Dokumentets metadata

Dokumentets dato:26-04-2016
Offentliggjort:11-05-2016
SKM-nr:SKM2016.202.SR
Journalnr.:16-0231630
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Udførsel som rejsegods af rejsende med bopæl i Norge

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger kan sælge sine varer (øl, vin, cigaretter, slik m.m.) uden moms efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, til privatpersoner bosiddende i Norge, som selv tager varerne med til Norge. Fritagelsen er bl.a. betinget af, at salgsprisen for den enkelte vare overstiger 1.200 kr. inkl. moms. Spørger vil derfor ikke kunne opfylde betingelserne for at sælge varerne uden moms.


Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at Spørger kan sælge sine varer uden moms efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, såfremt kunden (privatperson bosiddende uden for EU) tager varerne med ud af EU?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan det i så fald bekræftes, at Spørger kan anvende kopi af færgebillet (til Norge) sammen med kopi af pas/kørekort fra kunden som dokumentation for, at varerne forlader EU?
  3. Såfremt spørgsmål 1 kan besvares bekræftende, kan det i så fald bekræfte, at Spørger kan anvende en erklæring vedrørende afhentningskøb (jf. SKM2014.773.SKAT ) som dokumentation for at varerne forlader EU?

Svar

  1. Nej
  2. Bortfalder
  3. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger driver en grænsehandelsbutik og henvender sig i langt overvejende grad til nordmænd som besøger Danmark. Butikken sælger de gængse grænsehandelsvarer, såsom øl, vin, spiritus, cigaretter, slik mm.

Butikken ligger omkring 3 minutters kørsel fra færgelejet, hvor færgen afgår til Norge.

Som nævnt henvender butikken sig til norske privatpersoner, som foretager sine afsluttende indkøb i Danmark i butikken, hvorefter turen går med færge til Norge.

Spørger ønsker at få vished om, hvorvidt det er mulig at fakturere de leverede varer til privatpersoner uden for EU uden moms, herunder hvad der skal til for at opfylde SKATs krav til dokumentation for den efterfølgende udførelse af varerne. Udførslen sker som udgangspunkt af kunden.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Det er vores opfattelse, at spørger kan sælge de omhandlende varer momsfrit, når varerne efterfølgende forlader EU, idet varerne ikke kommer til forbrug inden for EU.

Ud fra en ordlydsfortolkning af den omhandlende bestemmelse i momslovens § 34, stk. 1, nr. 5:

" § 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

5) Levering af varer, der af virksomheden eller af en køber, som ikke er etableret her i landet, eller for disses regning udføres til steder uden for EU.

er der ingen tvivl om, at såfremt spørger eller aftager af varerne transporterer varerne ud af EU, så kan varerne sælges momsfrit.

Dette bestyrkes desuden af den bagvedliggende direktivbestemmelse, jf. momssystemdirektivets artikel 146, stk. 1, litra d, hvori følgende er anført:

"Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

b) levering af varer, som af en kunde, der ikke er etableret på medlemsstaternes respektive område, eller for hans regning forsendes eller transporteres til steder uden for Fællesskabet, med undtagelse af varer, der transporteres af kunden selv, og som er bestemt som udstyr, brændstof eller forsyninger, herunder proviant, til lystfartøjer og sportsfly eller til ethvert andet transportmiddel til privat brug"

Herudfra kan det klart udledes, at levering af varer som transporteres ud af EU af kunden (f.eks. en privatperson) er fritaget for moms.

Ydermere til støtte for vores opfattelse, er følgende anført i SKATs Juridiske Vejledning, afsnit D.A.10.1.2.2 :

"Hvem der momsfrit kan udføre varer til steder udenfor EU

Levering af en vare, der udføres af en virksomhed (sælger) eller for virksomhedens (sælgers) regning til steder udenfor EU, er fritaget for moms.

Dette gælder også, hvis en køber, der ikke er etableret her i landet, udfører varer til steder udenfor EU. Eller hvis udførslen sker for en sådan købers regning.

Varer købt her i landet til udførsel er således fritaget for moms uanset, om selve udførslen foretages af sælger eller af en køber, der ikke er etableret her i landet.

Hvis køber er etableret her i landet, er leverancen kun fritaget for moms, hvis sælger forestår udførsel af varen til steder udenfor EU."

Efter vores opfattelse, er der således ingen tvivl omkring omfanget af bestemmelsen set i forhold til levering af varerne fra butikken.

Spørgsmål 2 + 3

Baggrunden bag spørgsmål 2 og 3 er at opnå kendskab til hvilken form for dokumentation SKAT vil acceptere som fyldestgørende for, at de solgte varer kan leveres momsfrit.

Det er vores opfattelse, at det er tilstrækkeligt, at spørger kan fremlægge kopi af færgebillet fra sin norske kunde, sammen med kopi af ejerens pas/kørekort eller lignende.

Alternativt vil en erklæring i lighed med erklæringen omfattet af SKM2014.773.SKAT kunne anvendes som tilstrækkelig dokumentation for, at køretøjet er transporteret ud af EU efter endt reparation.

Landsskatteretten har i sag SKM.2013.591.LSR givet en MC-forhandler medhold i at dokumentationen for, at motorcyklerne var udført til Norge kunne ske efterfølgende ved en erklæring fra de norske købere.

I sagen er der bl.a. anført følgende:

"Salget af nye motorcykler og reservedele til aftagere uden for EU er dokumenteret ved diverse materiale, herunder blandt andet erklæringer om modtagelsen, fakturakopier, skriftlige ordre, korrespondance med køber, bankafregninger og lign. og/eller udførselsangivelse. Der er desuden fremlagt kopi af fragtdokumentation fra G4 på, at motorcykler til den norske aftager blev fragtet til Norge.

Landsskatteretten skal bemærke, at der i momslovgivningen ikke ses at være hjemmel til at stille krav om, at dokumentation for salg til 0-sats i medfør af momslovens § 34 skal være til stede ved faktureringen, eller at virksomhederne kan afskæres fra efterfølgende at indhente og fremlægge dokumentation for foretagne transaktioner, jf. således muligheden for genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32."

Landsskatteretten giver, som nævnt, ovenfor således forhandleren medhold i, at en erklæring fra køberen kan være med til dokumentere, at varen har forladt EU. Tilsvarende kan gøre sig gældende i denne sag.

Kan SKAT ikke svare på hverken spørgsmål 2 eller 3 anmodes SKAT om vejledende at udtale sig herom, idet spørger gerne, så vidt muligt, vil sikre at den momsmæssige behandling af de leverede serviceydelser er korrekt.

Lovgrundlag

Momsloven:

§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

5) Levering af varer, der af virksomheden eller af en køber, som ikke er etableret her i landet, eller for disses regning udføres til steder uden for EU.

Afslutning

Skulle SKAT imod forventning ikke svare bekræftende på de stillede spørgsmål, vil undertegnede gerne kontaktes inden endelig fremsendelse af svaret med henblik på en kort drøftelse af forholdene.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger kan sælge sine varer uden moms efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, til privatpersoner bosiddende i Norge, såfremt privatpersonen tager varerne med til Norge.

Lovgrundlag

Momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, har følgende ordlyd:

"5) Levering af varer, der af virksomheden eller af en køber, som ikke er etableret her i landet, eller for disses regning udføres til steder udenfor EU. Ved levering til rejsende, der medbringer varen i deres personlige bagage, og som har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge eller på Ålandsøerne, er fritagelsen betinget af, at salgsprisen for den enkelte vare overstiger 1.200 kr. inkl. afgift, samt at varen transporteres til steder udenfor EU inden udgangen af den tredje måned efter leveringsmåneden. En gruppe af ting, der normalt udgør en helhed, anses som én vare. Ved levering til rejsende, der medbringer varen i deres personlige bagage, og som har bopæl eller sædvanligt opholdssted andre steder uden for EU, er fritagelsen betinget af, at købet er foretaget i samme forretning og omfatter varer til en værdi over 300 kr. inkl. afgift, samt at varen transporteres til steder uden for EU inden udgangen af den tredje måned efter leveringsmåneden. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom."

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 146, stk.1, litra b), og artikel 147, stk. 1, som har følgende ordlyd:

"Artikel 146

1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

b) levering af varer, som af en kunde, der ikke er etableret på medlemsstaternes respektive område, eller for hans regning forsendes eller transporteres til steder uden for Fællesskabet, med undtagelse af varer, der transporteres af kunden selv, og som er bestemt som udstyr, brændstof eller forsyninger, herunder proviant, til lystfartøjer og sportsfly eller til ethvert andet transportmiddel til privat brug.

Artikel 147

1. I tilfælde, hvor den i artikel 146, stk. 1, litra b), omhandlede levering vedrører varer, der medbringes i den rejsendes personlige bagage, gælder fritagelsen kun, når følgende betingelser er opfyldt:

a) den rejsende er ikke etableret i Fællesskabet

b) varerne transporteres ud af Fællesskabet inden udgangen af den tredje måned efter leveringsmåneden

c) den samlede værdi af leveringen, inkl. moms, overstiger 175 EUR eller det hertil svarende beløb i national valuta, fastsat én gang om året under anvendelse af den omregningskurs, der noteres den første arbejdsdag i oktober, med virkning pr. 1. januar det følgende år."

Momsbekendtgørelsens §§ 45 - 48 om afgiftsfrit salg til rejsende med bopæl uden for EU har følgende ordlyd:

"§ 45. Ved afgiftsfrit salg efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, til købere med bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge skal varerne på en forenklet faktura angives til udførsel til dette land. Den forenklede faktura skal indeholde oplysning om køberens navn og adresse.

Stk. 2. Den dokumentation, der modtages fra den kompetente myndighed i Norge for afgiftens betaling ved indførsel i Norge, skal vedlægges virksomhedens regnskab som dokumentation for afgiftsgodtgørelsen.

§ 46. Ved afgiftsfrit salg efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 5, til købere med bopæl eller sædvanligt opholdssted uden for EU, herunder Færøerne og i Grønland, skal den forenklede faktura være påtegnet af det EU-udgangstoldsted, hvorfra udførsel finder sted. Påtegningen kan ske digitalt, hvis SKAT har godkendt it-systemet, hvormed den digitale påtegning foretages. Den forenklede faktura skal indeholde oplysning om køberens navn og adresse. Fakturaen skal vedlægges virksomhedens regnskab som dokumentation for afgiftsfritagelsen.

§ 47. Køberen skal over for virksomheden dokumentere sin bopæl eller sædvanligt opholdssted uden for EU ved forevisning af pas, identitetskort eller anden tilsvarende legitimation.

§ 48. Afgiften af salget medregnes til den udgående afgift ved opgørelsen af afgiftstilsvaret for den afgiftsperiode, hvori salget finder sted, og kan fradrages i den udgående afgift i den afgiftsperiode, hvori den i § 45, stk. 2, eller § 46 nævnte dokumentation kan fremlægges."

Praksis

Den juridiske vejledning, afsnit D.A.10.1.2 (Uddrag)

"Udførsel som rejsegods

I det følgende gennemgås først reglerne for udførsel af rejsegods af rejsende med bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge eller på Ålandsøerne og dernæst reglerne for udførsel af rejsegods af rejsende med bopæl eller sædvanligt opholdssted i andre lande udenfor EU.

Bemærk, at det er en betingelse for fritagelse for udførsel af rejsegods, at den rejsende, jf. stk. 1, nr. 5, 2. pkt., er en person, der ikke har bopæl eller sædvanligt opholdssted inden for EU. Se ML § 34, stk. 2.

Endelig omtales særlige turistordninger for personer med bopæl eller sædvanligt opholdssted udenfor EU.

Rejsende med bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge eller på Ålandsøerne

Levering af varer, der medbringes af personer med bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge eller på Ålandsøerne i deres personlige bagage, er fritaget for moms. Se ML § 34, stk. 1, nr. 5, 2. og 3. pkt., stk. 2, 7 og 8.

Det er dog en forudsætning for fritagelsen, at følgende betingelser alle er opfyldt:

Se kapitel 9, §§ 45 - 49, i momsbekendtgørelsen. Om kravene til sælgers agtpågivenhed, se C-271/06 Netto Supermarkt.

De særlige regler for personer med bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge eller på Ålandsøerne skyldes, at der er indgået en overenskomst mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om beskatning af rejsegods i rejsetrafikken. Se BKI nr. 93 af 23/9/1982, BKI nr. 99 af 11/12/1985 og BKI nr. 112 af 23/9/1988."

Begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at Spørger sælger øl, vin, spiritus, cigaretter, slik m.m. til norske privatpersoner, som selv tager varerne med til Norge.

Som det fremgår ovenfor under praksis vedrørende salg til rejsende med bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge eller på Ålandsøerne, er der en række betingelser, som skal være opfyldt, før varer kan sælges momsfrit til rejsende med bopæl i Norge, herunder bl.a. at salgsprisen for den enkelte vare skal overstige 1.200 kr. inkl. moms, og at kunden kan dokumentere, at der er betalt moms ved indførslen af varen i Norge.

Henset til det oplyste om Spørgers varesortiment, er det SKATs opfattelse, at Spørger ikke vil kunne opfylde betingelserne for at sælge varerne uden moms.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Såfremt spørgsmål 1 besvares med "Ja" ønskes det bekræftet, at spørger kan anvende kopi af færgebillet (til Norge) sammen med kopi af pas/kørekort fra kunden som dokumentation for, at varerne forlader EU.

Begrundelse

Da spørgsmål 1 besvares med "Nej", bortfalder spørgsmål 2.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 3

Såfremt spørgsmål 1 besvares med "Ja" ønskes det bekræftet, at spørger kan anvende en erklæring tilsvarende erklæringen vedrørende afhentningskøb, jf. SKM2014.773.SKAT , som dokumentation for at varerne forlader EU?

Begrundelse

Da spørgsmål 1 besvares med "Nej", bortfalder spørgsmål 3.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Bortfalder".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.