Toldmyndighederne kan give en autorisation til at udfærdige dokumentation for standardtoldangivelser, der certificerer vejningen af friske bananer som hører under KN-kode 0803 90 10 og som er genstand for importafgifter.
En sådan autorisation gives, hvis ansøgeren opfylder samtlige af følgende betingelser:
ansøgeren opfylder de kriterier, der er fastsat i EUTK artikel 39, litra a
ansøgeren er involveret i import, transport, opbevaring eller håndtering af friske bananer henhørende under KN-kode 0803 90 10 og som er genstand for importafgifter
ansøgeren giver den nødvendige sikkerhed for, at vejningen forløber korrekt
ansøgeren har det fornødne vejeudstyr til sin rådighed
ansøgeren fører regnskaber, der gør det muligt for toldmyndighederne at foretage den fornødne kontrol
Se DF artikel 155.
En afgørelse vedrørende en ansøgning om autorisation til at kunne udstede bananvejningscertifikater, skal træffes af toldmyndighederne hurtigst muligt og senest 30 dage efter den dato, hvor ansøgningen blev antaget. Se DF artikel 156.
Den økonomiske operatør, der har autorisation til at udfærdige bananvejningscertifikater, skal give toldmyndighederne en forhåndsmeddelelse om vægten af en sending friske bananer i forbindelse med udfærdigelse af et bananvejningscertifikat, og skal give oplysninger om emballagetype, oprindelse og tid og sted for vejningen. Se GF artikel 251, stk. 1.
Et bananvejningscertifikat skal være i klarerens besiddelse og til rådighed for toldmyndighederne på det tidspunkt, hvor der indgives en angivelse om overgang til fri omsætning for friske bananer henhørende under KN-kode 0803 90 10, der er pålagt importafgifter. Se GF artikel 251, stk. 2.
Uanset dette, kan toldmyndighederne efter klarerens anmodning om en bevilling til forenklet angivelse (EUTK artikel 166), beslutte at frigive sendinger af friske bananer til fri omsætning på grundlag af en midlertidig angivelse af vægten på følgende betingelser:
bevillingen skal forpligte importøren til at transportere bananer i uforandret stand fra den samme forsendelse til udpegede autoriserede vejere, der er nævnt i den forenklede angivelse, hvor den korrekte vægt og værdi vil blive fastsat
klareren er ansvarlig for at indgive vejningscertifikatet til toldstedet for fri omsætning, senest 10 kalenderdage efter at den forenklede angivelse er blevet antaget
klareren stiller en sikkerhed som skal være fastsat i overensstemmelse med EUTK artikel 195, stk. 1
Den foreløbige vægt af bananerne kan afledes af et tidligere vejningscertifikat for bananer af samme type og oprindelse. Se GF artikel 251, stk. 3
Et bananvejningscertifikat udfærdiges ved hjælp af formularen i bilag 61-02. Se GF artikel 251, stk. 4
Toldstederne skal kontrollere mindst 5% af det samlede antal bananvejningscertifikater, der indgives hvert år, enten ved at være tilstede under den vejning af de repræsentative bananstrikprøver, der foretages af den autoriserede vejer, eller ved selv at veje disse stikprøver i overensstemmelse med den fremgangsmåde som fremgår af punkt 1, 2 og 3 i bilag 61-03. Se GF artikel 252.