Dette afsnit handler om, hvornår det er muligt at annullere og rette en udførselsangivelse
Afsnittet indeholder:
Bestemmelser om annullering og rettelse i forbindelse med udførsel er forskellige afhængigt af, om det er industrivarer eller varer, der er omfattet af EU's landbrugsordninger (YM-angivelser). Reglerne for rettelser findes i TK i artikel 65 og i GB i artikel 204.
Hvis varer, der er frigivet til udførsel, alligevel ikke skal forlade EU's toldområde, skal virksomheden straks underrette udførselsstedet om dette og angivelsen erklæres ugyldig. Reglerne om dette findes i artikel 792a i GB.
En udførselsangivelse kan altid annulleres af eksportøren eller dennes repræsentant, indtil der er indsat faktisk ekspeditionstid. Annulleringen sker i e-Export.
En eksportør, der ønsker at annullere en udførselsangivelse, hvor der er indsat faktisk ekspeditionstid, skal anmode SKAT om annulleringen. Hvis anmodningen om annulleringen sker elektronisk i e-Export, skal eksportøren angive en begrundelse, og SKAT skal godkende begrundelsen.
SKAT skal godkende annulleringen elektronisk, inden den har effekt.
En angivelse, der har fået udpassageattest, kan kun rettes af SKAT.
Rettelse af udførselsangivelser, der tidligere er frigivet eller har fået udpassageattest, skal eksportøren selv foretage elektronisk.
Rettelsesanmodning kan ske direkte i e-Export, via enten internettet eller edi-løsningen. Eksportøren skal angive en begrundelse for rettelsen.
Rettelsen har først effekt, når SKAT elektronisk har godkendt rettelsen. Det vil sige, at eksportøren får direkte besked i e-Export, om rettelsen er afvist eller godkendt.
Det er vigtigt, at EAD-Dokumentet indeholder de rigtige oplysninger i forhold til transporten og de varer, som frembydes for SKAT.
SKAT godkender ikke rettelser i e-Export i perioden, fra der er dannet et EAD-dokument til udførselsangivelsen har fået elektronisk udpassageattest.
Hvis rettelsen er af en karakter, der betyder, at den skal foretages med det samme, skal den oprindelige udførselsangivelse slettes i e-Export, og der skal oprettes en ny, som skal frigives efter de almindelige procedurer efter aftale med toldekspeditionsstedet. Derved dannes et nyt og korrekt EAD-dokument, som sendes elektronisk til udgangstoldstedet. Et print af dette kan sendes i papirformat eller som pdf-fil.