Dokumentets metadata

Dokumentets dato:14-09-2011
Offentliggjort:13-02-2012
SKM-nr:SKM2012.102.LSR
Journalnr.:11-0848
Referencer.:
Dokumenttype:Afgørelse


Studerendes kørsel i tysk indregistreret bil

En studerende, som opholdt sig i Danmark ca. 265 dage om året, samtidig med at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, blev anset for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke måtte køre tysk indregistreret bil her i landet.


Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet klagerens ansøgning om tilladelse til privat kørsel i Danmark i klagerens forældres tysk indregistrerede bil.

Landsskatterettens afgørelse
Afgørelsen stadfæstes.

Sagens oplysninger
Klageren, der er dansk statsborger, har ved ansøgning af 24. januar 2011 bedt SKAT om tilladelse til at køre sine forældres tysk indregistrerede bil i Danmark.

Det fremgår af ansøgningen, at klageren er indrejst i Danmark ca. 21. august 2010, og at hun regner med at udrejse igen den 30. juni 2012.

Det fremgår videre, at formålet med klagerens ophold i Danmark er, at hun skal studere til markedsføringsøkonom ved Erhvervsakademiet.

Klageren har i henhold til ansøgningen i Danmark taget adresse i en lejet bolig på adressen Y1, men har under opholdet tillige bevaret sin bopæl i Tyskland på adressen Y2. Hun har i samme forbindelse anført, at hendes forældre har boet i Tyskland i 20 år.

Det er i ansøgningen oplyst, at klageren forventer at opholde sig i Danmark i ca. 265 dage pr. år.

Det er herudover oplyst, at det forventes, at forældrenes bil vil køre ca. 10.000 km. pr. år i udlandet, og 3.000 km. opgjort som 6 ture af 250 km. i Danmark.

Det er oplyst, at kørslen i udlandet forventes at bestå i moderens private kørsel, mens kørslen i Danmark vil være kørsel mellem byerne Y3 og Y4 for at fragte personligt indbo, mad og tøj til og fra klagerens forældres bolig i Tyskland.

Kørslen i Danmark vil i henhold til ansøgningen finde sted 6 gange pr. år, 1. gang søndag den 13. februar 2011.

Klageren har i ansøgningen anført, at det ikke er muligt for hendes forældre at køre med hende til Danmark.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført, at klageren på baggrund af de foreliggende oplysninger er at betragte som bosiddende i Danmark i relation til spørgsmålet om registreringsafgiftspligt. Der er herved henset til, at klageren opholder sig i Danmark i mere end 185 dage på et kalenderår.

Der er henvist til reglerne i § 10, stk. 2, og § 12 i bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010 om registrering af køretøjer m.v. med senere ændringer i bekendtgørelse nr. 1636 af 10. december 2010.

Klagerens påstand og argumenter
Klageren har nedlagt påstand om, at hendes ansøgning skal imødekommes.

Hun har til støtte herfor anført, at der ligger adskillige misforståelser bag afgørelsen fra Motorcentret;

Klageren har ikke bilen stående i Danmark. Bilen tilhører klagerens forældre og står i Tyskland.

Klageren ønsker alene undtagelsesvis at kunne køre i forældrenes bil mellem grænsen til Danmark og hendes hjem i byen Y4. Hun ønsker ikke at bruge bilen på andre strækninger. Kun på denne direkte vej. Der vil endvidere være tale om et meget begrænset antal kørsler pr. år, maksimalt 6. Dette antal er dog nødvendigt, da kørslerne skal gennemføres for, at klageren kan fragte sit indbo, og da der ikke er plads i bilen til, at dette kan ske på én gang.

Klageren har over for Landsskatteretten præciseret, at hun mere end 6 gange årligt opholder sig hos sine forældre, men at hun altså kun søger om tilladelse til at køre i forældrenes bil i Danmark 6 gange om året.

Hun har under henvisning hertil bedt Landsskatteretten om at ændre den påklagede afgørelse.

Koncerncentrets indstilling til Landsskatteretten
Koncerncentret har indstillet afgørelsen stadfæstet.

Det er koncerncentrets opfattelse, at registreringsafgiftsbekendtgørelsen skal fortolkes således, at stk. 1 - 4 er oplistet i prioriteret rækkefølge, således at stk. 1 har større retskildebetydning end stk. 2 - 4, og stk. 2 har større retskildemæssig betydning end stk. 3 - 4 osv.

Det er derfor koncerncentrets opfattelse, at når klagers forhold er, som de er oplyst i sagen, må hun anses for hjemmehørende i Danmark, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Klageren må derfor ikke føre et udenlandsk indregistreret køretøj i Danmark, jf. bekendtgørelsens § 17.

Sagen er efter koncerncentrets opfattelse ikke et af de tilfælde, der er opremset i registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 10, stk. 5, da afgørelsen ikke er truffet under henvisning til § 10, stk. 4, men ud fra, hvor klagerens sædvanligvis opholder sig, herunder at klageren er tilmeldt folkeregistret med en adresse i Danmark. Bekendtgørelsens § 10, stk. 6, skal således ikke finde anvendelse.

Koncerncentret har supplerende bemærket, at registreringsafgiftsbekendtgørelsen er baseret på direktiv 83/182/EØF, at stk. 5 og 6 er danske særregler, og at der ved fortolkningen skal henses til SKM2011.127.LSR samt EF-domstolens C 262/99, specielt præmis 51 - 57.

Klagerens supplerende bemærkninger
Klageren har efter forelæggelsen af koncerncentrets indstilling igen fremhævet, at den bil, hun ønsker at køre i, altså ikke tilhører hende, men at der er tale om en bil, som hun ønsker tilladelse til lejlighedsvis at køre mellem grænsen og hendes studiebolig i Danmark.

Hun har i den forbindelse understreget, at hun alene opholder sig i Danmark på grund af sit studium, og at hun regelmæssigt vender tilbage til den bolig, hun har hos forældrene i Tyskland.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af § 17 i bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1636 af 10. december 2010 om registrering af køretøjer m.v., at en person med bopæl her i landet ikke må føre et udenlandsk motorkøretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i bestemmelsens stk. 2 eller i bekendtgørelsens §§ 18 - 26.

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses efter bekendtgørelsens § 8, stk. 1, for at have bopæl her i landet. Klageren anses derfor for at have bopæl i Danmark.

Klageren har imidlertid i henhold til det oplyste tillige bopæl hos sine forældre i Tyskland.

Afgørende for, om klageren skal have tilladelse til kørsel i forældrenes tysk indregistrerede bil på færdselslovens område er herefter (i første række), om klageren i henhold til bekendtgørelsens § 10 må anses som hjemmehørende i Danmark eller Tyskland.

Det er oplyst, at klageren er indrejst i Danmark omkring den 21. august 2010, og at det forventes at klageren vil opholde sig i Danmark, hvor hun studerer, ca. 265 dage om året indtil den 30. juni 2012. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren har erhvervsmæssig tilknytning til Tyskland. Klageren, der efter det oplyste ikke er gift eller har børn, må således anses som hjemmehørende i Danmark, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 3, jf. stk. 1.

Det er således en forudsætning for, at klageren må føre forældrenes tysk indregistrerede køretøj på færdselslovens område, at kørslen er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 2, eller §§ 18 - 26.

Det er ikke under de foreliggende omstændigheder godtgjort, at klagerens kørsel er omfattet af de nævnte bestemmelser. Der er herved henset til det oplyste om baggrunden for den ønskede kørsel, om den samlede kørsel i køretøjet m.v.

Afgørelsen stadfæstes derfor.