret i at indgive anmodningen om godtgørelse som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure, jf. toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 2. afsnit.

Det forhold, at klageren ikke var bekendt med, at der kunne ydes godtgørelse for den opkrævede told kan hverken anses som hændelige omstændigheder eller force majeure. Vedrørende begrebet force majeure anses dette af EF-domstolen, som de helt usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser ikke kunne være afværget, også selvom den erhvervsdrivende havde udvist den størst mulig påpasselighed, jævnfør eksempelvis dom af 7. december 1993 i sag C-12/92, præmis 31. Det forhold, at Kommissionen i en sag vedrørende en anden erhvervsdrivende når til, at der kan ydes godtgørelse efter artikel 239, for told af varer, svarende til de varer klageren har indført, kan ikke anses som sådanne uforudsigelige omstændigheder, der kan begrunde en suspension af fristen efter artikel 236, stk. 2, 1. afsnit. Hertil kommer, at Kommissionen den 5. april 1997 i EF-Tidende offentliggjorde en meddelelse, hvoraf det fremgår, at der var begrundet tvivl om lovligheden af de oprindelsescertifikater, som bl.a. klageren benyttede. Af bl.a. EF-Domstolens dom af 26. november 1998 i sag C370/96 (Covita AVE), domskonklusion 2, fremgår, at en erhvervsdrivende er forpligtet til at holde sig underrettet om indholdet af EF-Tidende. Klageren kan derfor heller ikke antages at have udvist størst mulig påpasselighed, når denne hverken rettidigt påklagede afgørelsen af 25. marts 1998 eller fremsatte anmodning om godtgørelse uanset Kommissionens meddelelse.

Retten finder endelig, at den omstændighed, at klageren ikke har haft mulighed for at overvælte de pålagte afgifter på køberne af varerne, ikke er til hinder for, at toldcentret har kunne opkræve afgifterne, jf. herved EF-domstolens dom af 14. maj 1996 i de forenede sager C-153/94 og C-204/94 (Farø Seafood mfl.) præmis 116, ligesom retten ikke finder, at spørgsmålet om risikoen for de omhandlede oprindelsescertifikater kan indgå i bedømmelsen af, om hvorvidt et evt. godtgørelseskrav er forældet eller ej.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.