Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-02-2001
Offentliggjort:03-05-2001
SKM-nr:SKM2001.172.ØLR
Journalnr.:21. afdeling, B-0720-98
Referencer.:Kursgevinstloven
Skattestyrelsesloven
Dokumenttype:Dom

Kursgevinster - Formidlingsprovision - Høring

Formidlingsprovision, der skulle betales i forbindelse med transaktioner, der gik ud på at undgå beskatning af kursgevinster, kunne der ikke tages hensyn til ved afgørelsen af, om betingelsen for skattefritagelse i medfør af den dagældende § 7 A, stk. 3, 2. pkt. var opfyldt. Som følge heraf var kursgevinsterne skattepligtige. Sagsbehandlingsfejl havde efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke ugyldighedsvirkning.

Parter:
A

og

B
(begge v/ advokat Christian Kirkmann-Møller)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokal Lars Apostoli)
Afsagt af landsdommerne

B. Vollmond, Lisbeth Wandel og Bo Lauritzen (kst.)

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 5. marts 1998, har sagsøgerne A og B nedlagt følgende påstande:

Principalt,
at Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at den foretagne ændring af skatteansættelsen for A for indkomståret 1992 vedrørende en kursgevinst relateret til C I/S på 111.240 kr. er ugyldig, samt at den foretagne ændring af skatteansættelsen for B for indkomståret 1994 vedrørende tilbageførsel af et fra ægtefælle overført underskud på 104.477 kr. er ugyldig.

Subsidiært,
at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke skal ske beskatning af den kursgevinst på 111.240 kr., som A oppebar i 1992 vedrørende BG I/S.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

De principale påstande angår spørgsmålet, om det forhold, at Ligningsrådet ikke foretog partshøring af A inden afgørelsen om beskatning af kursgevinster opnået ved investering i C I/S, medfører, at den efterfølgende forhøjelse af As indkomstansættelse for året 1992 med den opnåede kursgevinst er ugyldig, samt om forhøjelsen af skatteansættelsen for B er ugyldig på grund af den kommunale skatteforvaltnings manglende høring af hende. Den subsidiære påstand drejer sig om, hvorvidt As kursgevinst opnået ved investeringen i C I/S er undtaget fra beskatning efter reglen i den dagældende kursgevinstlovs § 7 A, stk. 3, 2. pkt., hvilket forudsætter, at den af ham betalte formidlingsprovision kan indgå i opgørelsen af det samlede resultat ved arrangementet.

Sagen angår

Landsskatteretten har den 5. december 1997 afsagt følgende kendelse vedrørende ændringen af As skatteansættelse for 1992:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Kapitalindkomst
Beskatning af kursgevinst i henhold til kursgevinstlovens § 7 A111.240 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant, der ligeledes har haft lejlighed til at udtale sig ved retsmøde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren for lånte midler har investeret i R 8 % DKK obligationer svarende til interessentskabsandele i T I/S. Den 14. juli 1992 har klageren solgt disse obligationer samtidigt med køb af D 8 % DKK obligationer, svarende til interessentskabsandele i C I/S. Lånene er optaget i M Bank. I forbindelse med køb af andelene i C I/S har klageren betalt en formidlingsprovision til K Bank, svarende til 0,33 % af købesummen.

Klagerens opnåede kursgevinst efter den 16. juni 1992 vedrørende investeringen i C I/S udgør efter det oplyste 111.240 kr.

Såfremt formidlingsprovisionen på 0,33 % medregnes ved opgørelsen af det økonomiske resultat i henhold til kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3, 2. pkt. bliver resultatet negativt med ca. 1.000 kr. Såfremt formidlingsprovisionen ikke medregnes bliver det samlede økonomiske resultat positivt. Sagens parter er enige herom.

Det er oplyst, at en række investorer har foretaget byttehandler af oprindelige investeringer i obligationer udstedt i danske kroner af D S.A., X Limited og RA N.V. Investeringerne er formidlet gennem K Bank og Advokat W. Ved ombytningerne er der beregnet en sådan formidlingsprovision, at det samlede resultat af arrangementet for den enkelte investor bliver negativt med ca. 1.000 kr.

Det er videre oplyst, at Ligningsrådet har tiltrådt Told- og Skattestyrelsens indstilling om ikke at tillægge den betalte formidlingsprovision skattemæssig betydning ved vurderingen af, hvorvidt de af investorerne foretagne byttehandler er omfattet af kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3. Af skrivelsen af 28. november 1995 fra Told- og Skattestyrelsen fremgår endvidere, at Ligningsrådet på et møde den 21. november 1995 i tilslutning til behandlingen af en konkret sag i medfør af kursgevinstlovens § 7 A, stk. 4, traf bestemmelse om, at der tilsvarende gennemføres beskatning af kursgevinsten for samtlige deltagere i omhandlede arrangementer.

Skatteankenævnet har stadfæstet den påklagede ansættelse. Nævnet har herved anset kursgevinsten på 111.240 kr. for skattepligtig i henhold til kursgevinstlovens § 7 A, stk. 1. Nævnet har dertil anført, at formidlingsprovisionen ved ombytningen ikke kan indgå ved opgørelsen af arrangementets resultat efter skat, jf. kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3, 2. pkt. Nævnet har bl.a. anført, at henset til variationen i de fastsatte formidlingsprovisioner i nærværende og lignende arrangementer er disse ikke fastsat ud fra et sædvanligt omkostningsprincip. Endvidere at formidlingsprovisionerne ikke følger sædvanlige markedsvilkår. Nævnet har således anført, at da resultatet af den foretagne investering herefter er positivt, er den opnåede kursgevinst skattepligtig.

Skatteankenævnet har endvidere anført, at den af repræsentanten påberåbte manglende partshøring ikke medfører at ansættelsen er ugyldig. Nævnet har herved bl.a. anført, at en partshøring i henhold til forvaltningslovens § 19 ikke ville kunne bibringe sagen nye oplysninger, som ville være af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Nævnet har dertil anført, at sagen allerede på ansættelsestidspunktet har været fuldt oplyst. Der er herved også henvist til, at der heller ikke under sagens behandling i skatteankenævnet er fremkommet afgørende/nye supplerende oplysninger.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at der ikke skal ske beskatning af kursgevinsten på 111.240 kr. vedrørende C I/S i henhold til kursgevinstlovens § 7 A, stk. 1.

Han har herved principalt gjort gældende, at skatteforvaltningens ansættelse af klagerens indkomst vedrørende deltagelse i C I/S er ugyldig.

Han har henvist til, at skatteforvaltningens ændring har medført, at klagerens indkomst for 1992 forhøjes med 111.240 kr. Dette medfører bortfald af det hidtidige underskud i klagerens skattepligtige indkomst for 1992, som har været overført til klagerens ægtefælle. Der er som følge af bortfaldet af det overførte underskud opstået restskat hos klagerens ægtefælle i 1994 på 49.434 kr.

Han har anført, at der er sket tilsidesættelse af partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19, idet klagerens ægtefælle ikke er blevet orienteret om de ændringer af klagerens indkomst, som kan have betydning for ægtefællens skattetilsvar for 1994. Han har videre anført, at dette endvidere medfører, at klagerens ægtefælles årsopgørelse for 1994 af 18. marts 1994 er ugyldig.

Endvidere har han anført,

at den person, hvis konkrete sag blev forelagt Ligningsrådet til afgørelse i medfør af kursgevinstlovens § 7 A, stk. 4, må være at betragte som part i den pågældende sag, og at den afgørelse, der blev truffet ved det pågældende Ligningsrådsmøde er ugyldig som følge af, at den pågældende ikke har haft mulighed for at udøve sædvanlige partsbeføjelser i forbindelse med sagens afgørelse,

at samtlige de investorer for hvem Ligningsrådet i medfør af cirkulæret traf "afgørelse under et" må være at betragte som parter i relation til denne afgørelse, og at afgørelsen som følge heraf må anses for at være ugyldig, da investorerne ikke har fået mulighed for at gøre sædvanlige partsbeføjelser gældende i relation til afgørelsen,

at begge Ligningsrådets afgørelser må anses for at være ugyldige som følge af manglende skriftlighed, begrundelse, klagevejledning og manglende individuel sagsbehandling, og

at der ikke er grundlag for at antage, at skattestyrelseslovens §§ 19, 3 og 21 ikke skulle finde anvendelse i forbindelse med Ligningsrådets afgørelse.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten endvidere anført, at forholdet er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3, 2. pkt., idet det samlede resultat af henholdsvis lånet og fordringerne er negativt.

Han har dertil anført, at der ikke er hjemmel til at udelade formidlingsprovisionen på 0,33 % fra opgørelsen af det økonomiske resultat. Med § 7 A har man ønsket en så objektiv bestemmelse som muligt, og der er ikke objektive grunde til at udelade formidlingsprovisionsbeløbet.

Videre har han anført, at faktum er, at klageren har lidt et samlet økonomisk tab, og at det aldrig har været lovgivers hensigt at ramme en sådan situation.

Endvidere har han anført, at der ikke bør lægges vægt på den af Ligningsrådet afgivne udtalelse i forbindelse med Landsskatterettens kendelse af 25. januar 1996. Han har herved bl.a. anført, at Finansrådet ved den afgivne udtalelse alene har tilkendegivet, at en nærmere angiven kurtagepromille kan anses for retningsgivende i den omhandlede situation. Han har videre anført, at der ikke foreligger "sædvanlig" markeds- og handelsvilkår eller "standardpriser" for handel med unoterede obligationer, samt at det er helt sædvanligt, at kunder betaler forskellige priser for bankydelser. I nærværende sag har banken givet klageren et individuelt tilbud, og alle investorerne må således betragtes som enkelte investorer og ikke én investor.

Repræsentanten har henvist til Finansrådets svar af 4. april 1997 på en af ham fremsat forespørgsel af 11. marts 1997. Forespørgslen af 11. marts 1997 har følgende ordlyd:

"Vedr.: Samlede omkostninger ved privatpersoners handel med danske og udenlandske obligationer.

Til brug for forberedelsen af en verserende Landsskatteretssag, skal vi herved høfligst anmode Finansrådet om at have ulejlighed med at besvare de følgende spørgsmål vedrørende de samlede omkostninger ved privatpersoners handel med danske og udenlandske obligationer.

I det følgende sigtes der med udtrykket "udenlandske obligationer" til obligationer med udenlandsk udsteder.

1. Det bedes venligst oplyst, hvorvidt der findes standardpriser/omkostninger for handel med børsnoterede henholdsvis:

For det tilfælde ovenstående besvares bekræftende, bedes det endvidere venligst oplyst om beregningen og størrelsen af disse standardpriser/omkostninger for henholdsvis:

2. Det bedes venligst oplyst, hvorvidt der findes standardpriser/omkostninger for handel med unoterede henholdsvis:

For det tilfælde at ovenstående besvares bekræftende, bedes det endvidere venligst oplyst om beregningen og størrelsen af disse standardpriser/omkostninger for henholdsvis:

3. For så vidt det ved besvarelse af spørgsmål 1 og 2 i et eller flere tilfælde konkluderes, at der ikke findes standardpriser, skal vi endvidere venligst anmode Finansrådet om at tilkendegive, at priser/omkostninger i forbindelse med den pågældende handel beregnes individuelt.

4. Det bedes venligst oplyst, hvorvidt det er sædvanligt at der, i forhold til bankens egen købspris, beregnes kurstillæg ved handel med henholdsvis danske og udenlandske obligationer såvel i de tilfælde hvor obligationerne er børsnoterede og i de tilfælde hvor obligationerne er unoterede.

5. Det bedes venligst oplyst, hvorvidt det er sædvanligt, at der, i forhold til bankens egen salgspris, beregnes kursfradrag ved salg af henholdsvis danske og udenlandske obligationer såvel i de tilfælde hvor obligationerne er børsnoterede som i de tilfælde hvor obligationerne er unoterede ..."

Finansrådets svar af 4. april 1997 har følgende ordlyd:

"Forespørgsel til Finansrådet vedrørende omkostninger ved handel med obligationer

Finansrådet har nedenfor besvaret Deres spørgsmål af den 11. marts d.å. vedrørende omkostninger i forbindelse med handel med obligationer. Som nævnt er der blandt andet af tidsmæssige årsager ikke tale om et egentligt responsum afgivet af Finansrådet på grundlag af høring af eksperter i Finansrådets medlemskreds, men om en besvarelse baseret på den tilgængelige viden i Finansrådets sekretariatet.

ad spørgsmål 1 a og b

Nej.

ad spørgsmål 1 c og d

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1 a og b.

ad spørgsmål 2 a og b

Nej.

ad spørgsmål 2 c og d

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2 a og b.

ad spørgsmål 3

Da der, jf. besvarelserne af spørgsmål 1 og 2, ikke findes standardpriser/omkostninger, fastsættes priser/omkostninger af det enkelte pengeinstitut.

ad spørgsmål 4

Det antages at være sædvanligt, at der i forhold til pengeinstituttets egen købspris beregnes kurstillæg ved handel med børsnoterede danske og udenlandske obligationer. Dette antages også at være sædvanligt i forbindelse med handel med unoterede danske og udenlandske obligationer.

ad spørgsmål 5

Det antages at være sædvanligt, at der i forhold til pengeinstituttets egen salgspris beregnes kursfradrag ved handel med børsnoterede danske og udenlandske obligationer. Dette antages også at være sædvanligt i forbindelse med handel med unoterede danske og udenlandske obligationer ..."

Endvidere har repræsentanten anført, at tilsidesættelse af aftaler mellem interesseforbundne parter efter praksis kræver følgende tre betingelser opfyldt;
at skattemyndighederne påviser, at der foreligger et interessefællesskab,
at skattemyndighederne beviser eller dog sandsynliggør, at den givne dispositions indhold eller udformning er usædvanlig i forhold til markedsbestemte vilkår ved en normal disposition foretaget mellem uafhængige parter under samme omstændigheder,
og
at det må antages, at de usædvanlige forhold er et produkt af interessefællesskabet.

Han har herved bl.a. henvist til Højesterets dom gengivet i TfS 1996.496.

Han har således anført, at skattemyndighederne for at foretage korrektion skal godtgøre, at de såkaldte usædvanlige vilkår afviger væsentligt fra, hvad uafhængige parter ville have aftalt. Han har dertil anført, at der i nærværende sag er tale om uafhængige parter, og at det er sædvanligt, at banker beregner forskellige priser på samme ydelser. Såfremt Landsskatteretten måtte nå frem til, at der er tale om ikke uafhængige parter, har skattemyndighederne ikke løftet den dem påhvilende bevisbyrde med hensyn til, at de foretagne dispositioner skal afvige væsentligt fra, hvad der hypotetisk ville være blevet aftalt mellem uafhængige parter i en tilsvarende situation.

Repræsentanten har oplyst, at fastsættelsen af procentsatsen ved ombytningen er sket efter konkrete forhandlinger og under hensyn til den enkelte investors behov/forhold. Det økonomiske resultat er i alle tilfælde blevet negativt med ca. 1.000 kr. Dette betyder dog ikke, at de enkelte omkostninger er unormale eller usædvanligt høje. Han har dertil anført, at det må være uden betydning, at procentsatsen varierer. Sagerne må behandles individuelt således, at man i hver enkelt sag vurderer den konkrete omkostning. Det kan ikke lægges den enkelte investor til last, at der er varierende satser.

Landsskatteretten skal udtale

Der findes ikke i henhold til skattestyrelseslovens bestemmelser at have været en pligt for den kommunale skatteforvaltning til at foretage høring af klagerens ægtefælle i forbindelse med klagerens skatteansættelse. Retten finder endvidere, at der ikke i henhold til forvaltningslovens § 19 har været pligt til at foretage høring af klagerens ægtefælle, jf. herved bl.a. undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2. Retten bemærker yderligere, at der ikke i forbindelse med klagerens skatteansættelse har været modstridende interesser mellem klageren og hans ægtefælle.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 7 A, stk. 4, at: "Imod den skattepligtiges påstand kan beskatning efter stk. 1 kun gennemføres efter Ligningsrådets nærmere bestemmelse".

Af skattelovrådets betænkning fremgår bl.a.:

"For grupper af skattepligtige, som under ensartede omstændigheder har deltaget i fælles arrangementer med lånefinansieret erhvervelse af fordringer m.v. vil Ligningsrådet kunne træffe bestemmelse for deltagerne under ét."

Efter de foreliggende oplysninger har Ligningsrådet i forbindelse med forelæggelse af en konkret sag tilladt beskatning efter § 7 A vedrørende omhandlede arrangement. Landskatteretten finder herefter, at Ligningsrådet har vurderet selve arrangementet, og at Ligningsrådets vurdering af arrangementet kan lægges til grund for efterfølgende sager, jf. bl.a. betænkningens formulering "for deltagerne under ét".

Landsskatteretten bemærker, at den konkrete sag, der har været forelagt for Ligningsrådet, aldrig har været påklaget til Landsskatteretten, hvorfor der ikke kan tages stilling til, om den konkrete forelagte sag er ugyldig.

Landsskatteretten finder herefter, at Ligningsrådet har taget stilling til arrangementet, jf. kursgevinstlovens § 7 A, stk. 4, og at nærværende afgørelse således ikke er ugyldig.

Efter bestemmelsen i kursgevinstlovens § 7 A, stk. 1, medregnes gevinst på fordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, den pågældende fordring er erhvervet for lånte midler. Efter bestemmelsens stk. 3, 2. pkt., finder beskatning efter stk. 1, dog ikke sted, hvis den skattepligtige godtgør, at det samlede resultat vedrørende lånet og fordringerne under ét er negativt efter skat selv uden beskatning efter stk. 1.

Når henses til bestemmelsens ordlyd samt forarbejderne til bestemmelsen, finder retten, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at vurderingen efter § 7 A, stk. 3, 2. pkt., udelukkende skal foretages på grundlag af den oprindelige aftale. Retten finder således, at der ved opgørelsen af det samlede resultat vedrørende lånet og fordringerne skal tages hensyn til efterfølgende ændringer i arrangementet.

Med hensyn til det som formidlingsprovision benævnte beløb finder retten imidlertid ud fra en samlet bedømmelse af dispositionerne i forbindelse med de foretagne salg og køb af obligationer at måtte lægge til grund, at beløbet ikke er fastsat ud fra normale forretningsmæssige principper, men med henblik på at undgå beskatning efter § 7 A, stk. 1. Det bemærkes herved, at der ikke kan antages at have været modstridende interesser mellem parterne med hensyn til fastsættelsen af beløbet og dets størrelse.

Beløbets størrelse er således såvel i nærværende sag som i tilsvarende sager alene fastlagt ud fra ønsket om, at det samlede økonomiske resultat for den konkrete skatteyder skulle blive negativt med 1.000 kr. Procentsatserne for formidlingsprovisionen i de enkelte sager er således forskellige. Retten finder herefter, at denne del af arrangementet ikke kan lægges til grund i skattemæssig henseende. Det som formidlingsprovision benævnte beløb kan således ikke indgå i opgørelsen efter § 7 A, stk. 3, 2. pkt., af det samlede resultat af arrangementet, hvorfor resultatet ikke bliver negativt. Ligeledes kan beløbet ikke indgå ved opgørelsen af kursgevinsten i henhold til kursgevinstlovens § 8. Dette er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Den påklagede ansættelse vil derfor være at stadfæste.

..."

Landsskatteretten har ligeledes den 5. december 1997 afsagt følgende kendelse vedrørende ændringen af Bs skatteansættelse for 1994:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Skattepligtig indkomst
Tilbageførsel af overført underskud fra ægtefælle104.477 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant, der tillige har haft adgang til at udtale sig ved retsmøde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klagerens ægtefælle for lånte midler har investeret i R 8 % DKK obligationer svarende til interessentskabsandele i T I/S. Den 14. juli 1992 har klagerens ægtefælle solgt disse obligationer samtidigt med køb af D 8 % DKK obligationer, svarende til interessentskabsandele i C I/S. Lånene er optaget i M Bank. I forbindelse med køb af andelene i C I/S har klagerens ægtefælle betalt en formidlingsprovision til K Bank, svarende til 0,33 % af købesummen.

Klagerens ægtefælles opnåede kursgevinst efter den 16. juni 1992 vedrørende investeringen i C I/S udgør 111.240 kr.

...

Ved klagerens årsopgørelse nr. 1 af 31. juli 1995 for indkomståret 1994 er medregnet et underskud overført fra ægtefællen på 104.477 kr. vedrørende omhandlede arrangement.

Skatteforvaltningen har anset kursgevinsten på 111.240 kr. for skattepligtig for klagerens ægtefælle i henhold til kursgevinstlovens § 7 A, stk. 1. Dette har betydet udskrivelse af ny årsopgørelse for klagerens ægtefælle for indkomståret 1994, årsopgørelse nr. 2 af 18. marts 1996. Det tidligere medregnede underskud overført fra ægtefællen er herved ikke medtaget.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at skatteforvaltningens ansættelse af klagerens indkomst vedrørende tilbageførsel af underskud fra ægtefællen er ugyldig.

Han har henvist til, at skatteforvaltningens ændring har medført, at klagerens ægtefælles indkomst for 1992 forhøjes med 111.240 kr. Dette medfører bortfald af det hidtidige underskud i klagerens ægtefælles skattepligtige indkomst for 1992, som har været overført til klageren. Der er som følge af bortfaldet af det overførte underskud opstået restskat hos klageren i 1994 på 49.434 kr.

Til støtte for påstanden om ugyldighed har han anført, at der er sket tilsidesættelse af partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19, idet klageren ikke er blevet orienteret om de ændringer af klagerens ægtefælles indkomst, som kan have betydning for klagerens skattetilsvar for 1994. Han har videre anført, at dette endvidere medfører, at klagerens årsopgørelse for 1994 af 18. marts 1994 er ugyldig.

Landsskatteretten skal udtale

Det skal indledningsvis bemærkes, at nærværende klage over årsopgørelsen behandles selv om lovgivningens bestemmelser om klageadgang ikke er udnyttet, jf. herved skattestyrelseslovens § 23, stk. 6, 2. pkt.

Landsskatteretten finder, at der ikke i henhold til skattestyrelseslovens bestemmelser har været en pligt for den kommunale skatteforvaltning til at foretage høring af klageren i forbindelse med klagerens ægtefælles skatteansættelse. Retten finder endvidere, at der ikke i henhold til forvaltningslovens § 19 har været pligt til at foretage høring af klageren i forbindelse med ægtefællens ansættelse, jf. herved bl.a. undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2. Retten bemærker yderligere, at der ikke i forbindelse med klagerens ægtefælles skatteansættelse har været modstridende interesser mellem klagerens ægtefælle og klageren.

Retten bemærker videre, at den kommunale skatteforvaltning ud fra de foreliggende oplysninger ikke har fulgt proceduren i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, i forbindelse med den ændrede årsopgørelse for klageren. Retten finder dog, at den ændrede årsopgørelse for klageren ikke er ugyldig, idet det må kunne udelukkes, at manglende fremsendelse af agterskrivelse med indsigelsesfrist har haft nogen betydning i nærværende sag. Det bemærkes herved, at omhandlede underskud var et i henhold til personskattelovens § 13, stk. 2, overført underskud, og den ændrede årsopgørelse er således en automatisk konsekvensændring som følge af den ændrede skatteansættelse for indkomståret 1992 for klagerens ægtefælle.

Den påklagede ansættelse vil herefter være at stadfæste.

..."

Det i Landsskatterettens kendelse omhandlede kompleks af arrangementer med lånefinansieret køb af obligationer udstedt i danske kroner bestod nærmere i obligationer udstedt af D S.A. og X Ltd., som K Bank A/S formidlede ved projekter vedrørende tegning af andele i C I/S og X I/S, samt i obligationer udstedt af RA B.V., som advokat W formidlede gennem tegning af andele i T I/S. Købene var lånefinansieret af M Bank.

A tegnede den 14. november 1991 andele for nominelt 8.750.000 kr. for en købesum af 8.514.625 kr. i T I/S. Kursgevinsten ved obligationernes udløb den 13. november 1992 udgjorde 235.375 kr., og nettogevinsten ved investeringen ville efter fradrag af renteudgifter m.v. efter skat udgøre 72.743 kr.

I anledning af forslaget til den nye bestemmelse i kursgevinstlovens § 7 A modtog A en skrivelse af 17. juni 1992 fra revisionsfirmaet F, hvori er anført bl.a.:

"Investering i 8 % R obligationer

...

Vedtages lovændringen, vil det medføre, at der fremtidigt skal ske beskatning af kursgevinst på obligationer, der er erhvervet for lånte midler. Kursgevinst optjent indtil i går vil ikke være omfattet af beskatningen.

Ovennævnte investering vil efter vor opfattelse blive omfattet af lovændringen. Såfremt obligationerne herefter beholdes i den forventede periode frem til 13. november 1992, vil kursgevinsten fra i går og til denne dato blive skattepligtig, og virkningen heraf på investorens resultat fremgår af vedlagte budget. Som det fremgår af projektmaterialet, er det ikke muligt at udtræde af investeringen i utide.

Advokat W har anmodet os om at undersøge, hvorledes virkningerne af lovændringen bedst muligt imødegås, og når resultatet af disse undersøgelser foreligger, vil vi vende tilbage til Dem ..."

Den 25. juni 1992 skrev F bl.a. følgende til A:

"Vedr: Ændring af kursgevinstbeskatningsloven

I samarbejde med K Bank A/S har vi fundet en løsning, der formodentlig reducerer virkningen, således som det er beskrevet i vor tidligere fremsendte brev, af de netop vedtagne ændringer i kursgevinstbeskatningsloven for Deres investering i T I/S (R obligationer).

I den anledning indbyder K Bank til et personligt møde i uge 28, hvor Deres investering og løsningsmodellen vil blive gennemgået, ..."

F afgav endvidere en redegørelse den 3. juli 1992 til K Bank, hvori anføres bl.a.:

"De har anmodet os om på baggrund af gældende skatteregler at vurdere de skattemæssige konsekvenser af de nedenfor beskrevne transaktioner.

Der er tale om investorer, der har erhvervet andele i interessentskaber, som for lånte midler har erhvervet 8 % DKK-obligationer. Obligationerne er udstedt af et af selskaberne D, R eller X.

...

Det er hensigten, at investorerne hver især afhænder deres andele så hurtigt som muligt. Nettoprovenuet investeres i et andet interessentskab med samme investeringsformål. Hensigten med disse handler er dels at få realiseret kursavancen på de oprindelige obligationer, der for størstedelens vedkommende er skattefri, og dels at undgå, at den nye obligationsinvestering bliver omfattet af lovændringen i og med, at denne investering uden beskatning af kursgevinst medfører et (mindre) økonomisk tab.

Set under et vil der således være realiseret en kursgevinst, der for størstedelens vedkommende er skattefri, og som kun i ubetydelig grad reduceres ved underskuddet på den nye handel. Såfremt de ovenfor beskrevne overdragelser ikke finder sted, vil investorerne realisere et større underskud i restløbetiden for de oprindeligt erhvervede obligationer som følge af, at en større del af kursgevinsten vil være skattepligtig."

Carsten Madsen, hvis investering ville have givet et underskud på 52.853 kr., hvis arrangementet var løbet videre med beskatning af kursgevinsten i medfør af kursgevinstlovens § 7 A, stk. 1, underskrev den 9. juli 1992 en fuldmagt til K Bank, hvori det hedder bl.a.:

"Undertegnede giver hermed K Bank A/S fuldmagt til at afhænde min andel i T I/S, forudsat at nedennævnte investering kan gennemføres.

...

I forbindelse med afhændelsen af ovennævnte andel, giver jeg K Bank A/S fuldmagt med substitutionsret til på mine vegne at erhverve andele med dertil hørende forpligtelser, herunder pantsætningsforpligtelser, i ét eller flere andre interessentskaber, der har det formål at investere i 8 % DKK obligationer for lånte midler ... Banken tilstræber køb af samme nominelle andel som ønskes solgt jf. ovenfor."

Af aftaler af 16. juli 1992 mellem A og K Bank fremgår, at han med valør pr. 14. juli 1992 solgte sine andele i T I/S og samtidig købte 9 andele til nominel værdi af 9.000.000 kr. i C I/S med lånefinansiering fra M Bank. Salgs- og købesummerne blev ifølge aftalerne fastsat på grundlag af opgørelse over interessentskabernes aktiver og passiver pr. 14. juli 1992 efter forholdet mellem disse og det samlede antal andele. Kursen på R-obligationerne var fastsat til 99,056 % og på D-obligationerne til 98,764 %. Ved købet af andelene i C I/S betalte A en formidlingsprovision på 29.611,77 kr. til K Bank.

Vedrørende pengeinstitutters vejledende kurtagesatser i 1992 for handel med ikke noterede udenlandske obligationer er det i Landsskatterettens kendelse af 5. februar 1999 (J.nr. 651-1884-0248) i en lignende sag oplyst:

"...

"AB Bank
Ikke-noterede udenlandske obligationer0,5 ‰
for beløb over nom. 3 mio. kr.
AL bank2,5 ‰
eventuelt favørpris ved handler over 3 mio. kr.
BK2,5 ‰
2,0 ‰
over 3 mio. kr.
Dk Bank2,50 ‰
Udenlandske obligationer, ikke noteret på Københavns Fondsbørs af kursværdi indtil 3 mio. kr.
1,25 ‰
ved kursværdi over 3 mio. kr.
J Bank
Udenlandske obligationer2,5 ‰
af højeste værdi nom. eller kursværdi
NK2,5 ‰
2,0 ‰
ved kursværdi over 3 mio. kr.
U Bank
Ikke-noterede udenlandske obligationer1 ‰
ved kursværdi over 3 mio. kr.

H banken og L Bank oplyser ikke at have fastsatte priser.

Tilsvarende oplysninger fra I Bank. Prisbladet fra Bk pr. 1. marts 1995 angiver for udenlandske obligationer 2,5 ‰."

..."

Af en oversigt fremsendt af Revisionsfirmaet F til Landsskatteretten den 7. juli 1997 fremgår, at den provision (kurtage), der af K Bank blev afkrævet A og 21 andre interessenter, hvis sager var indbragt for Landsskatteretten, for formidling af andele i T I/S, C I/S og X I/S varierede mellem 0,16 % og 0,58 % af købesummen. I et enkelt tilsvarende tilfælde, der ikke er medtaget i denne oversigt, fremgår det af Landsskatterettens kendelse i sagen, at provisionen udgjorde 0,63 % af købesummen.

Ifølge skrivelse af 16. november 2000 fra K Bank havde banken i forbindelse med ombytningen af interessentskabsandele i juli 1992 indtægter fra kurtage svarende til 3.844.044 kr. K Banks udgifter ved ombytningen til M Bank, advokat og revisor beløb sig til i alt 2.476.160 kr.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A og af portefoliomanager V1, underdirektør V2 og afdelingsdirektør V3.

A har forklaret, at han er uddannet statsautoriseret revisor, og at han i 1992 var ansat i revisionsfirmaet F's afdeling for revision. Han foretog investeringen i T I/S, efter at han havde modtaget et samlet oplæg vedrørende investeringer i interessentskabsandele fra F's skatteafdeling. Efter ændringen af kursgevinstloven i sommeren 1992 fik han et oplæg fra F, der indeholdt en nøjagtig opgørelse af hans tab ved at beholde andele i T I/S og ved at bytte med andele i et andet interessentskab. Under de forudsætninger, der var stillet op i oplægget, var det en god idé at forsøge at reducere tabet som følge af lovindgrebet ved at bytte andele. Hvis kurtagen ved at bytte andele havde været så høj, at der ikke var økonomisk fordel herved, ville han have undladt dette.

Portefoliomanager V1 har forklaret, at han i 1991 var underdirektør i K Bank med ansvar for bankens børsaktiviteter. En række investorer efterspurgte skattearrangementer med køb af udenlandske obligationer for lånte midler. Banken indgik en aftale med M Bank, der ydede lån til tre arrangementer, T I/S, X I/S og C I/S. Ændret lovgivning betød imidlertid, at kursgevinsten på obligationerne blev skattepligtig. Efter lovindgrebet foreslog F, at investorerne "for at mildne den økonomiske smerte" solgte deres andele og i stedet købte andele i et af de to andre interessentskaber. Det krævede megen rådgivning over for investorerne at gennemføre disse handler. K Bank afholdt mere end 150 møder med investorer. I samtlige møder deltog en repræsentant fra F. Det var i teorien muligt at sælge en andel i interessentskaberne uden samtidig at overtage en andel fra en anden investor, men det forudsatte, at banken kunne finde en interesseret køber, hvilket forudsatte en for køberen fordelagtig lav kurs. Dette var imidlertid pga. den korte tid, der var til rådighed, vanskeligt.

Investorerne fik ikke tilbud om alene at sælge deres andele. Det eneste tilbud, banken fremsatte, var, at investorerne kunne ombytte deres andele inden for de 3 investeringsselskaber. Den overordnede model ved fastsættelsen af formidlingsprovisionen var, at denne blev fastsat således, at den skabte et samlet tab ved arrangementet for den enkelte investor, så betingelserne i kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3, 2. pkt., blev opfyldt. Alle investorerne fik foretaget en individuel beregning af deres investering og fik samme betjening af banken. Man havde ikke i banken standardprovisionstakster for handel med interessentskabsandele eller med unoterede udenlandske obligationer. Den normale kurtagesats for noterede udenlandske obligationer var 2,5 ‰, hvortil kom kurstillæg. Provisionen ved handlen med interessentskabsandelene skulle på grund af de større omkostninger, være højere. I betragtning af det betydelige personaleforbrug, som K Bank havde ved gennemførelsen af disse handler, og de omkostninger, der blev afholdt til revisor, advokat m.v., var den totale formidlingsprovision ikke høj, og arrangementet var ikke nogen særlig god forretning for banken.

Underdirektør V2 har forklaret, at han i 1991 var underdirektør i K Banks børsmæglerselskab. Der var ingen fast pris på formidling af interessentskabsandele. Kurtagen for handel med udenlandske obligationer på pengeinstitutternes prislister kan angå obligationer, som er noterede, men på andre børser end Københavns Fondsbørs. Kurtagen på unoterede aktier kan måske udgøre 1 %.

Afdelingsdirektør V3 har forklaret, at han i 1992 var obligationschef i Bk Børs. Tidsforbruget ved køb af unoterede udenlandske obligationer er lidt større end ved sædvanlige obligationshandler, herunder obligationer, der er noteret på udenlandske børser. Bk Børs havde ikke i 1992 noget prisblad vedrørende udenlandske obligationer, der dengang alene blev efterspurgt af institutionelle investorer og erhvervskunder, som man i forvejen havde kontakt med. Ved køb af unoterede udenlandske obligationer for 9 millioner kr. med en løbetid på et år, ville man maksimalt have krævet en kurtage på 1,5 ‰. Det var i 1992 normalt, at der beregnedes et kurstillæg, hvis størrelse vidnet ikke kan angive. Kurstillægget er i dag mellem 0 og 1 ‰. Udgiften ved, at en ekstern skatterådgiver er til stede for at rådgive kunden, vil normalt fordyre engagementet, så det ikke kan betale sig for banken at optræde som formidler. En sådan udgift til skatterådgivning har efter vidnets opfattelse ikke noget med kurtage at gøre.

Parternes argumenter

Sagsøgerne har til støtte for deres principale påstande gjort gældende, at der over for A er sket en sagsbehandlingsfejl fra Ligningsrådets side, idet reglerne om partshøring og kontradiktion ikke er overholdt. Det var reelt Ligningsrådets beslutning efter kursgevinstlovens § 7 A, stk. 4, der afgjorde, at investorernes skatteansættelse skulle ændres. Ligningsrådet var derfor forpligtet til at høre investorerne, hvilket følger af forvaltningslovens § 19 eller af en analog anvendelse af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4. Betingelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1 for at undlade høring var ikke opfyldt, og der forelå heller ikke sådanne væsentlige vanskeligheder ved at gennemføre en høring, at undtagelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5, fandt anvendelse. Den manglende høring er væsentlig, blandt andet fordi A ikke fik mulighed for at kommentere størrelsen af formidlingsprovisionen til K Bank. Skatteansættelsen for A for 1992 er derfor ugyldig.

Den kommunale skatteforvaltnings manglende høring af B i forbindelse med forhøjelsen af skatteansættelsen for 1994 er en overtrædelse af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, som gælder selvom forhøjelsen alene skyldes en ændret skatteberegning. Reglen om høring inden en myndighed træffer afgørelse er en væsentlig retsgaranti for borgeren. En tilsidesættelse af høringspligten medfører derfor, at afgørelsen er ugyldig.

Sagsøgerne har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at kursgevinsten på de ved investering i C I/S erhvervede obligationer er skattefri efter undtagelsen i kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3, 2. pkt., da det samlede resultat vedrørende lånet og obligationerne er negativt selv uden beskatning af kursgevinsten på obligationerne. As salg og køb af andele i henholdsvis T I/S og C I/S må betragtes som to adskilte dispositioner. Den underskudsgivende investering i C I/S blev foretaget efter ændringen af kursgevinstloven og var derfor ingen omgåelse af denne. A kunne have solgt sine andele i T I/S til andre investorer, men deltagerne i andre tilsvarende arrangementer var de mest nærliggende købere.

Ved opgørelsen af det samlede resultat for investeringen i C I/S skal der ikke ses bort fra den formidlingsprovision, som A betalte til K Bank. Formidlingsprovisionen er aftalt mellem uafhængige parter, og sagsøgte har ikke løftet bevisbyrden for, at provisionen havde en unormal størrelse. Ved vurderingen heraf må det tages i betragtning, at der normalt ved handel med obligationer betaltes kurstillæg ud over provisionen, og at provisionen ved nærværende handel må fastsættes højere end normalt på grund af de betydelige omkostninger, som banken har haft, i forbindelse med det samlede arrangement. Betingelserne for at tilsidesætte provisionsaftalen i henhold til skatterettens realitetsgrundsætning er derfor ikke til stede.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at forhøjelsen af skatteansættelserne for sagsøgerne ikke er ugyldig og er sket med rette.

Over for sagsøgernes principale påstande har sagsøgte nærmere anført, at Ligningsrådet ikke har begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at foretage høring af A i forbindelse med beslutningen om at beskatte deltagerne i de omhandlede interessentskaber. Ligningsrådet var tillagt kompetencen til at træffe afgørelse om beskatning for at sikre en ensartet administrativ bedømmelse på området. Ligningsrådet traf afgørelse om arrangementet, ikke om forhøjelse af deltagernes skatteansættelse, som først senere blev ændret af de lokale skattemyndigheder efter sædvanlig sagsbehandling. Endvidere er gjort gældende, at partshøring kunne undlades i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1 og nr. 5.

Hvis den manglende høring er en sagsbehandlingsfejl, er denne ikke væsentlig. Ligningsrådet traf kun afgørelse om, at arrangementet var baseret på køb af obligationer for lånte midler og dermed skulle bedømmes efter kursgevinstlovens § 7 A. Da der er enighed mellem parterne herom, kunne der ikke være tilføjet væsentligt nyt ved høring af A, der endvidere havde lejlighed til at fremføre sine synspunkter over for de lokale skattemyndigheder inden forhøjelsen af skatteansættelsen. Endelig er det ikke Ligningsrådets, men derimod skatteforvaltningens afgørelse, der er til prøvelse.

Den sagsbehandlingsfejl, der ubestridt blev begået ved ikke at udsende agterskrivelse inden forhøjelsen af skatteansættelsen for B, er ikke væsentlig, da der var tale om en konsekvensændring af beregningsmæssig karakter.

Til støtte for frifindelsespåstanden over for sagsøgernes subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at formålet med ændringen af kursgevinstloven var at beskatte kursgevinster i arrangementer som det foreliggende. Investorernes indbyrdes handler med interessentskabsandele var ikke forretningsmæssigt begrundede, men blev gennemført alene for at påføre arrangementerne en yderligere omkostning i form af formidlingsprovision, således at de blev underskudsgivende og dermed var omfattet af ordlyden i kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3. Under disse omstændigheder skal forholdet ikke bedømmes på grundlag af bestemmelsens ordlyd, men ud fra lovens formål.

Endvidere har sagsøgte gjort gældende, at der ved opgørelsen af resultatet for investeringen i C I/S skal ses bort fra den formidlingsprovision, som A betalte til den K Bank. Formidlingsprovisionen, der må antages at overstige en normal sats, blev ikke beregnet efter sædvanlige forretningsmæssige principper, men blev fastsat ud fra den enkelte kundes skatteforhold. K Bank og A havde en fælles interesse i at oppuste formidlingsprovisionen for dermed at gøre arrangementets resultat negativt.

Begrundelse og konklusion

Ligningsrådets beslutning om, at kursgevinster oppebåret ved investering i C I/S kunne beskattes efter kursgevinstloven, var en nødvendig betingelse for, at de lokale skattemyndigheder kunne iværksætte beskatning, men den endelige afgørelse om ændring af skatteansættelsen for de enkelte investorer blev truffet af de lokale skattemyndigheder. Inden de lokale skattemyndigheder traf endelig afgørelse om beskatning, var A sikret høring efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 4. Under disse omstændigheder finder Landsretten ikke, at der, før Ligningsrådet traf afgørelse, var pligt til at foretage høring af A, hverken efter forvaltningslovens § 19 eller ud fra en analogi af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.

Ændringen af skatteansættelsen for B var en konsekvensrettelse af ren beregningsmæssig karakter. Da der ikke under sagen er fremkommet indsigelser vedrørende det materielle resultat, findes den manglende høring af B ikke at medføre, at afgørelsen er ugyldig.

Sagsøgernes principale påstande tages herefter ikke til følge.

Dommerne Lisbeth Wandel og Bo Laurtizen udtaler vedrørende den subsidiære påstand:

I Folketingsudvalgets betænkning FT 1991-92, Tillæg B, sp.2525-2526 er om formålet med bestemmelsen i kursgevinstlovens § 7 A, der kom ind under Folketingets behandling af lovforslag nr. L 231 til ændring af kursgevinstloven, anført blandt andet, at bestemmelsen i § 7 A, stk. 1 skal muliggøre beskatning af kursgevinster på fordringer, som erhverves for lånte midler for derved at hindre skattearbitrage, og at bestemmelsen i § 7 A, stk. 3, 2. pkt. skal undtage dispositioner, hvor personer uden skattemæssig begrundelse eller fordel erhverver obligationer for lånte midler, fra beskatning.

Det må lægges til grund, at A og de andre investorer i de nævnte tre interessentskaber efter indførelsen af kursgevinstlovens § 7 A, stk. 1 reelt kun havde mulighed for at afhænde deres andele ved indbyrdes afhængige salg og køb og på overtagelsesbetingelser, hvorefter de overtagne andele ville påføre køberen underskud og dermed skattefrihed efter kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3, 2. pkt. Det må endvidere lægges til grund, at den i størrelse varierende formidlingsprovision, som investorerne betalte til K Bank i forbindelse med de indbyrdes køb af andele, udelukkende var fastsat på grundlag af de enkelte investorers skattemæssige forhold med det formål at skabe et underskud hos hver enkelt investor på ca. 1.000 kr. selv uden beskatning af kursgevinsten på obligationerne, samt at der ikke har foreligget modstridende interesser mellem parterne ved fastsættelsen af provisionen.

Da de omhandlede transaktioner herefter ikke kan anses for at udgøre normale handelsmæssige dispositioner, men alene må anses for konstrueret med henblik på at opnå skattebesparelse efter kursgevinstlovens § 7 A, stk. 3, 2. pkt. i strid med denne bestemmelses formål, findes den i forbindelse hermed fastsatte formidlingsprovision ikke at kunne indgå i opgørelsen efter § 7 A, stk. 3, 2. pkt. af det samlede resultat af As arrangement, hvorfor resultatet ikke bliver negativt.

Vi stemmer herefter for at frifinde sagsøgte for sagsøgernes subsidiære påstand.

Dommer B. Vollmond udtaler:

Efter de af flertallet anførte omstændigheder ved As erhvervelse af interessentskabsandelene i C I/S kan den betalte provision alene lægges til grund i skattemæssig henseende, såfremt det antages, at den ikke oversteg sædvanlig provision ved tilsvarende handler. Efter de foreliggende oplysninger om provisionen ved køb af større værdipapirposter kan dette ikke anses for godtgjort, hvorved bemærkes, at der ikke ved afgørelsen heraf kan tillægges bankens omkostninger ved skatterådgivning af investorerne afgørende betydning.

Med denne begrundelse stemmer også jeg for at frifinde sagsøgte for sagsøgernes subsidiære påstand.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for de af sagsøgerne, A og B, nedlagte påstande.

Inden 14 dage betaler sagsøgerne, A og B, in solidum til Skatteministeriet 20.000 kr. i sagsomkostninger.