Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - skat - negativt privatforbrug - gaver fra sønner

Sagen drejede sig om en skatteyder, der i 2011 ubestridt havde haft et negativt privatforbrug. Som følge heraf havde skattemyndighederne forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for 2011 skønsmæssigt.Skatteyderen gjorde under sagens behandling for domstolene gældende, at det negative privatforbrug var finansieret af gaver fra skatteyderens sønner. Subsidiært gjorde skatteyderen gældende, at sagen skulle hjemvises til SKAT til fornyet behandling, da det udøvede skøn hvilede på et forkert grundlag og medførte et åbenbart urimeligt resultat, blandt andet fordi skatteyderen havde kørt færre kilometer i sin bil end skønnet af skattemyndighederne.Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at skatteyderen havde modtaget gaver fra sine sønner. Landsretten lagde vægt på, at skatteyderens, skatteyderens mands og skatteyderens sønners forklaringer herom ikke var bestyrket af skriftlig dokumentation eller øvrige beviser. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst. Landsretten fandt heller ikke, at eventuelle mindre unøjagtigheder i skattemyndighedernes skøn gav tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte skønnet.Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom af 12. december 2014 (SKM2015.349.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Parter

A
(advokat Tobias Stenkær Albrechtsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Esben Lyshøj Jensen)

Afsagt af landsretsdommerne

Poul Hansen, Stig Glent-Madsen og Lisbeth Kjærgaard (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 12. december 2014 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 17-2021/2013).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A, BA og CA har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af DA.

A har supplerende forklaret, at hun fortsat bor i samme hus. BA og hun bor nu sammen. Hun har fået folkepension siden 2013, og hun får således ikke længere penge af DA og CA. Hendes sygdom påvirker hende meget, og hun har vanskeligt ved at klare de daglige gøremål. Hun fik konstateret KOL i 2002, og hun har kun ½ lungekapacitet. Hun havde en fuldmagt til bankboksen. Hun førte ikke en kassebog. DA og CA spurgte af og til, om hun havde penge nok. Hun tog penge i bankboksen, når hun havde brug for det - nok en gang om måneden. Hun ved ikke, hvorfor pengene ikke var sat ind på en konto. Hun hentede pengene i en boks på ...1 i F1-Bank. CA stod som ejer af bankboksen. Der var også en bankboks i F1-Bank på ...2, men den havde hun ikke adgang til. Det var ikke hele arven fra hendes mor, der lå i boksen på ...1. Det var CA, som fragtede pengene fra den ene boks til den anden. Han lagde løbende penge i boksen. Hun kunne godt tage omkring 30.000 kr. fra boksen - afhængigt af hvilket behov hun havde. Hun ved ikke, hvor mange penge BA gav hende i 2011.

BA har supplerende forklaret, at A og han bor sammen. Han har ikke drevet virksomhed i 2011. Han har været med A i bankboksen i F1-Banks hovedafdeling. Han så ikke, hvor mange penge, der lå i boksen, og han ved ikke, hvor mange penge A tog med. Han ved ikke, hvor mange penge A fik af ham i 2011, men det var ikke mange.

CA har supplerende forklaret, at han er uddannet smed og arbejder som lønmodtager. Han var nervøs over finanskrisen, og han og DA havde derfor en fælles bankboks i F1-Bank på ...2, hvor de lagde alle pengene fra arven. Det var vidnet, der formelt stod for boksen. Når hans mor ringede og havde brug for penge, lagde de løbende penge over i boksen på ...1. Både DA og han lagde pengene over. Hver gang var der tale om ca. 10.000 - 20.000 kr. De skiftedes til at give ens beløb. Det er muligt, at de et år hver har givet 50.000 - 60.000 kr. Ordningen startede i 2009 og fortsatte 3 eller 4 år. De har tidligere fået gaver af deres morfar, og derfor vidste de, at man måtte give 50.000 - 55.000 kr. skattefrit om året.

DA har forklaret, at han arbejder som servicetekniker. Han er uddannet VVS-montør og har altid været lønmodtager. Han arvede fra sin mormor i 2009. Han købte en båd og et hus og har også brugt penge til renovering. CA og han hævede arven, og alle pengene blev lagt i en fælles bankboks. Han husker ikke, hvor mange penge de lagde i boksen. Hans mor havde selv en bankboks, hvor de lagde penge i. Han har sammen med CA flyttet penge fra den ene boks til den anden. Det er muligt, at han har givet sin mor mere end 50.000 - 60.000 kr. på et år. Det er også muligt, at CA har givet mere. De startede nok med at lægge penge i boksen fra 2009 og fortsatte, indtil deres mor blev folkepensionist. Han boede hjemme uden at betale, til han blev 24 år. Det var derfor rimeligt, at han hjalp sin mor, når hun var i nød. Tidligere fik hun penge via hans fars virksomhed.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Vidnerne har et nært interessefællesskab med A, og der påhviler derfor A en skærpet bevisbyrde for de påståede kontante gaver. Denne bevisbyrde er ikke løftet ved A, hendes mand og børns forklaringer om gaverne, idet der, som anført i byrettens dom, ikke foreligger skriftlig dokumentation eller øvrige beviser for gaverne.

Eventuelle mindre unøjagtigheder i skattemyndighedernes skøn, herunder ved angivelsen af kørte kilometer, giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte skønnet.

Herefter, og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, tiltræder landsretten byrettens resultat. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og er inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a og skal betales inden 14 dage.