For en række frugter og grøntsager, kan toldværdien angives direkte på grundlag af enhedsværdier, der fastsættes på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne og formidles af Europa-Kommissionen. Dette gælder dog kun for varer, der indføres i konsignation.
Enhedsværdierne offentliggøres hver 14. dag via TARIC-databasen (edb-tariffen).
Ordningen kan ikke anvendes i de perioder, hvor varerne er omfattet af importordningen med indgangspriser. Perioderne fremgår af Toldtariffen. Importøren kan her anvende de faste importværdier.
Enhedsværdierne fastsættes på grundlag af oplysninger fra medlemslandene om solgte kvanta og opnåede gennemsnitspriser på repræsentative markeder, samt de i kalenderåret indførte mængder.
Enhedsværdierne gælder som hovedregel i en periode på 14 dage, begyndende på en fredag. Enhedsprisen anvendes kun, hvis Kommissionen har givet meddelelse herom; dette sker ved offentliggørelse i EU-tidende.