A.A.8.2.2.2.3 Formueretlig forældelse

Dette afsnit handler om, hvordan ekstraordinære genoptagelser begrænses af en 10-årig forældelsesfrist for det krav, der opstår som en følge af genoptagelsen. Den 10-årige forældelsesfrist er beskrevet i A.A.9 om forældelse af skattekrav.

Afsnittet indeholder:

10-års fristen for krav afledt af en ekstraordinær ændring

Muligheden for at gennemføre ekstraordinære genoptagelser af indkomst- og ejendomsværdiskat er betinget af, at betingelserne i SFL § 27 er opfyldt.

Derudover er det en betingelse, at det afledte krav, der opstår som følge af genoptagelsen, ikke er forældet efter 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4. Se SKM2016.183.LSR.

Dette gælder uanset om det afledte krav er en følge af en ansættelsesændring på SKATs initiativ eller er en følge af, at en borger har anmodet om genoptagelse.

Beregningen af 10-års fristen er forskellig efter, om der er tale om SKATs krav mod en borger eller om en borgers krav mod SKAT.

Beregning af 10-års fristen for SKAT

For SKATs krav mod en borger, som følge af, at SKAT ekstraordinært har forhøjet en ansættelse, gælder, at 10-års fristen for det afledte krav regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af skat for det pågældende indkomstår, med tillæg af løbedage.

10-års fristen kan ikke suspenderes, men bliver afbrudt ved SKATs varsling af forslaget til ansættelsesændring. Når sådan varsling er sket inden udløbet af 10-års fristen, indtræder forældelse af det afledte krav tidligst et år efter, at SKAT har givet meddelelse om afgørelsen om ansættelsesændring. Se SFL § 34 a, stk. 2.

Se A.A.9.6.

Se SKM2015.607.SKAT

Beregning af 10-års fristen for borgerne

Når en borger beder om ekstraordinær genoptagelse, er udgangspunktet, at 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4, for det afledte krav løber fra det tidspunkt, hvor skatten er endelig opgjort og indbetalt til SKAT.

Betingelsen om, at skatten skal være endelig opgjort får især betydning for tilbagebetaling af skat, der er foreløbigt indbetalt til SKAT i tilknytning til den oprindelige ansættelse for det pågældende indkomstår. Forfaldstidspunktet for 10-års fristen for tilbagebetaling af skat indtræder tidligst på det seneste tidspunkt for udbetaling af overskydende skat for det pågældende indkomstår.

Er der derimod tale om skat, der er indbetalt efter den seneste dato for udbetaling af overskydende skat, løber 10-års fristen for et krav fra det tidspunkt, hvor skatten er indbetalt til SKAT.

10-års fristen kan ikke suspenderes, men bliver afbrudt ved indgivelse af anmodning om ekstraordinær genoptagelse. Når en anmodning er indgivet, indtræder forældelse tidligst et år efter at SKAT har givet meddelelse om afgørelsen i genoptagelsessagen. Se FORÆL § 21, stk. 2 og SFL § 34 a, stk. 2.

Hvis SKAT efter underkendelse af hidtidig praksis udsender en genoptagelsesmeddelelse, bliver den 10-årige forældelsesfrist for krav på tilbagebetaling af skat "fastfrosset" på tidspunktet for den underkendende afgørelse, således at der ikke indtræder forældelse, hvis anmodningen om genoptagelse i øvrigt fremsættes rettidigt. Se A.A.8.2.2.1.2.7.

Se A.A.9.6.

Se SKM2015.607.SKAT

Overgangsregler i tiden frem til 1. januar 2011

10 års fristen i SFL § 34 a, stk. 4, gælder også for krav stiftet inden lovens ikrafttrædelsestidspunkt d. 1. januar 2008, medmindre kravet allerede da var forældet efter de tidligere gældende forældelsesregler. Se § 48 i lov nr. 523 af 6. juni 2007 om følgeændringer til FORÆL.

I tiden frem til 1. januar 2011 gælder dog følgende for så vidt angår krav, der var stiftet inden d. 1. januar 2008 og ikke var forældede på dette tidspunkt: Et sådant krav vil tidligst forælde d. 1. januar 2011, medmindre kravet inden dette tidspunkt er forældet efter såvel de gældende som de tidligere gældende forældelsesregler.

For krav afledt af en ekstraordinær ansættelsesændring var de tidligere forældelsesregler, at der gjaldt der en 20-årig forældelsesfrist for krav afledt af SFL § 27, stk. 1, nr. 4, 7 og 8. Denne frist løb fra kravets stiftelsestidspunkt, og fristen kunne ikke suspenderes som følge af kreditors uvidenhed/ukendskab til kravet

For de øvrige afledte krav i SFL § 27, stk. 1, dvs. stk. 1, nr. 1,2,3,5 og 6 gjaldt 1908-lovens 5-års frist, der løb fra kravets forfaldstidspunkt og kunne suspenderes, hvis kreditor var i utilregnelig uvidenhed om kravet.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2016.183.LSR

Afslag på genoptagelse, da det afledte krav var forældet, jf. SFL § 34 a, stk. 4.

SKAT Meddelelser

SKM2015.607.SKAT

Forældelse af skattekrav