Transaktionsværdien er i EUTK artikel 70, stk. 1, defineret som " den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til eksport til EU's toldområde, om nødvendigt justeret".
EU-Domstolen har bestemt, at transaktionsværdien er en faktor, der eventuelt skal justeres, hvis det er nødvendigt for at undgå, at der fastsættes en vilkårlig eller fiktiv toldværdi. Se sag C-256/07, Mitsui & Co. Deutschland, præmis 24.
"Den pris, der faktisk er betalt eller skal betales" skal således omfatte den fulde betaling, som køberen betale til sælgeren eller tredjemand for de importerede varer som betingelse for handlen.
Se EUTK artikel 70, stk. 2
Overførsler af dividender og andre betalinger fra køberen til sælgeren, som ikke vedrører de indførte varer, er derfor ikke en del af toldværdien.
Sælgeren eller den tredjemand som skal modtage betalingen, skal være en af disse personer:
Sælgeren
En tredjemand til fordel for sælgeren
En tredjemand, der er indbydes afhængig af sælgeren
En tredjemand, hvor betalingen til denne sker som led i opfyldelse af en af sælgerens forpligtelser.
Betalinger kan ske ved kreditbeviser eller omsætningspapirer, og kan ske ved direkte eller indirekte betaling.
Har køberen eller en virksomhed der er afhængig af køberen, foretaget aktiviteter, herunder markedsføringsaktiviteter, skal disse aktiviteter ikke anses for at være en indirekte betaling til sælger.
Dette gælder dog ikke, hvis aktiviteten er omfattet af EUTK artikel 71 da dette vil medføre en justering af prisen. Dette kunne fx være emballageomkostninger. Se afsnit F.A.10.2.3 om Elementer, der indgår i transaktionsværdien.
Se GF art. 129.
Ved markedsføringsaktiviteter, der relaterer sig til toldværdiansættelse, forstås "alle de aktiviteter vedrørende annoncering og markedsføring af og salgsfremmende foranstaltninger for de pågældende varer samt enhver aktivitet vedrørende garantier eller sikkerhedsstillelse for disse. "
Se GF artikel 1, stk. 2, nr. 8.