F.A.24.6.3 Afslutning af proceduren

Proceduren for særligt anvendelsesformål indebærer, at de varer, der er henført under proceduren, er overgået til fri omsætning ved henførslen. Der er derfor ikke krav om, at de importerede varer eller færdigvarerne overgår til en ny toldprocedure, for at proceduren til særligt anvendelsesformål kan anses for afsluttet.

Dette afsnit omhandler de muligheder, bevillingshaveren har for at afslutte proceduren korrekt for de varer, der er henført under proceduren for særligt anvendelsesformål.

Indhold

Afsnittet indeholder:

Toldtilsynets ophør

Varerne forbliver under toldtilsyn fra tidspunktet for antagelsen af toldangivelsen til proceduren for særligt anvendelsesformål og indtil de anvendes første gang til det særlige anvendelsesformål. Fx anses varer, der leveres direkte ombord til udrustning af danske og udenlandske fartøjer, som anvendt første gang på tidspunktet for varernes levering direkte ombord på fartøjet.

Bevillingsregnskabet skal indeholde oplysning om tidspunktet for den første anvendelse til det særlige formål.

For at hindre eventuelt misbrug af ordningen kan toldmyndigheden udvide toldtilsynet til en periode på indtil to år regnet fra datoen for varernes første anvendelse. Dette gælder for varer egnet til gentagen anvendelse. Bevillingen skal i sådan et tilfælde indeholde oplysning herom, og bevillingshaveren skal i sit regnskab registrere varernes placering i den fastlagte periode.

Toldtilsyn med varer under proceduren for særligt anvendelsesformål ophører desuden, hvis varerne føres ud af EU's toldområde, tilintetgøres, afstås til staten, eller anvendes til andet formål end det foreskrevne. Se EUTK artikel 254, stk. 4.

Affald og skrot

Affald og skrot, der fremkommer ved den normale anvendelse af varer i overensstemmelse med det særlige anvendelsesformål, og svind, der skyldes naturlige årsager, anses som varer, der er blevet anvendt til det foreskrevne, særlige formål. Se EUTK artikel 254, stk. 6. Denne form for affald og skrot anses for at være i fri omsætning i EU's toldområde, og bevillingshaveren kan frit anvende disse varer i EU.

Affald og skrot er defineret som varer eller produkter, som er resultatet af en forædlingsproces, som er uden eller har en lav økonomisk værdi, og som ikke kan anvendes uden yderligere forædling. Se DF artikel 1, nr. 41).

Når der gives bevilling til et særligt anvendelsesformål, hvor det påregnes, at anvendelsen vil medføre affald, skrot eller naturligt svind, skal der i bevillingen fastsættes en udbyttesats.

Varer der føres ud af EU's toldområde

Varer, der anvendes til nybygning, reparation, vedligeholdelse eller ombygning af visse skibe, til indbygning i bore- eller produktionsplatforme mv. eller til civile luftfartøjer mv. som nævnt i bestemmelserne til Toldtariffen, afsnit XVII, kan føres ud af EU's toldområde som led i afslutning af proceduren for særligt anvendelsesformål, hvis varerne leveres direkte til et skib, en bore- eller produktionsplatforme eller et civilt luftfartøj. I disse situationer anses varerne for anvendt til formålet, uanset at leveringen sker uden for EU's toldområde.

Skal andre varer, der er henført under proceduren for særligt anvendelsesformål, føres ud af EU's toldområde, kan dette kun finde sted med toldmyndighedens tilladelse. Er der ikke givet tilladelse til, at proceduren for de pågældende varerne afsluttes ved, at varerne føres ud af EU's toldområde, kan toldskylden for de pågældende varer ikke anses for at være ophørt. Se EUTK artikel 124, stk. 1, litra i).

Der er pligt til at benytte en eksportangivelse og formaliteterne vedrørende eksportproceduren skal følges, uanset at varerne ikke henføres under eksportproceduren. Se EUTK artikel 269, stk. 2, litra b) og stk. 3, samt GF artikel 267, stk. 3.

Varerne forbliver under proceduren for særligt anvendelsesformål indtil det tidspunkt, hvor varerne er blevet bragt endeligt ud af EU's toldområde. Se GF artikel 267, stk. 5.

Bevillingshaveren skal derfor sikre sig dokumentation for, at varerne har forladt EU's toldområde, således at det i bevillingsregnskabet kan dokumenteres, at proceduren for særligt anvendelsesformål for de pågældende varer er korrekt afsluttet.

Bemærk

Varer, for hvilke proceduren for særligt anvendelsesformål er afsluttet i overensstemmelse med formålet, kan udføres af EU's toldområde som almindelige EU-varer. Hvis sådanne varer imidlertid efterfølgende returneres til EU, kan varerne kun bringes i fri omsætning som returvarer med fritagelse for told, hvis varerne overgår til samme anvendelsesformål som oprindeligt. Se EUTK artikel 203, stk. 3

Tilintetgørelse

Toldmyndighederne kan efter skriftlig ansøgning give tilladelse til at bevillingshaveren lader importerede varer destruere under toldkontrol.

I det omfang der fremkommer affald og skrot ved en tilintetgørelse af varer, som er henført under proceduren for særligt anvendelsesformål, anses dette affald og skrot for at være ikke-EU-varer. Se EUTK artikel 154, litra c). Det fremkomne affald og skrot anses samtidig for at være henført under en toldoplagsprocedure. Se EUTK artikel 254, stk. 7.

Der er ikke krav om indgivelse af en særskilt toldangivelse til oplæggelse af dette affald/skrot på et toldoplag, ligesom der ikke er krav om at varerne fysisk befinder sig på et godkendt toldoplag. Bevillingshaveren skal registrere det fremkomne affald/skrot i sit bevillingsregnskab og samtidig notere opbevaringsstedet. Bevillingshaveren skal efterfølgende sikre, at disse varer enten angives til fri omsætning, en anden særlig toldprocedure eller genudføres af EU's toldområde.

Har bevillingshaver ved en fejl destrueret varer under særligt anvendelsesformål uden forud indhentet tilladelse, er der som udgangspunkt opstået toldskyld. Se EUTK artikel 79, stk. 1, litra b). I det omfang toldskylden ikke kan anses for ophørt i overensstemmelse med EUTK artikel 124, kan bevillingshaveren i særlige situationer søge om fritagelse for told for de destruerede varer, forudsat at betingelserne for toldfritagelse kan opfyldes. Se afsnit F.A.13.2 Generelle betingelser og regler for godtgørelse af eller fritagelse for import- og eksportafgifter (told) for nærmere oplysninger om mulighederne for fritagelse i tilfælde af tilintetgørelse uden toldtilsyn.

Afståelse til staten

Toldmyndighederne kan efter skriftlig ansøgning fra bevillingshaveren give tilladelse til at varer, der er henført under proceduren for særligt anvendelsesformål, afstås til staten. Se EUTK artikel 199.

Toldmyndigheden kan afslå denne ansøgning, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

Se GF artikel 249.

Anvendelse til andet formål

I tilfælde, hvor bevillingshaveren ikke er i stand til at anvende varerne til det særlige anvendelsesformål, der er anført i bevillingen, kan toldmyndigheden efter skriftlig ansøgning give tilladelse til, at varerne anvendes til et andet formål i EU's toldområde.

Gives der tilladelse til anvendelse til andet formål, opstår der toldskyld for de varer, der er omfattet af denne tilladelse. Proceduren for særligt anvendelsesformål anses for ophørt, når toldskylden er blevet betalt. Se EUTK artikel 254, stk. 4, litra c).

Toldskyld

Opstår der toldskyld for varer, der er henført under proceduren for særligt anvendelsesformål, beregnes tolden efter den sats, der gælder for tilsvarende varer, der ikke henføres under proceduren, på tidspunktet for toldskyldens opståen. Se EUTK artikel 85.

Ved beregning af toldskylden for en vare, der er overgået til fri omsætning til nedsat importafgift på grund af dens anvendelse til særlige formål, trækkes det beløb, der oprindeligt er blevet betalt ved overgangen til fri omsætning, fra beløbet af den opståede toldskyld. Se EUTK artikel 80.

Se også

Se også afsnit F.A.11 for yderligere information om toldskyldens opståen og beregning.