Dokumentets metadata

Dokumentets dato:05-04-2016
Offentliggjort:15-09-2016
SKM-nr:SKM2016.400.BR
Journalnr.:BS 1728/2014
Referencer.:Ligningsloven
Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Beskatning - Fiktiv jagtleje - rådighed til nærstående

I dom afsagt af Byretten samme dag (BS 18-1727/2014) fandt retten, at et selskab skulle beskattes af en fikseret jagtleje ved at have stillet selskabets jagtarealer til rådighed for ægtefællen til selskabets aktionær og et jagtkonsortium, som ægtefællen var deltager i. Spørgsmålet i denne sag var, om aktionæren skulle beskattes af denne rådighedsstillelse over jagtarealerne som maskeret udbytte.Retten fandt, at ægtefællen uanset hans helbredstilstand havde haft rådighed over jagtarealet og havde indgået aftaler med jagtkonsortiet om udnyttelse til jagt. Dette var sket uden vederlag. Under hensyn hertil og til det interessefælleskab, som må antages at foreligge mellem selskabets aktionær og hendes ægtefælle, fandt retten, at den mulige jagt-indtægt i sin helhed må anses for at have passeret aktionærens økonomi. Aktionæren skulle derfor beskattes af maskeret udlodning.Under sagen havde Skatteministeriet med henvisning til en indhentet syn og skønserklæring korrigeret den beløbsmæssige opgørelse af forhøjelsen til gunst for aktionæren. Skatteministeriet fik på den baggrund medhold i den endeligt nedlagte påstand.


Parter

A

(Advokat Kim Munk-Petersen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Camilla Bjerg Nielsen)

Afsagt af retsassessor

Gunnar Clausen

Sagens baggrund og parternes påstande.

Sagen drejer om, hvorvidt sagsøgeren har været forpligtet til at medtage en fiktiv jagtleje i et selskab, hvor hun er eneanpartshaver som indtægt i form af udbytte fra selskabet.

Stævning er modtaget den 30. september 2014.

Sagsøgeren har påstået, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 nedsættes med kr. 20.992,50 for indkomståret 2010 til kr. 0,00, med kr. 21.552,30 for indkomståret 2011 til kr. 0,00 og med kr. 22.018,80 for indkomståret 2012 til kr. 0,00.

Sagsøgtes påstand er principalt frifindelse mod at sagsøgerens skattepligtige indkomster i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 nedsættes med kr. 27.313, kr. 26.484 henholdsvis kr. 24.841 og subsidiært, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Oplysningerne i sagen.

Denne sag er forberedt og hovedforhandlet sammen med BS 1727/2014, hvor G1 har stævnet Skatteministeriet, med påstand om nedsættelse af selskabets indkomst for skatteårene 2010, 2011 0g 2012, således at en fiktiv jagtleje for selskabet i disse skatteår ikke skal medregnes til selskabets indkomst.

I den sag har retten taget Skatteministeriets påstand til følge, hvorefter selskabet som indkomst skal medtage en fiktiv jagtleje.

Landsskatteretten har den 1. juli 2014 truffet følgende afgørelse:

"...

I afgørelsen har deltaget: OI, NK og SK

Klager: A

Klage over: SKATs afgørelse af 9. september 2013

Cpr-nr.: ... 11

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2010

Maskeret udlodning

46.650 kr.

0 kr.

46.650 kr.

Indkomståret 2011

Maskeret udlodning

46.650 kr.

0 kr.

46.650 kr.

Indkomståret 2012

Maskeret udlodning

46.650 kr.

0 kr.

46.650 kr.

Faktiske oplysninger

Selskabet G1 ejes 100 % af klageren, som er gift med JS. Selskabet driver handel med køb og salg af værdipapirer, og det er moderselskab for det 100 % ejede selskab G3. Af årsrapporten for G1 for 2010/2011 og 2011/2012 fremgår, at årets resultater før finansielle poster andrager henholdsvis -180 kr. og 114 kr., efter finansielle poster henholdsvis 496.670 kr. og - 2.920.001 kr. Egenkapitalen andrager henholdsvis 29.768.470 kr. og 26.848.469 kr. Selskabet har forskudt regnskabsår 1. maj - 30. april.

Selskabet ejer ifølge BBR-registrets oplysninger 114 ha skov. Skoven består af Y3 på 6,4 ha købt d. 1/2 2011, Y1 på 61,6 ha købt d. 1/10 2003 og Y2 på 46 ha købt pr. 1/7 2008. Ifølge SKAT er 20,7 ha indhegnet.

Det fremgår, at selskabets jagtarealer stiller sine jagtarealer til rådighed for G4, idet betalingen herfor, jf. foreliggende aftale mellem konsortiet og selskabet (hverken underskrevet eller dateret), andrager 21.000 kr. pr. år. Endvidere fremgår, at jagtarealerne herudover stilles til rådighed for klagerens ægtefælle JS, som i øvrigt er et af 6 medlemmer i konsortiet, jf. aftalens pkt. 7, vederlagsfrit. Det fremgår, at selskabet ikke har indtægtsført jagtleje.

Det er herefter SKATs opfattelse, at selskabet skal fikseres af en lejeindtægt og har under hensyn hertil forhøjet selskabets skattepligtige indkomster med fikseret jagtleje for 2010 med 46.650 kr., for 2011 med 46.650 kr. og for 2012 med 46.650 kr. SKATs afgørelse er indbragt for Landsskatteretten, og behandles samtidig med nærværende sag.

SKATs afgørelse

SKAT har som konsekvens af forhøjelserne for selskabet samtidig forhøjet klagerens skattepligtige indkomster med maskeret udbytte for 2010 med 46.650 kr., for 2011 med 46.650 kr. og for 2012 med 46.650 kr., jf. selskabsskattelovens § 16 A, stk. 1.

Til støtte herfor er henvist til den argumentation, der er anført i Landsskatterettens sammenholdte sag vedrørende skatteansættelsen for G1, j.nr. 13-5999148.

Klagerens opfattelse

Klageren har påstået forhøjelserne for 2010, 2011 og 2012 nedsat til 0 kr.

Til støtte herfor er henvist til den argumentation, der er anført i Landsskatterettens sammenholdte sag vedrørende skatteansættelsen for G1, j.nr. 13-5999148.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

Der kan efter gældende regler ske beskatning af maskeret udbytte, selv om fordelene ikke tilfalder aktionæren personligt, men en person, hvori aktionæren har en personlig interesse, her i sagen klagerens ægtefælle.

Det er oplyst, at klageren er eneejer af selskabet G1.

Landsskatteretten har i en samtidig hermed verserende klage (j.nr. 13-5999148) vedrørende selskabet om fikseret jagtleje tiltrådt SKATs afgørelse om, at selskabets indkomst for 2010 forhøjes med 46.650 kr., for 2011 med 46.650 kr. og for 2012 med 46.650 kr. Ved afgørelsen er lagt til grund, at selskabet stiller jagtarealer til rådighed for G4, idet betalingen herfor, jf. aftale mellem konsortiet og selskabet (hverken underskrevet eller dateret), andrager 21.000 kr. pr. år. Endvidere er lagt til grund, at jagtarealerne herudover stilles til rådighed for klagerens ægtefælle JS, som i øvrigt er 1 af 6 medlemmer i konsortiet, jf. aftalens pkt. 7, vederlagsfrit.

Udeholdte indtægter i selskabet, herunder udeholdt jagtleje, anses under disse omstændigheder efter praksis for at have passeret hovedaktionærens, her klagerens, økonomi med den følge, at klageren indkomstbeskattes heraf som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

SKATs afgørelse stadfæstes herefter.

..."

Under sagernes behandling i retten er udmeldt skovrider R1, G2, som skønsmand. Denne har i erklæring af 3. august 2015 udtalt:

Syn- og skønserklæring:

"...

Spørgsmål 1: "Skønsmanden bedes indledningsvist give en kort beskrivelse af det relevante skov- og jagtareal på baggrund af den foretagne besigtigelse.

Skønsmanden bedes i den forbindelse oplyse, om der er konstateret nævneværdige ændringer i de faktiske forhold sammenholdt med den besigtigelse, der blev foretaget af SKAT den 02. april 2013, jf. bilag A pkt. 1.1. "

Svar:

Ejendommen er beliggende i det østlige Himmerland med meget kort afstand til kysten - fra 0 til 1600 m. Det påvirker dyrkningsgrundlaget, som væsentligt adskiller sig fra det generelle billede i Himmerland. Som det fremgår af bilag I, er ejendommen beliggende på gammel havbund den eneste topografi er de gamle sandrevler og jordbunden består udelukkende af groft sand.

Skoven er derfor, både dyrkningsmæssigt og jagtligt, af en meget lav bonitet, som bedst kan sammenlignes med de vestjyske plantager.

Træartsvalget svarer til dyrkningsgrundlaget og er domineret af sitkagran, rødgran, contortafyr, fransk fyr og bjergfyr. I de senere kulturanlæg - lavet i forbindelse med skovrejsning på landbrugsjord og efter stormfald i 2005 er suppleret med løvtræ og grandis.

Ejendommens beliggenhed og arrondering er ikke jagtligt attraktiv: Den ydre beliggenhed tilgrænsende:

Mod øst den stærkt trafikerede Kystvej - og herefter åbent hav.

Mod vest den meget betydelige indhegning af ... skov.

- giver meget dårlige muligheder for vekselvirkning af vildt med naboarealer. Arronderingsmæssigt er ejendommen opdelt i 3 dele (areal efter fotokort i Bilag I):

Hovedskoven' (108,8 ha).

'Øststykket' (8,1 ha).

'Sydstykket' (10,6 ha).

I alt 127,5 ha.

- hvilket giver en meget beskedne mulighed for jagtudnyttelse af de to mindre lodder (18,7 ha).

En detaljeret gennemgang af skovtilstanden og dens betydning for jagten falder uden for skønstemaet. Men følgende forhold har betydning:

Jagtligt set svarende til et brakareal uden føde-muligheder eller skjul.

Under gennemgangen fremkom desuden følgende omkring forvaltning og jagtudøvelse:

Desuden blev anvendelsen af bygningssættet præciseret:

Der henvises i øvrigt til Bilag I (kortmateriale) og Bilag II (billeder fra gennemgangen) for nærmere indtryk af ejendommen.

Særskilt bemærkes i relation til SKATs beskrivelse af 'de faktiske forhold' pr. 2.4.13:

Spørgsmål 2: "Hvad var efter skønsmandens opfattelse den markedsmæssige værdi af jagtadgangen pr. ha. i hhv. jagtårene 2010/2011, 2011/2012 og 2012/2013 inkl. adgang til jagthytten ved udleje til uafhængig 3-mand på de vilkår, som fremgår af den som bilag 4 fremlagte jagtaftale?

Svaret bedes nærmere begrundet, idet det bedes oplyst, hvilke forhold, der er inddraget i besvarelsen og med hvilken vægt"

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at:

Med afsæt i ovenstående beskrivelse er konklusionen omkring reviret:

For så vidt angår selve aftalen om jagtudøvelse (bilag 4) bemærkes:

Samlet set vurderes den markedsmæssige værdi af adgangen i henhold til gældende aftale til:

Jagtår Jagtleje (kr/ha)

2010/2011 225

2011/2012 231

2012/2013 236

Regulering 2,50% p.a.

Markedsprisen på jagt har i perioden været flad men det det ses ofte, at der lægges en pristalsregulering ind i flerårige kontrakter, hvilket her er taget i regning.

Ejers særstatus kan i denne sammenhæng anslås til en betydning på ca. 25 kr/ ha.

Til grund for vurderingen ligger i prioriteret rækkefølge:

1) Ovenstående beskrivelse herunder det dårlige samspil med naboarealer, arrondering og den jagtlige bonitet med relativt lavt fødeudbud og dårligt skjul i en stor del af skoven.

2) Det forholdsvist snævre udbud af vildt - ingen fasaner (stort set), snepper (der burde komme et par stykker i ny og næ), ænder, gæs, harer eller kronvildt.

3) At den jagtlige intensitet (antallet af drivjagter og skytter) under normale forhold (gennemsnitlige jægere) bør sikre, at man får nedlagt det vildt, der rimeligvis passer til ejendommen.

4) Jagtudbytterne som de fremgår af bilag 10.

Sammenligning med område et andet revir i samme størrelseskategori, karakteriseret af:

Spørgsmål 3: "Skønsmanden bedes oplyse, om det giver anledning til en ændret besvarelse af spørgsmål 2, hvis de i bilag 10 indeholdte oplysninger om nedlagt vildt i de omhandlede jagtår ikke lægges til grund for besvarelsen?"

Svar:

I en fastlæggelse (eller forhandling) om prisen på jagtleje er de historiske jagtudbytter naturligvis af stor betydning som udtryk for, hvad man under den gældende forvaltning har været i stand til at opnå. I forhold til de jagtudbytter, der fremgår af bilag 10 bemærkes:

Det er vanskeligt at vurdere effekten af, at man fjerner en del af grundlaget for vurderingen ud over naturligvis en større usikkerhed - men hvis man lægger til grund at:

Ville man næppe ansætte niveauet for jagtleje, der især tager udgangspunkt i den fysiske gennemgang af ejendommen, væsentligt anderledes. Man ville ud fra en standardbetragtning måske forvente, at der kunne leveres lidt mere råvildt (ofte regner man med 1 stk. pr. 10-12 ha) og lejlighedsvist burde der falde et par snepper men henset til skovens arrondering og de trafikerede veje, der tilgrænser ejendommen, er det udbytteniveau, der afspejler sig i bilag 10 ikke overraskende.

Spørgsmål 4: "Skønsmanden bedes oplyse hvilket eventuelt andet materiale ud over det ved temaet fremlagte der har dannet grundlag for besvarelsen?"

Svar:

Grundlaget for besvarelsen er:

..."

Under sagen er fremlagt aftale med G3, sagens bilag 3, og sagens bilag 4, Aftale mellem G4 og G1 om afholdelse af jagter på selskabets arealer i alt 107 ha. Endvidere er fremlagt Vedtægter for konsortiet, sagens bilag 5. Aftalen og vedtægterne er gengivet i Landsskatterettens afgørelse vedrørende G1 og gengives ikke hér.

JS har bl.a. forklaret, at han er ægtefælle til eneanpartshaveren A. Selskabet var tidligere i brødbranchen, men efter et generationsskifte har selskabet etableret sig med skovaktiviteter. Jorden til den ejendom, som selskabet nu ejer er opkøbt i flere omgange. G1 købte ejendommen i investeringsøjemed. Jagten var ikke udlejet i 2009. Han var selv i 1991 udsat for en alvorlig trafikulykke, hvor han blev meget tilredt. Han fik en ny kunstig hofte i 2008, men han var indlagt i meget lang tid på grund af komplikationer og blev således opereret 9 gange i sommeren 2009. Han var derfor overhovedet ikke på jagt i 2009, og er i øvrigt meget hæmmet. Han har lavet kontrakten med G3. G1 har aldrig stået for driften. Indtægterne er indgået i G3. Han kendte LC i forvejen fra ...Hede-jagtkonsortiet. Han er ikke i familie med nogen af de andre i konsortiet. De vidste alle godt, at det var selskabet som ejede jorden og ikke han. Jagtlejekontrakten i sagens bilag 4 er udarbejdet af LC. Det er en lapsus, at G1er anført. Det skulle have været G3. Ifølge kontrakten har han tre særfordele, men han deltager på lige fod med de andre konsortiemedlemmer i lodtrækningen om bukkejagten. Han har dog stadigvæk en fællesjagt med 8 egne private gæster, hvor han selv afholder udgifterne. Medlemmerne af konsortiet har i vekslende omfang deltaget i hans skovrejsningsprojekter og har på den måde betalt for medlemskabet af konsortiet. Timeregnskabet er blevet gjort op en gang om måneden. Timelønnen er fastsat til 100 kr., fordi det er nemt at regne med. Konsortiemedlemmerne har således betalt jagtlejen ved fysisk arbejde. G1 blev i øvrigt etableret i sin tid i forbindelse med salget af fabrikken.

Bygningsingeniør og nu pensionist LC har bl.a. forklaret, at han var formand for ... Hede Jagtkonsortium, hvor JS blev medlem i 2003. Dette konsortium er siden blevet opløst. Han har udfærdiget jagtkonsortiets vedtægter, sagens bilag 5, og har også udarbejdet aftalen i sagens bilag 4. Han erfarede senere, at det var Holdingselskabet, som ejede jorden. Der blev afholdt 8 fællesjagter om året og en rævejagt. Derudover havde JS een jagt, hvor konsortiet ikke havde udgifter. Sagens bilag 6 er kontingentregnskab, som han førte. Medlemmerne kunne få godtgjort kontingentbetalingen ved fysisk skovarbejde, især beplantning Han har lavet regnskabet i bilag 14 udfra medlemmernes indberetninger. Ingen af medlemmerne er i øvrigt i familie med Svend. Kontingentbetalingen konsortiet har altid været til selve driften og ikke en jagtleje.

Parternes synspunkter.

Sagsøgeren har i påstandsdokument af 16. februar 2016 til støtte for sin påstand anført følgende:

"...

1. For indkomståret 2010 gøres det i den sideløbende sag mellem G1 og sagsøgte gældende, at der ikke er basis for at fiksere en hypotetisk jagtlejeindtægt. Er Retten enig heri, er der følgelig heller ikke basis for at beskatte sagsøgeren i nærværende sag af maskeret udbytte på tilsvarende beløb.

Selvom Retten måtte nå frem til, at der er basis for at indkomstforhøje G1 med en fikseret jagtleje, gøres det i nærværende sag gældende, at dette ikke kan tilskrives interessesammenfald med sagsøgerens ægtefælle, JS.

JS er temmelig bevægelseshæmmet som følge af en meget alvorlig trafikulykke i 1991. Han har siden gentagne gange været hospitalsindlagt, bl.a. med udskiftning af hofte, hvor han var sygemeldt fra 12. august 2008 til ca. 01. maj 2009 og kun kunne bevæge sig i rullestol. Han nyder sin fritid i skoven, hvor han kan gå sig en tur, smide lidt foder til råvildt og fasaner, fælde et par træer eller plante nogle nye.

2. Fra 01. oktober 2010 blev jagten udlejet til G4. JS blev medlem af Jagtkonsortiet og har derigennem samme jagtmæssige rettigheder, som de øvrige konsortiemedlemmer, ligesom han betaler den samme årlige jagtleje. Bortset fra de begrænsede særrettigheder, han er tillagt i jagtlejeaftalen, har han ingen fordele, der bare tilnærmelsesvist kan betegnes som maskeret udbytte til ægtefællen, A.

Skovens ejer, repræsenteret ved G3, der har overtaget den fulde drift af skoven, har således på ingen måde give afkald på indtægt i en aktionærs interesse.

Der er således intet grundlag for at foretage nogen form for beskatning, som maskeret udbytte.

Som følge heraf bør den af sagsøgte fastsatte indkomstforhøjelse for skatteårene 2010, 2011 og 2012 nedsættes til kr. 0,00.

..."

Sagsøgte har i revideret påstandsdokument af 24. februar 2016 til støtte for sin påstand anført følgende:

"...

Ved opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst skal udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer medregnes, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Da sagsøgeren er eneanpartshaver i selskabet, skal sagsøgeren beskattes af alt udbytte fra selskabet.

Til udbytte henregnes alt, hvad der udloddes af selskabet til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1. Til udbytte medregnes således alle fordele uanset betegnelse og fremtrædelsesform som kommer sagsøgeren som eneanpartshaver til gode, herunder deklareret såvel som maskeret udbytte.

Det fremgår af forarbejderne til ligningslovens § 16 A, jf. Folketingstidende 1999/2000, Tillæg A, spalte 6470-6471, at et økonomisk gode kan anses for at have passeret en hovedaktionærs økonomi, selvom godet ikke tilfalder hovedaktionæren personligt, men derimod en af hovedaktionærens nærtstående, jf. også UfR2006, 2433 H og SKM2012.621.ØLR .

Som redegjort for i Skatteministeriets reviderede påstandsdokument i den sambehandlede sag mod selskabet, BS 99-1727/2014, har jagten været stillet til rådighed for sagsøgerens ægtefælle (og jagtkonsortiet, som han deltog i). Som også redegjort for i det andet påstandsdokument er det videre udokumenteret, at selskabet har modtaget vederlag for jagtretten. Der henvises i det hele til Skatteministeriets anbringender i det andet påstandsdokument.

Selskabets vederlagsfrie rådighedsstillelse af selskabets jagtret til sagsøgerens ægtefælle (og dennes jagtkonsortium) må skyldes interessesammenfaldet mellem sagsøgeren, som hovedanpartshaver i selskabet, og sagsøgerens ægtefælle, JS. Det vederlagsfrie gode skal derfor anses for at have passeret sagsøgerens økonomi, og markedsværdien af dette gode skal beskattes hos sagsøgeren som maskeret udbytte i hvert af indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Det bestrides hertil, at JS' helbred skulle indebære, at der ikke skal ske udbyttebeskatning af sagsøgeren i denne sag. Det bemærkes herved, at JS - uanset eventuelle helbredsmæssige begrænsninger - har haft rådigheden over jagtarealet, og at denne rådighed også er blevet udnyttet (i et eller andet omfang). Det er i den forbindelse uden betydning, i hvor stort omfang rådigheden er blevet udnyttet af ægtefællen personligt.

At jagtretten også er blevet benyttet af venner, forretningsforbindelser mv. til JS medfører i øvrigt ikke, at sagsøgeren alene skal beskattes af en del af markedsværdien af jagtretten. Det er således den manglende vederlæggelse for rådigheden som følge af interessesammenfaldet mellem sagsøgeren og hendes ægtefælle, der er baggrunden for udbyttebeskatningen hos sagsøgeren. Det er derfor også det fulde gode, som skal anses for at have passeret sagsøgerens økonomi, uanset hvordan sagsøgeren via sin ægtefælle har valgt at "fordele" dette vederlagsfrie gode.

Særligt ad den beløbsmæssige opgørelse af forhøjelsen

Skatteministeriet har på baggrund af den indhentede skønserklæring (bilag G), i overensstemmelse med den af skønsmanden fastsatte markedsleje og på baggrund af de øvrige forhold fremkommet under retssagerne anerkendt, at sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 skal nedsættes med kr. 27.313, kr. 26.484 henholdsvis kr. 24.841.

Denne beløbsmæssige ændring har således erstattet det af SKAT og Landsskatteretten foretagne skøn vedrørende markedslejen. Sagsøgeren har med sit påstandsdokument i vidt omfang tiltrådt de af Skatteministeriet anvendte principper for opgørelsen af jagtlejen og forhøjelsen af sagsøgerens indkomst. Sagsøgeren har dog ikke taget højde for forskydningen i beskatningen som følge af, at selskabet og sagsøgerens indkomstår ikke er sammenfaldende.

Sagsøgeren har ikke påvist et grundlag for at tilsidesætte den af skønsmanden fastsatte markedsleje, og dermed er det heller ikke godtgjort, at den beløbsmæssige opgørelse af forhøjelsen (efter Skatteministeriets ændring af den principale påstand) kan tilsidesættes.

Særligt ad Skatteministeriets subsidiære påstand

Hvis retten måtte finde grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne foretagne skøn, bør sagen hjemvises til SKAT efter retningslinjer, som retten måtte udstikke til fornyet opgørelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst. I situationer, hvor domstolene undtagelsesvis finder grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige afgørelser, ligger det således efter retspraksis fast, at domstolene ikke udøver et selvstændigt skøn men hjemviser sagen.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse:

Retten har i den samtidigt forhandlede sag vedrørende skattemyndighedens ansættelse af jagtleje for sagsøgerens holdingselskab taget Skatteministeriets påstand til følge, hvorefter der i selskabets indkomst for skatteårene 2010, 2011 og 2012 skal medtages en fikseret jagtleje.

Efter bevisførelsen finder retten, at sagsøgerens ægtefælle JS uanset hans helbredstilstand har haft rådighed over arealet, hvorpå jagten drives og har indgået aftaler med G4 om udnyttelsen til jagt. Dette er sket uden vederlag.

Under hensyn hertil og til det interessefælleskab, som må antages at foreligge mellem sagsøgeren og hendes ægtefælle, finder retten, at den mulige jagt-indtægt i sin helhed må anses for skulle passere sagsøgerens økonomi som udtryk for udbytte af selskabets værdier.

Ved bedømmelsen af denne værdi har retten lagt den af skovrider R1 afgivne erklæring til grund for beregningen af selskabets indkomst, og dette har også betydning for denne sag.

Herefter finder retten, at sagsøgerens indkomst i skatteårene 2010, 2011 og 2012 skal ansættes som påstået af sagsøgte i det reviderede påstandsdokument.

Ved beregningen lægges i øvrigt skattemyndighedens skøn til grund.

Ved omkostningsfastsættelsen har retten taget hensyn til sagens omstændigheder og udfaldet af sagen vedrørende sagsøgerens holdingselskab.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes for den af sagsøgeren A nedlagte påstand, mod at sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 nedsættes med 27.313 kr., 26.484 kr. henholdsvis 24.841 kr.

Hver part skal i øvrigt betale egne sagsomkostninger.

13-5998302+" target="_blank