Dokumentets dato: | 27-04-2016 |
Offentliggjort: | 27-04-2016 |
SKM-nr: | SKM2016.171.SKAT |
Journalnr.: | 15-3223598 |
Referencer.: | Virksomhedsskatteloven |
Dokumenttype: | Styresignal |
Genoptagelse som følge af praksisændring vedrørende sikkerhedsstillelse for gæld uden for virksomhedsordningen med aktiver i virksomhedsordningen
Genoptagelse som følge af praksisændring vedrørende sikkerhedsstillelse for gæld uden for virksomhedsordningen med aktiver i virksomhedsordningen
1. Sammenfatning
I styresignalet beskrives ændring af praksis vedrørende sikkerhedsstillelser for gæld uden for virksomhedsordningen med aktiver i virksomhedsordningen. I styresignalet fastsættes også en frist for genoptagelse.
Baggrunden for styresignalet er Skatterådets bindende svar i SKM2015.745.SR .
2. Underkendt praksis
Det fremgår af Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.C.5.2.10 , at "Beløbet til beskatning efter denne regel anses for overført uden for den almindelige hæverækkefølge".
3. Baggrunden for ændring af praksis
Skatterådet har i det bindende svar SKM2015.745.SR ikke fundet, at ordlyden af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, er tilstrækkelig klar til at udgøre en selvstændig beskatningshjemmel. Skatterådet fandt derimod, at den mest naturlige forståelse af ordlyden af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, er, at den deri nævnte overførsel skal anses for foretaget i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens § 5.
4. Ny praksis
Det følger af SKM2015.745.SR , at hvis der stilles sikkerhed for gæld uden for virksomhedsordningen med aktiver i virksomhedsordningen, anses det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, for en overførsel i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens § 5. Der bortses fra sikkerhedsstillelser, der er undtaget efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7-9.
Det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse skal således ikke beskattes direkte, men anses for en hævning i hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5.
Konsekvenserne heraf afhænger af den enkelte skatteyders forhold. Hævningen vil betyde, at
Der er tale om en fiktiv hævning. Der følger ikke penge med denne transaktion. Dette betyder, at overførslen ikke kan bogføres som hensat til senere hævning, men bogføres som en kapitalbevægelse under egenkapitalen.
5. Genoptagelse
Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, blev indført ved lov nr. 992 af 16. september 2014. Sikkerhedsstillelser for gæld uden for virksomhedsordningen med aktiver i virksomhedsordningen, er omfattet af loven, hvis de foretages efter 10. juni 2014.
Skattepligtige, der er blevet beskattet af sikkerhedsstillelser udenom hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5, kan anmode om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26.
Genoptagelsen vil umiddelbart medføre reduktion af den personlige indkomst, da overførslen efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, ikke længere anses for skattepligtig.
Overførslerne efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, omfattes i stedet af virksomhedsskattelovens § 5, se virkningerne heraf i punkt 4. Genoptagelsen kan derfor medføre et behov for omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30. Der kan således være behov for at mindske et beløb, der er hensat til senere hævning, jf. virksomhedsskattelovens § 4 og § 10, stk. 1, eller forøge hævninger fra mellemregningskontoen, jf. virksomhedsskattelovens § 4 a. Hverken hensættelsen til senere hævning eller mellemregningskontoen kan dog blive negative.
Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan der ske ordinær genoptagelse af en skatteansættelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår, hvori en sikkerhedsstillelse er behandlet efter den underkendte praksis.
Da de indkomstår, der kan genoptages i medfør af SKM2015.745.SR , er omfattet af den ordinære ligningsfrist, finder skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, om praksisændring ikke anvendelse.
6. Anmodning om genoptagelse
Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT, enten elektronisk via SKAT.dk eller fysisk til SKAT, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr., eller cpr.nr., og være vedlagt en oversigt over ændringer i skatteansættelsen.
7. Gyldighed
Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2016-2, afsnit C.C.5.2.10 .
Efter udgivelsen af Den juridiske vejledning 2016-2 er styresignalet ophævet.