Dokumentets metadata

Skønsmæssig forhøjelse - negativt privatforbrug - bidrag fra nærtstående

Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT var berettiget til skønsmæssigt at forhøje sagsøgerens indkomst for indkomstårene 2009, 2010 og 2011, som følge af et negativt privatforbrug.Byretten havde fundet, at appellanten og samleveren ikke alene ved deres forklaringer om, at de i fællesskab havde afholdt udgifter til den fælles husholdning, herunder at samleveren ved kontantbetalinger hidrørende fra sit selvstændige erhverv havde afholdt forskellige udgifter til husstanden, havde løftet bevisbyrden for, at samleveren havde bidraget til privatforbruget. Byretten havde også fundet, at appellanten ikke havde ført tilstrækkelig bevis for, at hendes far, der efter det oplyste havde boet hos sagsøgeren i en periode, havde bidraget til husstandens udgifter. Byretten havde på den baggrund fundet, at forhøjelserne var berettiget.For landsretten gjorde appellanten de samme synspunkter gældende som for byretten, herunder at hun var almindelig lønmodtager, og at hun derfor ikke skulle underlægges den samme bevisvurdering som bogføringspligtige.Landsretten fandt på baggrund af bevisførelsen, herunder de negative privatforbrugsberegninger, at appellanten havde haft indtægter, som ikke var selvangivet. SKAT havde derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse. Det påhvilede herefter appellanten at godtgøre, at SKATs skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag. Af de grunde som byretten havde anført, fandt landsretten endvidere, at appellanten ikke havde løftet denne bevisbyrde.Landsretten fandt endeligt, at appellanten havde handlet groft uagtsomt i forbindelse med hendes selvangivelser, hvorfor også forhøjelsen af indkomståret 2009 var berettiget.Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2015.548.BR).

Parter

A
(advokat Henrik Hougaard, Aarhus)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Tim Holmager, København)

Afsagt af Landsdommerne

Chr. Bache, Henrik Twilhøj og Jeanette Bro Fejring (kst.)

Byretten har den 9. juni 2015 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 6-873/2014) (SKM2015.548.BR ).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A og BA har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret, at beløbet på 110.000 kr. fra salget af Passaten blev opbevaret i en bankboks og i hendes hjem. Pengene blev ikke sat ind på en bankkonto. Det var BAs penge. BA lånte penge af hende, fordi han ikke brugte en bank. Hun fik pengene igen, når BA fik indtægter fra arbejde og salg af antikviteter. Hun havde rimelig styr på, hvor mange penge han lånte af hende. Hendes plejemoder havde været guldsmed og havde mange smykker. Hun arvede mange af smykkerne, som hun opbevarede i sin boks. Der var meget guld i smykkerne. Hendes fader betalte som regel for pigernes skole for at bo hos hende. Han betalte med kontanter. BA bidrog ved at betale halvdelen af udgifterne til mad mv. og nogle gange mere.

BA har supplerende forklaret, at han mener, at de delte provenuet fra hushandlen. Det var ham, der skulle bruge Passaten. A stod som ejer, fordi han ikke kan eje noget. Da han solgte bilen, opbevarede han pengene hos A. Han gemte nogen af pengene i sin datters strømpe. Han fik sin andel af pengene fra hushandlen ad flere gange. De penge, som han lånte af A, fik hun hurtigt igen. Det var kortfristede lån på nogle uger. Han skrev ikke noget ned, men vidste godt, hvad han havde lånt. Han betalte for at bo hos A. Han mener ikke, at han tidligere har forklaret, at han beholdt pengene fra salget af Passaten.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det må efter bevisførelsen, herunder SKATs privatforbrugsberegning, der viser et betydeligt negativt forbrug, lægges til grund, at A i de omhandlede indkomstår har haft indtægter, som hun ikke har selvangivet. SKAT har derfor været berettiget til at foretage skønsmæssige forhøjelser af As skattepligtige indtægter. Det påhviler herefter A at godtgøre, at SKATs skønsmæssige ansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at A ikke har løftet den anførte bevisbyrde, herunder ved at godtgøre, at hun i de omhandlede indkomstår har anvendt væsentlige skattefrie beløb til dækning af sit privatforbrug.

Da A har handlet groft uagtsomt ved sine selvangivelser, har også forhøjelsen i 2009 været berettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr. inklusive moms til udgifter til advokatbistand. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter