F.A.10.2.3.2 Beholdere og emballage

Afholder køberen omkostninger til emballage eller emballering, er disse en del af toldværdien for de indførte varer. Se EUTK artikel 71, stk. 1, litra a, nr. ii og iii.

Omkostninger til emballage, der tilhører sælgeren, og som benyttes flere gange, fx flasker, tromler og fade, medregnes i det omfang, sælgeren kræver betaling for det, fx på grund af beskadigelse eller bortkomst. Eventuelle omkostninger til returfragt medregnes ikke.

Dette blev fastslået af EU domstolen, i sag 357/87, Firma Albert Schmid mod Hauptzollamt Stuttgard-West, hvor den bl.a. udtalte, at emballage dækker over er indre og ydre beholdere, udstyr, indpakning og underlag, men ikke transportmidler, såsom containere, presenninger, læssemidler og det tilbehør, der er anvendt ved transporten.

Tilhører emballagen køberen, skal der ikke benyttes tillæg, hvis emballagen har været i fri omsætning i EU. Har emballagen derimod ikke været i fri omsætning i EU, skal omkostningerne tillægges.

Der kan fx være tale om emballage, som en importør har købt i et land uden for EU og fået sendt direkte til vareleverandøren, hvor den bliver anvendt til emballering af varerne. Prisen for emballagen medregnes i så fald enten fuldt ud i de indførte varers toldværdi, eller der kan tillægges et beregnet beløb for forventet slitage, idet der tages hensyn til det antal gange, emballagen normalt anvendes. Eventuelle omkostninger til forsendelse af emballagen til vareleverandøren medregnes ikke, hvis beløbet er særskilt anført. Se ovenstående dom.