Dokumentets metadata

Dokumentets dato:27-01-2015
Offentliggjort:06-03-2015
SKM-nr:SKM2015.180.SR
Journalnr.:14-4161434
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Tonnageskatteloven
Kildeskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Tonnageskat - Sømandsbeskatning - Afvisning

Skatterådet afviser at svare på anmodningen om bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1, idet sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at et dansk flaget skib, der patruljerer ved en vindmøllepark kan omfattes af tonnageskatteloven?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at skibets udenlandske søfolk vil være begrænsede skattepligtige til Danmark?

Svar

  1. Afvises
  2. Afvises

Beskrivelse af de faktiske forhold

A Limited er et selskab hjemmehørende på Cypern, som står for besætningsadministrationen for forskellige rederiers skibe.

Selskabet planlægger at ansætte ikke-danske søfolk til et skib, som skal være i drift i danske farvande på daglig basis. Skibet er indregistreret i dansk internationalt skibsregister, og sejler med dansk flag.

Skibets registrerede ejer er oplyst til at være B Shipping i Tyskland, mens "Benificial owner" af skibet er oplyst til at være C ApS i Danmark.

Skibet vil dagligt passere gennem tysk, dansk og svensk farvand, mens skibet sejler omkring en vindmøllepark. Spørger definerer skibet som en patruljebåd.

SKAT har to gange anmodet om yderligere oplysninger og dokumentation fra spørger. Bl.a. omkring ejerforholdene for skibet, forhold omkring chartring af skibet, management af skibet, flere detaljer om skibets aktiviteter og A Limited's opgaver i forhold til skibet.

Spørger har ikke reageret på SKATs henvendelser.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger har ikke anført sin opfattelse i forhold til de fremsatte spørgsmål.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at et dansk flaget skib, der patruljerer ved en vindmøllepark kan omfattes af tonnageskatteloven.

Lovgrundlag

Tonnageskattelovens § 1

Selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 6, og som udøver rederivirksomhed som omhandlet i § 6, kan vælge at opgøre deres skattepligtige indkomst af rederivirksomheden efter bestemmelserne i denne lov (tonnagebeskatning). Det samme gælder for selskaber, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, og som driver rederivirksomhed, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat. 1. pkt. gælder ikke selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, medmindre dette selskab er koncernforbundet, jf. § 3, stk. 1, med et selskab omfattet af tonnageskatteordningen.

Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1

En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Praksis

SKM2013.345.SR .

Spørgeren var gentagne gange uden resultat blevet afæsket oplysninger om en husbåds stationære karakter, hvilket var afgørende for momspligten. Anmodningen om bindende svar blev derfor afvist, jf. SFL § 24, stk. 1.

Begrundelse

Danske selskaber, der driver rederivirksomhed, kan under visse betingelser opgøres deres indkomst efter tonnageskatteloven. Det samme gælder begrænset skattepligtige selskaber, der driver rederivirksomhed, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat.

På grund af manglende oplysninger om skibets ejerforhold, forhold omkring chartring af skibet, management af skibet, skibets aktiviteter m.v. kan SKAT ikke vurdere om skibet kan omfattes af tonnageskatteordningen.

Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at der ikke foreligger de fornødne oplysninger til at kunne give et bindende svar på spørgsmålet, og det derfor må afvises, at der gives et bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Afvises".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at skibets udenlandske søfolk vil være begrænsede skattepligtige til Danmark?

Lovgrundlag

Kildeskatteloven

§ 2. Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer:

1) Erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Skattepligten omfatter endvidere vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler), når det modtagne vederlag har sammenhæng med et nuværende eller tidligere tjenesteforhold her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i, samt om retten til indkomsten eller vederlaget er erhvervet efter ophør af arbejdet her i landet. Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning. Vedrører en indkomst som nævnt i 4. pkt. arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til arbejde udført i Danmark.

(...)

Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse for personer og dødsboer, som erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført om bord på skib eller fly med hjemsted her i landet eller for arbejde udført i tilknytning hertil. Med skib eller fly med hjemsted her i landet sidestilles skib eller fly, der har hjemsted på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, såfremt det uden besætning overtages til befragtning af dansk rederi eller luftfartsselskab. Skib eller fly med hjemsted her i landet, som uden besætning overtages til befragtning af udenlandsk rederi eller luftfartsselskab, anses ikke for skib eller fly med hjemsted her i landet. Foretages der indeholdelse af skat efter § 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, indrømmes der ikke fradrag for udgifter ved indkomstopgørelsen. Indkomstskattepligten i medfør af dette stykke anses for endeligt opfyldt ved indeholdelse af skat i henhold til § 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk og erlæggelse af arbejdsmarkedsbidrag.

Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1

En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Praksis

SKM2013.345.SR .

Spørgeren var gentagne gange uden resultat blevet afæsket oplysninger om en husbåds stationære karakter, hvilket var afgørende for momspligten. Anmodningen om bindende svar blev derfor afvist, jf. SFL § 24, stk. 1.

Begrundelse

Udenlandske søfolk bliver begrænsede skattepligtige til Danmark, hvis de har lønindkomst om bord på skibe,

Et skib har hjemsted i Danmark, når det er registreret her i landet.

Et skib, der er registreret med hjemsted i Danmark, vil ikke have hjemsted her, hvis skibet eller flyet uden besætning er overtaget til befragtning af en udenlandsk virksomhed.

Betingelsen for, at et skib er overtaget uden besætning, er, at der ikke med skibet eller flyet medfølger personer, der er i et ansættelsesforhold til bortforpagteren.

På grund af manglende oplysninger om skibets ejerforhold, forhold omkring chartring af skibet, management af skibet, A Limited's opgaver i forhold til skibet m.v. kan SKAT ikke vurdere om de udenlandske søfolk vil være begrænsede skattepligtige til Danmark.

Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at der ikke foreligger de fornødne oplysninger til at kunne give et bindende svar på spørgsmålet, og det derfor må afvises, at der gives et bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Afvises".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.