E.A.4.3.10.7 Overgangsbestemmelser - Registrerede virksomheders overførsel af oplysninger om elafgiftsforhold til Energinet.dk

Dette afsnit beskriver reglerne for registrerede virksomheders overførsel af oplysninger om elafgiftsforhold til Energinet.dk i forbindelse med engrosmodellens ikrafttræden.

Registrerede virksomheder skal overføre oplysninger om afgiftsforhold for ethvert aftagenummer til Energinet.dk inden den 1. april 2016.

Overførslen af oplysninger omfatter dermed både kunder med særlige afgiftsforhold og andre kunder, som har almindelige afgiftsforhold.

Overførslen sker efter anvisninger af Energinet.dk.

Gør et særligt afgiftsforhold sig gældende for et aftagenummer, skal det fremgå af oplysningerne til Energinet.dk. Indtræder der derefter ændringer i et særligt afgiftsforhold for et aftagenummer inden den 1. april 2016, skal den registrerede virksomhed straks meddele Energinet.dk nærmere oplysning om ændringen.

Se § 15, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1083 af 7. september 2015.

Er et særligt afgiftsforhold for et aftagenummer ikke registreret i datahubben den 1. april 2016, og en sådan registrering kunne foreligge den 1. april 2016, skal afgiftsgrundlaget i datahubben for aftagenummeret reguleres svarende til, at registreringen af det særlige afgiftsforhold for aftagenummeret forelå i datahubben den 1. april 2016.

Se § 15, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1083 af 7. september 2015.

Se også

Se også § 4 i bekendtgørelse nr. 1083 af 7. september 2015 om dokumentation af elafgiftsforhold og om registrerede virksomheders overførsel af oplysninger om elafgiftsforhold til Energinet.dk