F.A.23.3.7 Katastrofeudstyr

Der kan gives toldfritagelse ved midlertidig import af udstyr til afhjælpning af følgerne af en katastrofe. Se DF artikel 221.

Bevilling til import af sådant udstyr under proceduren for midlertidig import kan udstedes, uanset at ansøgeren og den person, der er ansvarlig for proceduren, er etableret i EU's toldområde.

Det er en betingelse for anvendelse af proceduren, at udstyret skal anvendes i forbindelse med foranstaltninger til bekæmpelse af følgerne af katastrofer eller lignende situationer, der berører EU´s toldområde.

Bestemmelsen kan ikke anvendes til told- og afgiftsfrit at importere katastrofeudstyr til midlertidig opbevaring i EU's toldområde med henblik på senere anvendelse ved katastrofer uden for EU's toldområde. I en sådan situation henvises i stedet til at benytte toldoplagsproceduren. Se afsnit F.A.21.

Toldangivelse

Katastrofeudstyr, der importeres i overensstemmelse med denne bestemmelse, kan angives mundtligt. Dette gælder både ved import til og reeksport fra EU's toldområde. Se DF artikel 136, stk. 1, litra h).

Se også

Se også afsnit F.A.16 for nærmere oplysninger om afgivelse af en mundtlig toldangivelse.

Bemærk

Der er indgået en aftale med Norge om samarbejde over grænsen for at forhindre eller begrænse skader på mennesker, ejendom eller miljøet i tilfælde af ulykker. Aftalen trådte i kraft den 9. august 1989. Hvis der importeres katastrofeudstyr fra Norge til brug i Danmark, skal betingelserne i denne aftale ligeledes overholdes.