F.A.21.5 Varebevægelser

Varer, der er henført under toldoplagsproceduren, er ikke i fri omsætning i EU. Varerne kan derfor ikke frit transporteres inden for EU, da det skal være muligt for toldmyndighederne til enhver tid at føre tilsyn med varerne.

For at lette transporten af varer, der er henført under en toldoplagsprocedure, er der fastsat visse lempelser for flytning af varer under et bevillingsforhold. Benyttelse af disse lempelser kræver ikke særskilt tilladelse fra toldmyndighederne. Se EUTK 219 og DF artikel 179, stk. 3.

Importerede varer, der henføres under toldoplagsproceduren, kan transporteres fra henførselstoldstedet, hvor varerne er blevet frigivet til proceduren, til de i bevillingen anførte toldoplagsfaciliteter.

Alle efterfølgende flytninger af varerne mellem de i bevillingen anførte adresser, mens varerne fortsat befinder sig under proceduren, kan ske uden at involvere toldmyndighederne. Som en flytning mellem bevillingsadresser anses også en flytning i forbindelse med en tilladt midlertidig fjernelse af varerne fra toldoplaget.

Bestemmelserne om tilladte varebevægelser gælder uanset, om varerne flyttes mellem adresser internt i Danmark eller til/fra adresser i andre EU-lande, forudsat at adresserne er anført i bevillingen.

Bevillingshaver skal notere flytningen i bevillingsregnskabet.

Skal varerne reeksporteres til lande uden for EU med henblik på afslutning af toldoplagsproceduren, skal der indgives en reeksportangivelse, forinden varerne fjernes fra toldoplaget. Når reeksportangivelsen er antaget og frigivet af toldmyndigheden, kan varerne transporteres direkte fra toldoplaget til udgangstoldstedet. Varerne anses for at være henført under toldoplagsproceduren indtil det tidspunkt, hvor varerne er bragt endeligt ud af EU's toldområde. Se GF artikel 267, stk. 1 og 5.

Frister

En transport af varer under proceduren for toldoplag skal være afsluttet senest 30 dage efter, at varen er fjernet fra toldoplaget.

Toldmyndighederne kan dog på anmodning fra den person, der er ansvarlig for proceduren, forlænge denne frist.

Se DF artikel 179, stk. 3, og GF artikel 267, stk. 4.

Specielt for toldoplagsregnskab gælder, at oplysning om tidspunktet for varernes endelige udpassage af EU's toldområde skal være noteret i regnskabet senest 100 dage efter, at varerne er blevet fjernet fra toldoplaget. Toldmyndigheden kan dog forlænge denne frist efter ansøgning fra bevillingshaveren. Se DF artikel 179, stk. 4.

Se også

Se også afsnit F.A.19.6 Varebevægelser for yderligere information om tilladte varebevægelser.