Dette afsnit handler om fristforlængelse
Afsnittet indeholder:
Hvis det har betydning for borgerens mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal SKAT imødekomme en anmodning om en rimelig fristforlængelse. Se SFL § 26, stk. 1, 4. pkt.
Ved stillingtagen til, om fristforlængelse skal imødekommes, skal der foretages en konkret vurdering af sagens kompleksitet og karakteren af de oplysninger, der kan forventes fremlagt, sammenholdt med begrundelsen for, at oplysningerne ikke kunne fremskaffes før fristens udløb.
Landsskatteretten har i en sag taget stilling til betydningen af fristforlængelse. En kommune havde imødekommet en anmodning om udsættelse af ansættelsesfristen til 1. oktober. Indsigelser fra borgeren indgik til kommunen få dage inden den 1. oktober, og kommunen havde derfor få dage til at foretage ansættelsen. Kommunen foretog ansættelsen den 25. oktober. Landsskatteretten fastslog, at ansættelsen var ugyldig, da den skulle være foretaget senest den 1. oktober. Se SKM2002.584.LSR.
Det centrale i bestemmelsen er, at fristforlængelse gives med det formål, at borgeren får bedre tid til at varetage sine interesser. Dette fremgår af bemærkningerne til den tidligere og næsten enslydende bestemmelse i SSL.
Bestemmelsen administreres lempeligt i praksis. Borgeren vil normalt få fristforlængelse, hvis det vurderes at have betydning for muligheden for at fremskaffe nye oplysninger i sagen.
Det skal kunne dokumenteres, at det er borgeren, der har taget initiativet til, at ansættelsesfristen forlænges. Det er fx ikke tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at der er aftalt indsendelse af yderligere materiale kort før ansættelsesfristens udløb, hvis det ikke kan dokumenteres, at der er anmodet om forlængelse af fristen.
Østre Landsret har i en sag anset en ansættelse for ugyldig, da en aftale om indsendelse af yderligere materiale, ikke kunne anses for en anmodning om yderligere udsættelse af fristen for skatteansættelse. Der havde før et møde med SKAT 17. august været en række udsættelser af borgerens frist for at fremsætte bemærkninger. På mødet 17. august blev det aftalt, at der skulle fremsendes yderligere materiale. Uanset, at der var kort tid til ansættelsesfristens udløb, kunne denne aftale ikke anses for en anmodning om yderligere fristforlængelse. Der blev henvist til, at det af motiverne til SSL § 35, stk. 1, fremgår, at en aftale om udskydelse af fristen for skatteansættelse har til formål at give borgeren bedre tid til at varetage sine interesser. Se SKM2007.50.ØLR.
Østre Landsret anså efter omstændighederne en advokats anmodning om et møde med SKAT, der grundet advokatens forhold først kunne gennemføres efter den 1. august i det 4. år, for en anmodning om undsættelse af anmodningsfristen. Se SKM2010.131.ØLR.
SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet til afholdelse efter udløbet af ændringsfristen implicit lå en anmodning om fristforlængelse i medfør af SFL § 31, stk. 1, 4. pkt. Se SKM2013.281.BR.
Fristforlængelse giver ofte anledning til problemer i praksis. Det skyldes, at fristforlængelsen sker efter ønske fra borgeren, der således skal nå at fremskaffe yderligere oplysninger inden den forlængede frists udløb. SKAT skal samtidig nå at modtage og indarbejde oplysningerne i ansættelsen, inden for samme forlængede frist. Der er ikke noget krav om, at oplysningerne skal fremsendes i så god tid, at SKAT har en passende tid til bearbejdning af oplysningerne.
For at forebygge usikkerhed om forlængelse af en ansættelsesfrist kan der i disse situationer fastsættes et præcist tidspunkt for, hvornår ansættelsen skal foretages. Dernæst kan der fastsættes et forudgående tidspunkt for, hvornår borgerens eventuelle bemærkninger senest skal være modtaget hos SKAT, så SKAT har mulighed for at indarbejde bemærkningerne.
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme | ||
Advokatens anmodning om møde efter ansættelsesfristens udløb ansås for en anmodning om udsættelse af ansættelsesfristen. | ||
Aftale om indsendelse af yderligere materiale ansås ikke for en anmodning om udsættelse. Ugyldig ansættelse. | ||
Byretsdomme | ||
Ved brev af 24. oktober 2008 varslede SKAT rettidigt en forhøjelse af H1 A/S´ momstilsvar for september 2005 med 1.862.500,- kr. I brev af 21. november 2008 fremkom revisor med indsigelser mod den varslede forhøjelse og anførte afslutningsvis, at revisor ville have et møde med SKAT, "inden der træffes afgørelse", hvis de skriftlige indsigelser ikke var tilstrækkelige til, at SKAT gav selskabet medhold. Den 13. januar 2009 aftalte SKAT telefonisk et møde med revisor til afholdelse den 26. januar 2009 - dagen efter udløbet af ændringsfristen den 25. januar 2009. SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet til afholdelse efter udløbet af ændringsfristen implicit lå en anmodning om fristforlængelse i medfør af SFL § 31, stk. 1, 4. pkt. Retten gav derfor H1 A/S medhold i, at ændringen foretaget den 9. februar 2009 ikke var rettidig. | ||
Landsskatteretskendelser | ||
Anmodning om udsættelse af ansættelsesfristen var imødekommet. Krav om indsendelse af materiale og foretagelse af ansættelsen inden udløb af fornyet frist. Ugyldig ansættelse, da foretaget efter ny frist. |