Dokumentets metadata

Dokumentets dato:09-12-2016
Offentliggjort:09-12-2016
SKM-nr:SKM2016.581.SKAT
Journalnr.:16-1740793
Referencer.:Skattekontrolloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Land for land rapportering – meddelelse til SKAT efter bestemmelsen SKL § 3 B, stk. 14

Danske virksomheder, der indgår i en multinational koncern, for hvilken en land for land-rapport skal indgives, kan meddele til SKAT, at de er omfattet af land for land-rapporteringspligten ved at udfylde land for land-meddelelsesblanketten (05.034), som findes på SKATs hjemmeside: www.skat.dk > blanketter > 05 Skat; selvangivelsesforløb - selskaber > 05.034 Land for land-rapport / Country-by-Country Report (http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=2237637&vId=0), og sende den udfyldte blanket til SKAT som en vedhæftet pdf-fil via TastSelv Erhverv: Kontakt-> Skatteforhold - selskaber og foreninger -> Tilkendegivelse vedr. CbC. Virksomheder, der allerede har indgivet meddelelse om land for land-rapporteringspligt i brev eller e-mail til SKAT, og som har modtaget en kvittering for brevet eller e-mailen, skal ikke sende en ny land for land-meddelelse efter den anviste model.


Meddelelse om forpligtelsen til at indgive land for land-rapport

Multinationale koncerner med en konsolideret omsætning på mindst 5,6 mia. kr. skal med virkning for indkomståret 2016 indgive en land for land-rapport til skattemyndighederne. I Danmark er pligten til at indgive land for land-rapporter indsat i SKL § 3 B, stk. 10-16, ved lov nr. 1884 af 29. december 2015.

Land for land-rapporten indeholder standardiserede og skematiske oplysninger om koncernens aktiviteter, allokering af indkomst og beskatning i de lande, hvor koncernen har hjemmehørende datterselskaber og faste driftssteder. De omfattede koncerner skal udarbejde den første land for land-rapport for indkomståret 2016 (hvis indkomståret er påbegyndt 1. januar 2016 eller senere), og rapporten skal indsendes til den relevante skattemyndighed senest et år efter indkomstårets afslutning. For de fleste af de omfattede virksomheder skal rapporten gives inden den 31. december 2017.

Danske virksomheder, der indgår i en multinational koncern, for hvilken en land for land-rapport skal indgives, skal efter SKL § 3 B, stk. 14, meddele til SKAT, at de er omfattet af land for land-rapporteringspligten. Virksomheden skal i meddelelsen oplyse, hvilket selskab i koncernen, der indgiver land for land-rapporten, og hvor dette selskab er skattemæssigt hjemmehørende. Meddelelsen skal sendes til SKAT inden udgangen af det indkomstår, som land for land-rapporten dækker. For de fleste virksomheder skal meddelelsen gives inden den 31. december 2016.

Meddelelsen til SKAT om land for land-rapporteringspligten skal gives digitalt efter anvisning fra SKAT, jf. bekendtgørelse nr. 1133 af 27. august 2016 om land for land-rapportering, §§ 1-3.

Den endelige digitale løsning, hvor meddelelsen kan indtastes i TastSelv Erhverv, er ikke færdig før sommeren 2017. SKAT har derfor lavet en land for land-meddelelsesblanket (05.034), som er lagt på SKATs hjemmeside: www.skat.dk > blanketter > 05 Skat; selvangivelsesforløb - selskaber > 05.034 Land for land-rapport / Country-by-Country Report. ( )

Danske virksomheder, der indgår i en multinational koncern, for hvilken en land for land-rapport skal indgives, kan indtil den endelige løsning er på plads give meddelelse til SKAT om land for land-rapporteringspligten ved at udfylde land for land-meddelelsesblanketten (05.034) og sende den udfyldte blanket til SKAT som en vedhæftet pdf-fil via TastSelv Erhverv: Kontakt -> Skatteforhold - selskaber og foreninger -> Tilkendegivelse vedr. CbC.

For selskaber omfattet af dansk sambeskatning er det kun administrationsselskabet, der på hele sambeskatningskredsens vegne skal udfylde land for land-meddelelsesblanketten og sende den til SKAT.

Virksomheder, der allerede har indgivet meddelelse om land for land-rapporteringspligt pr. brev eller e-mail til SKAT, og som har modtaget en kvittering for brevet eller e-mailen, skal ikke sende en ny land for land-meddelelse til SKAT efter den ovenfor anviste model.