Dokumentets metadata

Antidumpingtold - plastposer - efteropkrævning - forældelsesfrist

Sagen handlede om, hvorvidt SKAT med rette havde efteropkrævet antidumpingtold på kr. 360.823,- hos sagsøgeren vedrørende 19 tilfælde af import af plastposer fra Thailand i perioden 13. december 2006 til 11. juni 2008, og hvorvidt den efteropkrævede toldskyld måtte være forældet.Det var i sagen ubestridt, at der var opstået et antidumpingtoldkrav som følge af sagsøgerens import af plastposer fra Thailand. Sagen rejste herefter to problemstillinger: For det første spørgsmålet om, hvorvidt der med rette var foretaget efteropkrævning af antidumpingtold uden for 3 års fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, under henvisning til, at en urigtig angivelse kan give anledning til retsforfølgning i medfør af toldlovens § 76, stk. 1, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 4, og for det andet spørgsmålet om, hvorvidt antidumpingtoldkravet var forældet.Vedrørende første spørgsmål gjorde Skatteministeriet gældende, at SKAT med rette havde foretaget efteropkrævning af antidumpingtold, da toldskylden var opstået som følge af en handling, der kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, idet plastposerne både groft uagtsomt og gentagne gange var blevet urigtigt angivet. Ifølge praksis fra EU-Domstolen tilkommer det de nationale myndigheder at tage stilling til, om en handling kan give anledning til retsforfølgning efter de strafferetlige regler.Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over, om antidumpingtoldkravet var opstået på grund af en handling (de fejlagtige toldangivelser), der på tidspunktet, hvor handlingen blev begået, kunne give anledning til retsforfølgning.Retten bemærkede, at angivelse af rette toldkode er en afgørende oplysning, og at en importør ikke kan forvente, at myndighederne foretager sagsbehandling udover den rent elektroniske. Det var desuden uden betydning, om mistanken for den fejlagtige toldangivelse kunne rettes mod sagsøgeren eller den part, som sagsøgeren havde valgt som befuldmægtiget. I sagen var der imidlertid ikke holdepunkter for at fastslå, at fejlen var sket bevidst.På den baggrund havde SKAT været berettiget til at efteropkræve antidumpingtold efter udløbet af 3 års fristen i toldkodeksen. Retten bemærkede, at det ikke kunne bebrejdes SKAT, at der ikke var foretaget yderligere sagsbehandling og kontrol.Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Parter

H1 ApS
(advokat K.L. Németh)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af byretsdommer

Stig Kaas

Sagens baggrund og parternes påstand

Sagsøgerens påstand:

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøger kr. 360.823,- med procesrenter fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagsøgtes påstand;

Frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatterettens kendelse af 19. september 2012 i sagen 11-0300377 er den 6. december 2012 indbragt for retten.

Der henvises til den i denne indeholdte sagsfremstilling.

Forklaringer

UH har som vidne forklaret, at hun er client koordinator i G1.1, der er et shipping- og speditionsfirma i G1 koncernen.

I 2007-2008 håndterede hun toldpapirer.

Når en ny kunde henvender sig, kender de i 90 % af tilfældene selv toldkoderne. I sagsøgers tilfælde må det have været hendes chef MS, der har oprettet sagsøger i edb systemet.

Hun har ingen viden om, hvordan varekoden da blev fastlagt.

Efterfølgende har man kontrolleret, om det var samme vare, og hvis det været tilfældet her, blot ændret mængde og pris.

Den pågældende kode har derefter været gentaget.

Systemet indberetter automatisk til SKAT, der således får oplysningerne om toldkode. Om SKAT også automatisk kan trække andre oplysninger om selve varen, ved hun ikke.

Hun ved ikke, om G1.1 orienterede om den i september 2008 indførte antidumpingtold.

PP har forklaret, at han er direktør i det sagsøgende selskab, der ejes af hans børn. Det er et rent handelsselskab, der engros sælger affaldsløsninger, der er beregnet til husholdninger. Kunder er bl.a. ....

Sagsøger sælger i denne forbindelse nogle affaldsplastposer, der er 25 my i tykkelse. Disse produceres i udlandet og formidles via et lagerhotel i ...1.

De i sagen omhandlede poser blev fremstillet i Thailand, hvor sagsøger selv hos en producent bestilte partier svarende til indholdet af en container. I den forbindelse fik man udarbejdet et oprindelsescertifikat.

Kontakten til producenten var etableret i 2003-2004 efter en annoncering i et handelstidskrift.

Containerne blev transporteret til Danmark af G1, hvorfor det var naturligt at bruge dettes selskab G1.1 til papirgangen.

Sagsøger indgik ikke nogen skriftlig aftale med dette, men sagsøger har sendt et brev indeholdende alle relevante oplysninger, herunder at rette toldkode. Dette brev afviser G1.1 at have modtaget.

Der skulle ikke erlægges alm told i forbindelse med indførslen.

Sagsøgeren er aldrig blevet orienteret om indførslen af antidumpningstold.

I sagsøgers tilfælde har man ikke lagt mærke til, at speditionsfirmaet brugte en forkert varekode. Man havde bemærket, at beløbene og varebeskrivelsen var korrekte og havde en sådan tillid til G1 firmaet, at man ikke tvivlede på dets arbejde.

Var sagsøger blevet orienteret om antidumpningstolden, ville man allerede da have skiftet leverandørland.

Merudgiften kunne ikke have været flyttet over på køberne.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument gjort gældende:

"...

Sagsøger markedsfører affaldsposesystem, og importerer til dette brug blandt andet plastikposer fra Taiwan.

Sagsøger har overladt indfortoldningen til G1.1 A/S, der har stået for indfortoldningen uden instruktioner fra sagsøgers side.

Det var således G1.1 A/S, der på baggrund af fremsendte fakturaer og fortoldningspapirer udfyldte toldværdideklarationerne og i denne forbindelse angav varekoden 3923299099.

De af sagen omhandlede indfortoldninger skete i perioden 13. december 2006 til 14. oktober 2010, altså i en knap 4-årig periode.

I 19 tilfælde har den der har stået for indfortoldningen begået den fejlekspedition, som sagsøger ikke har ansvaret for og ikke kunne havet opdaget, at angive varekoden 3923299099 i stedet for 3923210020. Fejlangivelsen, som alene den der har stået for indfortoldningen har ansvaret for, medførte, at sagsøger i 19 tilfælde ikke er blevet opkrævet antidumpingtold.

Det må ved sagens afgørelse lægges til grund, at det udtrykkeligt af den fremsendte commercial invoice, som den der havde ansvaret for inddeklarering modtog, fremgik, at det var en sag om plastposer med en tykkelse på 25 micrometer.

Som bilag 7 fremlægges de til brug for indfortoldningen anvendte dokumenter for perioden, pagineret som side 1 - 145 (nyt bilag). I intet af tilfældene har sagsøger foretaget angivelse til brug for indfortoldningen, men har overladt ansvaret derfor til en professionel virksomhed.

Først den 14. marts 2011 gennemførte SKAT prøvekontrol og den 9. maj 2011 udvidede SKAT kontrollen og kontrolbesøg den 26. maj 2011. Sagsøger fremlagde samtlige indfortoldningsdokumenter og først på dette tidspunkt opdagede SKAT, at tariferingen i told-angivelserne var fejlagtig. Det gøres gældende, at ganske vist har den der har foretaget indfortoldning begået en fejl, men der er begået en væsentlig fejl (myndighedsfejl) fra SKATs side, idet SKAT havde mulighed for ved stikprøvekontrol at konstatere, at speditøren har begået en væsentlig fejl.

Fejlen har ikke alene medført, at sagsøger måtte foretage efterbetaling, hvilket sagsøger efter omstændighederne har accepteret, men at sagsøger har været afskåret fra at vælte udgiften over på videresalgsprisen og derved har lidt et direkte tab ved den af SKAT gennemførte efteropkrævning.

Det er muligt, at der ikke overfor SKAT kan påberåbes egentlig myndighedsfejl i henhold til EU-Domstolspraksis og det er heller ikke påberåbt under nærværende sag. SKATs manglende kontrol må imidlertid tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, hvad der kan bebrejdes sagsøger. Landsskatteretten har i vidt omfang skøjtet hen over faktum i sagen. Landsskatteretten har ukritisk lagt SKATs afgørelse til grund. SKATs afgørelse, bilag 5, som er fejlagtig vedrørende toldbeløbet:

"...

..."

Det gøres fra sagsøgers side gældende, at de faktureringer og det beløb, der ligger udenfor 3-årsfristen i toldtekstens artikel 221, stk. 3, skal tilbagebetales sagsøger. Efter toldteksten kan underretning om efteropkrævning af told som udgangspunkt ikke ske efter udløbet af en frist på 3 år, regnet fra datoen for toldskyldens opståen. Toldskylden opstår ved varens indførelse i Danmark (overgang til fri omsætning) og efter 3 år fra importerne kan tolden i forbindelse hermed således ikke opkræves.

Ikke desto mindre har såvel SKAT som Landsskatteretten lagt til grund, at opkrævning kunne finde sted efter 3-årsfristens udløb. Det er således lagt til grund, at toldskylden er opstået i sammenhæng med en handling, der på tidspunktet, hvor den blev begået, kunne give anledning til strafferetlig forfølgning. Sagsøger gør imidlertid gældende, at der intet som helst grundlag er for at overveje strafferetlig forfølgning mod sagsøger. Der foreligger efter sagsøgers opfattelse end ikke simpelt uagtsomt forhold fra sagsøgers side. Allerede derfor burde Landsskatteretten ikke være nået frem til den afgørelse Landsskatteretten har truffet.

Sagsøger skal derfor have medhold allerede fordi betingelserne for efteropkrævning efter toldtekstens artikel 221, stk. 3, ikke er opfyldt.

Det gøres endvidere gældende, at kravet, i hvert fald for så vidt angår påstandsbeløbet på kr. 360.823,- er forældet efter Forældelseslovens regler. Forældelsesfristen regnes 3 år fra toldkravets forfaldstidspunkt. Forfaldstidspunktet er det tidspunkt, da SKAT antog toldangivelserne for de enkelte importer. Det må som ubestrideligt faktum lægges til grund, at toldkravet for kr. 360.823,- ligger udenfor 3-års fristen.

Også af denne grund skal tilbagebetaling finde sted.

Samtlige de fremlagte bilag vil blive påberåbt.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført:

"...

Sagens problemstillinger og de centrale faktiske omstændigheder

Sagen drejer sig om, hvorvidt SKAT med rette har efteropkrævet antidumpingtold på kr. 360.823,- hos sagsøgeren vedrørende 9 tilfælde af import af plastposer fra Thailand i perioden 13. december 2006 til 11. juni 2008, og hvorvidt den efteropkrævede toldskyld måtte være forældet.

Ved SKATs afgørelse af 3. august 2011 (bilag 5) blev antidumpingtolden vedrørende 19 tilfælde af import i perioden 13. december 2006 til 14. oktober 2010 opgjort til henholdsvis kr. 360.823,- uden for 3 års fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, og til kr. 450.963,- inden for 3 års fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, i alt kr. 811.786,-, jf. SKATs sagsfremstilling af 3. august 2011, side 2 og side 10, som indeholder en detaljeret opgørelse af antidumpingtoldkravet (bilag 5).

For Landsskatteretten angik sagen spørgsmålet om efteropkrævning af antidumpingtold for samtlige 19 tilfælde af import af plasticposter fra Thailand i perioden 13. december 2006 til 14. oktober 2010, jf. Landskatterettens kendelse af 19. september 2012 (bilag 1).

Ved kendelsen fastslog Landsskatteretten, at plastposerne ikke var omfattet af varekode 3923 29 90 99, men varekode 3923 21 0020, hvorefter der skulle svares antidumpingtold ved importen. Toldskylden var opstået ved varernes overgang til fri omsætning, jf. toldkodeksens artikel 201, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt endvidere, at det var berettiget, at efteropkrævningen skete uden for 3 års perioden i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, under henvisning til, at sagsøgerens urigtige angivelse kunne give anledning til retsforfølgning i medfør af toldlovens § 76, stk. 1, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 4.

Sagsøgeren har kun indbragt spørgsmålet om efteropkrævningen af antidumpingtolden på kr. 360.823,- uden for 3 års fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3.

Det er i sagen ubestridt, at der er opstået et antidumpingtoldkrav som følge af sagsøgerens import af plastposer fra Thailand, jf. toldkodeksens artikel 201, stk. 1, litra a.

Sagen rejser herefter følgende to problemstillinger:

For det første spørgsmålet om, hvorvidt der med rette er foretaget efteropkrævning af antidumpingtold uden for 3 års fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, i medfør af artikel 221, stk. 4.

For det andet spørgsmålet om, hvorvidt antidumpingtoldkravet er forældet.

Sagsøgeren har i stævningen, side 3, sidste afsnit, anført, at

"...

fortoldningspapirer er udfyldt af speditøren, der fra sagsøger har modtaget korrekte oplysninger i form af faktura, hvor produktets kvalitet var nøje angivet.

..."

Sagsøgeren har trods opfordret hertil ikke fremlagt aftalen om fortoldning mellem sagsøgeren og speditøren G1.1 A/S samt korrespondancen mellem sagsøgeren og speditøren G1.1 A/S vedrørende sagens fortoldninger, som dokumenterer indholdet af de fremsendte oplysninger.

Sagsøgeren har i stævningen, side 4 øverst, opfordret Skatteministeriet til bekræfte, om det i sagen kan lægges til grund, at toldangivelsen af plastposerne blev foretaget af G1.1 A/S.

Hertil bemærkes, at varekoden på plastposerne ser ud til at være tastet ind af speditøren. Det kan dog ikke på den baggrund lægges til grund, at beslutningen om, hvilken varekode der skulle benyttes, også er foretaget af speditøren.

Endvidere har sagsøgeren opfordret Skatteministeriet til

"...

nærmere at bekræfte og redegøre for, at SKAT i løbet af den 5 årige periode sagen vedrører, løbende har foretaget stikprøvekontrol af den angivne toldværdi.

..."

SKAT er ikke forpligtet til løbende at foretage stikprøvekontrol af sagsøgerens toldangivelser, og det påhviler udelukkende sagsøgeren at toldangive varerne korrekt. Ved SKATs toldsystem, som blev indført i 2001, foretager virksomhederne en elektronisk angivelse og opbevarer herefter fortoldningsbilagene. På forlangende skal virksomheden stille fortoldningsbilagene til rådighed for SKAT, jf. toldlovens § 27, stk. 1.

Først ved den påbegyndte efterkontrol af sagsøgeren i foråret 2011 modtog SKAT fortoldningsbilagene fra sagsøgeren.

Anbringender

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at SKAT med rette har foretaget efteropkrævning af antidumpingtold med i alt kr. 360.823,-, og at antidumpingtoldkravet ikke er forældet.

Efteropkrævning af antidumpingtolden

Efteropkrævning af toldskyld foretages med hjemmel i toldkodeksens artikel 220, stk. 1.

Det følger af toldkodeksens artikel 221, stk. 3, at underretning af debitor om toldskyldens størrelse ikke kan ske efter udløbet af en frist på tre år regnet fra datoen for toldskyldens opståen.

Som undtagelse hertil fremgår følgende af toldkodeksens artikel 221, stk. 4:

"...

4. Hvis toldskylden er opstået på grund af en handling, der på det tidspunkt, hvor den blev begået, kunne give anledning til retsforfølgning, kan underretningen af debitor om beløbets størrelse på de i de gældende bestemmelser fastsatte betingelser ske efter udløbet af den i stk. 3 nævnte frist.

..."

Det gøres gældende, at toldskylden er opstået som følge af en handling, der kunne give anledning til strafferetlig forfølgning, idet poserne både groft uagtsomt og gentagne gange er blevet urigtigt angivet, jf. toldlovens § 76, stk. 1, nr. 1.

Endvidere gøres det gældende, at det tilkommer de nationale myndigheder, her SKAT, at tage stilling til, om handlingen kan give anledning til retsforfølgning efter danske strafferetlige regler, jf. sag C-273/90, Meico-Fell og sag C-62/06, ZF Zeferers.

I sag C-273/90, Meico-Fell, tog EU-Domstolen stilling til fortolkningen af udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfølgning" i artikel 3 i Rådets forordning 1697/79 om opkrævning af import- og eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter (herefter opkrævningsforordningen). Artikel 3 i opkrævningsforordningen har samme ordlyd som toldkodeksens artikel 221, stk. 4, hvorfor EU-Domstolens fortolkning af bestemmelsen er af betydning for denne sag.

I C-273/90, Meico-Fell, fandt EU-Domstolen, at strafferetlig forfølgning omfattede handlinger, der efter national strafferet måtte anses for strafbare handlinger, jf. præmis 9 og 13.

EU-Domstolen har endvidere taget stilling til fortolkningen af "strafferetlig forfølgning" i artikel 3 i opkrævningsforordningen i sag C-62/06, ZF Zefesers.

I sag C-62/06, ZF Zefesers, fandt EU-Domstolen, at det tilkommer de kompetente toldmyndigheder at vurdere, om der er begået en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfølgning (præmis 26). Endvidere udtalte EU-Domstolen, at det er uden betydning, om der er rejst tiltalte, afsagt fældende dom eller indtrådt strafferetlig forældelse (præmis 24-25). Endelig fandt EU-Domstolen, at kvalifikationen af handlingen, der afbryder forældelsesfristen, alene er en procedure af rent administrativ karakter, der udelukkende har til formål at foretage en korrekt opkrævning af det skyldige beløb (præmis 28).

Det bemærkes, at det i relation til det her omhandlede spørgsmål er helt uden betydning, om handlingerne, der kunne undergives strafferetlig forfølgning, subjektivt må tilregnes sagsøgeren selv eller den repræsentant, som sagsøgeren har valgt, hvortil kommer, at der under alle omstændigheder ikke er grundlag for at fastslå, at de gentagne fejlagtige angivelser ikke kan tilregnes sagsøgeren.

Forældelse af antidumpingtoldkravet

Spørgsmålet om forældelse af antidumpingtoldkravet reguleres af national ret, og det tilkommer således hver medlemsstat at fastsætte bestemmelser om forældelse af toldskyld, jf. sag C-75/09, Arga Srl, præmis 33-35.

Det gøres overordnet gældende, at antidumpingtoldkravet ikke er forældet, idet forældelsesfristen for kravet har været suspenderet i medfør af 2007-forældelseslovens § 3, stk. 2.

2007-forældelseslovens § 3, stk. 1, indeholder en 3-årig forældelsesfrist, som regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. § 2, stk. 1.

Det fremgår af 2007-forældelseslovens § 3, stk. 2, at denne forældelsesfrist suspenderes og dermed regnes fra et senere tidspunkt, såfremt fordringshaveren enten var ubekendt med 1) fordringen eller 2) skyldneren. Først fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren blev eller burde være blevet bekendt med fordringen eller med skyldneren, begynder forældelsesfristen at løbe.

Det gøres gældende, at den 3-årige forældelsesfrist var suspenderet, indtil SKAT i forbindelse med efterkontrollen i foråret 2011 modtog fortoldningsbilag og dermed oplysninger om den fejlagtige varefortoldning.

Den 3-årige forældelsesfrist begyndte dermed tidligst at løbe den 6. april 2011, hvor SKAT modtog oplysninger om 5 fortoldninger, hvoraf 2 af disse, henholdsvis fortoldningen af 6. maj 2008 og 11. juni 2008 (bilag A) angik perioden i toldkodeksen artikel 221, stk. 4.

For de øvrige 7 fortoldninger uden for 3 års perioden modtog SKAT først i forbindelse med kontrolbesøget den 26. maj 2011 yderligere oplysninger om fortoldningerne.

Kravet var dermed ikke forældet på tidspunktet for SKATs afgørelse af 3. august 2011 (bilag 5), ligesom forældelsesfristen nu er afbrudt ved indbringelsen af sagen for domstolene.

Den fejlagtige vareangivelse, som sagsøgeren har foretaget, skyldes endvidere ikke en fejl, som SKAT selv har begået eller som det tilkom SKAT at opdage, hvorfor grundlaget for efteropkrævningen af antidumpingtold eller antidumpingtoldkravet heller ikke af denne grund er forældet.

Skatteministeriet har noteret sig, at sagsøgeren erkender, at der ikke er begået myndighedsfejl i toldreglernes forstand, og der er intet grundlag for at mene, at SKAT burde have udført stikprøvekontroller på et tidligere tidspunkt, ligesom det under alle omstændigheder er uden betydning for afgørelsen af de spørgsmål, sagen rejser, om SKAT ved gennemførelsen af sådanne kontroller kunne have opdaget fejlen på et tidligere tidspunkt.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår, at der systematisk i en række tilfælde er anvendt den samme forkerte toldkode forårsaget af gentagen brug af den første oprettelse i et edb-system.

Det må anses uafklaret, hvad der er årsagen til den forkerte indtastning ved den første behandling af et parti plastposer.

Ved de efterfølgende fortoldninger må koden ikke have været kontrolleret.

Som sagen er oplyst i retten, er der ingen holdepunkter for, at fejlen er begået bevidst fra sagsøgers eller dennes befuldmægtigede G1.1's side.

Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på, at fejlen i starten ingen økonomisk effekt havde, og beskrivelser, bortset fra toldkoden, var helt korrekte.

Det bemærkes, at en importør ikke kan forvente hverken regelmæssigt eller periodevis, at der fra myndighedens side foretages sagsbehandling ud over den rent elektroniske.

Angivelse af rette toldkode er derfor den helt afgørende oplysning, og det må derfor være påregneligt, at konstatering af gentagne forkerte koder må give anledning til overvejelser og egentlig sagsbehandling hos opkrævningsmyndigheden.

Af toldlovens § 76, stk. 1 fremgår:

"...

Med bøde straffes den, der, uden at forholdet er omfattet af § 73 eller straffelovens § 289, forsætligt, groft uagtsomt eller i gentagne tilfælde indenfor 2 år overfor told- og skatteforvaltningen til brug i toldforhold:

1) Foretager en urigtig angivelse.

..."

Retten finder ikke at kunne tilsidesætte SKATs skøn om, at toldskylden opstod på grund af en handling, der på det tidspunkt, hvor den blev begået, kunne give anledning til retsforfølgning, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 4.

Det findes i denne forbindelse uden betydning, om mistanken kan rettes mod en part eller dennes befuldmægtigede.

Underretning kunne som følge heraf ske efter udløbet af 3 års fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3.

Det kan ikke bebrejdes sagsøgte, at der ikke er foretaget yderligere sagsbehandling, herunder kontrol.

Af de af Landsskatteretten anførte grunde tages sagsøgte påstand herefter til følge.

Sagsomkostninger:

Sagsøgeren har i retsafgift betalt 4.000,00 kr. og vedrørende vidneførsel 2.500,00 kr.

Sagsøgte er ikke momsregistreret.

Retten finder, at sagsøgte bør have godtgjort 35.000,00 kr. + moms af dennes advokatudgifter.

Der forholdes herefter med sagsomkostninger som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes for sagsøgeren H1 ApS påstand under denne sag.

Sagsøgeren H1 ApS skal til sagsøgte Skatteministeriet inden 14 dage betale 43.750,00 kr. i sagsomkostninger.