Dokumentets metadata

Dokumentets dato:26-02-2014
Offentliggjort:22-05-2014
SKM-nr:SKM2014.378.BR
Journalnr.:BS 05-294/2013
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Fri bil - rådighed - hovedaktionær - maskeret udlodning - private formål - bevisbyrde

Sagsøgeren var direktør og hovedanpartshaver i et selskab, der ejede en firmabil på hvide plader, som efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets og skatteyderens fælles adresse. Selskabet havde ikke ført kørebog. Sagsøgeren gjorde gældende, at bilen ikke havde stået til privat benyttelse. Sagsøgeren henviste bl.a. til, at der var fremlagt fraskrivelseserklæringer vedrørende bilen, at sagsøgeren og dennes ægtefælle rådede over andre biler samt at bilen i den overvejende del af ejertiden havde været på værksted grundet en fejl i bilens informationsenhed.Sagen angik desuden hvorvidt en række udgifter afholdt af selskabet for i alt 200.000 kr. med rette var blevet anset for maskeret udlodning.Retten fandt, at det påhvilede sagsøgeren at afkræfte formodningen om, at bilen havde stået til rådighed for hende og hendes familie til privatkørsel. Retten lagde vægt på, at der i en oversigt over tankninger, som var udarbejdet af sagsøgerens revisor som dokumentation for bilens faktiske benyttelse, var en række uoverensstemmelser mellem oversigten og det i øvrigt oplyste om bilens anvendelse og ophold på værksted. Der forelå på denne baggrund en sådan usikkerhed omkring bilens benyttelse, at sagsøgeren - uanset oplysninger om problemerne med bilens informationssystem - ikke havde afkræftet formodningen om, at bilen havde stået til rådighed for privat benyttelse.Med hensyn til de af selskabet afholdte udgifter, fandtes sagsøgeren ikke at have dokumenteret, at udgifterne havde en sådan konkret og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at de kunne anses for erhvervsmæssige. Retten lagde vægt på, at det efter anskaffelsernes karakter var en nærliggende mulighed, at udgifterne var afholdt for at opfylde private formål.Skatteministeriet blev derfor frifundet.


Parter

A
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Morten Hyldgaard Schulz)

Afsagt af byretsdommer

Poul Henrik Pedersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren A har siden den 10. marts 2003 været hovedanpartshaver og direktør i selskabet H1 ApS. I februar 2007 købte selskabet en bil mrk. BMW 740 i en byttehandel med en BMW 530. Bilen mrk. BMW 740, som var årgang 2005, og som havde kørt 72.000 km, indgik i byttehandlen med 1.300.000 kr.

Ved Landsskatterettens kendelse af 5. december 2012, som på dette punkt var en stadfæstelse af Skatteankenævnets kendelse, blev sagsøgeren for indkomståret 2007 anset for skattepligtig af rådighed over selskabets bil. Dette betød en forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst med 220.123 kr.

Desuden blev det ved Landsskatterettens kendelse statueret, at sagsøgerens aktieindkomst som følge af maskeret udlodning skulle forhøjes med 200.000 kr. i forhold til det selvangivne. Forhøjelsen vedrørte ombygningsudgifter på sagsøgerens private ejendom afholdt af selskabet. Landsskatterettens afgørelse betød en nedsættelse med 244.547 kr. i forhold til Skatteankenævnets afgørelse.

Endelig stadfæstede Landsskatteretten Skatteankenævnets afgørelse om maskeret udlodning med hensyn til et beløb på 267.491 kr. vedrørende diverse udgifter afholdt af selskabet.

Sagsøgeren har under denne sag, som er anlagt den 6. marts 2013, nedlagt påstand om, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 2007 skal nedsættes med 220.123 kr., og at sagsøgerens aktieindkomst for samme indkomstår skal nedsættes med 138.747 kr. Det førstnævnte beløb relaterer sig til forhøjelsen af den personlige indkomst med værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Beløbet på 138.747 kr. vedrører følgende udgifter afholdt af selskabet:

1.

Udgifter til 6 monitors

kr.

38.023,00

2.

Udgifter til belysning

kr.

27.531,00

3.

Udgifter til kamera

kr.

5.653,00

4.

Udgifter til 2 Svanestole

kr.

50.000,00

5.

Udgifter til port

kr.

11.840,00

6.

Udgifter til diverse reparationer af bil

kr.

5.700,00

kr.

138.747,00

Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2007 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Spørgsmålet om rådighed over bil

Det hedder i Landsskatterettens kendelse af 5. december 2012 vedrørende spørgsmålet om skattepligt af rådighed over bilen mrk. BMW 740 blandt andet:

"...

Landskatterettens afgørelse

Generelle oplysninger

...

Af det Centrale Virksomhedsregister fremgår, at H1 ApS (herefter benævnt Selskabet) beskæftiger sig med engroshandel med elektronisk udstyr. Selskabet er stiftet den 10. februar 2003.

Det er oplyst, at Selskabet driver virksomhed med salg og service af elektronisk udstyr - nærmere bestemt salg af displays og industricomputere. Selskabet er bl.a. leverandør af displays til brug for virksomhederne G1 og G2. Virksomheden har endvidere leveret ydelser til G3, G4, G5 m.fl. og har leveret displays til placering i ... .

Klageren har ikke hævet løn fra selskabet. Hun har i indkomståret 2007 fået løn fra G6 A/S, hvor hun har været ansat hele året. Endvidere har hun fået løn fra to tandlæger.

Klagerens ægtefælle BA, der er uddannet ingeniør, har i indkomståret 2007 fået løn fra selskabet på 147.949 kr. Ud over ægtefællen har der i 2007 været to ansatte i firmaet, svigersønnen og ægtefællens bror.

Klageren og dennes ægtefælle købte ejendommen ...1, for kontant 2.250.000 kr. med overtagelse den 1. maj 2007. Klageren og ægtefællens søn på 19 år har tillige haft bopæl på adressen. I forbindelse med køb af ejendommen solgte klageren og dennes ægtefælle deres parcelhus, ...2 til ægteparrets datter og svigersøn. Selskabet har lager på adresse ...2.

Samtidig med erhvervelsen af ejendommen ...1, planlagde man at ombygge og indrette 1. salen til lokale til selskabet, og lokalet blev udlejet til Selskabet pr. 1. november 2007.

Selskabet havde frem til og med februar 2009 adresse på ...3.

Selskabet er opløst efter konkurs den 12. august 2010.

Fri bil til rådighed

Sagens oplysninger

Klageren og dennes ægtefælle har i 2007 haft nedenstående biler ifølge det Centrale Motorregister:

Indreg.nr.

Mærke

Anvendelse

Tilgang

Afgang

A:

VN...90

MB E 320

Godstransport/privat

20.09.2007

28.11.2007

BA:

XZ...38

Porsche

privat personkørsel

21.03.2006

22.03.2007

YC...81

MB CLS

privat personkørsel

02.06.2006

19.04.2007

XN...87

Porsche 911

privat personkørsel

19.04.2007

18.10.2007

YL...16

BMW 560

privat personkørsel

30.10.2007

05.12.2007

Selskabets bilpark består i 2007 af:

Indreg.nr.

Mærke

Anvendelse

Tilgang

Afgang

UK...81

BMW X5

godstransport.

01.06.2006

23.02.2007

YM...75

BMW 530

privat personkørsel

02.02.2007

28.02.2007

XX...34

BMW 740

privat personkørsel

23.03.2007

18.12.2007

US...08

MB Vito

godstransport

07.12.2006

Selskabet købte den 22. februar 2007 en BMW 740 med registreringsnummer XX...34 ved G7 A/S for 1.300.000 kr. Det fremgår af købsfakturaen af 22. februar 2007, som er udstedt til H1 ApS, ...2, at bilen har kørt 72.000 km. Bilen er registreret første gang den 27. december 2005.

Selskabet stævnede den 2. oktober 2007 G7 A/S. Det fremhæves i stævningen, at

"...

der stedse har været problemer med bilen, en gennemgående fejl har været urigtige fejlmeldinger fra bilens - ganske avancerede - informationsenhed, primært om, at køretøjet er punkteret.

..."

Selskabet solgte bilen til G7 A/S den 18.12.2007 for 800.000 kr. jf. kreditnota. Det fremgår af notaen, at bilen har kørt 82.016 km på salgstidspunktet. Bilen har i selskabets ejertid kørt ca. 10.000 km.

Det fremgår af nedenstående mail fra DL til klagerens ægtefælle den 27. september 2011:

"...

Hej BA

I min kalender blev forliget indgået den 11. december 2007, jeg husker det som om bilen allerede var hos os på det tidspunkt, hvor længe den har stået hos os kan jeg simpelthen ikke huske, jeg har talt med NS som normalt kan huske alt, han husker også som bilen har stået hos os i en "rum tid" inden vi fik forliget, vi kan desværre ikke den præcise dato men vores fornemmelse siger 2-4 uger før vi indgik forliget

...

Jeg kan bekræfte, at både jeg og andre har kørt med din bil for at teste om det, som var forsøgt lavet nu også virkede efter hensigten, jeg kan ikke huske gange jeg brugte mange testture jeg havde i bilen, men kan dog huske, at jeg på et tidspunkt kørte 2 på hinanden følgende dag kørt turen til ... for at være helt sikker på at fejlen var elimineret, jeg kan også huske at jeg ikke fik nogen fejlmelding, melding kom desværre, ganske få timer efter at I havde fået bilen igen

..."

Selskabet har i perioden 15. marts til 4. november 2007 købt benzin for i alt 13.149 kr. til en gennemsnitspris på ca. 10 kr. pr. liter.

Selskabet har udarbejdet en oversigt over bilens erhvervsmæssige kørsel ud fra køb af benzin. Der er ikke fra selskabet indberettet fri bil til klageren, og hun har ikke selvangivet fri bil.

SKAT har den 28. september 2009 afholdt et møde med klagerens ægtefælle, hvor det blev oplyst, at:

-

bilen aldrig har kørt, idet den altid stod på værksted

-

der ikke er ført kørselsregnskab for bilen

-

der ikke foreligger en skriftlig aftale om, at bilen ikke er til rådighed til privat brug

Selskabets revisor har i forbindelse med sagen fremsendt to skriftlige aftaler (fraskrivelsesaftaler) om privat benyttelse af bilen til SKAT. Aftalerne er dateret den 22. februar 2007 og er underskrevet af klageren og dennes ægtefælle samt af selskabet ved klageren. Af aftalerne fremgår, at bilen skal stå på arbejdsgiverens adresse uden for arbejdstiden, i det omfang klageren og dennes ægtefælle ikke har erhvervsmæssig kørsel til og fra bopælen.

Som følge af, at klagerens ægtefælle tidligere har oplyst, at der ikke var udarbejdet en sådan aftale, er det SKATs opfattelse, at aftalerne er udarbejdet efter SKATs henvendelse.

BMW´en havde ved første indregistrering i 2005 en beskatningsværdi på 1.125.678 kr.

Afstanden til ...3 fra ...2 (adresse indtil 15. maj 2007) er ca. 3,6 km. Afstanden fra ...3 til ...1 (adresse fra 15. maj 2007) er ca. 1,8 km.

Skatteankenævnets afgørelse

...

Skatteankenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at selskabet har ejet bilen en BMW 740 i perioden fra 23. februar til 18. december 2007, hvor bilen har været til rådighed til privat kørsel, idet den stod parkeret uden for privatboligen uden for arbejdstid, og at bilen i ejerperioden har kørt ca. 10.000 km (hvilket fremgår af bilens journal, som SKAT har indhentet fra forhandleren), at der ikke er ført kørselsregnskab for bilen over den erhvervsmæssige kørsel, og at klageren og dennes ægtefælle i en længere periode midt på året i 2007 kun har haft en Porsche til rådighed til privat brug, og at de sidst på året slet ikke har haft nogen privatbil til rådighed.

Klageren har ikke sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed for privat kørsel i henhold til den af Selskabets udarbejdede oversigt over tankninger og de ture, der er foretaget i bilen, ud fra det oplyste om, at bilen har været meget på værksted, og de fremlagte aftaler om, at hverken klageren eller dennes ægtefælle må anvendes bilen til privat kørsel.

Med hensyn til den af selskabet fremlagte udarbejdede oversigt har SKAT gennemgået benzinkvitteringer m.v. og fundet flere eksempler på, at der er tanket benzin på BMW´en i weekender og søndage og helligdage og bl.a. i ... på ... . Samtidig har SKAT påvist, at ikke alle tankninger er med i selskabets oversigt, ligesom oversigten over kørsel i bilen i nogle tilfælde ikke stemmer overens med de øvrige rejseafregninger, som klagerens ægtefælle i øvrigt har lavet. Det er herefter skatteankenævnets opfattelse, at Selskabets oversigt ikke kan bruges til at sandsynliggøre, at der udelukkende har fundet erhvervsmæssig kørsel sted i bilen, da mængden af købt benzin og de ture, der ifølge oversigten er foretaget i bilen, ikke kan afstemmes fuldstændig. Der er således både købt mere henholdsvis mindre benzin, end der ville være behov for på de enkelte ture. Eksempelvis er der i perioden fra 16. juni til 16. juli købt 140 liter benzin. Ved 10 km pr. liter svarer dette til 1.400 km kørsel. Der er i denne periode kørt 4 ture til ... á ca. 100 km hver vej eller i alt 800 km. Der mangler således en redegørelse for 600 km.

Skatteankenævnet har endvidere fundet, at det forhold, at bilen har været på værksted i lange perioder, ikke medfører, at der skal ske en reduktion af rådigheden.

Der hersker endvidere usikkerhed om, hvornår fraskrivelsesaftalerne er lavet, idet de først er fremkommet efter, at SKAT har foreslået beskatning af fri bil, og det tidligere til SKAT er oplyst af klagerens ægtefælle, at der ikke er udarbejdet sådanne fraskrivelsesaftaler. Klageren har således ikke med henvisning til gældende praksis som refereret i ligningsvejledningens afsnit A.B.1.9.2. sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed for privat kørsel, hvorefter klageren er skattepligtig af værdien af fri bil med 220.123 kr.

Klagerens påstand og argumenter

...

Bilen blev anskaffet af Selskabet med det formål, at den skulle benyttes af Selskabet til den omhandlede kørsel ud til kunder landet over. Men der var fra starten store problemer med bilen, idet bilens informationsenhed oplyste adskillige gange, at bilen var punkteret, og en alarm inde i bilen blev startet. Sælgeren af bilen, G7 A/S, købte bilen tilbage den 18. december 2007 i forbindelse med et forlig. Bilen har derfor ikke på noget tidspunkt i Selskabets ejertid fra 22. februar 2007 til tilbagetidspunktet været egnet til nogen form for kørsel. Det bemærkes, at bilen i over fem måneder ikke virkede, da man ikke kunne løse problemet med informationssystemet. Som følge heraf kan bilen ikke have stået til rådighed for klagerens private benyttelse.

Det af SKAT opgjorte køb af benzin i perioden 15. marts 2007 til den 4. november 2007 på i alt 13.149 kr. ved en gennemsnitspris på 10 kr. pr. liter kan ikke lægges til grund, da bilen har kørt 6 km pr. liter, hvilket giver et benzinforbrug i størrelsesorden for kørte antal km på ca. 7.890. Det er derfor ikke korrekt anført af SKAT, at bilen havde kørt 14.000 km på salgstidspunktet. Desuden har værkstedet kørt en del kilometer i Selskabets bil, hvilket fremgår af den fremsendte avisartikel i Ekstrabladet.

Repræsentanten bemærker, at det er ganske usandsynligt, at bilen på tilbagesalgstidspunktet har kørt 86.000 km, idet bilen faktisk havde kørt 78.681 km. den 20. august 2007, jf. fakturakopi fra G7 A/S af samme dato henset til, at den i perioden herefter stadigvæk ikke fungerede korrekt, og derfor i begrænset omfang var til rådighed for Selskabet. Det fremgår af fakturakopi af 20. december 2007 fra G7 A/S, at bilen alene har kørt 82.016 km på tilbagesalgstidspunktet. Bilen har således kørt 6.681 km (78.681 - 72.000) i perioden 22. februar 2007 til 20. august 2007, hvor Selskabet anskaffede bilen.

I størstedelen af denne periode, hvor Selskabets bil er anset for at være stillet til rådighed for klagerens private benyttelse, rådede klageren over mindst en anden bil, der har kunnet dække hendes private kørselsbehov. I perioden 20. september - 28. november 2007 havde klageren bil, og i den resterende periode har hun anvendt en af ægtefællens biler. Dertil kommer, at klageren og dennes ægtefælle havde mulighed for at benytte deres søns bil, hvilket de gjorde indtil købet af en BMW 640 i marts 2008.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Værdi af en bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for en skattepligtig til privat benyttelse beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 1, idet værdien ansættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er alene rådigheden, som klageren beskattes af.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om interesseforbundne parter, gælder der en formodningsregel for, at en bil på hvide plader, der holder parkeret ved privatadressen uden for arbejdstid, har stået til rådighed for privat benyttelse, også selvom der foreligger en aftale om det modsatte, og praksis viser, at det er særdeles vanskeligt at løfte bevisbyrden for, at bilen udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt.

Klageren har - hverken ved den af Selskabet udarbejdede oversigt over tankninger og over de ture, der er foretaget i bilen eller de fremlagte aftaler om, at hverken klageren eller dennes ægtefælle må anvende bilen til privat kørsel - dokumenteret eller sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed for privat kørsel. Der er bl.a. henset til, at der er uoverensstemmelser mellem den af Selskabet udarbejdede oversigt, når den sammenholdes med rejseafregninger, og at det tidligere over for SKAT er oplyst, at der ikke er udarbejdet fraskrivelsesaftaler, som dog alligevel efterfølgende er fremsendt til SKAT dateret samme dag, som bilen er anskaffet.

At Selskabet har lokaler på privatadresse, og at klageren og dennes ægtefælle i perioden fra 19. april til 20. september 2007 kun havde en Porsche til rådighed for deres private kørsel, ændrer ikke herved.

Det forhold, at bilen ifølge det oplyste skulle have været en del på værksted, ses ikke på det foreliggende grundlag at begrænse klagerens eller dennes husstands rådighed over Selskabets bil, da bilen i henhold til sagens oplysninger har kørt 10.000 km i selskabets ejertid.

Den påklagede afgørelse stadfæstes hermed.

..."

I en e-mail af 14. august 2007 fra sagsøgerens ægtefælle til G7 A/S, som havde solgt bilen til selskabet, hedder det blandt andet:

"...

Straks ved levering af bilen var der fejl og mangler.

Fejlene var ved levering bl.a. PDC Fejl.

Den fejl blev rettet i første omgang men jeres værkfører NS fortalte os at fejlen er typisk og at følerne holder ca. max 2 år, hvorefter de er ødelagt af vejsalt.

Fejlen med PDCen kommer stadig af og til som reklameret over for jer flere gange.

Så ca. 14 dage efter vi fik bilen kom fejlen at vi var punkteret og computeren samt skærmen skrev at vi skulle køre med lav fart og få dækket repareret.

Når denne fejl melder sig kan vi ikke bruge iDriven til noget som helst. Denne fejl er der stadig efter at I har fået al den tid samt haft utallige afhjælpningsforsøg - mindst 5 stk. kun til denne fejl som stadig kommer - og som du sagde i telefonen til mig at nu kunne I ikke gøre mere - Selv teknikeren fra BMW Danmark har besøgt jer og konstateret at der var fejl.

Så har vi også haft vrøvl med airbagen som dog nu ser ud til at virke efter at I har udskiftet vist nok styreenheden.

Vi har "ejet" bilen - næsten ikke kørt - ej heller haft fornøjelse af bilen i over 5 måneder hvor den ikke har virket. Vi tør ikke køre i den - tænk hvis vi en dag virkelig er punkteret.

Jeg har fortalt jer hver gang bilen skulle prøve at repareres igen hos jer at I kunne bruge al den tid i havde behov for - NS fik endda lov til at tage den på hans ferietur til Tyskland (som han dog ikke ville) men ak - fejlen kom hver gang I afleverede bilen til os igen - igen og igen.

Jeg fortalte dig sidste gang du fik bilen til reparation at jeg ikke ønskede bilen længere hvis den stadig meldte fejl.

Nu får I ikke lov til at eksperimentere mere med bilen, da jeg nu er alvorlig træt af ikke at have haft en bil i over 5 måneder, men kun skal betale afdrag for den.

Jeg mener at jeg til d.d. har købt 13 BMW´er af jer inden for de sidste 4 år med den bestilte nye X5 Van (BMW 740 er nr. 13) - så denne behandling kan I slet ikke være bekendt.

Jeg vil d.d. (den 14.08.2007) ophæve handelen og I bedes venligst indfri bilen hos BMW Financiel og sende restbeløbet til os inden 8 dage.

I kan afhente bilen når I har lyst - hvis I ikke har afhentet bilen inden 3 uger afleverer vi nummerpladerne til motorkontoret og opsiger vores forsikring fra denne dato.

Fejlene er blevet fotograferet og billederne er sendt til jer.

..."

Af en faktura af 20. august 2007 fra G7 A/S til sagsøgeren fremgår, at der hos G7 A/S var blevet foretaget en fabriksreklamation på bilen for 24.260 kr.

Den 2. oktober 2007 har sagsøgerens advokat udfærdiget en stævning mod G7 A/S med påstand om tilbagebetaling af købesummen 1.300.000 kr.

Det hedder i stævningens sagsfremstilling blandt andet:

"...

Der har stedse været problemer med bilen; en gennemgående fejl har været urigtige fejlmeldinger fra bilens - ganske avancerede - informationsenhed, primært om, at køretøjet er punkteret.

Som bilag 2 fremlægges et billede af denne informationsenhed med den pågældende meddelelse om punkterede dæk/tab af dæktryk.

Den pågældende information meddeles på skærmen, som det fremgår af bilag 2, men også via en alarm.

Alarm og fejlmelding forsvinder først, når bilen er stoppet og motoren slukket. Når den pågældende fejlmelding fremgår af informationssystemet, kan det pågældende informationssystems øvrige funktioner ikke anvendes.

Sagsøgte har ved flere lejligheder - mindst 7 gange - forsøgt at fjerne fejlene, dog uden resultat. Sagsøgte har været af den opfattelse, at fejlen kunne afhjælpes ved at lade bilens 21" dæk udskifte med 19" dæk, hvilket herefter skete, men dette har også været resultatløst.

Som følge af ovennævnte har undertegnede på vegne sagsøger hævet handlen ved skrivelse af 14. september 2007 til sagsøgte (bilag 3).

..."

Som følge af sin utilfredshed med bilen henvendte sagsøgerens ægtefælle sig til Ekstra Bladet, som den ... bragte en artikel om bilproblemerne.

Af en kreditnota udstedt af G7 A/S til sagsøgeren den 18. december 2007 fremgår, at bilen "i ren handel købes for 800.000 kr."

Af en faktura udstedt den 20. december 2007 fremgår en kilometerstand på 82.016, og parterne er enige om, at dette også var kilometerstanden, da G7 tog bilen tilbage.

SKAT har foretaget en opgørelse over selskabets benzinkøb i perioden 15. marts 2007 til den 11. november 2007. Det fremgår heraf, at en ikke uvæsentlig del af benzinindkøbene er foretaget lørdage, herunder pinselørdag og søndage samt langfredag. Det fremgår desuden af opstillingen, at der er indkøbt benzin i ... en gang, i ... tre gange samt i ... en gang.

Selskabets revisor har foretaget en opstilling over den erhvervsmæssige brug af bilen i perioden 10. marts 2007 til 4. november 2007. Ifølge denne opgørelse er der ud for de enkelte benzinindkøb anført en destination af erhvervsmæssig karakter eller i adskillige tilfælde G7 A/S i forbindelse med reparation af bilen.

Diverse udgifter afholdt af selskabet anset for maskeret udlodning

Det hedder herom i Landsskatterettens kendelse af 5. december 2012:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Sagens oplysninger

Selskabet har i 2007 blandt andet afholdt følgende udgifter, der er bogført på forskellige konti:

Varekøb/vareforbrug:

-

6 stk. TV-apparater, 1 pc skærm, 1 stk. playstation, hvor klagerens ægtefælle navn er anført på fakturaen, 1 stk. Sony DSC W35 (?), samt et sofasæt. Samlet anskaffelsessum 38.023 kr. ekskl. moms.

-

Forskellig belysning, lamper mv. Anskaffelsessum 27.531 kr. ekskl. Moms.

-

Olympus kamera E-510. Anskaffelsessum 5.653 kr. ekskl. Moms.

-

2 stk. Svanestole, købt privat for 50.000 kr. ifølge faktura inkl. moms. Sælger er ikke momsregistreret.

Fremmed arbejde

Port hos G8 til 11.840 kr. ekskl. moms til montering på ...1, hvor der skulle have været lager. Porten var ved SKATs besøg den 16. oktober 2009 ikke til stede, idet porten efterfølgende er bortskaffet, og porthullet er blevet tilmuret. Ifølge de oprindelige tegninger på huset var der en portåbning ved købet af huset.

Autodrift

Diverse reparationer, dæk mv. på selskabets biler og privatbil, udgifter i alt afholdt med 4.939 kr. ekskl. moms og 5.700 kr. inkl. moms. Det fremgår af regningen, at der er tale om reparation af udstødning og manifold af 26. april 2007, der ifølge klagerens ægtefælle, vedrører selskabets varebil, en leaset Mercedes Benz Vito, der på tidspunktet for reparationen var 5 måneder gammel. Det fremgår dog ikke af regningen, hvilken bil der er repareret.

Ved SKATs besigtigelse den 16. oktober 2006 kunne det konstateres, at 1. sal indeholdt følgende møbler:

1 dragkiste

1 skænk

2 spiseborde

2 Arne Jacobsen Svanestole i stof ved et rundt bord

2 sorte læderstole

1 skrivebord hvor der stod en Amilio bærbar pc samt en printer

Køleskab

Pejs

Diboss Fjernsyn

2 B&O Højtalere

2 andre højtalere i den anden ende af rummet

3 hængende PH-lamper over spisebordene

Diverse lamper

1 Playstation 3

1 Wii Nintendo

Ved besigtigelsen fremviste klagerens ægtefælle ligeledes et kontor i stueetagen som indeholdt følgende møbler:

-

2 skriveborde, hvor der var placeret 1 skærm (til stationær pc)

-

Reoler med diverse elektronik

-

1 Samsung 32" tv på gulvet, der ikke var tilsluttet, der ifølge det oplyste lige var indkøbt

-

1 stort displaytårn til et hotel

Klagerens ægtefælle oplyste, at kontoret i stueetagen også blev brugt af klageren.

Selskabet har i alt købt 6 stk. TV apparater af forskellige typer, men ingen af de 6 apparater var til stede i lokalerne, da SKAT besøgte virksomheden den 16. oktober 2009. Klagerens ægtefælle har efterfølgende oplyst til SKAT, at et TV (ACER 37) stod på selskabets lager i stueetagen (delvist defekt). Et TV (Sony32 U2000) var tabt i forbindelse med flytning og var derfor smidt ud. To stk. Amitech 20 L 017- TV med DVD er der ikke redegjort for. To yderligere TV apparater (Yakumo 37 og DMtech) er der ifølge SKAT ingen oplysninger om. De hårde hvidevarer er ifølge klagerens ægtefælle bortskaffet i forbindelse med flytning, men det er ikke oplyst, hvilken flytning, der er tale om. Det var endvidere et andet kamera end Olympus Kamera E-51O, som blev forevist ved SKATs besøg i 2009.

Playstation, Diboss TV´et samt Svanestolene befandt sig på adressen i stuen i privatboligen, da SKAT besøgte adressen. Klagerens ægtefælle har forklaret til SKAT, at playstationen er anvendt af de 3 ansatte i pauserne.

Klagerens ægtefælle har endvidere til SKAT oplyst, at en lampe og tre malerier købt i juli 2007 er bortskaffet. Det samme er tilfældet med køl/frys og opvaskemaskine købt i april 2007.

Forhøjelsen vedrørende fremmed arbejde blev accepteret af Selskabet, men er påklaget til Landsskatteretten. Det øvrige beløb må formodes at være en del af betalingen for vinduer fra G9.

Det fremgår af sagens oplysninger, at samtidig med købet af ejendommen ...1, købte klageren og dennes ægtefælle også et sommerhus, ...4 med overtagelse pr. 1. april 2007. Samtidig solgte klageren og klagerens ægtefælle parcelhuset ...2 til ægteparrets datter og svigersøn, og parret solgte deres ejerandel på 50 % af et andet sommerhus i ...5.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Alt hvad der udloddes til hovedanpartshaveren henregnes til dennes skattepligtige indkomst. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Det er ubestridt, at klageren - i sin egenskab som hovedanpartshaver - har bestemmende indflydelse i Selskabet og rådighed over selskabets midler.

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels af udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for at der foreligger fradragsberettigede driftsomkostninger, påhviler som udgangspunkt klageren.

Erhvervsmæssige udgifter skal dokumenteres ved eksterne bilag.

I ligningsvejledningen for 2007, afsnit E.A.2.1.1 beskrives private udgifter, som udgifter, der sædvanligvis forekommer for de fleste skatteydere uafhængigt af, om der udfoldes bestræbelser på at erhverve indkomst. Dette gælder eksempelvis udgifter til fortæring og udgifter til privat bolig og husførelse.

På det foreliggende grundlag er det ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de af Selskabet afholdte udgifter, som klageren er blevet beskattet af som maskeret udlodning, har haft en sådan konkret og direkte tilknytning for Selskabets indkomsterhvervelse, at disse kan anses for at være erhvervsmæssige udgifter i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der er bl.a. henset til, at arten og omfanget af indkøbte ting, herunder at der er indkøbt 6 stk. tv-apparater, som ifølge det oplyste er anvendt som monitor, men som ikke længere var til stede i Selskabets lokale, hårde hvidevarer som opvaskemaskine, køl/frys, som heller ikke længere var til stede i Selskabets lokale, på trods af, at det må antages, at levetiden for de forskellige genstande udgør mere end 2-3 år. Som følge heraf må det antages, at disse er anskaffet til privat brug. Endvidere må genstande såsom Diboss TV, playstation og Svane stole - uanset at de fandt sig på 1. salen - anses for at være anskaffet i klagerens og dennes families interesse, hvorfor det er med rette, at klageren er blevet beskattet af disse som maskeret udlodning. Ved afgørelsen er der bl.a. henset til, at fakturaen for playstation er udstedt til klagerens ægtefælle, og ikke til selskabet.

Herudover er det indkøbt øl, vand, spiritus, slik, chokolade, tandpasta og tyggeben, som må anses som en privat udgift, da de af Selskabet fremlagte repræsentationsudgifter ikke opfylder formkravene, da deltagere og anledning ikke fremgår af de eksterne bilag. Køb af maling til båd må tillige anses som en privat udgift, der er Selskabets indkomstopgørelse uvedkommende.

For så vidt angår udgifter til øvrige køb, herunder udokumenterede udgifter, er det rettens vurdering, at der er tale om køb foretaget i hovedanpartshaverens interesse, der er anvendt i og indkøbt til privat forbrug i forbindelse af husførelse, hvorefter udgifterne er private.

Landsskatteretten er enig med skatteankenævnet i, at de afholdte udgifter til reparation af bil på det foreliggende grundlag ikke kan antages at vedrøre selskabets varebil, hvorfor der ligeledes må være tale om en privatudgift.

Det er derfor med rette, at Skatteankenævnet har anset klageren for at være skattepligtig af samtlige udgifter på 267.491 kr. som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Den påklagede afgørelse stadfæstes hermed

..."

Det fremgår af SKATs sagsfremstilling bl.a., at selskabet har fratrukket bl.a. følgende poster:

"...

Dato

bilag

beløb

moms

art

leverandør

lev.Adr./spørgsmål mv.

Varekøb

07.01.22

439

2.495

623

Elba 3 + 2 Crem

...

3+2 pers. Sofa

07.06.08

466

12.480

3.120

belysning 11 stk.

...

Fremmed arbejde - vareforbrug

07.01.30

442

11.840

...

G8

Bilag 438, 439 og 440

Køb ved G12 den 22.01.2007 af Sony 32U2000 TV, 2 stk. Amit. 20L017-TV med Dvd. og Elba 3+2 Crem (møbler). Var ikke til stede på 1. sal.

BA har oplyst, at Sony TV var tabt i forbindelse med flytning og derfor var smidt ud. Elba 3+2 var en PC der var smidt ud.

Bilag 453, 454 og 455

Købt 3 TV. Var ikke til stede på 1. sal.

BA ville finde ud af hvor Yakumo 37 TV står.

Efter vores besøg har BA kontaktet os og oplyst, at Acer 37 stod på selskabets lager i underetagen.

Der er ingen tilbagemelding på de 2 andre tv.

...

H1 ApS har i indkomståret 2006 købt 2 stk. FH spin kontorstole for 20.000,00 kr. + moms og 1 stk. FH Arne Jacobsen kontorstol for 18.000,00 kr. + moms ved G10.

...

Bilag 442

Faktura 2076 af 30.01.2007 fra G8 på 11.840 kr. + moms. Fakturaen er adresseret til H1 ApS, ...2. Der fremgår følgende tekst af fakturaen:

"Pris iht. tilbud 14.800"

Vi har kontaktet G8 v/PF og anmodet om en kopi af tilbuddet. Han oplyste, at han ikke havde tilbud eller underbilag. Han ville sende en kopi af fakturaen.

Vi har modtaget kopi af faktura 2076 fra G8. Der fremgår følgende tekst af

fakturaen:

"Rekv.Nr.:

Vedr.: ...1

Levering af port(e) iht. tilbud

Pris iht. Tilbud 14.800"

BA har oplyst, at der er anskaffet en port til varelageret på ...1. Porthullet er efterfølgende tilmuret og porten bortskaffet.

Det fremgår af tegningerne, som er vedlagt salgsopstillingen over ejendommen ...1, at der har været en port i kælderetagen.

..."

Den 9. april 2007 har G11 udstedt en faktura til selskabet på 4.759,00 kr. excl. moms. Fakturaen vedrører reparation af en bil, men det fremgår ikke af fakturaen, hvilken bil der er tale om. Det gøres af sagsøgeren gældende, at reparationen vedrørte selskabets bil, mrk. Mercedes Vito.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at hun intet har haft med selskabet at gøre. Hun var på daværende tidspunkt ansat som inspektør i et rengøringsselskab. Selskabet blev drevet af hendes ægtefælle, BA. De købte i 2006 ejendommen ...1 og ombyggede den. Ejendommens 1. sal blev indrettet til erhverv, mens underetagen blev indrettet til familiens privatbolig. Ægtefællen brugte dagligt erhvervslokalerne på 1. sal. Selskabet havde to ansatte. Desuden kom der mange kunder og andre forretningsforbindelser på besøg. Den playstation og de monitors, som blev købt af selskabet, var til virksomheden og blev ikke brugt privat. Sagsøgeren og hendes ægtefælle har meget B & O udstyr, bl.a. tre fjernsyn, som er købt for private midler. De har desuden dyre designmøbler i deres privatbolig og havde ikke brug for de fladskærme, som blev købt af selskabet.
Den bil, mrk. BMW 740, som selskabet købte i begyndelsen af 2007, gav hele tiden problemer. Ægtefællen kørte ikke meget i den, idet han ikke måtte køre, når den viste fejl. Ægtefællen har kørt prøveture, når bilen kom tilbage fra værksted, og det kan godt være, at han i den forbindelse har tanket i ... . Bilen er ikke blevet brugt til privat kørsel. Ægtefællen har en passion for biler, og han har været indehaver af rigtig mange og dyre biler af mærkerne Porsche og BMW. De har altid privat haft biler. Hun kan ikke huske, hvilke biler de havde i 2007, men der var bl.a. tale om en Porsche. De har altid haft en og nogle gange flere biler privat ved siden af de biler, som virksomheden havde.

De 6 fladskærmsfjernsyn, som blev købt i 2007, blev brugt som computerskærme og til fremvisning. De hørte til i erhvervslokalet på 1. sal og er ikke brugt nedenunder i stuen. Selskabet finansierede i 2006 eller 2007 installation af en port i huset. Porten blev pillet ned et år senere, idet der ikke var brug for den. Selskabet havde lager på 1. sal og i husets kælder.

Sagsøgeren har været med på en prøvetur i den BMW 740, som selskabet anskaffede i 2007, men ellers har hun ikke kørt i den.

TC har forklaret, at han som ansat hos G7, solgte selskabet en BMW 740 for 1,3 mio. kr. Køberen fik problemer med bilen på grund af periodiske fejl i informationssystemet. Det lyste for fejl, som ikke var der. Det var svært at finde ud af, hvad der var galt. Man prøvede at nulstille fejlsystemet, og det gjorde man nogle gange, men det hjalp ikke, og fejlen kom igen. Bilen kunne godt køre uanset fejlen i bilens avancerede computersystem. Der var en rød lampe, som lyste, og det kan godt være, at informationssystemet viste, at man straks skulle køre til værkstedet. De måtte hos G7 give op og søge hjælp til fejlfindingen hos BMW´s tekniske chef, som var på G7 i flere dage. Problemet var, at når fejlen var slettet, kom den igen 14 dage senere. Bilen var meget hos G7, og den var der i længere perioder. G7 åbnede en afdeling i ..., og bilen blev brug til kørsel frem og tilbage mellem ... og ... som testture. De havde den i alt 8 gange. Han ved ikke, om de havde den i 14 dage eller 6 uger. Den holdt udenfor butikken, og vidnet kunne fra sit kontor se, at den holdt udenfor i længere perioder. De kan godt have haft den flere gange á 2 uger. Vidnet husker ikke, om det er blevet sagt til sagsøgerens ægtefælle BA, at han godt kunne køre, selvom der kom en fejlmeddelelse. Der er mange forskellige hos G7, som har kørt i bilen. Vidnet vil ikke afvise, at de kan have kørt 5-10.000 km som testkørsel. Nogle gange viste fejlen sig ikke inden for 500 km. Man kan godt forestille sig, at bilen er blevet tanket hos G7, men man har ikke tanket den helt op. Vidnet tror, at bilen kan køre 14 km pr. liter benzin. G7´s direktør kørte rigtig meget i bilen.

Sagsøgerens ægtefælle BA har forklaret, at han uddannet som svagstrømsingeniør. Han sælger informationsdisplays primært til ..., og han har solgt mange af de ..., som man kan se rundt omkring ved landevejene. Han har ikke noget med hardware og montering at gøre, men udvikler og tester. Han er i den forbindelse nødt til at have tingene med sig hjem. Der kommer også kunder i hans hjem. Fotografiet, ekstraktens side 98, er taget på 1. sal i huset på ...1. Som man kan se, ligger der på bordet et pc-board, som han var i gang med at teste. Vidnet benytter lokalet erhvervsmæssigt, og han vil tro, at han er der ca. 20 timer om ugen i arbejdsmæssig sammenhæng. Resten af sin arbejdstid bruger han på kundebesøg i Danmark, England og Tyskland. Der er hængt PH lamper over arbejdsbordet. Han har mere lyst til dem end andre former for belysning. De 2 Svanestole, som står i lokalet, er beregnet til kunder på besøg. Lokalet må godt være præsentabelt. De 6 fladskærme blev købt som monitors. Det er til dette formål billigere at købe TV-skærme, og man kan ikke få så store computerskærme. Når de var ude på kundebesøg, havde de en skærm med. Vidnet brugte den store skærm og en lille playstation, når selskabets program skulle præsenteres. De andre ansatte i selskabet havde det samme udstyr.
Sagsøgeren og han har deres private hjem fyldt med B & O-udstyr. De har tjent en del millioner på sommerhuse, og han vil anslå, at de har anskaffet B & O-udstyr for en mill.kr. De har også Arne Jacobsen-design i deres private hjem. Det Olympus kamera, som blev købt i selskabet i 2007, blev brugt, når der skulle laves reparationer. Man kan også se betydningen af kameraet på selskabets hjemmeside. Kameraet var nødvendigt, når der skulle laves en udførlig teknisk beskrivelse understøttet af fotos. De var derfor nødt til at have et kamera i selskabet. På et tidspunkt havde de ønske om at indrette lager i ejendommen på ...1, og der blev i denne forbindelse monteret en port. Lageret blev nedlagt, og porten strøg ud. Der var tale om en port med specialmål, som ikke kunne bruges andre steder. SKATs kontrolbesøg foregik på et tidspunkt, da vidnet var syg af influenza. SKATs medarbejder KJ ringede og spurgte, om de måtte komme. Vidnet svarede, at han var syg men fik at vide, at besøget kun ville tage 5 minutter. Vidnet sagde, det var i orden, men mødet kom til at vare i mere end en time. Efter at mødet var afsluttet, ringede han en time senere til SKATs medarbejder og fortalte, at han havde fundet de to monitors i kælderen. SKATs medarbejder var ikke med rundt i resten af huset.

Bilen mrk. BMW blev købt i februar 2007 til kundebesøg. Vidnet kan godt lide at køre BMW. Den var på hvide plader. Der var en fejl i bilens informationssystem, idet en rød lampe kunne begynde at lyse. Det betød, at han skulle standse. Han havde aldrig tidligere oplevet problemer af denne art. Der blev tilkaldt både folk fra hovedkontoret i Danmark og fra fabrikken i Tyskland for at se på problemerne. Når man kørte i bilen, sagde det pludselig "bing" og så lyste lampen rødt og viste, at han skulle stoppe. Dette kunne ske 5 eller 7 minutter efter, at bilen var kommet tilbage fra reparation. Det kunne også komme en uge senere. Han tror nok, at bilen i alt 12-14 gange var hos G7, for at de kunne prøve at finde fejlen. Han lå i pendulfart til ... . Bilen blev leveret omkring den 1. marts. Den har nogle gange stået deroppe i en periode á 1 måneds varighed. Da Ekstra Bladet i forbindelse med artiklen kom på besøg, var bilen mosbegroet. Det var omkring det tidspunkt, hvor sagsøgeren hævede handlen, fordi problemerne blev ved med at komme igen. Han tror, at han i alt har kørt 1.000 km erhvervsmæssigt. Han har aldrig kørt privat i bilen. Vidnet havde andre og mere spændende biler, han kunne køre i. Han vil ikke lægge skjul på, at han er vild med biler. Når han fik bilen tilbage fra BMW, foretog han en testkørsel for at se, om reparationen havde hjulpet. Bilen blev afleveret hos G7 i september måned 2007. Han holdt op med at køre i bilen allerede i marts 2007, men han har kørt lidt i den, når den kom retur fra G7. Han var helt holdt med at køre i bilen et par måneder, før Ekstra Bladet var der. Efter den 14. august 2007 har han nok ikke kørt mere end 10 km i bilen. I forbindelse med forliget med G7 fik han en kreditnota på 800.000 kr. Selskabet tabte ikke 500.000 kr. på bilen. Det indgik i forliget, at værdien af den nye BMW, som selskabet fik den 7. januar 2008, blev nedskrevet, idet man puttede alt i den. Selskabet blev stillet, som om det ikke havde ejet bilen mrk. BMW 740.
De tankninger, som fandt sted på ..., skete i forbindelse med testkørsler, efter at bilen var kommet tilbage fra reparation hos G7. Han turde ikke køre så langt. Den tankning, som skete i ..., havde sammenhæng med et kundebesøg i .... Når der i hans opgørelse står, at tankningen den 20. september 2007 skete i forbindelse med kørsel til G7 i forbindelse med reparation af bil, er det således ikke helt dækkende. Kørslen foregik hjemmefra til ... og derfra til ... . Tankningen er ikke sket i forbindelse med kørsel til familiens sommerhus i ...5. Selskabets lokaler på ...3 blev opsagt i 2009. Indtil da disponerede selskabet over to rum, som blev brugt som værksted og til udstilling. De to Svanestole var først placeret på ...3. Den indkøbte playstation blev brugt som blue-ray afspiller, og det var billigere at anskaffe en playstation end en sådan afspiller. Den kunne også bruges af medarbejderne, når de slappede af. Udover spejlreflekskameraet er der i 2007 anskaffet et lommekamera til virksomheden. Den "Elba 3+2 Crem" som er nævnt i SKATs sagsfremstilling er ikke nogen 3+2-personers sofa. Der er heller ikke tale om en pc´er. Vidnet ved ikke, hvad det er. De indkøbte spots er brugt på 1. sal samt i kontoret på 25 m2 nedenunder. Trappen op til 1. sal er oplyst med spots. Han vil tro, at de havde kundebesøg i lokalerne på 1. sal 10-12 gange på 1 måned. Lokalet er aldrig brugt privat. Huset er på i alt 400 m2, og der har ikke været behov for at inddrage de 70 m2 erhverv ovenpå til private formål, når der i forvejen var en beboelse på over 300 m2 til vidnet og sagsøgeren. Det er forkert, når det af SKATs sagsfremstilling fremgår, at vidnet under mødet skulle have oplyst, at der ikke forelå fraskrivelseserklæringer. Der mangler biler på SKATs billiste. Der blev anskaffet en Porsche sidst i 2007. De havde tidligere haft denne bil, og den kom tilbage sidst på året. Desuden blev der den 19. april 2007 solgt en 4-dørs Mercedes Benz til en person på ... . Den opstilling, som han foretog over tankningerne i 2007 giver ikke noget hundrede procent rigtigt billede af den kørsel, der har været i bilen. Det kan være, hvad det er. Når der f.eks. ud for en tankning den 13. juni 2007 står "...", er det ikke udtryk for, at han har været der i BMW´en. Han havde ikke fast en lånebil stillet til rådighed af G7, når BMW´en var på værksted. Opstillingen er foretaget af selskabets revisor, og det er også revisor, som har lavet fraskrivelseserklæringerne, som blev underskrevet den 22. februar 2007.

KJ har forklaret, at han siden 1997 har været ansat som sagsbehandler hos SKAT. Det var vidnet, der i 2009 var SKATs sagsbehandler i nærværende sag. Under mødet den 28. september 2009 med sagsøgerens ægtefælle kom de ind på at drøfte bil. Vidnet spurgte om kørselsregnskab og fraskrivelseserklæringer. Det er helt faste spørgsmål. Vidnet fik det svar, at der hverken forelå kørselsregnskab eller fraskrivelseserklæringer. Deltagere i mødet var vidnet og vidnets kollega GT samt sagsøgerens ægtefælle BA og selskabets revisor. SKAT fik senere tilsendt to fraskrivelseserklæringer. Dette skete i begyndelsen af 2010 i forbindelse med, at SKAT modtog sagsøgerens indsigelser vedrørende de påtænkte forhøjelser. SKAT har ikke modtaget noget kørselsregnskab, men fik tilsendt den opstilling over selskabets benzinindkøb, som blev sendt til SKAT som dokumentation for, at bilen var brugt erhvervsmæssigt. Det meste af det tilsendte materiale kom via selskabets revisor. SKAT har på grundlag af selskabets bilagsmateriale udarbejdet en opstilling over de i selskabet fratrukne udgifter til køb af benzin i perioden fra 15. marts 2007 til 11. november 2007. Man kan af denne opstilling se, at der i mange tilfælde er tanket på helligdage eller sent på dagen. Desuden kan man se, at tankningerne er sket i en anden kørselsretning, end den hvor bilen ifølge selskabets opgørelse var henne, ligesom de destinationer, som fremgår af de udbetalte rejsegodtgørelser fra selskabet, ligger i en anden retning end de steder, hvor der blevet tanket.
Vidnet foretog et besøg på adressen ...1 den 16. oktober 2009. Vidnet havde haft et møde med selskabets revisor ca. 14 dage tidligere. Det blev under dette møde nævnt, at de fra SKATs side var interesseret i at besøge selskabets erhvervslokaler, men BA havde ikke tid på daværende tidspunkt. Efter 14 dage kontaktede de BA, som oplyste, at han var syg. De havde 14 dage tidligere nævnt, at de ønskede et besøg, men tidspunktet for dette var ikke blevet oplyst. Vidnet havde lavet en liste over de ting, de gerne ville se. Der var tale om aktiver, som burde være til stede på adressen. De blev ført op i lokalet på 1. sal ad en smal trappe. Det man lagde mærke til i lokalet var, at der var lagt tæpper over bordene for at skåne dem. På vidnet virkede det som om, at det hele var tilrettelagt for at skabe indtryk af, at der foregik noget erhvervsmæssigt i et lokale, som i realiteten blev benyttet til private formål. Det er rigtigt, at man kunne se, at der foregik noget erhvervsmæssigt i lokalerne, men møblerne i lokalet bestod bl.a. af nogle meget stationære egetræsborde. Selve indretningen af lokalet bar præg af at være privat. Der var intet erhvervsmæssigt over lokalet bortset fra det, som lå på bordene. Under mødet sagde BA intet om, at lokalet blev brugt til kundebesøg. Det blev på daværende tidspunkt sagt, at der kun var udgående kontakt. Det blev sagt både under det første og det andet møde. Af andre ting som gav lokalet præg af, at det også blev benyttet til private formål var, et Nintendo Wii-spil samt en hyggepejs.

Vidnet kunne af selskabets bilagsmateriale se, at der i 2007 var indkøbt 6 fladskærme af forskellige fabrikater. En af fladskærmene hang på væggen, og der var en fladskærm nedenunder i stueplanet. Disse 6 fladskærme har ikke kunnet følges i bogføringen bortset fra selve købet. Vidnet mener, at der var et fjernsyn i kontoret i stueetagen, men det var købt ind lige før kontrolbesøget. Det blev ikke under besøget oplyst, at selskabet havde lager i kælderen. Vidnet mener at kunne huske, at anskaffelsen af et kamera mrk. Sony DSS-W35 med taske blev anerkendt som fradragsberettiget. Kameraet blev ikke forevist under besøget. Elba 3+2 CREM var en form for sofa. De 2 Arne Jacobsen Svane-stole var i lokalet. Vidnet konstaterede, at der ikke var noget SE-nr. på sælgeren. Man kunne derfor ikke i selskabet afløfte momsen. Vidnet kontaktede sælgeren, som oplyste, at fakturaen ikke var lavet af sælgeren, men af sagsøgerens ægtefælle BA. Under besøget spurgte vidnet BA om porten. BA oplyste, at den ikke var der, og at porthullet var muret til.

Sagsøgeren og hendes ægtefælle havde privat købt sommerhus i april måned 2007 og privatbolig i maj måned samme år. Under selskabets udgifter til autodrift var bogført en faktura fra G11. Det fremgik af fakturaen, at der var betalt bl.a. for ny udstødning. Vidnet bad BA undersøge, hvilken bil der var tale om. Han modtog efterfølgende det svar, at der var tale om reparation af en bil mrk. Vito, men vidnet stillede sig tvivlende over for denne oplysning, idet den pågældende bil på daværende tidspunkt kun var 3 måneder gammel. Som det fremgår af SKATs redegørelse, var der i andre tilfælde i 2007 af selskabet afholdt udgifter til sagsøgerens og hendes ægtefælles private biler. Der foreligger ikke observationer vedrørende privat benyttelse af selskabets bil mrk. BMW 740, men man har hos SKAT en formodning om, at dette er sket. Så vidt vidnet var orienteret, var BMW´en den eneste bil i selskabet, der kørte på benzin. De fratrukne tankninger vedrørende benzinindkøb må derfor henføres til brug af denne bil. SKAT indhentede "sygejournal" på bilen hos G7 A/S. Det fremgik af denne "sygejournal", hvornår bilen havde været på værksted.
Vidnet havde udarbejdet en liste over de ting, han gerne ville se under besøget i selskabets lokale på ...1. Denne liste fik BA udleveret, da vidnet kom. Efter vidnets opfattelse var erhvervslokalerne ikke afsondret fra den private bolig. Vidnet hæftede sig ved, at der kun var en smal trappe op til lokalerne. Dette forekom vidnet upraktisk, hvis man skulle bringe varer op i erhvervslokalet. Desuden skulle man gennem lokalet for at komme ud på husets altan. Bordene i lokalet var ikke i hensigtsmæssig arbejdshøjde, og vidnet vil betragte det som usædvanligt, at de 2-3 arbejdsborde var egetræsborde, som blev skånet med tæpper. Det var ikke den måde, vidnet ville indrette et erhvervslokale på. Vidnet har før sin ansættelse hos SKAT været regnskabschef i 20 år og i denne sammenhæng besøgt forskellige virksomheder. Under besøget så vidnet ikke den private bolig. Der var kun tale om et kort besøg. Han så kun 1 af de 6 TV-fladskærme, og de kunne ikke konstateres bogført hverken som driftsmidler eller på lagerlister. Vidnet har været inde og google "Elba 3+2" og har konstateret, at der var tale om en sofa. De 2 Svanestole var til stede, men vidnet vil stille spørgsmålstegn ved, i hvis interesse stolene var købt. Efter vidnets vurdering havde selskabet ikke nogen interesse i den investering.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke skal beskattes af værdi af fri bil, idet den omhandlede BMW 740 ikke har stået til rådighed for hendes private benyttelse. Der foreligger ingen dokumentation for, at bilen de facto har stået til sagsøgerens rådighed og heller ikke for, at de kørte kilometer i selskabets ejertid ikke har været erhvervsmæssige. Der var væsentlige fejl ved bilens informationsdel, og disse fejl medførte, at bilen ikke i selskabets ejertid var egnet til nogen form for kørsel. Problemerne med bilens informationsenhed førte i sidste ende til, at selskabet ophævede købet.

Sagsøgeren har i den periode, hvor selskabet ejede bilen mrk. BMW 740, haft mindst en anden bil til rådighed for privat kørsel. At der ikke har kunnet fremlægges noget kørselsregnskab, kan ikke i sig selv føre til, at der er grundlag for beskatning af værdi af fri bil. Subsidiært gøres det gældende, at der højst kan være grundlag for beskatning af værdi af fri bil i de måneder i indkomståret 2007, hvor bilen de facto var funktionsdygtig. Der foreligger ingen observationer af privat kørsel i bilen. Der er intet ultimativt krav om kørselsregnskab, og det manglende kørselsregnskab kan højst være et bevismoment.

De omtvistede anskaffelser har karakter af erhvervsmæssige driftsudgifter afholdt af selskabet og fradragsberettiget i selskabet i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er således ikke tale om, at selskabet har afholdt private udgifter for sagsøgeren. Selskabets anskaffelse af monitors, kamera, lamper og møbler til lokalerne på 1. sal af ejendommen har ikke været usædvanlige for selskabet set ud fra selskabets drift. Udgifterne har været afholdt af selskabet for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Både SKAT og Landsskatteretten har accepteret, at selskabet i indkomståret 2007 drev virksomhed fra lokalerne på 1. sal i ejendommen. Henset hertil må det være fuldt ud berettiget, at selskabet har afholdt udgifter til almindelig kontorindretning og driftsudstyr. Lokalerne er udelukkende anvendt erhvervsmæssigt. De indkøbte møbler og lamper m.v. har været med til at give et godt arbejdsklima for virksomhedens ansatte, ligesom udgifterne har tjent et repræsentativt formål i forbindelse med indretningen af præsentable erhvervslokaler. Selskabet havde mange kundebesøg, og det var nødvendigt, at lokalerne fremtrådte professionelt og ordentlige. Selskabet havde et stort forbrug af skærme som monitors, og der var intet usædvanligt i selskabets anskaffelse af en playstation, idet den havde blue-ray funktion.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at selskabet stillede BMW´en til rådighed for sagsøgerens private benyttelse i selskabets ejertid, hvorfor sagsøgeren er skattepligtig af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 1. Værdien ansættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, og det er alene rådigheden, som beskattes. Bilen var indregistreret på hvide plader og var også udenfor arbejdstiden parkeret på sagsøgerens private adresse. Det påhviler under disse omstændigheder sagsøgeren at afkræfte formodningen for, at BMW´en ikke har været stillet til rådighed for hendes private anvendelse, og der stilles strenge krav til dokumentationen. Sagsøgeren har ikke løftet bevisbyrden herfor. Sagsøgeren har ikke ført noget løbende kørselsregnskab, og den opgørelse, som sagsøgeren efterfølgende har udarbejdet er et meget usikkert grundlag, som har væsentlige mangler. Anskaffelsen af BMW´en må antages at have været begrundet i sagsøgerens og ægtefællens personlige passion for tyske luksusbiler mere end i selskabets driftsmæssige forhold, og dette moment taler også for, at BMW´en stod til rådighed for privat benyttelse. Fejlen i bilens informationsenhed har ikke bevirket, at BMW´en ikke har kunnet benyttes til privat kørsel. Sagsøgeren har ikke afkræftet en skærpet formodning for, at bilen stod til hendes rådighed. Bilen havde i selskabets ejertid trods fejlen i informationssystemet kørt 10.000 km.

Med hensyn til selskabets indkøb af diverse inventargenstande m.v., må disse anses for maskeret udlodning. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler skatteyderen. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, at alt hvad der udloddes fra selskabet til selskabets ejere henregnes til udbytte. Henset til karakteren af de foretagne indkøb påhviler det sagsøgeren at godtgøre, at de omhandlede indkøb har udgjort en fradragsberettiget driftsudgift for selskabet og ikke vedrører hende privat, og således ikke er tilgået hende som maskeret udlodning, jf. Ligningslovens § 16 A, stk. 1. Det bestrides, at sagsøgeren har løftet denne bevisbyrde. Der har været tale om inventargenstande, som var velegnede til privat benyttelse. Hovedparten af de købte genstande var ikke til stede i selskabets lokaler ved SKATs besøg i 2009, og med få undtagelser har sagsøgeren ikke kunnet redegøre for deres placering og brug. Desuden har selskabet afholdt betydelige udgifter til diverse varekøb og serviceudgifter, som sagsøgeren ikke ses at have bestridt som afholdt i hendes private interesse. Således har sagsøgeren under nærværende sag alene bestridt 138.747 kr. ud af den samlede forhøjelse på 267.490 kr. for indkomståret 2007 vedrørende hende privat. Det er udokumenteret, at selskabet jævnligt har benyttet lokalet på 1. sal i sagsøgerens privatbolig til repræsentation. Ud fra sin beliggenhed og indretning fremstod lokalet på 1. sal ikke som et erhvervslokale, men som hørende til boligens almindelige opholdsrum.

Selskabets lejemål på adressen ...3 ophørte først i begyndelsen af 2009. Sagsøgeren har ikke godtgjort at reparationsudgiften på i alt 5.700 kr. er udført på selskabets varebil, hvilket heller ikke fremgår af fakturaen.

Rettens begrundelse og resultat

Det lægges til grund, at bilen mrk. BMW 470 i selskabets ejertid har kørt ca. 10.000 km. Det lægges endvidere til grund som ubestridt, at bilen, som var på hvide nummerplader, uden for arbejdstid holdt parkeret ved sagsøgerens private bolig. Det påhviler som følge heraf sagsøgeren at afkræfte en formodning om, at bilen har stået til rådighed for hende og hendes familie til privat kørsel.

Der er ikke ført noget kørselsregnskab over brugen af bilen i selskabets ejertid. Selskabets revisor har under et møde med skattevæsenet fremlagt en opstilling over de benzintakninger, som i 2007 er udgiftsført i selskabet. Denne opstilling må antages at være fremlagt som erstatning for et egentligt kørselsregnskab for at dokumentere, at bilen udelukkende har været brugt erhvervsmæssigt og til kørsel til bilsælgerens værksted. De tankninger, som fremgår af opstillingen, må således antages at vedrøre den omhandlede bil mrk. BMW 740. Når sagsøgerens ægtefælle har forklaret, at bilen på grund af problemerne med informationssystemet ikke har kørt mere end 10 km efter den 14. august 2007, harmonerer dette ikke med, at der ifølge opstillingen er tanket benzin 10 gange efter denne dato. Der forekommer heller ikke at være fuldstændig overensstemmelse mellem de mange benzintankninger, som er udgiftsført i selskabet, og forklaringerne om bilens mange og langvarige ophold på sælgerens værksted. Der er foretaget tankninger på helligdage og i weekender, og der er i adskillige tilfælde foretaget tankning på ..., selv om selskabets kunder må formodes at have befundet sig i den modsatte kørselsretning. Der foreligger på denne baggrund en sådan usikkerhed omkring bilens benyttelse, at sagsøgeren - uanset oplysninger om problemerne med bilens informationssystem - ikke har afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat benyttelse. Landsskatterettens afgørelse stadfæstes derfor vedrørende spørgsmålet om bil til privat rådighed.

Med hensyn til de af selskabet afholdte udgifter, som er anset for maskeret udlodning, findes sagsøgeren ikke at have dokumenteret, at udgifterne har haft en sådan konkret og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at de kan anses for erhvervsmæssige udgifter i h. t. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er efter anskaffelsernes karakter en nærliggende mulighed for, at udgifterne er afholdt for at opfylde private formål. Da det ikke er dokumenteret, at dette ikke har været tilfældet, findes det at være med rette, at sagsøgerens aktieindkomst er forhøjet med beløbet på i alt 138.747 kr. som maskeret udlodning.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Efter sagens udfald i forhold til de nedlagte påstande skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningsbeløbet skal dække Skatteministeriets udgifter til advokatbistand incl. moms.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale Skatteministeriet 31.250 kr.

Sagsomkostningsbeløbet skal forrentes i h.t. rentelovens § 8a.