F.A.10.3.3.2 Lastning, håndtering, overliggerpenge mv.

Omkostninger ved lastning af transportmidlet (eventuelt ved omladning og håndtering af varerne forud for ankomsten til indførselsstedet i EU), skal fuldt ud medregnes i toldværdien. Tilsvarende gælder omkostninger, der under leveringen opstår til midlertidig oplagring under transport og levering.

Overliggerpenge, også betegnet som "demurrage charges", og som afkræves importøren på grund af forsinkelse med lastningen af et transportmiddel uden for EU's toldområde, anses for at være en transportomkostning og skal derfor medregnes til toldværdien.

Se EUTK artikel 71, stk. 1, litra e, nr. ii.

Dette gælde dog kun for "demurrage charges", der er pålagt varerne inden varernes ankomst til EU. Overliggerpenge der relaterer sig til fx forsinkelser, opstået efter varernes ankomst, kan ikke medtages i toldværdien. Se EUTK artikel 72, litra a.