Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-01-2001
Offentliggjort:01-03-2001
SKM-nr:SKM2001.9.ØLR
Journalnr.:7. afdeling, B-1651-99
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Dom

Momspligtig af indtægter hidrørende fra inddrivelse af tredjemands fordringer

Den afgiftspligtige havde med en række virksomheder indgået aftale om, at virksomhederne overdrog en række specificerede uerholdelige fordringer til den afgiftspligtige, og at vederlaget for overdragelserne udgjorde en bestemt procentdel af et eventuelt senere provenu. Efter en fortolkning af aftalerne fandt landsretten, at der ikke var sket en endelig overdragelse af fordringerne, hvorfor indtægterne fra inddrivelse var afgiftspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1. Da indtægterne ikke kunne anses som inkasso af egne fordringer, var indtægterne således ikke omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a og c om afgiftsfritagelse for finansielle aktiviteter.

Parter:

A v/civiløkonom B
(advokat C (prøve))

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat D)

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Sagen angår

Sagsøgeren, A ved civiløkonom B, der driver incassovirksomhed, indgik i årene 1995 og 1996 aftaler med nogle fordringshavere om overdragelse til sagsøgeren af misligholdte fordringer, herunder i henhold til pantebreve, frivillige forlig og domme.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgerens indtægter ved inkasso af disse fordringer er momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1.

Den 24. februar 1998 meddelte Told- og Skatteregion Høje Taastrup, at sagsøgeren var momspligtig af indtægter indvundet ved inddrivelse af ovennævnte fordringer.

Sagsøgeren indbragte afgørelsen for Landsskatteretten.

I Landsskatterettens kendelse af 11. marts 1999 hedder det bl.a.:

"Det er oplyst, at klageren driver selvstændig inkassovirksomhed. I den forbindelse har han indgået diverse aftaler med fordringshavere om overdragelse af fordringer med henblik på inddrivelse.

Et vist antal aftaler har følgende ordlyd:

"Aftale om overdragelse af fordringer.

Mellem

E ApS (tidligere E A/S X-vej, Y-by)

som sælger og

Civiløkonom BX-vej Y-by

som køber er dags dato aftalt at overdrage div. misligholdte fordringer, frivillige forlig og domme efter eget valg.

De enkelte fordringer specificeres nærmere på de enkelte allonger med transportpåtegninger.

Køberen overtager fra og med dags dato samtlige de sælgeren tilkomne rettigheder som kreditor, således at sælgeren i henhold til gældsbrevslovens regler om simple gældsbreve - kapitel 3 - er uberettiget til at modtage betalinger af enhver art uanset om gyldig denunciation er kommet debitorerne (sagsøgte) til kundskab. Såfremt der indgår betalinger, videresendes disse til køberen, dog med forbehold for nedennævnte afregningsmetode.

Fordringerne overdrages uden vederlag men på betingelse af, at sælgeren oppebærer 50 % af samtlige betalinger fra debitorerne, dog efter betaling af eksterne omkostninger.

Beløb, der ifølge denne aftale tilkommer sælgeren, specificeres og afregnes kvartalsvis bagud, når disse overstiger kr. 1.000,00.

Vedrørende de fordringer, som viser sig at være uerholdelige, belastes sælger ikke med nogen omkostninger, idet det er et led i aftalen, at køber bærer samtlige risici omkring disse fordringer, herunder eksterne omkostninger og lignende.

Ved opgørelsen af det løbende mellemværende mellem sælger og køber skal disse uerholdelige fordringer således ikke indgå, når indtægter og udgifter skal opgøres.

Såfremt der fra debitorer indgår beløb, der skal momsberigtiges, vil dette så vidt muligt blive foretaget i købers momsregnskab, hvorefter nettobeløbet afregnes i henhold til ovenfor anførte fordeling.

Sælgeren har til enhver tid ret til at få forevist indgåede aftaler om afvikling, indbetalinger og anden korrespondance, der har betydning for de endelige afgørelser af fordringerne, idet parterne for så vidt muligt ikke oplyser debitorerne om nærværende aftales indhold.

Sælgeren tillægges en ret til at opsige nærværende aftale med 3 måneders varsel, medmindre der er indgået aftale om afvikling eller lignende, således at fordringerne helt eller delvist kan tilbagekøbes alene mod betaling af de allerede afholdte inkassoomkostninger m.v.

I tilfælde af købers konkurs eller ophør af virksomhed tillægges sælgeren samme opsigelsesret som ovenfor anført, dog uden iagttagelse af opsigelsesvarslet."

"Aftale om overdragelse af fordringer.

Mellem

Ejendomsselskabet F ApS.X-vejY-by

som sælger og

Civiløkonom BX-vejY-by

som køber er dags dato aftalt at overdrage div. misligholdte pantebrevsfordringer efter eget valg.

De enkelte fordringer specificeres nærmere på de enkelte allonger med transportpåtegninger.

Køberen overtager fra transporttidspunktet samtlige de sælgeren tilkomne rettigheder som kreditor, således at sælgeren i henhold til gældsbrevslovens regler om simple gældsbreve - kapitel 3 - er uberettiget til at modtage betalinger af enhver art uanset om gyldig denunciation er kommet debitorerne til kundskab. Såfremt der indgår betalinger, videresendes disse til køberen, dog med forbehold for nedennævnte afregningsmetode.

Fordringerne overdrages uden vederlag men på betingelse af, at sælgeren oppebærer 50 % af nettobetalingerne (efter eksterne omkostninger) fra debitorerne. Beløb, der ifølge denne aftale tilkommer sælgeren, specificeres og afregnes kvartalsvis bagud, når disse overstiger kr. 1.000,00.

Ved opgørelse af det løbende mellemværende mellem sælger og køber betragtes hele den overdragne porteføljes indtægter og udgifter samlet.

Sælgeren har til enhver tid ret til at få forevist indgåede aftaler om afvikling, indbetalinger og anden korrespondance, der har betydning for de endelige afgørelser af ordningerne, idet parterne for så vidt muligt ikke oplyser debitorerne om nærværende aftales indhold.

Sælgeren tillægges en ret til at opsige nærværende aftale med 3 måneders varsel til udgangen af et kalenderår, medmindre der er indgået aftale om afvikling eller lignende, således at fordringerne helt eller delvist kan tilbagekøbes alene mod betaling af de allerede afholdte inkassoomkostninger m.v.

I tilfælde af købers konkurs eller ophør af virksomhed tillægges sælgeren samme opsigelsesret som ovenfor anført, dog uden iagttagelse af opsigelsesvarslet."

...

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at indtægter indvundet ved inddrivelse af fordringer omfattet af de ovenfor gengivne aftaler anses for fritaget for momsforpligtelse efter momslovens § 4 i henhold til lovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

Til støtte for påstanden har klageren gjort gældende, at inddrivelsen af de pågældende fordringer er egeninkasso, idet fordringerne fra transporttidspunktet er egne fordringer. Klageren har til støtte herfor anførte, at fordringerne er endeligt kursansatte til kurs 50 i overdragelsesaftalerne, og at samtlige overdragelser er sket uden regres eller anden opsigelsesret for købere/erhververen. Den i overdragelsesaftalerne angivne opsigelsesret gælder sælgeren/overdrageren og alene for så vidt angår såkaldte 0-fordringer, det vil sige værdiløse fordringer, som det ikke er lykkedes at indgå afviklingsaftaler om.

Endvidere har klageren beskrevet virksomhedens forretningsgang for så vidt angår inkassering af egne henholdsvis tredjemands fordringer.

For så vidt angår inkassation af egne fordringer har klageren bl.a. forklaret, at transporten af fordringer til klageren sker med følgende erklæring fra overdrageren: "For transporten, der sker uden ansvar for os, er vi fyldestgjort". Der foretages denunciation over for debitor, og inddrivelsen, herunder evt. fogedrekvisition, registreringer, indberetninger, saldokvittering m.v. sker herefter i klagerens navn. Ifølge klagerens oplysninger sker inkassationen af de fordringer, som er overdraget ved de i sagen omhandlede overdragelsesaftaler, på den her beskrevne måde.

Med hensyn til inkassation af tredjemands fordringer har klageren bl.a. forklaret, at kræveskrivelser opkræves i fordringshaverens navn og med opkrævning af et momspligtigt inkassohonorar udover hovedkravet. Afviklingsaftaler og betalingsordninger indgås ligeledes i fordringshaverens navn, og betalinger bogføres separat og afregnes efter aftale overensstemmelse med reglerne i Lov om Inkassovirksomhed.

I øvrigt har klageren oplyst, at hans inkassovirksomhed beskæftiger sig med inkasso for tredjemand i et meget begrænset omfang.

Klageren har fremlagt dokumentation for, at fordringerne overdraget ved de omhandlede aftaler er inddrevet på den af klageren beskrevne måde for egne fordringer. Således har klageren bl.a. fremlagt fogedretserklæringer om udlæg, afregningsskrivelser fra oprindelig kreditor m.v.

Landsskatteretten skal udtale:

Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 litra a sammenholdt med litra c, at indtægter indvundet ved egeninkasso - i modsætning til indtægter indvundet ved inkasso af tredjemands fordringer - er fritaget for momsforpligtelse.

Ved vurderingen af, om klagerens indtægter vedrørende de her omhandlede fordringer er at anse som indvundet ved egeninkasso eller ved inkasso af tredjemands fordringer, findes der at burde lægges afgørende vægt på, om klageren kan anses civilretligt at have erhvervet ejendomsret til fordringerne.

Retten bemærker, at det er afgørende om overdrageren har skilt sig af med de pågældende fordringer, og således ikke på nogen måde kan disponere over disse. Det forhold at fogedretten har accepteret klageren som rekvirent, in casu tilmed som fordringshaver, kan ikke tillægges betydning, idet fogedrettens prøvelse i den henseende må anses for formel. Efter de foreliggende oplysninger om overdragerens rettigheder finder retten, at der ikke er sket endelig overdragelse af fordringerne. Der foreligger således ikke inddrivelse af egne fordringer, og klageren er følgelig momspligtig i medfør af momslovens § 4, stk. 1, jf. lovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a og c modsætningsvis."

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 10. juni 1999, har sagsøgeren nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens indtægter indvundet ved inddrivelse af fordringer, som er overdraget sagsøger ved overdragelsesaftaler af 7. - 8. februar 1995 og 29. november 1996 med henholdsvis E ApS og Ejendomsselskabet F ApS, ikke er momspligtige.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

I tilknytning til de i påstanden anførte to aftaler om overdragelse af fordringer mellem sagsøgeren og henholdsvis E ApS og Ejendomsselskabet F ApS, hvilke aftaler er gengivet i Landsskatterettens kendelse, har sagsøgeren fremlagt 2 skrivelser.

I en skrivelse af 27. marts 1998 til sagsøgeren fra Ejendomsselskabet G ApS underskrevet af H hedder det.

"På given foranledning skal vi bekræfte, at "Aftale om overdragelse af fordringer" af 23/3 1995 medfører, at samtlige kreditorbeføjelser vedr. de transporterede misligholdte pantebreve er overdraget til Dem på transporttidspunktet.

Vort salg til Dem af de af aftalen omfattede fordringer er sket "på kredit" men uden ejendomsforbehold af nogen art og vi bærer således den fulde risiko for Deres betaling af den aftalte, men ikke endeligt fastsatte købesum for fordringerne.

Den os tillagte ret til at opsige den indgåede aftale indebærer alene at vi har en ret (men ikke en pligt) til at tilbagekøbe de af de af aftalen omfattede fordringer, hvor De ikke har indgået aftale med debitor om afvikling af fordringer.

Der er ikke i den indgåede aftale tillagt os nogen som helst indflydelse på Deres inkassationsarbejde vedr. de Dem overdragne fordringer, og vi skal for god ordens skyld bekræfte, at vi ikke på noget tidspunkt har fået forelagt de af Dem indgåede afviklingsaftaler med debitorerne til udtalelse, man alene har fået disse oplyst efterfølgende til underretning, jf. aftalens bestemmelser om købesummens fastsættelse og betaling."

I den anden skrivelse, der er af 15. oktober 1999 fra Ejendomsselskabet F ApS, også underskrevet af H, hedder det:

"På given foranledning skal vi bekræfte, at indholdet af skrivelse af 27/3 1998 fra Ejendomsselskabet af G ApS til Dem tillige gælder for den mellem os og Dem indgåede "Aftale om overdragelse af fordringer", idet bemærkes, at indholdet af de to aftaler er identiske."

Sagsøgeren har som eksempel på en transportpåtegning fremlagt en allonge til et pantebrev med følgende ordlyd:

"TRANSP0RT

Nærværende pantebrev, der som udækket på tvangsauktionen den 13. september 1985 blev slettet af tingbogen med en fordring opgjort pr. auktionsdagen på kr. 92.888,83 skriver kroner

NITOTITUSINDEOTTEHUNDREDEOTTETIOTTE 83/100 transporteres herved med vedhængende renter og omkostninger fra auktionsdagen til:

Civiløkonom BX-vejY-by

For transporten, der sker uden ansvar for os, er vi fyldestgjort.

Y-by, den 05.04.95f. Ejendomsselskabet F ApSI"

Til belysning af sagsøgerens inkassovirksomhed vedrørende disse fordringer er endvidere fremlagt eksempler på korrespondance vedrørende inddrivelse af et pantebrev overdraget fra Ejendomsselskabet F ApS. Det fremgår bl.a. heraf, at sagsøger overfor debitorerne oplyser at være ny kreditor, at sagsøger i eget navn anmoder fogedretten om at tilsige debitorerne, at der på begæring af sagsøger er gjort udlæg hos debitorerne, at sagsøger i udlægsattesten står anført som kreditor, at sagsøger kvitterer udlæg til aflysning, at sagsøger som kreditor til debitorerne fremsender tilbud om frivilligt forlig hvor den samlede gæld eventuelt tilbydes nedsat, at sagsøger modtager indbetalinger i eget navn, og at sagsøger i eget navn forhandler om og giver saldokvittering.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, civiløkonom B, og vidneforklaringer af administrationschef H, statsautoriseret revisor J, tidligere vekselerer K og juridisk chef L

Sagsøgeren har forklaret, at han oprindelig er bankuddannet. Han startede firma med opkøb af leasing-kontrakter og privat rådgivning. Senere gik han over til inkassovirksomhed i form af opkøb af fordringer. 80 % - 90 % af omsætningen hidrører nu fra inkassovirksomhed. Det foreliggende koncept, jf. de 2 rammeaftaler, har han udviklet i efteråret 1994. Det særlige herved er, at overdrageren af fordringerne bevarer muligheden for at oppebære 50 % af nettoinkassationen. Han markedsførte konceptet en enkelt gang i en artikel i Erhvervsbladet. En journalist skrev en helside derom, og derefter fik han mange henvendelser. Senere er der andre firmaer, der er begyndt at arbejde efter samme koncept. Vedrørende spørgsmålet om kursfastsættelse af de overdragne fordringer har sagsøgeren forklaret, at overdragerne havde 2 muligheder. Enten kunne de sælge til kurs 2 - 3, eller højst 7, eller de kunne tiltræde hans koncept og da have muligheden for at få kurs 50 af nettoafdrag. Overdragerne valgte normalt sagsøgerens koncept. Sagsøgeren foretrak at opkøbe fordringer, hvor der havde været en eller anden form for sikkerhed. Han har ikke været interesseret i inddrivelse af tredjemandsfordringer.

Han arbejdede med 2 forskellige koncepter, svarende til de 2 fremlagte rammeaftaler. Rammeaftalen med Ejendomsselskabet F ApS er den egentlige standard, hvor nettoinkassationen blev opgjort samlet for alle fordringer. Rammeaftalen med E ApS er et forhandlingsresultat, der skyldes, at denne overdrager ønskede, at hver fordring skulle opgøres for sig. Dette medførte, at sagsøgeren ikke fik dækket afholdte udgifter, hvis inkassationen af den pågældende fordring intet indbragte. Han har indgået mellem 5 og 10 lignende aftaler. Det skete kun undtagelsesvis, f.eks. når der kun var 1 fordring under rammeaftalen, at fordringerne blev individualiserede i selve rammeaftalen. Af praktiske årsager skete individualisering på allonger med transportpåtegning og da normalt samtidig med rammeaftalens indgåelse. Det er i enkelte tilfælde sket efterfølgende. Opsigelsesbestemmelsen i rammeaftalerne var indsat for at overdragerne kunne være sikre på, at han aktivt ville søge inkassationen gennemført. På den anden side sikrede han sig dækning af sine omkostninger derved, at opsigelse ellers ikke kunne ske. Der er aldrig været nogen, der har benyttet sig af opsigelsesretten.

Transportpåtegningerne udarbejdede han selv, men det fremlagte eksempel er dog udarbejdet af overdrageren, der var et professionelt foretagende. Transporterne kan kun være til eje, da tredjemandsinkasso ikke sker ved transportpåtegninger. Han underrettede debitorerne, og han skrev som kreditor til f.eks. fogedretten. Ved tredjemandsinkasso sendes der breve ud på kreditors vegne. Han har fulgt de dagældende bogføringsregler. Når han i brevet til ToldSkat anvendte ordene "proforma" m.v., var det udtryk for hans måde at forklare de midlertidige bogholderimæssige posteringer. Hans bogføringsmetode accepteredes af skattevæsenet. Han bogfører i dag afdrag i sit eget driftsregnskab, og tager kopi til brug for den afregning, der skal foretages 3 måneder senere til overdragerne. Han har nu arbejdet med koncepterne i mere end 5 år, og det er hans opfattelse, at såvel debitorer som fogedretterne accepterer ham som kreditor.

Administrationchef H har som vidne forklaret, at hans firma, F ApS, kontaktede sagsøgeren efter at man havde læst en artikel i Erhvervsbladet 1994. Der blev i 1995 indgået en aftale med B. Sagsøgeren oplyste, at han var interesseret i "en samlet blok" af fordringer. Fordringerne var pantebreve med tilknytning til firmaets byggerier i 1980'erne. Alle fordringer havde været søgt inddrevet, men var afskrevet som uerholdelige, og der var ikke sket noget i disse sager indenfor de seneste 4 til 6 år. Han regnede ikke med, at fordringerne var noget værd. Sagsøgerens tilbud var et alternativ til et salg til kurs 1. Desuden var B's forslag uden udgift for firmaet til inkassoomkostninger m.v. Der skete ikke bogføring i vidnets firma i forbindelse med salget, fordi fordringerne på dette tidspunkt allerede var afskrevet og derfor ikke bogført som et aktiv. Transportpåtegningerne på pantebrevene har vidnet skrevet. De var formuleret således, som man plejede ved salg af pantebreve.

Statsautoriseret revisor J har som vidne forklaret, at han i 1996 var revisor for Skræddermarken ApS. Alle fordringerne havde været søgt inddrevet uden resultat. Firmaets direktør valgte B, fordi man syntes om konceptet "no cure no pay". Vidnet anbefalede konceptet, fordi han fandt det fordelagtigt for firmaet. Firmaets advokat gennemgik formuleringen i aftalen. På det tidspunkt havde vidnet aldrig set en lignende aftale. Han opfattede det sådan, at B blev ejer af fordringerne. For så vidt angår kursfastsættelsen opfattede han denne som "lidt af et spil". Der skete ikke bogføring i forbindelse med overdragelsen, fordi fordringerne på dette tidspunkt ikke var registreret som et aktiv. Når der kom afregninger, skete der bogføring, herunder successiv opgørelse og indbetaling af den moms, der kunne være knyttet til den oprindelige aftale, som fordringen vedrørte.

Tidligere vekselerer K har som vidne forklaret, at han har indgået en aftale med B svarende til standardaftalen. Han kontaktede B efter at have læst en artikel om firmaets inkasso. Det tiltalte ham, at der var en chance for at få inddrevet selv håbløse fordringer. Han har ikke set et lignende koncept. Parterne forhandlede om kursfastsættelse og nåede til enighed. Han solgte ikke fordringerne til sagsøgeren til normal fast kurs, fordi kursen i så tilfælde ville være 0. Genoptagelse af almindelig inkasso ville være håbløs. Vidnet sondrede ikke mellem overdragelse til eje eller inkasso, og tilbagekøbsklausulen var efter hans opfattelse uden reel betydning. Vidnet var ikke interesseret i at få fordringerne tilbage.

Juridisk chef L har som vidne forklaret, at han er ansat i X-Bank A/S. Banken indgik i 1996 aftale med B svarende til standardaftalen, og aftalen er stadig i kraft. Banken kontaktede B, fordi en ansat i banken havde haft god erfaring med sagsøgeren. Man solgte i almindelighed ikke bankens fordringer, men valgte salg i disse tilfælde, hvor fordringerne allerede var afskrevet. Tilbagekøbsklausulen var med for det tilfælde, at sagsøgeren mod forventning ikke gjorde noget for at fremme inkassationen. Transportpåtegningerne på pantebrevene blev udført af banken.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at de indgåede aftaler med E ApS og Ejendomsselskabet F ApS er aftaler om overdragelse til eje. Sagsøgerens inddrivelse af de overdragne fordringer sker i kraft af, at sagsøger er rette kreditor, og derfor som egeninkasso, der er momsfritaget. Samtlige købte fordringer bliver - af praktiske årsager - individualiseret ved transportpåtegninger, og tilbagekøbsretten til de fordringer, som sagsøger ikke aktivt har søgt inddrevet, er ikke udtryk for, at ejendomsretten ikke endeligt er overgået. Det er blot sælgerens sikkerhed for at modtage vederlag for salget af fordringerne. Sagsøgeren overtager risikoen for udgifterne ved inddrivelse, hvor inkassovirksomheder typisk lægger denne risiko på sælgeren. Prisen for fordringerne er en fast kurs, nemlig kurs 50. det er uden betydning, at værdifastsættelsen først kan ske på et senere tidspunktet. En sådan prisaftale er ikke ualmindelig i forretningsforhold. Fordringerne er også efter sælgernes, debitorernes og andre parters opfattelse overdraget til eje.

Dette støttes på ordlyden i selve aftalerne, hvor der anvendes betegnelsen køber og sælger, ligesom transportpåtegningerne ikke i en situation som den foreliggende kan være udtryk for en transport til sikkerhed. Der bestod ikke mellem sælger og køber noget gældsforhold. Derfor er ordene transport til eje heller ikke anført. Endvidere foretages der relevant denunciation til debitorerne, der herefter også forhandler direkte med sagsøger som værende rette kreditor. Sagsøgeren disponerer over fordringerne med en ejers beføjelse, ikke alene i forhold til debitorerne, men også i forhold til fogedret, tinglysningsmyndighederne og debitorernes bankforbindelser. Sagsøgeren træffer beslutninger om saldokvittering m.v.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indgåede aftaler med E ApS og Ejendomsselskabet F ApS er aftaler om overdragelse med henblik på inddrivelse af tredjemands fordringer og ikke overdragelse til eje. Sagsøgerens inddrivelse af de overdragne fordringer er derfor momspligtige. Overdragelsesaftalerne fastsætter alene sagsøgerens vederlag for inddrivelse af tredjemands fordringer, idet der ikke ved overdragelsesaftalerne er sket en overdragelse til eje af et bestemt antal fordringer. Det skyldes, at de overdragne fordringer ikke er angivet i rammeaftalerne, at det tilkommer sagsøgerens medkontrahenter at bestemme, hvilke fordringer der er omfattet af overdragelsesaftalerne, at overdragelserne sker uden vederlag, at fordringerne ikke er værdiansat/kursfastsat på tidspunktet for overdragelserne, at overdragelserne er sket uden samtidig udveksling af ydelser, og at der tilkommer medkontrahenterne en opsigelsesret, hvilken ret medkontrahenterne ikke ville have haft, såfremt der var sket en endelig overdragelse til eje af et bestemt antal fordringer.

Da overdragelsesaftalerne alene er rammeaftaler, og da der efter overdragelsesaftalernes indhold ikke er tale om overdragelse til eje, er der en formodning for, at at overdragelserne blot er sket med henblik på sagsøgerens inddrivelse af medkontrahenternes fordringer. Sagsøgeren har ikke afkræftet denne formodning, i hvilken forbindelse der ikke kan lægges afgørende vægt på indholdet i skrivelserne af henholdsvis 27. marts 1998 fra ejendomsselskabet af G ApS og 15. oktober 1999 fra Ejendomsselskabet F ApS. Der kan heller ikke lægges afgørende vægt på sagsøgerens formelle retsstilling under tvangsindrivelse, idet der ved fogedrettens behandling kun sker en prøvelse af, om rekvirenten er legitimeret til at fremsætte kravet overfor rekvisitus.

Begrundelse og konklusion

Sagsøgerens modtagelse af de enkelte fordringer beroede på fordringshavernes eget valg. Hverken ved indgåelsen af rammeaftalerne eller ved udfærdigelsen af de enkelte transportpåtegninger er der sket en fastlæggelse af fordringernes værdi, og sagsøgeren ydede ikke ved modtagelsen af fordringerne nogen betaling og gav heller ikke noget tilsagn om en bestemt betaling. Fordringshaverne havde ret til opsigelse af aftalerne, og denne opsigelsesret omfattede alle fordringer indtil det tidspunkt, hvor "der er indgået aftale om afvikling eller lignende".

Under disse omstændigheder findes der ikke at være sket en endelig overdragelse af fordringerne til sagsøgeren, og sagsøgerens arbejde med inkassation af fordringerne kan derfor ikke anses som inkasso af egne fordringer.

Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A v/civiløkonom B, skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.