A.A.8.2.2.2 Ekstraordinær genoptagelse på borgers initiativ

Der findes ingen frister for, hvornår SKAT senest skal tage stilling til anmodningen om genoptagelse, eller for, hvornår der senest kan ske ansættelsesændring på baggrund af en eventuel genoptagelse.

Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises. Hvis det utvivlsomt skønnes, at en anmodning om genoptagelse udelukkende er ledsaget af oplysninger, der tidligere har dannet grundlag for sagen, vil SKAT efter omstændighederne kunne undlade at træffe en ny afgørelse. SKAT skal i stedet henvise til den tidligere trufne afgørelse og klagevejledningen heri.

SKAT har kompetencen til at træffe afgørelse om ordinær genoptagelse og anmodningen skal indgives til SKAT. SKAT har ikke kompetence til at træffe afgørelse, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har taget stilling til sagen. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 2.

Hvis en anmodning om genoptagelse fremsendes til den forkerte myndighed inden fristen, er myndigheden forpligtet til at videresende anmodningen til den kompetente myndighed. En anmodning, der er fremsendt til en forkert myndighed inden fristen, anses for rettidig, selvom den først er fremme ved rette myndighed efter fristens udløb. Se FVL § 7, stk. 1.

Det er en betingelse for både ordinær og ekstraordinær genoptagelse, at anmodningen indeholder oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan sandsynliggøre, at en genoptagelse vil medføre en ændret ansættelse. Se bl.a. SKM2015.433.BR og SKM2015.578.BR