Alle handelsaftaler indeholder en bestemmelse om direkte transport af varer med præferentiel oprindelse. Formålet med reglen er at sikre, at de varer der angives til fri omsætning i EU, er de samme som dem, der blev udført fra det præferenceberettigede land.
Hvis varerne af en eller anden grund passerer gennem et tredjeland, så anses reglen om direkte transport kun for at være overholdt, hvis varerne har været under toldkontrol.
Reglen for direkte transport er i GSP aftalen anderledes end i de andre handelsaftaler. Derfor vil begge former for regler blive gennemgået.
Reglen for direkte transport i f.eks. PEM aftalerne
Reglen for direkte transport, gælder kun for produkter som er omfattet af de pågældende handelsaftaler og som opfylder betingelserne i oprindelsesprotokollen. Produkterne skal transporters direkte mellem aftalelandet og EU, eller gennem de andre lande hvor reglerne for kumulation finder anvendelse. Produkter som udgør en enkelt sending, kan transporteres gennem andre territorier, evt. med omladning eller midlertidig oplagring i disse territorier, såfremt produkterne er forblevet under toldmyndighedernes tilsyn i transit- eller oplagringslandet og der ikke er undergået anden behandling end losning og lastning eller enhver anden behandling, der skal sikre, at deres tilstand ikke forringes.
Som dokumentation for at dette er overholdt, skal der overfor toldmyndighederne i indførselslandet fremlægges:
Enten et gennemgående transportdokument, som dækker passagen fra udførselslandet gennem transitlandet, eller
En erklæring fra toldmyndighederne i transitlandet der indeholder en nøjagtig beskrivelse af produkterne, datoen for produkternes losning og lastning og hvis det er relevant, angivelse af de anvendte fartøjers navne eller af de anvendte transportmidler og dokumenterede oplysninger om de omstændigheder, under hvilke produkterne har henligget i transitlandet, eller
Enhver anden form for dokumentation
Se artikel 13 i protokol nr. 6 om definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus og ordninger for administrativt samarbejde" i PEM aftalen mellem EU og Algeriet.
Reglen for direkte transport i GSP aftalen
Reglen for direkte transport kaldes også for "the none alteration rule". Dvs. at de produkter som angives til fri omsætning i EU, skal være de samme som dem, der er eksporteret fra det præferenceberettigede land, hvor de anses for at have oprindelse. Varerne må ikke være ændret, omdannet på nogen måde eller være gjort til genstand for andre behandlinger end dem, som har til formål at bevare dem i god stand eller at anbringe varemærker, etiketter, stempler eller enhver anden for bevis med henblik på at sikre overholdelsen af specifikke indenlandske krav, der måtte gælde i EU, før de angives til fri omsætning.
Omvendt skal de produkter, der importeres til et præferenceberettiget land med henblik på kumulation under GSP aftalen, være de samme som dem, der eksporteres fra det land, hvor de anses for at have oprindelse. De må ikke være ændret, omdannet på nogen måde eller være gjort til genstand for andre behandlinger end behandlinger, som har til formål at bevare dem i god stand, før de angives til de relevante toldprocedurer i importlandet.
Hvis varerne opbevares i et transitland under transporten, må dette kun finde sted, hvis varerne forbliver under toldtilsyn. Deling af sendinger må også findes sted, hvis den foretages af eksportøren eller under eksportørens ansvar. Delingen er under forudsætning af, at varerne forbliver under toldtilsyn i transitlandet.
Alle disse krav skal anses for at være overholdt, medmindre toldmyndighederne har grund til at tro, at det modsatte er tilfældet. I disse tilfælde, kan toldmyndighederne anmode klareren om at godtgøre overholdelse. Dette kan gøres ved hjælp af ethvert middel, bl.a. kontraktmæssige transportdokumenter som f.eks. konnossementer eller faktuelle eller konkrete beviser på grundlag af mærkning eller nummerering af kolli eller enhver anden form for bevis med tilknytning til selve varerne.
Se artikel 43 i DF.