Dokumentets metadata

Inddrivelse - prøvelse af udlæg - flere fordringshavere - afvisning

Sagsøgeren havde under sagen nedlagt påstand om, at Restanceinddrivelsesmyndighedens (SKAT) udlæg af 2. maj 2011 var ugyldigt som følge af, at der blev foretaget et samlet udlæg til sikkerhed for flere krav tilhørende forskellige kreditorer.Byretten udtalte, at sagsøgeren havde været bekendt med udlægget fra dets foretagelse, herunder at der var tale om et udlæg foretaget på vegne af flere kreditorer, og at fristen efter skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 1, for fremsættelse af indsigelser mod udlægget derfor skulle regnes fra den 2. maj 2011. Sagsøgerens indsigelse mod udlægget var derfor fremkommet for sent, hvorfor retten afviste sagen.Retten udtalte endvidere, at såfremt sagsøgerens indsigelser angik den måde, hvorpå SKAT har håndteret inddrivelsen, kunne dette spørgsmål ikke indbringes for domstolene før den administrative rekurs var udnyttet, hvorfor sagen i så tilfælde også skulle afvises, jf. herved skatteforvaltningslovens § 48, stk.1, 1. pkt., sml. gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 1. pkt.Byretten afviste derfor sagen.

Parter

A
(selvmøder)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Roed)

Afsagt af byretsdommer

Poul Gorm Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 26. maj 2014, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt udlæg foretaget den 2. maj 2011 var ugyldigt, og om sagsøger har krav på erstatning.

Under sagen har sagsøger nedlagt påstand om, at sagsøgte skal tilpligtes at anerkende, at SKATs udlæg i sagsøgers ejendom af 2/5 2011 er ugyldigt.

Sagsøgte skal tillige tilpligtes at betale sagsøger en tortgodtgørelse på 150.000 kr. eller et mindre beløb efter rettens skøn som følge af det ulovlige udlæg.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har vedrørende A's påstand 1 nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagsøgte har vedrørende sagsøgers påstand om tortgodtgørelse nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Spørgsmålet om udlæggets ugyldighed er i medfør af retsplejelovens § 253 udskilt til særskilt behandling.

Sagsøger har under deldomsforhandlingen gentaget sin påstand om, at sagsøgte skal tilpligtes at anerkende, at SKATs udlæg i sagsøgers ejendom af 2/5 2011 er ugyldigt.

Sagsøgte har gentaget sin påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 12. april anført følgende:

Anbringender:

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende:

Sagsøgte har i påstandsdokument af 13. april 2015 anført følgende:

1. Afvisning

Til støtte for Skatteministeriets afvisningspåstand gøres det principalt gældende, at A's anbringender mv. må forstås som en indsigelse mod udlægget som sådan, hvilket det i udgangspunktet tilkommer fogedretten at tage stilling til. Indsigelsen er fremsat efter udløbet af fristerne i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, 1-3. pkt., hvorfor der skal afvisning, jf. herved § 6, stk. 3, 4. pkt.

A har i stævningen under anbringender anført følgende:

"...

Der henvises til Østre Landsretssag dom (SKM2013.266.ØLR ) hvori landsretten i forbindelse med sagsøgtes indsigelse imod en auktion rekvireret af RIM på baggrund af et tidligere foretaget udlæg slog fast at RIM ikke var bemyndiget til at kumulere udlæg fra flere forskellige rekvisiti i een og samme auktionsbegæring jfr. Rpl Prg 560 stk. 2, hvorfor auktionsbegæringen som helhed bortfaldt som ugyldig. Det er så meget mere logisk, at de til grund for auktionen foretagne udlæg, heller ikke kan kumuleres i eet udlæg, når der er flere rekvisiti.

..."

[mine markeringer]

Det i stævningen anførte må forstås således, at A under henvisning til Østre Landsrets kendelse i SKM2013.266.ØLR (bilag 1) gør gældende, at det af SKAT foretagne udlæg er ugyldigt, og at dette angiveligt skyldes, at SKAT ikke kan "kumulere" flere krav i ét udlæg.

Der er dermed tale om en indsigelse, der vedrører det af SKAT foretagne udlæg som sådan.

Det følger af skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 1, at det er fogedretten, der træffer afgørelser om indsigelser mod udlæg, som foretages af pantefogeder. Tilsvarende fremgår tillige af retspraksis, jf. herved f.eks. SKM2010.385.ØLR , SKM2013.407.ØLR og SKM2011.318.ØLR samt Den juridiske vejledning, 2014-1, afsnit G,A.2.2.3.1.

Civilretten har således i udgangspunktet ikke saglig kompetence til at behandle A's påstand, hvis denne skal forstås som en indsigelse mod SKATs udlæg som sådan. Det følger imidlertid af retsplejelovens § 232, stk. 2, 2. pkt., at retten kan beslutte at færdigbehandle sagen, såfremt kompetencespørgsmålet først kommer til afgørelse under sagens gang. Det følger endvidere af forarbejderne til § 232, at henvisning kun bør ske, hvis vedkommende part ønsker, at fortsætte sagen ved rette domstol, jf. betænkning nr. 773/1976, side 32.

Jeg mener, at retten skal forsætte behandlingen af sagen, jf. herved navnlig UfR 2003.644/3H, idet (kompetence)spørgsmålet først kommer til prøvelse under selve hovedforhandlingen og/eller i forbindelse med domsafsigelsen. I UfR 2003.644/3H hjemviste Højesteret således sagen til fortsat behandling ved Østre Landsret, selvom landsretten ikke anså sig for kompetent til at behandle sagen i 1. instans i medfør af den daværende § 225, idet sagens forberedelse var afsluttet, og da hovedforhandlingen var nært forestående.

Det vil også være meningsløst, at henvise sagen til fortsat behandling ved fogedretten, idet A's indsigelser er fremsat efter udløbet af fristen i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 1, hvorfor fogedretten under alle omstændigheder skal afvise sagen, jf. herved § 6, stk. 3.

Det fremgår af fogedbogen (bilag A), nederst, højre hjørne, at A ved fogedforretningen blev givet klagevejledning, hvor han blev orienteret om skatteinddrivelseslovens § 6.

A har ikke på noget tidspunkt førend i stævningen bestridt, at SKAT i øvrigt var berettiget til at foretage udlæg hos ham, ligesom han ikke har bestridt gyldigheden af de underliggende fordringer, som var grundlaget for udlægget.

Det må lægges til grund, at A ikke tidligere i forbindelse med SKATs udlægsforretning, eller i nogen tid herefter, har fremsat indsigelser mod udlægget. Han har således også i replikken, jf. e-mail af 17. november 2014, anført, at:

"...

Jeg blev først i forbindelse med det indgåede forlig med SKAT (bilag F) opmærksom på SKATs/RIMs fejl i forbindelse med udlægget af 2/5 2011 og rejse kravet hurtigst muligt herefter.

..."

A har således først fremsat indsigelser mod SKATs udlæg af 2. maj 2011 senere end 1 år efter, at SKAT foretog udlægget.

Fristerne i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, er dermed ubetinget overskredet. Det følger direkte af § 6, stk. 3, 4. pkt., at retsvirkningen heraf er, at fogedretten afviser eventuelle indsigelser mod et udlæg.

Reglen i § 6, stk. 3, svarer således også indholdsmæssig til retsplejelovens § 586, stk. 1, stk. 4 og stk. 5, jf. herved også betænkning nr. 1107/1987, side 168, hvorefter kære af fogedrettens afgørelser, der iværksættes efter udløbet af kærefristen, som også er 4 uger, afvises.

Det følger også af forarbejderne til skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, jf. FT 1988-89, Tillæg A, sp. 302, hvor bestemmelsen i § 6, stk. 3, 4. pkt., blev indsat, at det var lovgivers klare intention, at der kun "undtagelsesvist" skulle være mulighed for, at justitsministeren kunne dispensere fra fristoverskridelser indtil 1 år efter udlæggets foretagelse.

Da "dispensationskompetencen" i § 6, stk. 3, 5. pkt., med vedtagelsen af LFF 1995-1996.1.80 overgik fra justitsministeren til fogedretten fremgik følgende af de specielle bemærkninger til § 6, stk. 3, 5. pkt. (lovforslagets § 5):

"...

Under en udlægsforretning til inddrivelse af skatter og afgifter m.v. kan der fremsættes indsigelser mod udlæg, der foretages af pante- eller toldfogeder. Fremsættes en sådan indsigelse, træffer fogedretten afgørelse i sagen. Indsigelser skal fremsættes inden 4 uger fra forretningens foretagelse. Justitsministeren kan dog undtagelsesvist indtil et år efter forretningen tillade, at en indsigelse behandles af fogedretten.

..."

[mine fremhævninger]

Det blev således senest med ændringen af § 6, stk. 3, 5. pkt., indskærpet, at fogedretten kun "undtagelsesvist" kan behandle indsigelser, som fremsættes "indtil et år" efter udlægsforretningen. Overskridelse af fristen i § 6, stk. 3, fører således til, at rekvisitus' eventuelle indsigelser afvises.

Den omstændighed, at A angiveligt først har fundet "inspiration" til sin indsigelse i forbindelse med forliget (bilag F), hvilket i øvrigt ikke forekommer at være nærmere begrundet, og i hvert fald senest med Østre Landsrets kendelse af 25. marts 2013 i SKM2013.266.ØLR (bilag 1), kan ikke føre til, at hans indsigelse nu kan behandles.

Han har således hele tiden været bekendt med SKATs udlæg, herunder at udlægget dækkede over flere krav fra forskellige fordringshavere. Hertil kommer endvidere, at A's indsigelse i øvrigt ikke kan føre til, at udlægget er ugyldigt, jf. nærmere herom nedenfor under Skatteministeriets frifindelsespåstand.

Det følger således af skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, 4. pkt., at retten ikke skal prøve A's indsigelser vedrørende SKATs udlæg, og at retten skal afvise sagen.

Hvis det i stævningen anførte ikke skal forstås som en indsigelse mod udlægget som sådan, gøres det subsidiært gældende, at indsigelsen i så fald må relatere sig til selve SKATs måde at tilrettelægge den konkrete inddrivelse af det offentliges krav mod A. Der skal derfor ske afvisning i medfør af gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. lov nr. 1333 af 19. december 2008, at:

"...

§ 17. Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.

..."

[mine fremhævninger]

De i stævningen fremsatte indsigelser mod SKATs udlæg knytter sig ikke til de enkelte fordringer, eller perioden forud for, at SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed iværksatte inddrivelse af fordringerne. A's indsigelser vedrører derimod alene den måde, hvorpå SKAT har håndteret inddrivelsen på, idet han jo gør gældende, at SKAT ikke kunne foretage et samlet udlæg for fordringerne. A har således heller ikke bestridt fordringernes gyldighed, eller at SKAT i øvrigt var berettiget til at foretage udlæg.

A's indsigelser er således ifølge forarbejderne til gældsinddrivelsesloven netop det centrale anvendelsesområde for klagebestemmelsen i § 17, jf. lovforslagets pkt. 3.8.2 (FT 2008-09, Tillæg A, side 271), hvoraf fremgår:

"...

For at fjerne tvivl om, hvorvidt Landsskatteretten kan træffe afgørelse om kravets eksistens og størrelse, foreslås det, at bestemmelsen om klage til Landsskatteretten præciseres, således at det direkte af bestemmelsen fremgår, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer kan indbringes for Landsskatteretten, herunder om kravets eksistens og størrelse, når dette spørgsmål vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse kan opstå længe efter overdragelsen og vedrøre selve inddrivelsesforløbet. Eksempelvis kan spørgsmålet blive rejst i forbindelse med en klage over modregning, hvor skyldner gør gældende, at fordringen eller en del af fordringen er betalt til restanceinddrivelsesmyndigheden, og at modregning for den pågældende fordring derfor er uberettiget eller delvist uberettiget. Et andet eksempel, hvor spørgsmålet om kravets eksistens eller størrelse relaterer sig til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde, kan være i forbindelse med forældelse. Hvis skyldner i en klage gør gældende, at kravet ikke eksisterer, fordi der er indtrådt forældelse, vil spørgsmålet herom kunne relatere sig til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde, hvis forældelse er indtrådt eller hævdes at være indtrådt efter at fordringen er overdraget. Om kravet eksisterer eller er ophørt ved forældelse vil således kunne bero på, om restanceinddrivelsesmyndigheden har afbrudt forældelsen. I disse situationer vil det være naturligt, at Landsskatteretten kan tage stilling til indsigelser om kravets eksistens eller størrelse, da spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde.

..."

[mine fremhævninger]

Selvom ordlyden af gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, umiddelbart efterlader det indtryk, at klager alene "kan" indbringes for Landsskatteretten, så følger det af lovens forarbejder, jf. FT 2008-09, Tillæg A, side 282, at klage skal indgives til Landsskatteretten.

Det er derfor heller ikke korrekt, når A i replikken, jf. e-mail af 17. november 2014, tilsyneladende gør gældende, at klageordningen i § 17 er frivillig, idet han anfører, at klageadgangen ikke "skal" anvendes.

Lovgiver har således også i ordlyden understreget, at klageadgangen i § 17 skal anvendes, jf. herved også bestemmelsens sidste led "medmindre andet er bestemt i lovgivningen".

Idet A ikke har udnyttet den i medfør af gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, obligatoriske rekursadgang, kan han ikke nu få prøvet sine indsigelser ved domstolene, jf. herved skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Det følger således af fast retspraksis, jf. f.eks. SKM2009.173.HR , UfR 1995.265H og SKM2006.672.VLR , at en afgørelse truffet af en skattemyndighed først kan indbringes, og dermed prøves af domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området.

A's påstand, og de i stævningen anførte anbringender, indebærer, at retten under nærværende sag skal foretage en prøvelse af SKATs afgørelse om at foretage et udlæg hos A for samtlige krav, som det offentlige havde hos ham.

En prøvelse heraf indebærer imidlertid, at retten skal tage stilling til et spørgsmål, som ikke kan indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningsloven § 48, stk. 1, 1. pkt., sml. gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet Landsskatteretten ikke har behandlet sagen. Der skal derfor ske afvisning af sagen.

Det bestrides, at skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., er relevant. Spørgsmålet om udlæggets ugyldighed mv. er det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det har således ikke nogen sammenhæng med et andet spørgsmål, som Landsskatteretten har taget stilling til - der har jo heller ikke har været nogen sag for Landsskatteretten.

Ex tuto gøres det gældende, at det ikke er undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere. Det vil heller ikke medføre et uforholdsmæssigt retstab for A, at sagen afvises, jf. herved SKM2006.672.VLR , idet han ikke materielt har ret i sin påstand-, og hertil kommer endvidere, at det ikke er afklaret, om Landsskatteretten vil afvise at behandle en evt. klagesag.

2. Frifindelse

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at SKATs udlæg af 2. maj 2011 er gyldigt og foretaget med rette. SKAT kunne således foretage et udlæg for samtlige af de fordringer, som var sendt til inddrivelse hos SKAT.

Det følger af gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1, jf. lov nr. 1333 af 19. december 2008, at SKAT ved overdragelse af fordringer mv. til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden overtager kreditorbeføjelserne fra fordringshaveren. Af forarbejderne til gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1, jf. LFF 2008-2009.1.20, side 14, fremgår således:

"...

Efter bestemmelsen indtræder restanceinddrivelsesmyndigheden i samtlige rettigheder og forpligtigelser, der er knyttet til de enkelte fordringer mv., til brug for kravet afvikling. Det vil bl.a. sige, at de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen, eller andre kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det drejer sig bl.a. om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, ind-trædelsesret, indberetning til kreditoroplysningsbureauer, dækningsrækkefølge, indgivelse af konkursbegæring.

..."

Når SKAT i henhold til loven overtager kreditorbeføjelserne, og adgangen til samtlige af de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt, følger det naturligt, at SKAT kan og skal foretage ét udlæg for samtlige krav, uanset at kravene hidrører fra flere forskellige fordringshavere, jf. herved også Den juridiske vejledning, 2015-1, afsnit G,A.3.2.2.1.3.3.3, Inddrivelsesvejledningen 2011-1, afsnit G.3.8.4.

At SKAT kan foretage ét samlet udlæg for flere forskellige fordringer og fordringshavere følger således også af retspraksis, jf. herved UfR 2001.1705H, TfS 2000,234ØLR, SKM2005.550.ØLR og SKM2011.362.BR . Det følger endvidere forudsætningsvis af den af sagsøgeren påberåbte kendelse fra Østre Landsret, jf. bilag 1.

Sagsøgeren har heroverfor ikke godtgjort, at SKATs udlæg af 2. maj 2011 var ugyldigt, eller at de af sagsøgeren påberåbte forhold fører til udlæggets ugyldighed.

Landsrettens kendelse i SKM2013.266.ØLR , som der henvises til i stævningen, vedrørte også en helt anden situation, nemlig hvorvidt SKAT, som havde foretaget udlæg på vegne af et forsyningsselskab og en kommune, kunne indgive en samlet tvangsauktionsbegæring for begge krav.

Landretten udtalte sig således ikke i kendelsen om, at SKAT ikke var berettiget til at foretage et samlet udlæg for de to fordringshavere, men fandt derimod alene, at der ikke kunne indgives en samlet tvangsauktionsanmodning for begge fordringshavere. Kendelsen er derfor ikke relevant for nærværende sag:

Det følger således af ordlyden i retsplejelovens § 560, stk. 2, at tvangsauktionsbegæringer behandles i den rækkefølge, som de indgives til fogedretten. Bestemmelsen i § 560, stk. 2 indførte det såkaldte "ventelistesystem", jf. FT 1977-78, 1. samling, Tillæg A, sp. 2502 og 2512, og er baseret på betænkning nr. 800/1977.

Det følger bestemmelsens forarbejder, at en senere indgivet begæring ikke kan behandles før en tidligere begæring er bortfaldet. Heraf følger det således også, at to tvangsauktionsrekvirenter ikke kan "slå sig sammen" i én tvangsauktionsbegæring, idet der i så fald ville være tale om en omgåelse af ventelistesystemet i § 560, stk. 2. Det bestrides, at der gælder noget tilsvarende vedrørende foretagelse udlæg, og der er heller ikke grundlag for at opstille et sådant. Hertil kommer endvidere under alle omstændigheder, at SKAT i medfør af gældsinddrivelseslovens § 3 overtager kreditorbeføjelserne, jf. ovenfor.

For så vidt det i stævningen, side 1, sidste afsnit, anførte vedrørende de enkelte fordringer indbyrdes prioritetsstilling bemærkes, at det følger af princippet i retsplejelovens § 526, stk. 1, 2, pkt., at en eventuel indfrielse/indbetaling fordeles forholdsmæssigt, jf. betænkning nr. 634/1971, side 97, Niels M. Andersen m.fl. i "Kommenteret Retsplejelov", bind II, side 286 samt Micheal Kistrup m.fl. i "Fogedsager", side 531 og 534. Der er også i gældsinddrivelsesloven vedtaget en dækningsrækkefølge, jf. således § gældsinddrivelseslovens § 4. Sagsøgeren har imidlertid heller ikke anført, eller godtgjort, hvorfor dette skulle føre til, at SKATs udlæg er ugyldigt. Selv hvis sagsøgeren havde ret i sine betragtninger vedrørende prioritetsstilling mv. kan dette ikke føre til, at retspantet, dvs. udlægget, er ugyldigt.

[dele af afsnit mangler.red.SKAT]

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 1 træffer fogedretten afgørelse om indsigelser mod udlæg som fremsættes over for pante- eller toldfogeder. Sagsøgers indsigelser vedrører udlægget foretaget af pantefogeden den 2. maj 2011, hvorfor sagen skulle have været indbragt for fogedretten. Retten finder imidlertid, at spørgsmålet om kompetence er fremkommet under sagens gang og retten vælger derfor at færdigbehandle sagen, jf. retsplejelovens § 232, stk. 2.

Det lægges til grund, at sagsøger først er fremkommet med sine indsigelser mod udlægget ved indgivelsen af stævningen den 26. maj 2014. Indsigelser mod udlæg skal efter skatteinddrivelseslovens § 6 indgives inden 4 uger fra forretningens foretagelse. Oversiddes fristen, afviser fogedretten indsigelsen. Det fremgår ligeledes, at fogedretten undtagelsesvis indtil et år efter forretningen tillade at indsigelsen behandles.

Efter det foreliggende har sagsøger været bekendt med udlæggets foretagelse herunder, at det er et udlæg der er foretaget på vegne af flere kreditorer. Retten finder derfor, at der ikke foreligger undskyldende uvidenhed om det foretagne udlæg, og fristen for indsigelserne må derfor regnes fra tidspunktet for udlæggets foretagelse den 2. maj 2011. Sagsøgers indsigelse mod udlægget er derfor fremkommet for sent, hvorfor sagsøgtes afvisningspåstand allerede af den grund tages til følge.

Retten tiltræder endvidere sagsøgtes bemærkninger om, at såfremt indsigelsen angår den måde, hvorpå SKAT har håndteret inddrivelsen på, herunder at der er foretaget udlæg på vegne af flere kreditorer, kan dette spørgsmål ikke indbringes for domstolene, før den administrative rekurs er udnyttet. Sagen vil i så tilfælde også blive afvist jf. herved skatteforvaltningsloven § 48, stk. 1, 1. pkt., sml. gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt 60.000 kr. som et passende beløb til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagen afvises.

Sagsøger A skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagens omkostninger med 60.000 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.