F.A.20.1.1 Formålet

Formålet med EU-forsendelsesordningen er at lette forsendelsen af varer. Der skal kun undersøges formaliteter og foretages kontrol ved afgangs- og bestemmelsestoldstederne. De administrative formaliteter mellem afgangs- og bestemmelsestoldstederne er reduceret til, at der kun skal afgives grænseovergangsattest ved passage af EU's ydre grænse til et fælles transitland, eller ved passage af en grænse mellem fælles transitlande.

EU-forsendelser er et udtryk, der bruges i forbindelse med Den Europæiske Unions forsendelsesordning. EU-forsendelse er en ordning, der bruges til at sikre kontrollen med varer under transport, der typisk er ankommet til EU fra lande uden for EU og derfor skal fortoldes eller overgå til anden toldprocedure.

Lande omfattet af ordningen

EU har disse 28 medlemsstater, som står i dette skema.

Følgende lande tiltrådte Unionen i 1957:

Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Luxem-bourg, Holland

Følgende lande tiltrådte Unionen i 1973:

Danmark, Irland, Storbritannien

Følgende lande tiltrådte Unionen i 1981:

Grækenland

Følgende lande tiltrådte Unionen i 1986:

Portugal, Spanien

Følgende lande tiltrådte Unionen i 1995:

Østrig, Finland, Sverige

Følgende lande tiltrådte Unionen i 2004:

Cypern, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien

Følgende lande tiltrådte Unionen i 2007:

Bulgarien, Rumænien

Følgende lande tiltrådte Unionen i 2013:

Kroatien

Grønland og Færøerne er ikke medlemmer af EU.

Der blev i 1987 indgået en konvention, om en fælles forsendelsesprocedure, mellem EU og EFTA-landene(Island, Norge og Schweiz), om lettelser i samhandelen. Liechtenstein tilsluttede sig i 1991. Senest har Tyrkiet den 1. december 2012, Makedonien den 1. juli 2015 samt Serbien den 1. februar 2016, tilsluttet sig konventionen.

EU og Andorra har truffet en aftale om forsendelse af varer mellem EU og Andorra. Derudover er der truffet en aftale om forsendelse mellem EU og San Marino. Ordningerne med Andorra og San Marino kan ikke anvendes i forbindelse med Konventionen om en fælles forsendelsesprocedure.

Forsendelsesangivelsen - NCTS

Ved forsendelse af varer anvendes et forsendelsesledsagedokument, der udskrives fra et edb-system, benævnt NCTS- (New Computerized Transit System).

Danmark tilsluttede sig den 15. juni 2003 fuldt ud til NCTS. Systemet anvendes af alle forsendelseslandene. Det betyder, at forsendelsesoplysninger skal indsættes i systemet af virksomhederne. I systemet indtaster SKAT kun forsendelsesangivelser, der er afgivet af rejsende (private personer). Se afsnit F.A.20.3 om NTCS-systemet.

Før iværksættelsen af NCTS anvendtes som forsendelsesangivelse enhedsdokumentet (SAD), der i dag stadigvæk skal anvendes, når NCTS ikke kan benyttes, fx ved systemnedbrud, hvor man overgår til beredskabsproceduren for EU-Forsendelse.

Enhedsdokumentet er et ottesiders blanketsæt. Dokumentet kan dog trykkes og anvendes i sæt, der passer til den enkelte vareførselssituation. Ved forsendelse af varer skal der afgives eksemplar 1, 4, og 5 under beredskabsproceduren.