Dokumentets metadata

Registreringsafgift - udenlandsk firmabil - afgiftsfritagelse - tilbagekaldelse af tilladelse

En dansk ejer af et tysk indregistreret køretøj drev udkørende dyrlægevirksomhed i både Tyskland og Danmark. Ejeren fik tilladelse fra SKAT til afgiftsfri benyttelse af køretøjet her i landet efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og 5, hvorefter der ikke skal betales dansk registreringsafgift af udenlandske firmabiler, medmindre bilen i det væsentlige anvendes varigt i Danmark. Efter et år foretog SKAT en kontrol og fandt, at sagsøgeren i tilladelsesperioden ikke havde opfyldt betingelserne for afgiftsfritagelsen. SKAT tilbagekaldte derfor afgiftsfritagelsen og pålagde ejeren at betale dansk registreringsafgift af køretøjet som følge af køretøjets anvendelse i Danmark.Sagen vedrørte spørgsmålet, om ejeren opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelse i tilladelsesperioden, hvilket afhang af omfanget af ejerens erhvervsmæssige kørsel i køretøjet i Tyskland. Sagen vedrørte endvidere spørgsmålet, om ejeren havde haft en retsbeskyttet berettiget forventning om, at SKAT ikke ville tilbagekalde afgiftsfritagelsen og pålægge ham registreringsafgift af køretøjet.Landsretten lagde til grund, at ejeren drev dyrlægevirksomhed både i Danmark og i Tyskland, men fandt det ikke bevist, at ejerens erhvervsmæssige aktivitet i Tyskland havde været af et sådant omfang i tilladelsesperioden, at han opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelse.Landsretten lagde ved sin bevisvurdering vægt på, at langt den overvejende del af ejerens arbejde blev faktureret fra hans danske virksomhed, og at fakturaerne var sket til kunder med danske adresser. Hertil kom, at den tyske dyrlægevirksomhed ifølge regnskabsmaterialet havde et meget begrænset omfang, og at der kun i meget begrænset omfang var fremlagt salgsfakturaer, der sandsynliggjorde, at ejeren havde udført arbejde i Tyskland.En række tyske kunders vidneforklaringer for byretten udgjorde ikke tilstrækkeligt bevis for erhvervsmæssig kørsel i Tyskland, idet der - som anført af byretten - ikke var fremlagt fakturaer eller anden dokumentation, som støttede forklaringerne. Landsretten henviste i den forbindelse til § 8 i den dagældende registreringsafgiftsbekendtgørelse, hvoraf det fremgår, at SKAT kan kræve "dokumentation" for, at betingelserne var opfyldt.Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ved meddelelsen af tilladelsen ikke havde opnået en retsbeskyttet forventning.

Parter

A
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Robert Thomas Andersen)

Afsagt af landsdommerne

Karen Foldager, Bjerg Hansen og Henrik Bjørnager Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 23. januar 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 150-551/2012).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

A har for landsretten fremlagt yderligere bilag, herunder nogle fakturaer fra 2009 og 2010 fra hans tyske virksomhed.

Af en faktura af 19. oktober 2009 fra G1 til A fremgår det, at han har købt et røntgenapparat til en pris på 495.000 kr. Røntgenapparatet skal ifølge fakturaen leveres til adressen ...1, ...2 (Tyskland).

Ved fakturaer dateret henholdsvis den 31. december 2009 og den 31. december 2010 fakturerede A's tyske virksomhed hans danske virksomhed med beløb på 20.000 euro for leje af bil og røntgenanlæg.

Af regnskabet for A's tyske virksomhed for 2009 fremgår det bl.a., at der var indtægter fra arbejde på 6.292,58 euro.

Af regnskabet for A's tyske virksomhed for 2010 fremgår det bl.a., at der var indtægter fra arbejde på 53.152,10 euro. Af to bilag benævnt "Erlöse aus Leistungen nach § 13 b UStG" fremgår det, at 40.000 euro af dette beløb er betaling for udlejning af bil og røntgenapparat.

A's supplerende forklaring

A har for landsretten supplerende forklaret, at han har serviceret tyske kunder siden slutningen af 1990'erne. Det opstod ved, at han kom i kontakt med LG, der ejer et stutteri nær ...3. I starten var det kun et par gange om året, at han var i Tyskland for at kastrere heste. Det udviklede sig hen ad vejen, og fra omkring 2005 kom han meget mere til Tyskland, navnlig efter at han fik mulighed for med det samme at fremkalde røntgenbillederne på stedet. Det gjorde det hele meget lettere. I 2005 var det nok omkring 20 % af hans arbejde, der blev udført i Tyskland, men hans aktiviteter i Tyskland voksede ret kraftigt derefter.

Hans arbejde som dyrlæge bestod i, at han kørte ud til kunderne og gennemførte handelsundersøgelser, herunder i form af røntgenundersøgelser. Disse undersøgelser skulle finde sted i forbindelse med handler med heste. Han har også specialiseret sig i kastration af heste. Hans specialer er en lille niche inden for dyrlægebranchen, som kun udføres af 2-3 dyrlæger i ...4. Han kunne i forhold til tyske dyrlæger konkurrere på tidsforbruget, og derfor valgte de tyske kunder ham. Ved kastrationer gennemførte han kastrationen, mens hesten stod op, mens der i Tyskland oftest anvendes 2 dyrlæger, idet hesten ligger ned under kastrationen.

Han var ikke klar over, at der skulle søges afgiftsfrihed med hensyn til den tyske bil. Han fik et brev fra SKAT herom, og derfor søgte han om afgiftsfritagelse i november 2009. Han fik tilladelse til afgiftsfritagelse den 11. december 2009. Han fik oplyst, at der ikke ville blive krævet kørebog eller GPS-overvågning. Han skulle blot sandsynliggøre, hvordan hans kørsel havde fundet sted. Han fik tilsendt et notat fra juni 2006 om udenlandske firmabiler, og ellers foregik hans kommunikation med SKAT pr. telefon.

Bynavnene i SKATs oversigter (bilag B og C) er de faktureringsadresser, som hans danske virksomhed har anvendt, altså den by, hvor fakturaen er sendt til. Når han undersøgte eller kastrerede en hest i Tyskland, blev regningen udstedt til den person, som virksomheden blev bedt om at sende den til. Han skrev ned, hvem regningen skulle sendes til. Regningen skulle typisk sendes til den, der ejede hesten. Hvis der er tale om en handelsundersøgelse, er det typisk køberen, der skal betale. De heste, som han undersøgte i Tyskland, var ofte opstaldet i Tyskland, men ejedes af en dansker. Det er ikke angivet på hans fakturaer, hvor undersøgelserne er lavet.

Han har ikke ført kørebog eller anvendt GPS. Hans fysiske aktivitet har nok for omkring halvdelens vedkommende fundet sted i Tyskland, mens den anden halvdel har fundet sted i Danmark. Når han var i Tyskland, behandlede han typisk flere heste pr. dag end i Danmark. Ofte foretog han behandlinger hos kunder i Danmark, når han var på vej til eller fra Tyskland. Han var nok i Tyskland fire gange om ugen.

De skærmprints, der er fremlagt under sagen, viser, hvor den pågældende hest er registreret, men ikke hvor behandlingen af hesten har fundet sted. DE angiver, at der er tale om en tysk registreret hest, mens DW angiver "Dansk varmblod". En væsentlig del af undersøgelserne af heste i Tyskland er foretaget på heste, der ejes af danskere.

Tilbageholdelses/anvisningssedlerne har han udarbejdet under sagens behandling i Landsskatteretten. Han har skrevet under på alle sedlerne, og på nogle af sedlerne har ejerne også skrevet under. Han kørte rundt og fik nogle af sedlerne underskrevet. Sedlerne viser nogle af de mange aktiviteter, som han i 2010 har haft i Tyskland. Der er kun tale om aktiviteter, hvor der er betalt kontant.

Hans samarbejde med G1 ophørte i oktober 2009. Han har under en fogedsag forsøgt at få udleveret bl.a. bogføringsmateriale og røntgenbilleder fra G1, men fik ikke medhold.

Hans indtægter i Tyskland er ifølge regnskabet meget mindre i 2009 end i 2008, men det skyldes salget af røntgenapparatet i 2008. De fleste fakturaer for arbejde i Tyskland er udstedt fra hans danske virksomhed; så indtægterne er indgået i den danske virksomhed; selv om aktiviteterne er foregået i Tyskland.

Han har ingen klinik i hverken Danmark eller Tyskland. Alle hans aktiviteter som dyrlæge er udført som udkørende.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det, at det er lagt til grund, at A gennem en årrække har drevet virksomhed som dyrlæge i både Danmark og Tyskland. Det lægges videre til grund, at langt den overvejende del af A's arbejde er faktureret af hans danske virksomhed, og at faktureringen i alt væsentligt er sket til danske adresser. A's tyske virksomhed har efter virksomhedens regnskabsmateriale haft et meget begrænset omfang.

Hertil kommer, at der under sagen kun i meget begrænset omfang er fremlagt salgsfakturaer, der sandsynliggør, at der er tale om arbejde, der er udført i Tyskland. Der foreligger ikke kørebog eller anden dokumentation for den kørsel, som A har foretaget i forbindelse med sin udførelse af arbejde i Tyskland.

Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at vidneforklaringerne ikke kan anses som tilstrækkelig sandsynliggørelse af, at A's erhvervsmæssige aktivitet i Tyskland har været af et sådant omfang, at han har opfyldt betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. herved § 8 i bekendtgørelse om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.

Det tiltrædes, at det heller ikke ved de fremlagte kontantnotaer og skærmprints eller ved de senere udarbejdede tilbageholdelsessedler er sandsynliggjort, at A opfylder kriterierne for afgiftsfritagelse i § 1, stk. 4 og 5, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.

Herefter, og da det tiltrædes, at der ikke er grundlag for at fastslå, at A er blevet bibragt en retsbeskyttet forventning om afgiftsfritagelse, stadfæster landsretten byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr. til dækning af ministeriets udgifter til advokatbistand inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der skal betales inden 14 dage, forrentes efter rentelovens § 8 a.