H.A.6.1.4 Naturbeskyttelse

Afsnittet indeholder:

Naturbeskyttelsesloven

Kort om naturbeskyttelsesloven

I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 28. september 2016, findes en række detaljerede bestemmelser, der har til formål at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelse af dyre- og plantelivet. Naturbeskyttelsesloven suppleres af vandløbsloven.

Lovens baggrund, formål og historik

Lov om naturbeskyttelse gennemførtes i 1992 og erstattede den tidligere naturfredningslov, loven om sandflugtens bekæmpelse og naturforvaltningsloven. Bestemmelserne har sammenhæng med, at den første Naturfredningslov fra 1917 sikrede retten for alle til at færdes langs vore kyster.

Loven har primært til formål at beskytte naturens vilde dyr og planter og bevare deres levesteder samt give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen.

Derudover skal loven hjælpe med at bekæmpe sandflugt, forøge skovarealer og genoprette vådområder.

Generelle forbud

Loven indeholder generelle forbud imod at ændre den bestående tilstand af en række nærmere anførte naturtyper mv.

Så der må ikke

Beskyttelseslinjer

Af særlig interesse ved vurderingen af fast ejendom er de såkaldte beskyttelseslinjer. En beskyttelseslinje er et stykke jord, hvor man for eksempel ikke må foretage ændringer i terrænet eller placere bebyggelse.

Beskyttelseslinjerne gælder både i forhold til natur som skov og strand og i forhold til bevaringsværdige steder som kirker og fortidsminder.

Den altovervejende del af den bymæssige bebyggelse er helt undtaget fra beskyttelsen.

Strandbeskyttelseslinjer

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjer. Se naturbeskyttelseslovens § 15.

Siden 1937 har Naturfredningsloven indeholdt bestemmelser, som skulle sikre arealerne nærmest kysten mod bebyggelse og andre uønskede ændringer.

Lovbestemmelserne er siden flere gange blevet skærpet, og findes i dag i naturbeskyttelseslovens bestemmelser om strandbeskyttelseslinjen. Strandbeskyttelseslinjen er fastsat af miljøministeren og administreres af Naturstyrelsen.

Strandbeskyttelseslinjen ligger i åbne landskaber typisk 300 m fra kysten, i bebyggede områder typisk 100 m eller mindre fra kysten.

Strandbeskyttelseslinjer for de enkelte ejendomme er fastsat af miljøministeren efter indstilling fra kommissionen. Strandbeskyttelseslinjerne er registreret i matriklen og noteret i tingbogen på den enkelte ejendom. Der er adskillige undtagelser fra den nævnte 300 m grænse.

Beskyttelseslinjer ved søer, vandløb og åer

Der må ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende, foretages beplantning eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på 3 hektarer eller mere. Se naturbeskyttelseslovens § 16.

Samme beskyttelseslinje gælder for vandløb og åer, der ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992 var registreret som offentlige vandløb, og som den 1. september 1983 havde en bundbredde på mindst 2 m.

Beskyttelseslinjer ved skove

Der må med visse undtagelser ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende inden for en afstand af 300 meter fra skove.

Skovbyggelinjen gælder også private skove, når skovens areal i sig selv eller sammen med tilgrænsende arealer omfatter mindst 20 hektarer sammenhængende skov. Se naturbeskyttelseslovens § 17.

Skovbyggelinjen gælder med andre ord for en skov, hvis areal er mindre end 20 ha, hvis den grænser op til et eller flere andre skovarealer, så skoven tilsammen dækker mindst 20 hektarer.

Fortidsminder

Der må med visse undtagelser ikke ske ændringer i tilstanden inden for 100 m afstand fra et fortidsminde. Se naturbeskyttelseslovens § 18.

Bestemmelsen er dog ikke til hinder for normal landbrugsmæssig drift af arealet, bortset fra tilplantning.

Kirker

Inden for 300 m afstand fra en kirke må der ikke opføres bebyggelse i en højde på over 8,5 m, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen. Se naturbeskyttelseslovens § 19

Offentlighedens adgang

Naturbeskyttelseslovens kapitel 4 indeholder regler om offentlighedens adgang til strande, skove, uopdyrkede arealer og klitfredede arealer samt om færdsel på veje og stier.

Fredning

Naturbeskyttelsesloven giver de af miljøministeren nedsatte fredningsnævn adgang til at gennemføre fredning af landarealer og ferske vande, når det skønnes, at naturbeskyttelseslovens almindelige bestemmelser ikke er tilstrækkelige til at opfylde lovens formål. Se naturbeskyttelseslovens kapitel 6.

En fredningssag kan rejses af miljøministeren, kommunalbestyrelsen eller Danmarks Naturfredningsforening. En fredning kan gå ud på at bevare den nuværende tilstand eller at tilvejebringe en bestemt tilstand, der herefter skal bevares.

En fredning kan indeholde påbud og forbud vedrørende arealernes anvendelse og kan regulere offentlighedens færdsel i området.

Fredningsnævnet skal lade fredningsbestemmelserne tinglyse på de pågældende ejendomme, men tinglysningen er ingen gyldighedsbetingelse.

Fredskovpligt

Efter lovbekendtgørelse nr. 1577 af 8. december 2015 (skovloven) om skove er de fleste skove undergivet fredskovspligt. Loven indeholder reglerne for, hvilke arealer der er fredskovspligtige, hvordan nye arealer bliver fredskovspligtige, og hvordan pligten kan ophæves.

Desuden indeholder loven regler for anvendelse af fredskovpligtige arealer, hvor hovedprincippet er, at arealerne skal holdes bevoksede med træer, som kan danne højstammet skov.

Der er gennemført en landsdækkende gennemgang og notering af fredskovspligtige arealer i matriklen. Matriklen er således i dag det centrale register for fredskovspligtige arealer.

Vandløbsloven

Naturbeskyttelsesloven suppleres af lov om vandløb (vandløbsloven) jf. lovbekendtgørelse nr. 1219 af 28. september 2016.

Vandløb kan reguleres efter vandløbsmyndighedens, dvs. kommunalbestyrelsens bestemmelse. Se vandløbslovens § 17.

Langs med de af loven omfattede vandløb skal en bræmme på 2 meter holdes dyrkningsfri. Se vandløbslovens § 69.

Vandløbsmyndigheden kan fastsætte bredden af det areal, det i øvrigt er nødvendigt at råde over ved maskinel udførelse af vedligeholdelsesarbejder ved søer og åer.