Dokumentets metadata

Dokumentets dato:27-11-2000
Offentliggjort:13-03-2001
SKM-nr:SKM2001.55.ØLR
Journalnr.:8. afdeling, B-0153-92
Referencer.:Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom

Terminsforretninger

Skatteydersen ikke anset for ejer af de underliggende obligationer i spekulative, differenceafregnede terminsforretninger i 1986 og 1987. Dog anset for ejer i tre konkrete handler, hvor køb og salg ikke var sket samtidig, og hvor købs- og salgssum ikke var hhv. debiteret og krediteret sagsøgerens konto hos vekselererfirmaet samtidigt. Skatteansættelsen for 1987 derfor hjemvist fsv. angik tabene på disse tre handler.

Parter:

A
(advokat G)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Sagen angår

Sagsøgeren, A, indgik i årene 1986 og 1987 nogle spekulationsforretninger vedrørende obligationer med forskellige pengeinstitutter og vekselererfirmaer.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren har været ejer af de pågældende obligationer og dermed er berettiget til fradrag for tab ved spekulationsforretningerne i medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

Den 15. september 1989 meddelte amtsligningsrådet for X-by amts østre amtsskattekreds sagsøgeren, at rådet ikke havde godkendt foretagne fradrag i anledning af de nævnte forretninger i 1986- og 1987-indkomsten.

Sagsøgeren indbragte afgørelsen for Landsskatteretten.

I Landsskatterettens kendelse af 8. november 1991 hedder det bl.a..:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomst på følgende punkter:

Indkomståret 1986:
Skattepligtig indkomst:
Ikke godkendt fradrag for nettotab på terminsforretninger jf. statsskattelovens § 4 f 569.535 kr.
Indkomståret 1987:
Kapitalindkomst:
Ikke godkendt fradrag for nettotab på terminsforretninger jf. statsskattelovens § 4 f 1.419.693 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant på Landsskatterettens kontor, og han har haft lejlighed til at forelægge sagen for rettens medlemmer på et retsmøde.

Det er bl.a. ved disse lejligheder oplyst, at klageren gennem forskellige børsmæglerselskaber i 1986 foretog i alt 29 terminsforretninger og i 1987 i alt 128 terminsforretninger, hvorved han led nettotab på henholdsvis 569.535 kr. og 1.419.693 kr.

Amtsligningsrådet anser ikke de foretagne terminsforretninger for at være omfattet af statsskattelovens § 5 a, men derimod omfattet af § 4 f, da klageren efter det oplyste ikke har været ejer af de omhandlede obligationer. Det lidte tab kan således ikke fratrækkes den skattepligtige indkomst.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om fradrag for tabene i medfør af statsskattelovens § 5 a ud fra et spekulationssynspunkt. Han vil ikke påberåbe sig, at der foreligger næring, da klageren ikke har nogen uddannelse inden for det finansielle område, og da alle handlerne er foregået gennem professionelle børsmæglere. Han anfører til støtte for påstanden bl.a., at klageren i perioden har foretaget i alt 157 handler med en samlet omsætning på 770 mio. kr. med det klare formål at opnå størst mulig fortjeneste. Der er tale om meget likvide og standardiserede kontrakter af den type, der dagligt omsættes på det finansielle marked, og ikke om enkeltstående, individuelt udformede kontrakter. Han har foretaget en nærmere gennemgang af praksis og har i denne forbindelse bl.a. henvist til Landsskatterettens kendelse LSR 1978.104, hvoraf fremgår at Landsskatteretten tidligere har beskattet terminsforretninger ud fra et spekulationssynspunkt.

Hvis spørgsmålet om, hvorvidt klageren blev ejer af de underliggende obligationer, er afgørende i skattemæssig henseende, er han i bevisnød, idet man på det finansielle marked i denne periode ikke holdt terminsforretninger og spothandler adskilt ved afregningen. Han har fremskaffet erklæringer fra de børsmæglerselskaber, klageren foretog handlerne gennem, og af disse erklæringer fremgår bl.a., at handlerne foregik ved, at klageren ringede op og afgav ordre om køb eller salg af obligationer. At afregningerne er påført betegnelsen "terminsforretninger", skal alene tages som udtryk for en teknisk datering til brug ved beregningerne af finansieringsomkostninger og lign.

Landsskatteretten finder det ikke godtgjort, at klageren har været ejer af de underliggende obligationer, og det lægges således til grund, at klagerens tab og gevinst ved terminsforretningerne er opstået ved differenceafregning. Terminsforretningerne må dermed i overensstemmelse med den gældende praksis betragtes som væddemål omfattet af bestemmelsen i statsskattelovens § 4 f, og tabene kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst. Herved bemærkes, at retten er enig i, at der efter det oplyste om fremgangsmåden ved gennemførelsen af handlerne sammenholdt med klagerens manglende professionelle tilknytning til det finansielle område ikke foreligger næring. De påklagede ansættelser vil herefter være at stadfæste.

..."

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 16. januar 1992, har sagsøgeren nedlagt påstand om, principalt at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1986 og 1987 udgør henholdsvis -272.348,00 kr. og -1.023.313,00 kr, subsidiært at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1986 og 1987 hjemvises til fornyet behandling ved de lokale ligningsmyndigheder.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Der er fremlagt en lang række afregningsnotaer fra 1987, hvor det er et gennemgående træk, at køb og salg er afregnet med samme valørdato og med samme beløb for henholdsvis købte og solgte vedhængende renter. Derimod er købs- og salgskursen forskellig i den enkelte handel. Der er notaer med afregningsbeløb på op til mere end 16 mio. kr. En stor del af notaerne har teksten "Terminsforretning", andre en afvigende tekst. Der er endvidere fremlagt kontoudskrifter fra 1986 og 1987, der viser, at den enkelte handel er bogført på sagsøgerens konto med pågældende pengeinstitut eller vekselererfirma med bruttobeløbene - købsudgiften og salgsprovenuet - på samme bogføringsdato og med samme valørdato.

En enkelt forretning afviger fra det generelle billede med hensyn til notaer og kontoudskrifter: Af en fondsnota af 15. december 1986 fra vekselererfirmaet B fremgår, at sagsøgeren med valørdato 18. december 1986 for 4.379.696,88 kr. har købt nominelt 5.000.000 kr. 9 % Byggeriets Realkreditfond 46.06 til kurs 87.875 og med en negativ købsrente på 16.250 kr. svarende til 13 dage fra valørdato til januar termin. I notaen er blandt andet anført:

"Beløbsafvikling: Terminsforretning rebelånt ... Papirafvikling afvikles gennem Værdipapircentralen 0119408881." Af kontoudtog udskrevet 22. juni 1989 af B fremgår, at handelen er bogført i overensstemmelse hermed den 15. december 1986, og at sagsøgerens konto var i debet med et beløb i samme størrelsesorden som ovennævnte købspris frem til, at der den 8. januar 1987 blev bogført et kreditbeløb på 4.110.900,00 kr. med valørdato 13. januar 1987. Sidstnævnte beløb svarer til salgsprovenuet i henhold til en nota af 8. januar 1987 fra B til sagsøgeren vedrørende vekselererfirmaets køb til kurs 82.00 af en post obligationer som ovenfor beskrevet. I salgsprovenuet indgår et rentebeløb på 15.000 kr. i sagsøgerens favør svarende til 12 dage fra termin til valørdato. Også på denne nota er anført ordet "Terminsforretning".

Af en meddelelse af 21. december 1987 fra Værdipapircentralen til sagsøgeren fremgår, at det er registreret, at der er indlagt 5.000.000 kr. af en bestemt obligationsserie i beholdningen på en sagsøgeren tilhørende depotkonto med X-bank, og at ændringen er anmeldt den 17. december 1987. Af en meddelelse af 22. december 1987 fremgår, at det er registreret, at en tilsvarende post obligationer er udtaget af depotet, og at ændringen er anmeldt den 22. december 1987. Af depotudskrift fra X-bank vedrørende samme depot fremgår, at der i december 1987 alene er sket den ændring i værdipapirbeholdningen, at der den 21. december 1987 er købt og solgt 2 x 5.000.000 kr. af den nævnte obligationsserie.

Af kontoudskrift af 31. december 1987 fra X-bank fremgår, at de hævede beløb vedrørende de to køb og de indsatte beløb vedrørende de to salg alle er bogført og har valørdato den 21. december 1987 i overensstemmelse med det ovenfor beskrevne generelle billede. Af en meddelelse af 11. februar 1988 fra Værdipapircentralen til sagsøgeren fremgår, at det er registreret, at der er indlagt 5.000.000 kr. af samme obligationsserie som ovenfor i depotet, og at ændringen er anmeldt den 8. februar 1988. Der foreligger i sagen ikke andre meddelelser fra Værdipapircentralen end de tre ovennævnte.

Sagsøgerens statsautoriserede revisor, C, har ved opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1986 og 1987 blandt andet udarbejdet detaljerede opgørelser over spekulationstabene depot for depot. Sagsøgte bestrider ikke de talmæssige opgørelser.

Af X-bank' s skrivelse af 18. maj 1987 til sagsøgeren, underskrevet af blandt andre D, fremgår bl.a. følgende:

"...

Efter aftale fremsendes herved en redegørelse vedrørende Deres Investeringsplejeaftale.

Fondsafdelingen indgik i henhold til investeringsaftalen ultimo januar en købsterminsforretning på kurs 87.902. Terminsforretningen har afviklingsdag (valør) til 22/6-1987, men kan forlænges. Hovedreglen har været at udsende notaer, når såvel køb som salg er sket, således at forretningen er lukket.

..."

"...

Sammenfatning

Ovenstående angiver en betydelig usikkerhed i 1987, hvorfor der kan forventes en del kursudsving. Vi har sikret, at De ikke får yderligere tab som følge af disse udsving.

Herefter anmoder vi Dem om at træffe beslutning om:

1. Den lukkede terminsforretning med afvikling den 22/6-1987.

a) Ingen yderligere risiko

Hvis De ikke vil risikere yderligere tab vil de to terminsforretninger gå ud mod hinanden den 22/6-1987. Differencen vil blive trukket fra Deres konto denne dato.

b) Åbning af terminsforretningen

Hvis De er interesseret i at fortsætte med mulighed for at genvinde det tabte vil vi disponere ud fra ovenstående strategi.

Åbning af terminsforretningen på et senere tidspunkt forudsætter, at sikkerhedsstillelsen tages op til revurdering, - herunder eventuelt med yderligere sikkerhedsstillelse. Vi gør opmærksom på, at forslaget til det nye cirkulære vedrørende marginforretninger kan få betydning for sikkerhedsstillelsen. En gennemførelse af cirkulæret, som det er udformet nu kan betyde et krav om sikkerhedsstillelse på mellem 12-15 % af beløbsrammen.

2. Fortsættelse af terminsforretninger i øvrigt.

Længereløbende terminsforretninger

Investeringsaftalen fortsættes (inkl. de allerede indgåede terminsforretninger) med længereløbende terminsforretninger. Forretningerne vil maksimalt blive indgået med en længde på 180 dage. Der vil blive indgået modgående terminsforretninger med forfald samtidig med oprindelige forretninger, således at der netto ikke skal bindes beløb ved forretningernes forfald. I øvrigt svarer vilkårene til de der er aftalt i den allerede indgåede aftale.

..."

Den 4. juni 1987 har sagsøgeren på et afkrydsningsskema meddelt X-bank, at han med hensyn til den lukkede terminsforretning ønsker denne genåbnet på et senere tidspunkt efter fondsafdelingens vurdering, og at han ønsker fortsættelse med længereløbende terminsforretninger ud over den p.t. indgåede.

I en skrivelse af 24. september 1987 fra Bankierfirmaet E. til sagsøgeren er anført blandt andet følgende:

"...

Vedr. terminsforretning pr. 87.11.30

mit navn. men for Deres regning og risiko. har jeg pr. 87.09.23 med valør 87.09.28 indkøbt følgende obligationer:

NOM. kr. 5.000.000.00 9.00 % NYKREDIT 2.S 2006L hvilke obligationer De forpligter Dem til at afkøbe mit firma på anfordring jf. nedenfor dog senest den 87.11.30

Afregningen til Dem vil ske til:

KURS 82.875 + kurtage 0.000 0/00

samt med tillæg/fradrag af kuponrente. Såfremt udviklingen i den daglige noterede kurser for ovennævnte type obligationer medfører, at den sikkerhed, der blev stillet ved kontraktens indgåelse, bliver forringet, kan jeg kræve, at der omgående indbetales/stilles yderligere sikkerhed. I modsat fald er jeg berettiget til uden yderligere varsel at udtræde af kontraktforholdet for Deres regning og risiko.

..."

I X-bank' s skrivelse af 15. oktober 1990 til sagsøgeren, underskrevet af D, er anført blandt andet følgende:

"...

De foretog obligationshandler på følgende måde:

De ringede og afgav ordre på køb eller salg af obligationer. De gik ud af handlerne efter tilsvarende procedure.

Der har aldrig været tale om, at de konkrete handlers løbetid eller afviklingskurs på forhånd var aftalt.

Vor andel i handlerne har udelukkende været af rådgivende art samt naturligvis eksekvering af ordrerne.

Handlerne har lejlighedsvis strakt sig over længere perioder. Længden af perioderne har været bestemt af Deres ønske om at tage gevinsten eller tabet hjem.

For god ordens skyld nævnes, at handlerne på vore afregninger til Dem - ligesom til andre - kan være benævnt "terminshandler", idet beregningen af finansieringsrenten (mellemrenten) samt vedhængende renter på obligationerne kræver, at vort interne system arbejder med tidsterminer. Eksempelvis kan nævnes, at såfremt en af Deres handler i vort interne system passerede en tidstermin så forlængedes handlen automatisk, uden at De blev kontaktet.

..."

Af Alm. Brand Børs' skrivelse af 24. oktober 1990 til sagsøgeren fremgår blandt andet:

"...

A ringede og ordnede hausse- eller baissepositioner, normalt efter forudgående konsultation hos firmaet, men i øvrigt efter egen beslutning.

Handlerne strakte sig over et vilkårligt antal dage - idet A igen efter eget ønske gik ud af handlerne.

Kun såfremt den stillede sikkerhed på 250.000 kr. var truet kunne F gå ind og tvangsrealisere.

Uanset notaerne fra F's side er betegnet "terminsforretninger" har handlerne ofte strakt sig hen over en terminsdato, men er i givet fald forlænget automatisk.

Begrebet terminsforretning skal således i A's tilfælde alene betragtes som en teknisk datering til brug for beregning af finansieringsomk., der var A's betaling for at bruge de pågældende obligationer til gearet spekulation.

..."

I opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1986 findes bl.a. nedenstående poster:

A-indkomst 429.448 kr.
Renteindtægter, bankkonti vedrørende værdipapirspekulation 13.955 kr.
Renteindtægter, obligationer vedr. værdipapirspekulation 27.805 kr.
Renteudgifter, bankgæld vedr. værdipapirspekulation 96.829 kr.
Spekulationstab obligationshandler 569.535 kr.

Sagsøgerens skattepligtige formue pr. 31. december 1986 er opgjort til 560.163 kr. På aktivsiden indgår blandt andet en beholdning af obligationer med kursværdi 4.690.000 kr., heraf 4.262.500 kr. vedrørende en post på nominelt 5.000.000 kr. 9 % BRF 46.2006 i depot hos B.

I opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1987 findes bl.a. nedenstående poster:

A-indkomst 587.896 kr.
Renteindtægter, bankkonti vedrørende værdipapirspekulation 19.401 kr.
Renteindtægter, obligationer vedr. værdipapirspekulation 62.976 kr.
Renteudgifter, bankgæld vedr. værdipapirspekulation 219.408 kr.
Spekulationstab obligationshandler 1.417.693 kr.

Sagsøgerens skattepligtige formue pr. 31. december 1987 er opgjort til -441.616 kr. På passivsiden findes en gæld til banker og vekselerere på 1.473.534 kr.

Af kontrol- og udsøgningsblanketter fra Statsskattedirektoratet for 1986, 1987 og 1988 vedrørende sagsøgeren fremgår, at der fra pengeinstitutter og vekselererfirmaer er indberettet en lang række renteindtægter og renteudgifter, for en stor dels vedkommende svarende til købte og solgte vedhængende renter i forbindelse med spekulationsforretningerne.

Sagen blev i 1993 udsat på afventen af udfaldet af en lignende sag, hvori Højesteret afsagde dom den 19. september 1997.

Under domsforhandlingen har sagsøgte erklæret sig enig i, at sagsøgeren har lidt et fradragsberettiget tab ved salg af obligationer i indkomståret 1987 på 5.022 kr., således at skatteansættelsen for dette indkomstår skal hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgeren og af vidnerne statsautoriseret revisor C og D.

Sagsøgeren har forklaret bl.a., at han begyndte at spekulere i aktier og obligationer i slutningen af 1986. Han handlede med adskillige firmaer på samme tid for at få mest mulig rådgivning. Der var deponeret 250.000 kr. hvert sted svarende til 5 % af, hvad han kunne handle. Normalt ringede han op for at gå ind i en handel. Han fik så en nota, hvor der bl.a. stod "Solgt til Dem". Når han senere gik ud af handlerne, fik han et "dobbelt sæt" notaer både vedrørende køb og salg. Når han havde kontrolleret, at renten var rigtig, smed han den oprindelige meddelelse væk. Han fik udskrifter fra Værdipapircentralen, vistnok på afviklingstidspunktet. Han husker ikke, om det gjaldt handler med alle vekselererne.

Vidnet C har forklaret bl.a., at han blev revisor for sagsøgeren omkring 1985-86 og var det i en periode på 4-6 år. Han stod for opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst. Til brug herfor modtog han fra sagsøgeren selvangivelser, årsopgørelser, lønsedler m.v. Ved udarbejdelsen af bilaget, der viser obligationsbeholdningen ultimo 1986, har revisionsfirmaet gjort ét af to: enten er man blevet forelagt en depotudskrift, eller også har man afstemt telefonisk med pengeinstituttet. På en af disse to måder har revisionsfirmaet fået bekræftet, at sagsøgeren var ejer af de pågældende papirer. I det omfang der forelå årsopgørelser, blev de fulgt. Med hensyn til opgørelsen af spekulationstabet har revisionsfirmaet lavet en egentlig bogføring depot for depot, bilag for bilag og sammenholdt den med kontoudtogene. Det var en medarbejder, der stod for bogføringen. Med hensyn til opgørelsen for 1987 var der ingen obligationer i behold ultimo 1987, men ellers var fremgangsmåden den samme.

Vidnet D har forklaret bl.a., at han i 1986-87 var ansat i X-bank som fuldmægtig eller måske investeringsrådgiver. Grundlaget for handlerne beskrevet i X-bank's skrivelse af 15. oktober 1990 var en investeringsaftale med den lokale afdeling. I en sådan aftale er der en beskrivelse af forretningen, risici herved, angivelse af sikkerhed og anførsel af et specifikt depot og kontonummer vedrørende handlerne. Ansvaret for rådgivningen lå i investeringssekretariatet i hovedsædet. I stedet for at sagsøgeren skulle købe papirer og lade dem registrere i Værdipapircentralen, lavede de terminsforretningsaftaler, hvorved sagsøgeren undgik at skulle have "penge op af lommen". Sagsøgeren opnåede herved en aftale om levering af obligationer på en senere bestemt dato. X-bank havde pligt til at levere obligationerne.

I modsætning til futures var der således tale om faktiske disponeringer af obligationer. Prisen blev fastsat på grundlag af X-bank's henvendelse til en børsmægler. Aftalen kunne indgås 1, 3 eller 6 måneder før afviklingsdatoen. Sagsøgeren skulle betale forskellen mellem pengemarkedsrenten og obligationsrenten i løbetiden via et tillæg på kursen. Han vil mene, at der blev sendt en bekræftelse til kunden på aftaletidspunktet, men er ikke sikker på det. På afviklingstidspunktet skete der registrering i Værdipapircentralen og en debitering af sagsøgerens konto. Den normale procedure var, at køb og salg havde samme afviklingsdag.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke indgik terminskontrakter, men selvstændigt købte og solgte obligationer med henblik på at opnå fortjeneste. Ved den telefoniske aftale om et køb blev sagsøgeren ejer af obligationerne, hvilket følger modsætningsvis af gældsbrevslovens § 22. Købelovens § 20 forudsætter, at køb af værdipapirer kan ske med henblik på senere levering. Man kan godt spekulere for lånte midler. Sagsøgeren har i sine skatteregnskaber for indkomstårene 1986, 1987 og 1988 over for skattemyndighederne selvangivet, at han var ejer af de pågældende obligationer pr. 31. december de pågældende år, og sagsøgeren har samtidig medtaget renteindtægter på obligationsbeholdningerne pr. 31. december og de tilhørende renteudgifter på samme. Sagsøgeren har, i hvert fald blandt andet i X-bank, fået registreret sit ejerskab i Værdipapircentralen.

Det er ikke registreret, at sagsøgeren ikke var ejer, jf. § 13 a, stk. 3, i den dagældende lov om en værdipapircentral. Sagsøgerens køb og salg fremgår som sådanne i handelsnotaer, bankkontoudtog m.v. og er således ikke blot registreret som differencegevinst eller -tab. Sagsøgte har bevisbyrden for, at sagsøgeren ikke - som selvangivet - har været ejer af de pågældende obligationer, navnlig fordi skattemyndighederne helt frem til juni måned 1989 har været usikre på, hvorledes beskatningen af hyppige køb og salg af obligationer skulle finde sted, og sagsøgeren derfor ikke var klar over, hvordan den konkrete afvikling af en obligationshandel skulle ske for at opfylde skattemyndighedernes krav til at dokumentere ejerskab. I handelen med vekselererfirmaet B, hvor køb og salg er sket med valørdatoer henholdsvis 18. december 1986 og 13. januar 1987, er ejerskabet i særlig grad dokumenteret.

Sagsøgeren har for så vidt angår sin subsidiære påstand anført, at den er nedlagt for det tilfælde, at retten når frem til, at sagsøgeren kun har haft ejerskab til en del af obligationerne. Det må i dette tilfælde overlades til de lokale skattemyndigheder at skønne over, hvilke beløb der - som følge heraf - må anses for fradragsberettigede.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke er hjemmel i statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, til at indrømme sagsøgeren fradrag for de i indkomstårene 1986 og 1987 selvangivne tab ved obligationsterminsforretninger, da sagsøgeren ikke har været ejer af de underliggende obligationer i de tabsgivende terminsforretninger. Det må lægges til grund, at samtlige forretninger blev afviklet ved differenceafregning uden levering af de underliggende obligationer, og at denne afviklingsmåde skal tillægges afgørende vægt for ejerskabsvurderingen. Den omstændighed, at X-bank og de omhandlede vekselererfirmaer med samme valør krediterede og debiterede bruttobeløbene vedrørende sagsøgerens "køb" og "salg" af obligationerne i forbindelse med den bogholderimæssige afvikling af forretningerne, betyder ikke, at forretningerne ikke er differenceafregnede, idet nettoresultatet er det samme som ved en differenceafregning. Det fremgår med visse sproglige variationer i notateksterne, at der er tale om køb og salg af obligationer på termin, dvs. helt sædvanlige spekulative terminsforretninger, som alle er blevet differenceafregnede.

Bortset fra den under domsforhandlingen fremlagte er der ikke fremlagt handelsnotaer fra 1986. Det må lægges til grund, at notaerne svarede til de fra 1987 fremlagte, og at afviklingsmåden var den samme i alle tilfælde. Det har aldrig været parternes hensigt, at der skulle sket naturalopfyldelse i form af levering af obligationerne, hvilket understøttes af, at sagsøgeren under ingen omstændigheder havde økonomisk mulighed for at erhverve de omhandlede betydelige obligationsposter, der omfattede større millionbeløb. Det gør ikke sagsøgeren til ejer, at X-bank og vekselererfirmaerne formentlig i forbindelse med hver enkelt terminsforretnings indgåelse lod en obligationspost indkøbe til afdækning af deres risiko ved forretningerne. De tre fremlagte registreringsmeddelelser fra Værdipapircentralen fra december 1987 og februar 1988 dokumenterer ikke noget ejerskab. Det er ikke godtgjort, hvilken eller hvilke terminsforretninger gennem X-bank registreringerne vedrører, da der ikke er fremlagt korresponderende handelsnotaer fra X-bank. Det er således yderligere ikke godtgjort, at registreringerne overhovedet vedrører en eller flere tabsgivende forretninger.

Det bestrides som udokumenteret, at registrering i Værdipapircentralen har fundet sted i relation til de fremlagte handelsnotaer. Sådanne registreringer ville ved differenceafregnede terminsforretninger i det højeste udgøre ét moment i ejerskabsvurderingen. Det er ikke godtgjort, hvad de sporadiske, selvangivne og til dels af X-bank tilsyneladende indberettede renteindtægter og renteudgifter af obligationer vedrørende hhv. "solgte renter" og "købte renter" vedrører. Disse rentebeløb, der totalt set udligner hinanden, dokumenterer ikke i sig selv noget ejerskab til obligationerne. Det er ikke godtgjort, hvilke konkrete terminsforretninger de selvangivne rentebeløb vedrører, herunder at rentebeløbene vedrører tabgivende forretninger. Sagsøgers egen selvangivelse er uden betydning for den skatteretlige vurdering af sagen. Specielt for så vidt angår den ene forretning med vekselererfirmaet B, hvor køb og salg ifølge handelsnotaerne er afregnet på forskellige valørdatoer, må der lægges vægt på, at det fremgår af notaerne, at der er tale om en terminsforretning, og at det ikke er dokumenteret, at obligationerne er leveret.

Begrundelse og konklusion

I én forretning med vekselererfirmaet B er køb og salg som ovenfor beskrevet sket med forskellige valørdatoer, henholdsvis 18. december 1986 og 13. januar 1987. I den mellemliggende periode har sagsøgeren oppebåret obligationsrenten, og sagsøgerens konto hos B har været debiteret købsprisen. Sagsøgeren har selvangivet sin gæld ultimo 1986 til B i overensstemmelse hermed og har selvangivet obligationsbeholdningen som et aktiv. Efter vidnet C forklaring må det lægges til grund, at vidnet enten ved forevisning af depotudskrift eller ved telefonisk henvendelse til B har fået bekræftet, at sagsøgeren ultimo 1986 havde obligationerne i depot hos B. Herefter finder retten, uanset at købet er finansieret af et lån hos vekselererfirmaet, og at vekselererfirmaet må antages at have haft indflydelse på, hvornår obligationerne skulle sælges, at sagsøgeren har været ejer af denne post obligationer, således at han har krav på fradrag for sit spekulationstab ved forretningen i sin skattepligtige indkomst for 1987.

I alle de øvrige tilfælde viser oplysningerne om de omhandlede engagementer, at det ikke har været hensigten, at sagsøgeren skulle erhverve de obligationer, som forretningerne vedrørte, men at der alene skulle ske en afregning af den konstaterede kursdifference. Der er ikke noget holdepunkt for, at sagsøgeren allerede ved forretningernes indgåelse skulle have erhvervet ejendomsretten til obligationerne. Af notaerne, som udstedtes i forbindelse med afviklingen af forretningerne, fremgår, at sagsøgeren købte obligationerne og straks efter solgte dem igen. I overensstemmelse med forretningernes hele formål kan dette ikke anses for udtryk for noget reelt ejerskab, men må alene betragtes som en regnskabsteknisk måde at opgøre gevinst og tab på. Det forhold, at der på sagsøgerens konti er foretaget samtidige konteringer af købspris og salgspris, og ikke blot en nettoafregning, er ikke tillagt vægt. De foreliggende meddelelser fra Værdipapircentralen fører heller ikke til andet resultat.

Da der herefter bør ske fornyet behandling ved de lokale ligningsmyndigheder dels med hensyn til det af sagsøgte anerkendte fradrag på 5.022 kr., dels med hensyn til fradraget for tabet ved salget til B med valørdato 13. januar 1987, tages sagsøgerens subsidiære påstand til følge for så vidt angår indkomståret 1987, mens sagsøgte frifindes i øvrigt.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren, A's, skattepligtige indkomst for indkomståret 1987 hjemvises til fornyet behandling ved de lokale ligningsmyndigheder. Sagsøgte frifindes i øvrigt.

Sagsøgeren skal inden 14 dage betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.