Dokumentets metadata

Henstand - udskydelse af forfaldstidspunkt - afbrydelse af forældelse - identifikation med repræsentant

Byretten havde afvist, at SKATs bevillinger om henstand for krav mod to skatteydere var ugyldige, og at kravene derfor var forældede i henstandsperioden, selv om henstanden var bevilget på grundlag af en fejlagtig antagelse om, at en verserende højesteretssag havde betydning for SKATs krav mod de pågældende.Byretten havde begrundet dommen med, at SKATs bevilling af henstand til de pågældende skatteydere med betaling af restskat og arbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1997 til 1999 skete efter anmodning fra de pågældende. Parterne indgik aftalerne om henstand under forudsætning om, at forfaldstidspunktet for kravene blev udskudt til henstandsperiodens udløb. Bevillingerne er begunstigende forvaltningsafgørelser, der udtømmende er udnyttet af modtagerne. Byretten tiltrådte herefter Landsskatterettens vurdering, hvorefter SKATs afgørelse om henstand, uanset den urigtige forudsætning, havde haft forældelsesafbrydende virkning.For landsretten gjorde de pågældende skatteydere yderligere gældende, at de ikke kunne identificeres med deres repræsentant, der havde anmodet om henstanden, i det omfang repræsentanten var fremkommet med forkerte oplysninger i forbindelse med anmodningerne om henstand.Landsretten stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene og tilføjede, at henstandssagerne var rejst efter ansøgning fra de pågældende skatteyderes repræsentant, med hvem de måtte identificeres.

Parter

A og B
(begge ved advokat Svend-Erik Hjortskov)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Hans Chr. Vinten)

Afsagt af landsretsdommerne

Thomas Lohse, Louise Saul og Nanna Bille (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 18. marts 2014 (BS 159-1206/2013) er anket af A og B med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at henstandsbevillinger meddelt efter den 14. september 2006 ikke har forældelsesafbrydende virkning i relation til SKATs krav mod appellanterne på restskatter og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende Skovplan-projekter drevet i interessentskabsform for indkomstårene 1997-1999.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Procedure

Appellanterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten, idet det endvidere er gjort gældende, at de har været i god tro, og at de ikke kan identificeres med deres repræsentant, i det omfang denne er fremkommet med forkerte oplysninger i forbindelse med anmodningerne om henstand.

Skatteministeriet har ligeledes gentaget de for byretten fremsatte anbringender og i øvrigt gjort gældende, at der er identitet mellem appellanterne og deres repræsentant.

Landsrettens begrundelse og resultat

Henstandssagerne er rejst efter ansøgning fra appellanternes repræsentant, med hvem appellanterne må identificeres. Med denne bemærkning og af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten byrettens dom i det omfang, den er anket.

A og B skal betale sagsomkostninger for landsretten med i alt 25.000 kr. inkl. moms til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand. Der er ved fastsættelsen af sagsomkostninger på den ene side lagt vægt på sagens værdi, som efter det oplyste er opgjort til 350.214 kr., og på den anden side hovedforhandlingens varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A og B in solidum betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.