Dokumentets metadata

Salg af telekort - eget navn - momspligt - afregningsbilag

Skatteministeriet fik også for landsretten medhold i, at appellanten havde foretaget momspligtigt salg her i landet, i eget navn og for egen regning, af såkaldt singlefunktionelle telekort ("prepaid calling cards") til danske grossister. Kortene var indkøbt fra appellantens irske søsterselskab, som havde faktureret salgene til sagsøgeren med "0 moms", dvs. som omvendt betalingspligtige køb af telekort (teleydelser) her i landet. Salgene fra appellanten var momspligtige i medfør af momslovens § 4, stk. 1. Det var ikke godtgjort, at grossisterne havde leveret momspligtige formidlingsydelser for appellanten til efterfølgende led i handelskæden (detailhandlere og danske slutbrugere af telekortene). Appellanten havde derfor ikke fradragsret i henhold til momslovens § 37, stk. 1, for momsen af nogle afregningsbilag, som sagsøgeren selv havde udstedt til de danske grossister (selvfakturering).Det var derfor med rette, at SKAT havde forhøjet både appellantens salgsmoms samt nedsat den angivne fradragsberettigede købsmoms. Skatteministeriet fik endelig medhold i, at kravet ikke var delvist forældet efter skatteforvaltningsloven, idet appellanten måtte anses for at have handlet groft uagtsomt i sine momsangivelser, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. (Stadfæstelse af SKM2015.174.BR)

Parter

H1 ApS under konkurs

(adv. Niclas Holst Sonne)

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. David Auken)

Afsagt af landsdommerne

Jan Uffe Rasmussen, Thomas Lohse og Benedikte Holberg

Parternes påstand

Byrettens dom af 12. januar 2015 (BS H-1946/2013)(SKM2015.174.BR) er anket af H1 ApS under konkurs med følgende påstande som for byretten:

Påstand 1

Skatteministeriet skal anerkende, at appellantens salgsmoms for perioden 1. januar 2008 til 31. december 2009 skal nedsættes med 12.056.388 kr. fra 12.056.388 kr. til 0 kr.

Påstand 2

Skatteministeriet skal anerkende, at appellantens indgående moms for perioden 1. januar 2008 til 31. december 2009 skal forhøjes med 21.559.697 kr. fra 0 kr. til 21.559.697 kr.

Påstand 3

Skatteministeriet skal anerkende, at appellantens momstilsvar ikke kan forhøjes for perioden 1. januar 2008 - 30. juni 2008.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af MM. Der er endvidere afgivet forklaring af SS.

MM har supplerende forklaret blandt andet, at han styrer de juridiske aspekter for koncernen på verdensplan. Han er ansat i G10, der er baseret i udlandet. G10 er søsterselskab til G1 og H1. Han var involveret i kontraktindgåelsen. De bruger samme koncept i mange lande, og de benytter samme aftaler i alle de europæiske selskaber. Det er enten agent- eller serviceaftaler. Aftalen mellem G1 og H1 er en agentaftale. Det betyder, at det danske selskab leverer formidlingsydelser for at få det irske selskabs produkter på markedet i Danmark, og formidlingen sker på vegne af G1. H1 har ikke mulighed for at aktivere de telekort, der sælges, og kortene kan ikke bruges af H1, men kun af slutbrugeren.

Slutbrugeren skal skrabe en kode på kortet, og ved at følge instruktionerne på kortet får slutbrugeren adgang til de services, der tilbydes, dvs. telekommunikation og ydelserne fra G2. Telekortene blev først aktiveret af G1, når de havde forladt H1, og grossisterne havde betalt.

G2-funktionen betød, at kortet var multifunktionelt. I 2008 var markedet for telekort meget primitivt. Det eneste, konkurrenterne havde, var telefoni. Det var en nyskabelse i branchen, at man både kunne få telefoni og sportsnyheder på samme kort. Det blev introduceret i et EU-land i 2006 og i Danmark i 2008. I dag er det ikke en funktion, der er efterspurgt. I 2008 var det en populær funktion, men i 2010/11 blev det udfaset, da konkurrenterne kom med lignende ydelser.

G2 blev benyttet i bl.a. Danmark og tre andre europæiske lande. H-koncernen søgte professionel hjælp i flere lande, inden ydelsen blev introduceret. I Danmark brugte de R1. Alle rådgivere har anset kortene for multifunktionelle, og der er ingen andre lande end Danmark, der har anfægtet det. Sverige har anerkendt, at kortene er multifunktionelle, og der er sket tilbagebetaling af moms. Opbygningen i Sverige er den samme som i Danmark.

Salget til Danmark er i de irske myndigheders øjne et europæisk salg, og dermed er der i momshenseende tale om et grænseoverskridende salg. I regnskaberne for G1 er der lavet en hensættelse vedrørende en mulig momsforpligtelse. Det er R1, der har revideret de irske selskaber, som har bemærket, at selvom det efter irske regler er et grænseoverskridende salg, bør der laves hensættelser til dækning af eventuel irsk moms af salget til slutbrugerne. For nylig er der lavet en revision på koncernniveau, og det er ved den revision, at R1 har anbefalet, at der - selv om det ikke er påkrævet - sker en hensættelse. De irske myndigheder har ikke rejst et momskrav mod G1, men R1 har udtalt, at et sådant krav måske kan komme. Ifølge R1 kan de irske myndigheder gå 8 år tilbage.

Han har ikke haft noget at gøre med faktureringen til Danmark eller i andre selskaber eller med momsangivelse i Irland. Det er det irske selskab, der skal sørge for momsangivelse, men selskabet har fået regnskabsmæssig og juridisk hjælp af G10.

Forevist faktura nr. 60848 af 3. juni 2008 fra G1 til H1, har vidnet forklaret, at han ikke personligt var involveret i faktureringen. Han er bekendt med, at der udstedes fakturaer, men han har ikke haft noget at gøre med den daglige fakturering.

SS har forklaret blandt andet, at han er ansat i G10 og er regnskabschef for H-koncernen. Han begyndte i 2008. G10 leverer regnskabsbistand og juridiske ydelser til G1. G10 har 500-600 ansatte, og G1 har ca. 10 ansatte.

G10 varetager økonomi og regnskabsfunktioner samt udsteder fakturaer til kunderne. De udfører både intern og ekstern fakturering, også i forhold til grossisterne. Fakturaerne i sagen er håndteret af G10. Forretningskonceptet er ret ens i alle lande. De lokale selskaber er agenter/formidlere for G1. De lokale selskabers opgave er at få produktet på det lokale marked, og for dette arbejde får de et formidlingshonorar, som svarer til 2 % af kortets pålydende værdi. Det er G1, der udsteder telekortene og betaler for de ydelser, som slutbrugerne benytter. G1 betaler ligeledes G10.

Forevist H-telekort har vidnet forklaret, at internet-adressen på kortet fører til G1s hjemmeside, hvor kunden kan finde kontraktvilkår. Kontraktparten er G1. H1 var ikke forpligtet til at betale for de fysiske kort, som først blev aktiveret, når H1 havde fundet en grossist, og når denne fysisk havde fået kortene. De penge, som H1 modtog, blev videresendt til G1.

Hvis H1 havde udgifter, skulle de informere G1. De fakturaer, der blev udstedt begge veje, blev modregnet, så det kun var nettobeløbet, der blev overført. Fakturaerne blev udstedt, når kortene var solgt til slutbrugerne. H1 har aldrig haft mulighed for at beholde mere end den aftalte provision. Det er sædvanligt, at der gives store rabatter til grossisterne. H-koncernen kunne godt få profit, selvom kortene blev solgt med store rabatter. Rabatter på op til 60 % var ikke usædvanligt på det tidspunkt.

Det var G10 der på vegne af G1 fastsatte prisen på kortene, og det blev gjort ud fra, hvad markedet kunne bære. Når H1 blev kontaktet af en grossist, der ville forhandle kort, gennemgik G1 først hvidvaskningsproceduren. Han mener, at de bad om momsdokumenter, og ved enkeltmandsvirksomheder tillige om kopi af pas. De gennemførte stikprøver for at sikre, at oplysningerne var korrekte. Når kunden var godkendt, blev der fastsat en låneramme, og kortene blev aktiveret, når de blev overdraget til grossisten. I løbet af processen udstedte G10 fakturaer. I praksis blev ordren først afgivet på det lokale kontor. Derefter gik den til kreditstyringskontoret og så til regnskabskontoret, der udstedte fakturaer, og til sidst gik den til aktiveringsteamet.

Via en onlineportal blev fakturaerne sendt elektronisk til grossisterne, som ved brug af et individuelt brugernavn og adgangskode kunne se fakturaerne. Der er ingen særskilte aftaler med grossisterne, men G10 ser alle i hele kæden som agenter.

H1s indtægt var ikke fakturabeløbene, men provisionen. Indtægten tilkom G1. Det var helt almindelige regnskabsmæssige principper, og i G1 blev det posteret efter EU-reglerne om omvendt betalingspligt. Dvs., indtægten i Irland ville være 52 kr. Det er kun i Irland, at reglerne om omvendt betalingspligt gælder. I Irland blev det ikke anset som en momspligtig ydelse. Han tror, at det er en fejl, når der på faktura nr. 60848 fra G1 til H1 er skrevet

"...

NOTE: The invoice is ZERO rated for VAT in accordance with Article 9.2e of the EU 6th Directive.

..."

Det var hans team, der stod for faktureringen, og det er rigtigt, at man i 2008 og 2009 på fakturerer på samme måde henviste til reglerne om omvendt betalingspligt i Danmark. Det irske selskab har indberettet leverancerne som "0-moms-leverancer" til de irske myndigheder.

Når en kunde køber et kort, skraber kunden på kortet, og så kommer et nummer frem, som kunden skal bruge for at aktivere kortet. Nummeret går til G1, der kan genkende kort og kode, og så ser G1 på, hvor de billigst kan gennemføre samtalen. G1 betaler herefter den operatør, der leverer opkaldet.

G2 er en nyhedsservice, hvor kunden igen skal igennem de samme handlinger. Man ringer til et nummer og kommer til H's omstilling, og G2 fakturerer G1. Hvis et telekort ikke virkede, kunne kunden kontakte kundeservice, der var drevet af G10 på vegne af G1.

Den momspligtige leverance er leveringen af kort til H1. De irske myndigheder har ikke rejst et momskrav mod G1. Det irske selskab har indberettet omvendt moms til det danske selskab. Han er klar over, at det danske selskab sendte fakturaer med dansk moms til det irske selskab, og det er bl.a. baggrunden for momssagen i Irland.

Forevist brev af 3. august 2009 fra R2 på vegne af G1 til SKAT, har vidnet forklaret, at det irske selskab havde faktureret med indgående moms, og det irske selskab stillede krav om tilbagebetaling af denne moms i henhold til EU-regler. H1 er betalt for formidlingsydelser.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved afgørelsen af sagen er det afgørende, hvad der er den faktiske og økonomiske virkelighed bag de transaktioner, der er foretaget. I den forbindelse bemærkes, at grossisterne ikke har betalt 168.080.425 kr., som er det beløb, der er anført som omsætning for H1 ApS, men alene 60.281.940 kr.

Ved vurderingen af sagen må det endvidere indgå, at en række forhold hos H1 ApS og H-koncernen heller ikke for landsretten er blevet dokumenteret. Det gælder særligt aftalegrundlaget mellem H1 ApS og grossisterne, og at salget til de danske grossister skulle være sket i G1s navn og for dette selskab. Endelig er det også for landsretten uoplyst, hvordan grossisterne har opfattet samarbejdet.

Det er videre forklaret, at alle fakturaer, der er udstedt mellem G1, H1 og grossisterne i Danmark, er udstedt af G10 i udlandet, og det fremgår af fremlagte fakturaer fra G1 til H1, at der på disse er anført en note med følgende ordlyd:

"...

The Invoice is ZERO rated for VAT in accordance with Article 9.2e of the EU 6th Directive.

..."

På den baggrund lægger landsretten til grund, at der reelt er tale om en enkel distributionskæde af singlefunktionelle forudbetalte telekort fra G1 til H1 ApS og igen videre fra H1 ApS til grossisterne.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, frifinder landsretten Skatteministeriet.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

H1 ApS under konkurs skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 500.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og betydning.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 ApS under konkurs inden 14 dage betale 500.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2015.174.BR