Dokumentets metadata

Ejendomsvurdering - ekstraordinær genoptagelse

Der var klaget over 2006-vurderingen, og ved afgørelse af 1. november 2007 blev der truffet afgørelse om nedsættelse af vurderingen for 2006 med 20%. Med henvisning til denne afgørelse anmodede appellanterne i 2010 om forelæggelse for Skatterådet med henblik på nedsættelse af vurderingen for 2001 og 2002.Landsretten var enig i byrettens resultat om frifindelse af Skatteministeriet og byrettens begrundelse herfor.Byretten havde tiltrådt, at der anlægges en restriktiv fortolkning af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3. Den særlige betydning af 2001- og 2002-vurderingen for grundejerens fremtidige skattebetalinger fandtes at burde inddrages i det samlede skøn. En skønsmæssig fejl eller afvigelse på omkring 20% var dog ikke, selv om afvigelsen kunne få betydning for fremtidige skattebetalinger, i sig selv et så væsentligt forhold, at det alene kunne begrunde ekstraordiner genoptagelse.

Parter

CA
(v/ adv. Stine Larnæs)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

og

A og BA
(v/ adv. Stine Larnæs)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af Landsdommer

Thomas Lohse, Jan Uffe Rasmussen og Benedikte Holberg

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens domme af 11. januar 2013 (BS 152-1470/2012 og BS 152-1471/2012) er anket af CA respektive A og BA med følgende påstande som for byretten:

B-369-13

SKAT tilpligtes at genoptage ejendomsvurderingerne for 2001 og 2002 for grunden beliggende ...4, ...2, matr. nr. ...5, subsidiært at den ændrede ansættelse af ejendomsvurderingerne for 2001 og 2002 alene skal tillægges betydning for skatteåret 2011 og frem.

B-370-13

SKAT tilpligtes at genoptage ejendomsvurderingerne for 2001 og 2002 for grunden beliggende ...1, ...2, matr. nr. ...3, subsidiært at den ændrede ansættelse af ejendomsvurderingerne for 2001 og 2002 alene skal tillægges betydning for skatteåret 2011 og frem.

Indstævnte, Skatteministeriet, har i begge sager påstået stadfæstelse.

Sagerne har været forhandlet i forbindelse med hinanden, jf. retsplejelovens § 254, stk. 1, 1. pkt.

Supplerende sagsfremstilling

Der har for landsretten været fremlagt afgørelse af 11. september 2015 fra vurderingsanke­nævnet vedrørende ...1, ...2.

Der er ikke for landsretten afgivet forklaringer.

Procedure

Appellanterne har i påstandsdokumenter af 14. januar 2016 i begge sager anført nedennævnte anbringender og under proceduren uddybet disse.

"...

SKAT har i 2006 givet et nedslag i ejendomsvurderingen som følge af grundens uhensigtsmæssige form og indretning. Dette er forhold, der også gælder 2001 og 2002 vurderingen, som derfor er notorisk fejlbehæftede. Dette bestrides så vidt vides ikke af SKAT. Såfremt 2001 og 2002 vurderingerne ikke ændres, vil der løbende og fremadrettet opkræves skat på baggrund af et grundlag, som er notorisk fejlbehæftet.

SKAT er forpligtet til at genoptage 2001 og 2002 vurderingerne, idet vurderingerne har betydning for løbende og fremtidige skattebetalinger. Klager og løbende fremtidige skattebetalinger kan ikke afskæres.

Den udviklede praksis for vurderingen af, hvornår ejendomsvurderinger uden for ordinær genoptagelse skal genoptage finder ikke anvendelse i denne sag, idet 2001 og 2002 vurderingerne har betydning for fremtidige skattebetalinger. Hvor ældre allerede betalte skatter ikke altid kan kræves tilbage, uanset at de er forkerte, så skal grundlaget for fremtidige skattebetalinger altid være korrekt.

Uanset om man måtte mene, at genoptagelsen skal vurderes ud fra den praksis, der er udviklet omkring genoptagelse af ejendomsvurderinger uden for ordinær genoptagelse, så er genoptagelsen også hjemlet i denne praksis. Det gøres i den forbindelse gældende, at behovet for genoptagelse vedrører et væsentligt beløb, og at der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, idet genoptagelsen er nødvendig for at sikre, at fremtidige skattebetalinger sker på et korrekt grundlag.

Det strider mod almindelige skatteretlige principper, at løbende fremtidige skattebetalinger skal opkræves på et notorisk forkert grundlag.

Den periode, som er forløbet mellem SKATs afgørelse i 2006 og klagen over 2001 og 2002 vurderingen kan ikke tillægges betydning. Dette er allerede en følge af, at klagen vedrører grundlaget for fremtidige skattebetalinger. Herudover var appellanten ikke opmærksom på, at SKATs afgørelse i 2006 ville være uden betydning for fremtidige skattebetalinger, og SKAT har ikke gjort opmærksom på dette forhold i afgørelsen fra 2006. Der er tale om en kompleks sammenhæng med skattestoppet, som appellanten ikke burde være opmærksom på. I det omfang der lægges vægt på dette, vil retsstillingen være den, at en fremtidig ejer af grunden kan klage over 2001 og 2002 vurderingen, men at appellanten afskæres fra at gøre det samme, hvilket er uholdbart.

Appellanten har en åbenbar retlig interesse i genoptagelsen af 2002 (red. SKAT 2001) og 2002 vurderingerne, idet disse vurderinger har betydning for fremtidige skattebetalinger.

Der er ingen anledning til at beskæftige sig med eventuel forældelse af hypotetiske krav om tilbagebetaling af grundskyld i perioden frem til 2005, idet der i sagen ikke er nedlagt påstand om tilbagebetaling af grundskyld for disse Sagen vedrører som nævnt den aktuelle og fremtidige betaling af ej ejendomsværdiskat og grundskyld.

Indstævnte gør gældende, at forældelse af tilbagebetalingskrav vedrørende indkomstårene 2001 og 2002 skulle forhindre, at der kan ske genoptagelse af ejendomsvurderingerne for 2001 og 2002, idet der henvises til TfS 2000.744.H. Igen baserer dette sig på den helt grundlæggende misforståelse, at sagen skulle vedrøre tilbagesøgning af skatter betalt i 2001 og 2002. Dette er ikke tilfældet, idet sagerne som nævnt vedrører grundlaget for den aktuelle og fremtidige opkrævning af ejendomsværdiskat og grundskyld.

..."

Indstævnte har i påstandsdokumenter af 13. januar 2016 i begge sager anført nedennævnte anbringender.

"...

Det gøres overordnet gældende, at appellanterne ikke har krav på ekstraordiner genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens dagældende § 33, stk. 3.

I skatteforvaltningslovens daggældende § 33, stk. 3, der angår genoptagelse udenfor den ordinære genoptagelsesfrist, fastslås følgende:

"...

stk. 3. Skatterådet kan efter forelæggelse af told- og skatteforvaltningen, jf. § 2, stk. 2, foretage eller ændre en vurdering af en fast ejendom efter udløbet af fristerne i stk. 1 og 2. Skatterådet kan bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved beregningen af indkomstskat, ejendomsværdiskat og kommunal ejendomsskat.

..."

Bestemmelsen er ifølge forarbejderne en videreførelse af den tidligere § 19, stk. 1, i skattestyrelsesloven.

Bedømmelsen af, om der skal ske ekstraordinær genoptagelse beror på et for­valtningsretligt skøn, jf. bl.a. UfR 2006.1085 H (SKM 2006.142 H). Ejen­dommens ejer har ikke et retskrav på genoptagelse.

I Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit A,A.8.4.3, fremgår bl.a. følgende om ekstraordinær genoptagelse efter de dagældende regler:

"...

Der skal være vægtige grunde til genoptagelsen. Det kan være tilfældet, hvis ejeren har været afskåret fra at klage tidligere fx på grund af undskyldelig uvidenhed om fejlen, manglende mulighed for at gennemskue fejlen eller ejer har været vildledt, så han ikke har benyttet sin klagemulighed til tiden.

Ved bedømmelsen af, hvilke sager, der skal forelægges for Skatterådet, foretager SKAT en samlet individuel vurdering af forholdene.

Ved SKATs praksis lægges der blandt andet vægt på, om der er tale om objektive fejl i vurderingerne og/eller myndighedsfejl, at ændringerne er væsentlige og/eller der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt.

Der kan forekomme tilfælde, hvor fejlen ved vurderingen ikke beror på objektive fejl eller myndighedsfejl, men vedrører vurderingsskønnet. Som eksempel kan nævnes at der er anlagt et forkert niveau for en større eller mindre gruppe af ejendomme eller en fejlagtig bedømmelse af individuelle forhold.

Der kan ikke gives noget eksakt mål for, hvornår en ændring er væsentlig. Hvor det drejer sig om objektive fejl/myndighedsfejl, vil ændringer på mindre end 10-15% af vurderingen som oftest blive betragtet som uvæsentlige. I forbindelse med vurderingsskønnet må der forventes ændringer på mindst 30-35%, for de betragtes som væsentlige. I væsentlighedskriteriet indgår ikke alene beløbsmæssige ændringer. Er der behov for ændring af et større antal ejendomme, vil dette i sig selv kunne betragtes som væsentligt. Det forekommer for eksempel, når alle eller de fleste af ejendommene i en hel udstykning ændres.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at beløbsmæssig væsentlighed ikke kan stå alene som begrundelse for ekstraordinær genoptagelse.

..."

Det gøres gældende, at Landsskatterettens afgørelse om ikke at imødekomme genoptagelsesanmodningen er baseret på relevante og saglige hensyn, og at der derfor ikke er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen.

Det gøres herved gældende, at der ikke har været tale om myndighedsfejl eller objektive fejl i forbindelse med foretagelsen af de ældre vurderinger. Det grundværdisystem, SKAT benyttede ved vurderingen, indeholder ikke oplysninger om grundenes særlige form, jf. Vurderingsvejledningen, afsnit C.2, og SKAT har således ikke overset tilgængelige oplysninger. Om og i givet fald i hvilket omfang en grunds uhensigtsmæssige form, terræn m.v. skal medføre et nedslag i grundværdien, beror endvidere på en konkret bedømmelse af individuelle forhold.

En nedsættelse af grundværdien for de omtvistede år svarende til det nedslag, der blev indrømmet ved afgørelsen vedrørende vurderingen for 2006 indebærer heller ikke en væsentlig ændring, hvorved bemærkes, at det nedslag, der blev indrømmet ved 2006-vurderingen, udgjorde 20%. Bedømmelsen af, om der foreligger en væsentlig ændring, afhænger af forskellen mellem den oprindelige faktiske grundværdiansættelse og den ændrede faktiske ansættelse og beregningen af den beløbsmæssige væsentlighed er derfor uafhængig af den særlige betydning, som vurderingen har for fremtidige skattebetalinger på grund af skatteloftet.

Bedømmelsen af, om der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse beror i øvrigt også på en samlet vurdering, hvorfor beløbsmæssig væsentlighed ikke alene kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Skatteministeriet bestrider ikke, at vurderingens betydning for fremtidige skattebetalinger må anses for et særligt forhold, der kan indgå i den samlede bedømmelse af, om der skal ske ekstraordinær genoptagelse.

...

Det gøres yderligere gældende, at det ved den konkrete bedømmelse af den omtvistede vurderings særlige betydning må tages hensyn til, at der var indtrådt formueretlig forældelse af de i årene til og med 2005 betalte ejendomsskatter, inden genoptagelsesbegæringen blev indgivet den 25. august 2010, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, sammenholdt med § 30.

Såfremt det afledte tilbagebetalingskrav er formueretligt forældet, er myndig­hederne berettiget til at nægte genoptagelse, jf. UfR 2000.2444 H.

En nedsættelse af den omberegnede grundværdi ved 2002-vurderingen vil i nærværende sag også have betydning for ikke-forældede skattekrav på grund af skatteloftet. Selv om de formueretligt forældede skattekrav derfor ikke forhindrer en genoptagelse, medfører forældelsen en reduktion af forskellen mellem den i årene frem til 2010 faktisk betalte grundskyld og den grundskyld, der skulle have været betalt ved en nedsættelse af den omberegnede grundværdi. Dette må indgå i bedømmelsen of vurderingens særlige betydning for skattebetalingerne.

..."

Indstævnte har i B-369-13 yderligere anført:

"...

Som fastslået af byretten, medfører inddragelse af dette forhold vurderingens betydning for fremtidige skattebetalinger imidlertid ikke, at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse i nærværende tilfælde, hvor der ikke foreligger myndighedsfejl, og hvor ændringen ikke er væsentlig. Der henvises i den forbindelse også til, at de forhold, der begrundede SKATs afgørelse vedrørende 2006-vurderingen, har været til stede i hele appellantens ejerperiode, hvortil kommer, at anmodningen om ekstraordinær genoptagelse først blev fremsat i august 2010, knap 3 år efter SKATs afgørelse af 1. november 2007 om nedsættelse af grundværdien.

..."

Indstævnte har i B-370-13 yderligere anført:

"...

Som fastslået af byretten, medfører inddragelse af dette forhold vurderingens betydning for fremtidige skattebetalinger imidlertid ikke, at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse i nærværende tilfælde, hvor der ikke foreligger myndighedsfejl, og hvor ændringen ikke er væsentlig. Der henvises i den forbindelse også til, at de forhold, der begrundede SKATs afgørelse vedrørende 2006-vurderingen, har været til stede i hele appellantens ejerperiode. Som ligeledes fastslået af byretten, jf. dommen side 10, 3. afsnit, er der ikke hensyn, der tilsiger, at appellanterne skal have en videregående adgang til ekstraordinær genoptagelse end den tidligere ejer.

Appellanterne må tværtimod på grund af manglende retlig interesse være afskåret fra genoptagelse. Der henvises herved til, at appellanterne erhvervede ejendommen i 2009, og at appellanterne derfor ikke tidligere har betalt de af vurderingen afledte skatter.

..."

Indstævnte har under proceduren uddybet disse anbringender.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Det for landsretten særligt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens domme.

CA skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr., og A og BA skal for landsretten in solidum til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 20.000 kr. Beløbene omfatter udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbene er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, varighed og betydning.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens domme stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal CA betale 20.000 kr. til Skatteministeriet, og A og BA skal for landsretten in solidum til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 20.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.