Dokumentets metadata

Fradrag - forbedringer - grundværdi - dokumentation for afholdte udgifter

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til et fradrag i grundværdien i medfør af vurderingslovens dagældende §§ 17 og 18 for grundforbedringer i form af et vejanlæg internt på sagsøgers ejendom.Sagsøgeren havde under sagen fremlagt et skøde, hvoraf fremgik, at sagsøger selv skulle anlægge interne sti og vejanlæg. Endvidere havde sagsøgeren fremlagt et ansøgningsskema om støtte fra Boligstyrelsen, et forhåndstilsagn om støtte samt en ikke underskreven erklæring til Bygningsmyndigheden i Y2. Af ansøgningsskemaet fremgik en skønnet udgiftspost til intern vejanlæg, og i erklæringen til Bygningsmyndigheden i Y2 indestod sagsøger for færdiggørelse af vejanlægget inden en nærmere angiven frist.Retten fandt, at skødets bestemmelse skabte en formodning for, at sagsøger også havde afholdt en udgift til anlæggelse af intern vej. Formodningen blev bestyrket af ansøgningsskemaet, og retten fandt på denne baggrund, at sagsøgeren havde godtgjort, at denne havde afholdt udgifter til vejanlægget internt på grunden. Sagen blev derfor hjemvist.

Parter

Andelsboligforeningen H1 c/o R1
(Adv. SC)

mod

Skatteministeriet
Kammeradvokaten, adv.fm. Esben Ravnsbæk Johannsen)

Afsagt af byretsdommer

Tove Horsager

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om fradrag for anlægsudgifter til vejanlæg på sagsøgers ejendom, som er en storparcel på 14.419 m2. Landsskatteretten har ved afgørelse af 10. august 2015 ikke kunnet godkende fradrag for så­ danne udgifter.

Sagsøgerens påstand er, at fradragsansættelsen ved vurderingerne 2004 2007 for ejendommen beliggende Y1-adresse, Y2-by, hjemvises til vurderingsmyndigheden.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Sagen er anlagt den 12. november 2015.

Oplysningerne i sagen

Sagsøgers ejendom er en storparcel på 14.419 kvm., hvorpå der i 1986 er opført rækkehuse i et plan.

Ved betinget skøde underskrevet af køber den 5. december 1984 og af sælger den 6. december 1984 solgte Y2 Kommune til sagsøger, Andelsboligforeningen H1, det omhandlede areal til overtagelse den 1. oktober 1984.

Det fremgår af det betingede skøde blandt andet:

"...

§ 5

Prisen er fastsat til kr. 746.183,25, skriver kroner syvhundredefirti­ sekstusinde ethundredeottitre 25/100, der indbetales kontant på overdragelsesdagen eller snarest muligt derefter. I tillæg hertil betaler køber en grovbyggemodningsudgift, som på basis af september indeks 5J 7 er fastsat til kr. 2.631.034,93, skriver kroner to millioner sekshundredetre­ tientusinde tretifire 93/100 .....

§ 6

Y2 kommune udfører grovbyggemodning af arealet. Grovbyggemodning omfatter anlæg af Y3-adresse V-1, anlæg af stierne indenfor lokalplanens område E, udførelse af hovedkloaknet med regn og spilde­ vandledninger, incl. Indførelse af 1 stk. stikledning for hver storparcel ført 1 meter ind på grunden, fremføring af fællesantennekabler incl. En stikafgrening afsluttet i skab for hver storparcel samt udførelse for hovedledningsanlæg for fjernvarme incl. een stikafgrening for hver stor­ parcel.

§ 7

Detailbyggemodning udføres af køber selv. Detailbyggemodning inden­ for storparcellen omfatter interne sti og vejanlæg incl. adgange samt udførelse af samtlige forsynings og afløbsledninger.

..."

Endeligt skøde blev meddelt af sælger den 18. juli 1985.

Af lokalplan nr. 109 for Y2 kommune fremgår blandt andet følgende:

"...

§ 5 Trafikforhold

5.1 Udlæg af veje

Der udlægges areal til følgende nye veje med en beliggenhed som vist på kortbilag 2: ·

Vej V 1 i en bredde af 12,00 m (kørebane 5,00 m, fortovsbelægning 2 x 1,50 m, rabatter 4,00 m).

Vej V2 som adgangsvej for boligområde B

..."

Af "skema til brug for ansøgning om reservation på kvoten og om forhånd­ stilsagn om offentlig støtte ... til opførelse og drift af andelsboliger"; og som er underskrevet for Y2 Byråd den 8. september 1983 og den 28. juli 1983 af sagsøgers repræsentant, fremgår blandt andet følgende:

"...

Den foreløbigt skønnede samlede anskaffelsessum, opgjort pr.

17. Grundudgifter (inkl. moms) kr. 4.466.446,00

18. Håndværkerudg (inkl. moms) kr. 18.600.000,00

19. Omkostninger (inkl. moms) kr. 4.533.554,00

20. I alt (inkl. Moms) kr. 27.600.000,00

..."

Det fremgår af bilagets side 3 om den skønnede anskaffelsessum blandt andet følgende:

"...

58. Gård-, haveanlæg og hegn kr. 340.000,00

59. Interne veje kr. 300.000,00

60. Parkeringspladser (antal: 63) kr. 60.000,00

...

62. Samlede grundudgifter kr. 4.466.446,00

..."

Det fremgår af en skrivelse af 1. august 1984 fra Boligstyrelsen til Kongeriget Danmarks Hypotekbank, at der er givet forhåndstilsagn om rentebidrag og reservation på kvoten for andelsboligbyggeri, og af skrivelsens side 2 fremgår:

"...

2. anskaffelsessummen

Den foreløbigt skønnede anskaffelsessum incl. moms fordeler sig således:

Grundudgifter ........................................ 4.466.446 kr.

Håndværkerudgifter .............................. 18.600.000 kr.

Omkostninger ........................................ 4.533.554 kr.

Samlet anskaffelsessum pr. 28.7.1983 27.600.000 kr.

..."

Af en underskrevet erklæring til bygningsmyndighederne i Y2-by vedr. byggesag ...11 fremgår blandt andet, at sagsøger, der er ejer af ejendommen beliggende Y1-adresse, indestår for:

"...

at følgende arbejder og mangler på ovennævnte ejendom bringes i or­den:

1. Færdiggørelse af vej-sti-, parkerings- og haveanlæg.

Såfremt disse mangler ikke er afhjulpet inden d. 15/1-85

er jeg indforstået med, at bygningsmyndigheden i Y2-by lader de manglende arbejder udføre for min regning.

Som sikkerhed overfor bygningsmyndigheden i Y2-by vedlægges et garantibevis på kr. 200.000,-

...

i form af ikke tidsbegrænset bankgaranti.

.."

Det hedder i Landsskatterettens afgørelse af 10. august 2015 blandt andet:

"...

Vedrørende bekostningen af det interne vejanlæg, er det rettens opfattelse, at den fremlagte dokumentation i form af skøde og V&S prisberegning ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at foreningen har af­ holdt udgifter til etableringen af det interne vejanlæg, jf. Byrettens dom af 27. maj 2013, offentliggjort i SKM2013.520.BR og Byrettens dom af 24. oktober 2013, offentliggjort i SKM2013.827.BR .

Det er ikke fremlagt dokumentation i form af byggeregnskab, faktura eller lignende materiale, der dokumenterer eller sandsynliggør, at foreningen har afholdt udgifter til etableringen af vejanlægget

På baggrund af ovenstående og sagens oplysninger i øvrigt godkendes der ikke fradrag for udgifter til internt vejanlæg, og vurderingsankenævnets afgørelse stadfæstes.

..."

Forklaringer

Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument, der er uddybet under sagen, gjort gældende:

"Vurderingslovens regler om fradrag for forbedringer blev ophævet pr. 1. januar 2013, men da nærværende sag er omfattet af ophævelseslovens overgangsbestemmelser, skal sagen vurderes efter de regler, der var gældende i de af sagen omfattede genoptagelsesår.

Den dagældende vurderingslovens §§ 17 og 18 havde følgende ordlyd:

"...

§ 17. Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringen består kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

§ 18. Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

Stk. 2. Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere tilbage end 30 år for skov, der vurderes henhold til § 15, stk. 1-3; dog 60 år før vurderingen.

..."

Det overordnede formål med §§ 17 og 18 var at friholde grundforbedringer for beskatning, og således at fremme, at der skete sådanne grundforbedringer. Dette havde været formålet med loven siden indførelsen i 1922.

Af §§ 17 og 18 fremgår det, at fremdraget er underlagt to begrænsninger:

1. foranstaltningen skal virke værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien, og
2. fradraget må ikke overstige de af ejeren afholdte udgifter.

Problemstillingen

Der er enighed om, at interne vejanlæg efter sin karakter kan være fradragsberettigende, samt at en del af vejanlægget på sagsøgers ejendom konkret har virket værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien og således berettiger til fradrag.

Sagsøger bestrider ikke Landsskatteretten vurdering af udstrækningen af den del af vejanlægget, der berettiger til fradrag.

Sagens problemstilling er således, om sagsøger på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort at have afholdt udgifter til etableringen af vejanlægget på ejendommen.

Ophævelse af reglerne om grundforbedringsfradrag og skærpelse af dokumentationskravet

Reglerne om grundforbedring er ophævet ved lov nr. 925 af 18. september 2012. Selve ophævelsen har ikke betydning for nærværende sag, idet sagen udelukkende vedrører grundforbedringer, der var foretaget inden lovens ikrafttræden, og idet anmodning om ansættelse af fradrag blev fremsat inden den 1. januar 2013.

I bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 198 af 14. august 2012) er anført følgende:

"...

De eksisterende regler om grundforbedringsfradrag er som nævnt vanskeligt at administrere for såvel borgerne som SKAT. Dette skyldes flere forhold. For det første mangler der i lovgivningen en klar definition af, hvad det er for nogen udgifter, som grundforbedringsfradraget kan omfatte. Dernæst er det uklart, hvordan og hvornår de pågældende udgifter skal kunne dokumenteres.

..."

Videre anføres det:

"...

Et kompliceret regelsæt og en uensartet administration i den tidligere vurderingsorganisation bevirkede, at der rundt omkring i landet kunne findes mange udstykninger, hvor det var uklart om grundforbedringsfradraget var fastsat korrekt.

..."

Det fremgår altså, at lovgiver og Skatteministeriet var af den opfattelse, at der var tale om et uklart og mindre forståeligt regelsæt. Lovgiver og Skatteministeriet har uanset, at vurderingsloven har rødder tilbage til 1922 undladt at sørge for, at reglerne blev gjort klare og forståelige.

Samtidig med ophævelsen af reglerne om fradrag for grundforbedringer, skærpede lovgiver kravet til den dokumentation, der skal foreligge for at opfylde betingelsen om, at forbedringen skal være bekostet af grundejeren. Således blev der i § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012 indført krav om fremlæggelse af bestemte former for dokumentation i relation til grundforbedringsfradrag. Et noget usædvanligt skridt, idet bevisbedømmelsen i dansk ret som udgangspunkt er fri.

Det skærpede dokumentationskrav finder kun anvendelse for anmodninger, der indgives i perioden fra lovens ikrafttræden den 1. januar 2013 og frem til den 1. maj 2013 og gælder således ikke i nærværende sag.

Når Landsskatteretten i præmisserne specifikt lægger vægt på, at der "ikke­ er fremlagt dokumentation i form af byggeregnskab, faktura eller lignende materiale", anvender Landsskatteretten i strid med loven det skærpede dokumentationskrav.

Generelt om det skatteretlige dokumentationskrav

Det skatteretlige dokumentationskrav er bl.a. behandlet i SKM2004.162.HR , som Skatteministeriet ynder at henvise til. Sagen for Højesteret omhandlede spørgsmålet om befordringsfradrag. Skatteyderen havde selvangivet et udsædvanligt stort fradrag for befordring på 698 km dagligt mellem bopæl og arbejde.

På trods af opfordring herom, fremlagde skatteyderen ikke nogen som helst form for dokumentation på, at denne befordring havde fundet sted.

Ikke overraskende frifandt Højesteret Skatteministeriet i sagen. Højesteret anførte bla. følgende i præmisserne:

"...

Der kan imidlertid kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted og bevisbyrden herfor påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag, efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Beviskravet vil typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider. [min understregning]

..."

Det, der er værd at bemærke, er, at det efter Højesterets opfattelse er tilstrækkeligt at sandsynliggøre en udgifts afholdelse for at opnå fradrag.

Kravene til hvornår en udgifts afholdelse er sandsynliggjort er mindre end kravene til, hvornår en udgiftsafholdelse er dokumenteret.

Højesterets præmisser er i øvrigt helt i overensstemmelse med den Thybjergske bevisteori efter hvilken, den der påstår noget usædvanligt også må føre bevis herfor.

Påstanden i SKM2004.162.HR , om fradrag for befordring for 698 km dagligt er usædvanlig, hvorfor Højesteret fandt, at der påhvilede skatteyderen et skærpet dokumentationskrav for, at den påståede befordring rent faktisk havde fundet sted.

Der er derimod ikke noget usædvanligt i, at sagsøger påstår at have afholdt udgifter til anlæg af vejanlægget på sagsøgers ejendom. Tværtimod er den udsædvanlige påstand i den sammenhæng Landsskatteretten opfattelse, efter hvilken sagsøger ikke har afholdt - udgifter til anlæg af vejanlægget.

Konkret gøres det gældende, at der ikke er hjemmel i vurderingsloven eller praksis til at opstille så strengt et dokumentationskrav, som Landsskatterettens kendelse (bilag 1) er udtryk for. Der er ikke tale om et på nogen måder usædvanligt fradrag eller en usædvanlig påstand, hvorfor der ikke kan anlægges en skærpet bevisbedømmelse.

Ej eller kan det skærpede dokumentationskrav, der blev indført med virkning fra 1. januar 2013, anvendes på den foreliggende sag.

Det bemærkes videre, at der generelt på det skatteretlige område er hjemmel til at fastsætte et fradrag skønsmæssigt. Af SKATs juridiske vejledning 2016-2, afsnit A,B.5.2, fremgår bl.a. følgende omkring sandsynliggjorte udgifter, der påstås fradrag for:

"...

Hvis SKAT finder det konkret sandsynliggjort, at en skattepligtig har afholdt fradragsberettigende udgifter, hvis størrelse den skattepligtige ikke kan dokumentere på regulær vis, kan SKAT foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift.

..."

Et eksempel på en sådan skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift, findes i SKM2016.64.BR .

Sagen handlede om opgørelsen f en ejendomsavance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Grundejeren havde købt og solgt en grund i ubebygget stand. Grundejeren gjorde gældende, at han havde afholdt udgifter til at vedligeholde og forbedre grunden, der ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 2, skulle tillægges anskaffelsessummen. Forbedringen bestod i opfyldelse af en slugt; der var på grunden, da han erhvervede den.

Grundejeren havde ikke dokumenteret udgifterne i form af fakturaer eller lignende, idet alt dokumentationsmateriale var blevet ødelagt ved en brand, men det var godtgjort, at opfyldelse rent faktisk var sket, og at det var grundejeren, de havde afholdt udgiften hertil.

På den baggrund ansatte Landsskatteretten skønsmæssigt de udgifter, der skulle tillægges anskaffelsessummen, til 300.000 kr.

Byretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos SKAT, idet grundejeren med bevisførelsen for byretten havde godtgjort at det af Landsskatteretten udøvede skøn over avancen, herunder de udgifter der skulle tillægges anskaffelsessummen, var udøvet på et forkert grundlag.

Vurderingslovens dokumentationskrav efter de før 1. januar 2013 gældende regler

Efter de frem til 1. januar 2013 gældende regler kunne der, som ovenfor nævnt, ikke stilles krav om fremlæggelse af eksakte fakturaer dier anden specifik dokumentation for en udgifts afholdelse, idet der var hjemmel til at foretage en skønsmæssig opgørelse, når det var sandsynliggjort, at der var afholdt en udgift.

At det forholder sig således fremgår også af den tidligere Vurderingsvejledning fra i hvert fald 2004 til 2013:

"...

Kan told og skatteforvaltningen ikke skaffe den fornødne dokumentation for byggemodningsomkostningerne ansættes fradraget skønsmæssigt.

..."

I § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012, der trådte i krav pr. 1. januar 2013, blev der indført krav om fremlæggelse af bestemte former for dokumentation relation til grundforbedringsfradrag. Disse dokumentationskrav gælder ifølge bestemmelsen alene for genoptagelsesanmodninger indgivet efter 1. januar 2013.

Af bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

"...

Ejendommenes ejer skal ved anmodninger efter stk. 4 og 5 vedlægge dokumentation for de udgifter, som der ønskes fradrag for, i form af skøde, købsaftale, lokalplan, luftfoto af udstykningen eller storparcellen, byggeregnskab med underbilag for de pågældende poster samt fakturaer eller anden dokumentation for det udførte arbejde og udgiftens størrelse. (...)

..."

I et høringssvar havde Advokatrådet i forbindelse med behandlingen af lovforslag 198, der lå til grund for lov nr. 925 af 18. september 2012, bl.a. anført følgende:

"...

Endelig anfører Advokatrådet om de foreslåede dokumentationskrav, at det er meget usædvanligt i dansk skatteret, at der indføres krav til den form, hvori et bevis skal foreligge. Efter Advokatrådets opfattelse bør det være op til myndighederne og i sidste ende domstolene at afgøre, om et bestemt forhold kan anses for at være bevist eller ej. De foreslåede regler er efter Advokatrådets opfattelse udtryk for en meget væsentlig skærpelse i forhold til Landsskatterettens nuværende praksis.

..."

Skatteministeriet bekræftede i et svar hertil, at der var tale om en skærpelse af hidtidig administrativ praksis. Skatteministeriet anførte således følgende:

"...

Det er korrekt, at der med den foreslåede udformning af dokumentation kravet bliver tale om en skærpelse i forhold til hidtidig praksis. Denne skærpelse er tilsigtet, Der er behov for at få gjort op med den række af problemstillinger, der knytter sig til grundforbedringsfradraget, herunder også med den her nævnte praksis. (...)

..."

I et høringssvar fra Accura Tax i forbindelse med behandlingen af lovforslag 198, anførtes bl.a. følgende:

"...

[Accura Tax] er i tvivl om, hvornår de foreslåede regler om dokumentationskrav vil skulle gælde. AT foreslår præciseret, at de skærpede dokumentationskrav alene omfatter anmodninger, der modtages af SKAT i perioden fra 1. januar til 1. maj 2013, mens anmodninger, der indbringes frem til den 31. december 2012 omfattes af de nugældende regler i vurderingslovens afsnit D.

..."

Hertil anførte Skatteministeriet følgende:

"...

Hvis en sag er modtaget hos SKAT før den 1. januar 2013, og fuld dokumentation efter de hidtil gældende regler på dette tidspunkt også er modtaget hos SKAT, så gælder alene de hidtidige regler. Der er således ikke tale om, at de nye dokumentationskrav vil skulle opfyldes i verserende sager, som allerede er tilstrækkeligt dokumenteret efter de regler, der gælder i dag.

..."

Der kan med andre ord ikke stilles krav om eksakt dokumentation for et bestemt afholdt beløb efter de regler, som den foreliggende sag skal afgøres efter, og det kan ikke komme sagsøger til skade, at lovgiver ikke før 1. januar 2013 har skabt klarhed over, præcis hvilken dokumentation, der kan kræves fremlagt.

Dette understøttes af, at der i lov nr. 925 af 18. september 2012, blev indført skærpede dokumentationskrav, herunder krav om fremlæggelse af bl.a. byggeregnskab med underbilag for de pågældende poster samt fakturaer eller anden dokumentation for det udførte arbejde og udgiftens størrelse. Såfremt der i de tidligere gældende regler allerede eksisterede et sådant krav om fremlæggelse af eksakt dokumentation, ville det ikke have været nødvendigt at ændre reglerne, jf. ovenfor.

Det er således i strid med det før 1. januar 2013 gældende dokumentationskrav i vurderingsloven, når Landsskatteretten i præmisserne lægger vægt på, at sagsøger ikke har fremlagt lige præcis den specifikke dokumentation, som blev indført med § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012.

Det bemærkes, at da der ikke kan stilles krav om fremlæggelse af en bestemt form for dokumentation, kan det heller ikke komme sagsøger bevismæssigt til skade, at en sådan bestemt form for dokumentation ikke kan fremlægges, som anført af Skatteministeriet i processkrift af 14. juni 2016.

Praksis

Fra praksis henvises til SKM2013.791.BR , SKM2013.829.BR , SKM2014.541.BR og SKM2014.875.BR .

Fælles for disse domme er, at retterne har foretaget en fuldstændig prøvelse af, hvorvidt grundejerne havde sandsynliggjort at have afholdt udgifter til anlæg af interne grundforbedringer, og da dette var tilfældet blev den beløbsmæssige ansættelse af fradraget hjemvist til SKAT, idet der netop er tale om fradrag, der skal ansættes skønsmæssigt, idet den faktisk afholdte udgift og størrelsen heraf ikke var dokumenteret.

Det dokumentationskrav, der ses anvendt i de gennemgåede domme, er i overensstemmelse med gennemgangen af bevisbyrdereglerne ovenfor.

Særligt for dommene SKM2013.791.BR og SKM2014.541.BR , er det karakteristisk, at der i præmisserne er lagt vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at udgiften til forsyningsledningerne inde på grunden kunne være afholdt af andre end grundejeren.

Med andre ord, hvis Skatteministeriets påstand er, at en anden end sagsøger har afholdt udgifter til anlæg af vejanlæg på sagsøgers ejendom, så må Skatteministeriet føre bevis herfor.

Den konkrete dokumentation

Det fremgår af skødet (bilag 3), at ejendommen blev erhvervet i ubebygget stand. Videre fremgår det af skødets § 5, at prisen for den ubebyggede grund er fastsat til 746.183 kr. I tillæg hertil skal køber (sagsøger) betale en grovbyggemodningsudgift til Y2 Kommune på 2.631.034 kr.

Af § 6 fremgår det, at Y2 Kommune udfører grovbyggemodning af arealet. Grovbyggemodningen er i bestemmelsen defineret som:

"...

Grovbyggemodning omfatter anlæg af Y3-adresse V-1, anlæg af stierne indenfor lokal­ planens område E. udførelse af hovedkloaknet med regn og spildevandsledninger incl. indførelse af 1 stk. stikledning for hver storparcel, udførelse af hovedvandforsyning incl. een stikafgrening for hver storparcel ført 1 meter ind på grunden, fremføring af fællesantennekabler incl, en stikafgrening af­ sluttet i skab for hver storparcel samt udførelse for hovedledningsanlæg for fjern­ varme incl een stikafgrening for hver storparcel.

..."

Af lokalplan nr. 109 (bilag A) fremgår i overensstemmelse hermed, at kommunen anlægger vejen "V-1", jf. § 5, ligesom forløbet af denne vej fremgår af lokalplanens kortbilag 2.

Det kan altså lægges til grund, at det ikke er Y2-by Komrnune, der har anlagt vejanlægget inde på sagsøgers ejendom.

Af skødets § 7, fremgår det det eksplicit, at det er køber (sagsøger) selv, der skal udføre detailbyggemodningen af den ubebyggede grund og dermed også betale herfor. I bestemmelsen er detailbyggemodningen defineret som:

"...

Detailbyggemodning indenfor storparcellen omfatter interne sti og vejanlæg incl. adgange samt udførelse af samtlige forsynings og afløbsledninger. Køber udfører selv elforsyning. [min understregning]

..."

Det fremgår altså direkte af skødet, at sagsøger selv skal anlægge vejanlægget inde på sagsøgers ejendom. Der må altså eksistere en kraftig, formodning for, at sagsøger således også har bekostet anlæggelsen af det interne vejanlæg, idet vejanlægget jo de facto er anlagt.

At en anden end ejeren af en ejendom skulle have afholdt udgifterne til anlæg af et vejanlæg inde på ejendommen er så usædvanlig en påstand, at det må påhvile den, der påstår det, at føre bevis herfor. Det er da også denne betragtning, der kommer til udtryk i præmisserne i SKM2013.791.BR og SKM2014.541.BR .

Af skema AN2 (bilag 4) fremgår det, at der er afsat 300.000 kr. til interne veje. Skema AN2 blev brugt til ansøgning om reservation på kvoten for andelsboligbyggeri. Bilaget viser, at sagsøger i overensstemmelse med skødebestemmelserne har budgetteret med, at skulle afholde udgifter til etablering af vejanlæg på ejendommen.

Ved skrivelse af 1. august 1984 (bilag 5) meddeler Boligstyrelsens sagsøger, at styrelsen har foretaget den ansøgte reservation på kvoten for andelsboliger.

Af sagsøgers erklæring til bygningsmyndigheden i Y2 (bilag 6) fremgår det, at sagsøger erklærer at indestå for færdiggørelsen af en række arbejder og mangler på sagsøgers ejendom, herunder:

1. Færdiggørelse af vej-, sti-, parkerings- og haveanlæg.

Endvidere fremgår det, at sagsøger, såfremt manglerne ikke er afhjulpet inden den 15. oktober 1985 er indforstået med, at bygningsmyndigheden lader de manglende arbejder udføre for sagsøgers regning. Endelig fremgår det, at sagsøger stiller en garanti på 200.000 kr. til sikkerhed for omkostningerne forbundet med færdiggørelsen.

Det gøres på baggrund af ovenstående således gældende, at sagsøger på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort at have afholdt udgifter til anlæg af vejanlægget inde på sagsøgers ejendom, hvorfor den beløbsmæssige opgørelse af fradraget for den fradragsberettigende del af vejanlægget skal hjemvises til vurderingsmyndigheden i overensstemmelse med sagsøgers påstand."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument, der er uddybet under sagen, gjort gældende:

"Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gælden­de, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse af 10. august 2015 (bilag 1), og at Andelsboligforeningen H1 således ikke er berettiget til fradrag for udgifter til internt vejanlæg i henhold til de dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18.

Fradragsretten efter den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18 gives, såfremt det pågældende anlæg har virket forøgende for værdien af den ubebyggede grund, jf. vurderingslovens § 13, i det omfang udgifterne til det pågældende anlæg er dokumenteret.

Andelsboligforeningen er enig i Landsskatterettens vurdering af udstrækningen af den del af vejanlægget, der er grundforbedrende. Nærværende sag an­går derfor alene, hvorvidt andelsboligforeningen har dokumenteret at have afholdt udgiften til det pågældende vejanlæg.

Det gøres overordnet gældende, at andelsboligforeningen ikke har godtgjort, at foreningen har bekostet vejanlægget.

Det fremgår af dagældende vurderingslovs § 18, stk. 1, at:

"...

Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

..."

Af vurderingslovens § 18 fremgår det således, at fradraget er betinget af, at ejeren af ejendommen har bekostet forbedringen.

Der er den, der ønsker at opnå fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse, jf. eksempelvis SKM2004.162.HR . Det påhviler derfor andels­boligforeningen at godtgøre, at foreningen har afholdt udgifter til etablering af vejanlægget. Denne bevisbyrde har andelsboligforeningen ikke løftet.

Andelsboligforeningen har på trods af opfordringer herom ikke fremlagt fakturaer, byggeregnskaber eller andet, der dokumenterer, at foreningen har af­ holdt udgiften til etableringen af vejanlægget på andelsboligforeningens ejendom.

Andelsboligforeningen har fremlagt et skøde (bilag 3), et ansøgningsskema (bilag 4), en tilkendegivelse om reservation for boligstyrelsen (bilag 5) og en ikke underskrevet garantierklæring stilet til bygningsmyndigheden i Y2 (bilag 6).

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at de fremlagte bilag hverken hver for sig eller tilsammen dokumenterer, at andelsboligforeningen har af­ holdt omkostninger til etablering af det interne vejanlæg, endsige størrelsen på den udgift der måtte være afholdt.

Andelsboligforeningens skøde over ejendommen (bilag 3) dokumenterer ikke, at andelsboligforeningen rent faktisk har afholdt udgifter til etablering af vejanlæg internt på grunden.

Ansøgningsskemaet (bilag 4) og tilkendegivelsen om reservation fra boligstyrelsen (bilag 5) dokumenterer heller ikke, at andelsboligforeningen har af­holdt udgifterne til de interne veje. Begge bilag stammer fra september 1983, hvilket er 3 år før boligerne blev opført. Hertil kommer, at ansøgningsskema­ et alene indeholder de anslåede udgifter til brug for behandlingen af andels­ boligforeningens ansøgning om reservation på kvoten af andelsbyggerier. Ansøgningsskemaet udgør således ikke et endeligt byggeregnskab.

Det må anses for utvivlsomt, at der er udarbejdet et endeligt byggeregnskab, der er tilsendt boligstyrelsen i lighed med det foreløbige. Alligevel har andels­boligforeningen alene fremlagt et foreløbigt regnskab, der modsat et endeligt byggeregnskab, ikke viser, hvilke udgifter, der faktisk er afholdt.

Erklæringen stilet til bygningsmyndigheden i Y2 (bilag 6) er ikke underskrevet. Andesboligforeningen har på trods af opfordringer herom ikke fremlagt en underskrevet kopi, hvorfor det må lægges til grund, at en garanti aldrig har været meddelt. Det faktum, at garantierklæringen ikke er under­ skrevet, og at der heller ikke i øvrigt er bilag, der viser, at garantierklæringen faktisk blev afgivet, peger på, at der blev fundet en anden løsning med Y2-kommune, således at det slet ikke var sagsøgeren, der anlagde vejen.

I stævningen, side 6, anfører andelsboligforeningen, at det tilkommer myndighederne at føre bevis for, at udgifterne kan være afholdt af andre end grundejeren i tilfælde, hvor grundejeren har sandsynliggjort at have afholdt udgifterne. Dette bestrides.

Det er andelsboligforeningens bevisbyrde, at andelsboligforeningen har af­holdt udgifter til etableringen af vejanlægget. Når sagsøgerne ikke kan dokumentere en specifik udgiftsafholdelse, er der ikke fradragsret, jf. vurderings­lovens dagældende § 18. Fra praksis kan eksempelvis henvises til SKM2014.105.BR og SKM2013.520.BR . Det bemærkes, at bekostningen i begge sager blev anerkendt for Landsretten, da grundejeren havde fremlagt ny dokumentation.

Det er ikke korrekt, når andelsboligforeningen anfører, at det følger af Højesterets afgørelse i UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR ), at der alene gælder et krav om, at foreningen skal "sandsynliggøre", at det er andelsboligforeningen, der har bekostet vejanlægget.

Højesteret fastslår ikke med dommen andet eller mere end det naturlige ud­gangspunkt - den der ønsker et fradrag har bevisbyrden herfor. Hvor store krav, der skal stilles til beviset i en given sag, afhænger således af den konk­rete sag.

Det af andelsboligforeningen anførte i stævningen, side 5, om betydningen af ændringen af lov nr. 925 af 18. september 2012, bestrides. Loven ændrer ik­ke ved, at sagsøgeren for perioden forud for lovændringen har bevisbyrden for, at sagsøgeren har afholdt udgifterne. Det forhold, at bevisbyrden efter lovændringen alene kan løftes ved tilvejebringelse af nærmere angivne konkrete dokumenter, ændrer ikke ved, at sådanne dokumenter for tiden før lovændringen skal tillægges betydning som led i den almindelige bevisbedømmelse."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det påhviler sagsøger, som den der vil opnå et fradrag for afholdte udgifter, at bevise eller ihvertfald sandsynliggøre, at udgifterne er afholdt af sagsøger og ikke af andre.

Som anført af parterne finder reglerne i vurderingsloven, der var gældende til 1. januar 2013, anvendelse på sagen, det vil nærmere sige § 17 og § 18 i lbkg. nr. 740 af 3. september 2002 med senere ændringer.

Retten finder på baggrund heraf, at der ikke kan kræves en bestemt form for dokumentation for afholdte udgifter, men at spørgsmålet må afgøres efter en samlet vurdering af det fremlagte materiale.

Det fremgår af skødets § 5, at køber, dvs. sagsøger, skulle betale grovbygge­ modningsudgift og navnlig fremgår det af § 7, at detailbyggemodning inden­ for storparcellen skulle udføres af køber selv, og at dette omfattede interne sti og vejanlæg incl. adgange. Retten finder, at der derved er skabt en stærk formodning for, at sagsøger også har afholdt sådanne udgifter. Dette under­ støttes af det udfyldte og underskrevne skema til Boligstyrelsen og af dennes forhåndstilsagn, hvoraf der under grundudgifter blandt andet fremgår ud­gifter til interne veje med 300.000 kr.

Uanset den underskrevne "Erklæring til Bygningsmyndigheden i Y2" ikke kan tillægges megen vægt, omtaler den dog sagsøgers indeståelse for "Færdiggørelse af vej-, sti-, parkerings og haveanlæg", hvilket dog indikerer, at arbejdet skulle udføres af sagsøger.

Retten finder, at sagsøger i modsætning til f.eks. rettens afgørelse gengivet i SKM2013.827.BR , hvor anlægsudgifter ifølge skødet skulle afholdes af køber "efter nærmere aftale" og fremgik ikke af byggeregnskabet samlet set har sandsynliggjort at have afholdt anlægsudgifter til vejanlæg på sagsøgers ejendom i et eller andet omfang.

Retten tager derfor sagsøgers påstand til følge og hjemviser sagen til vurderingsmyndigheden til nærmere fastlæggelse af/skøn over en fradragsberettiget udgifts størrelse.

Sagsomkostninger

Da sagsøgte har tabt sagen, skal sagsøgte betale rimelige udgifter til advokat­ bistand for sagsøger, samt godtgøre denne udgift til retsafgift med 500 kr.

Retten fastsætter sagsøgers rimelige udgifter til advokatbistand til 37.500 kr. Retten har på den ene side lagt vægt på sagens omfang og den kortvarige hovedforhandling, men, på den anden side at sagen har indeholdt en del juridiske problemstillinger. Det lægges til grund, at sagsøgte ikke er momsregistreret.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at fradragsansættelsen ved vurderingerne 2004-2007 for ejendommen beliggende Y1-adresse, Y2-by, hjemvises til vurderingsmyndigheden.

Inden 14 dage skal sagsøgte betale 38.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøger, Andelsboligforeningen H1.