Dokumentets metadata

Lønsumsafgift - uddannelsessekretariat

Et uddannelsessekretariat ikke anset for lønsumsafgiftspligtig, idet aktiviteten ikke blev anset for omfattet af bestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. om "anden økonomisk virksomhed".

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset et uddannelsessekretariat for omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, "anden økonomisk virksomhed".

Det fremgår af sagens oplysninger, at uddannelsessekretariatet er oprettet for at varetage opgaver for 3 udvalg. Udvalgenes virke er fastsat i lov om erhvervsuddannelser og lov om arbejdsmarkedsuddannelser, og består hovedsageligt i at fastlægge uddannelsernes faglige indhold, varighed, struktur og mål. Endvidere består udvalgenes arbejde i afdækning af uddannelsesbehov og forslag til uddannelsesplaner. Udvalgene har selvstændig regnskabsførelse og i udvalgene sidder repræsentanter for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.

Klageren har ansat egne medarbejdere, og driften af sekretariatet betales af diverse uddannelsesfonde i henhold til lovgivningen herom. Uddannelsesfondens midler er tilvejebragt ved bidrag fra arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne inden for branchen samt via bidrag fra medlemmerne i henhold til overenskomster herom.

De omhandlede uddannelser gennemføres på branchens skoler i Danmark.

Det fremgår af sagen, at Told- og Skattestyrelsen i en afgørelse af 17. februar 1999 fandt, at de aktiviteter, som klageren udøvede ikke kunne karakteriseres som levering af ydelser mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, hvorfor klagerens aktiviteter faldt uden for momslovens anvendelsesområde. Det var endvidere styrelsens opfattelse, at klageren ikke var omfattet af lønsumsafgiftsloven, idet virksomheder, der ikke leverer varer og ydelser mod vederlag, ikke er omfattet af afgiftspligten i lønsumsafgiftsloven. Det fremgår videre, at styrelsen efterfølgende i en skrivelse af 6. september 1999 til told- og skatteregionen har anført, at der ikke er grundlag for at fritage klageren for lønsumsafgift. Styrelsen har herved bl.a. anført, at den tidligere udtalelse skyldes en fejlagtig fortolkning af lønsumsafgiftslovens § 1 og dermed afgrænsningen af afgiftspligten for anden økonomisk virksomhed.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse anset klageren for omfattet af bestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, om "anden økonomisk virksomhed". Regionen har herved anført, at lønsumsafgiftslovens begreb "anden økonomisk virksomhed" , der består i levering af ydelser mod vederlag, ifølge lovmotiverne bl.a. omfatter virksomheden i organisationer, foreninger, fonde, selskaber m.v., der mod kontingent eller lignende vederlag varetager administrative opgaver eller fællesøkonomiske, herunder faglige formål for medlemmerne. Regionen har anført, at bestemmelsen således omfatter organisationer m.v., der ikke har afsætning af ydelser i dette ords egentlige betydning. Den virksomhed, der varetages, kan være varetagelse af interesser for medlemmer. Regionen har endvidere anført, at formålet med bestemmelsen om anden økonomisk virksomhed, er at opfange de virksomheder, der hverken er momspligtige eller omfattet af lønsumsafgiftspligten efter 1. led i § 1, skt. 1, nr. 1, og som i øvrigt ikke udtrykkeligt er fritaget for afgiftspligten.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren ikke er pligtig at betale lønsumsafgift.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført, at klageren ikke er omfattet af begrebet "anden økonomisk virksomhed" i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1. Det er herved anført, at klageren ikke leverer ydelser mod vederlag, hvilket netop var begrundelsen for momsfritagelse. Repræsentanten har således anført, at en virksomhed ikke først kan falde uden for momslovens bestemmelser som følge af, at der ikke leveres varer og ydelser mod vederlag, for derefter at blive omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Hun har anført, at dette i sig selv er selvmodsigende.

Videre har hun anført, at aktiviteterne objektivt set er momspligtige, men falder uden for momsloven som følge af, at der ikke er tale om levering mod vederlag. Havde dette været tilfældet, ville aktiviteterne have været momspligtige, hvorfor der ikke kan blive tale om lønsumsafgiftspligt for disse aktiviteter.

Hun har anført, at regionens henvisning til lovmotiverne ikke er relevant, idet klageren ikke modtager kontingent eller lignende vederlag, og i øvrigt ingen medlemmer har.

Endvidere har hun henvist til, at det af told*skats reglement til den gamle ambilov fremgår vedrørende definitionen af anden økonomisk virksomhed, at der sker en afsætning af ydelser, og at der modtages vederlag for ydelserne. Hun har tillige henvist til TfS 1995.202. Dertil har hun anført, at begrebet "økonomisk virksomhed" skal fortolkes snævert, og er ikke en opsamling af alle momsfri aktiviteter, der ikke i lønsumsafgiftsloven udtrykkeligt er fritaget for lønsumsafgift. Hun har herved henvist til TfS 1999.956 VLD.

Hun har anført, at sekretariatet ikke har medlemmer, og at sekretariatets arbejde ikke direkte kommer organisationernes medlemmer til gode. Man er lovmæssigt pligtig at deltage i planlægning af uddannelserne, og den opgave, der varetages må anses for en form for offentlig opgave, som man inden for omhandlede uddannelser har valgt at løse ved at involvere organisationerne. Hun har oplyst, at den primære rådgivning om uddannelserne gives af skolerne, men at det da ikke kan udelukkes, at en enkelt kunne finde på, at rette henvendelse til sekretariatet. Der er således ikke tale om, at organisationernes medlemmer får en ydelse for kontingentet. Uddannelserne er åbne for alle, og arbejdet kommer samfundet og fremtidige studerende til gode. Hun har bemærket, at sekretariatet er helt upolitisk, og at det fagpolitiske foregår i udvalgene.

Hun har oplyst, at sekretariatet er finansieret ved ren omkostningsdækning, og at sekretariatet således ikke kan opnå at indtjene et overskud. Der bliver hvert år lavet et regnskab, idet der naturligvis er udarbejdet et budget med acontoudbetalinger. De forskellige udgifter er nøje henført til de enkelte uddannelser.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at afgørelsen stadfæstes. Styrelsen har herved bl.a. anført, at lønsumsafgiftslovens forståelse af "anden økonomisk virksomhed" er reguleret af dansk ret, hvorfor både momsloven og 6. momsdirektiv er uden betydning for nærværende sag. Styrelsen har henvist til, at lønsumsafgiftslovens begreb "anden økonomisk virksomhed" der består i levering af ydelser mod vederlag, efter lovmotiverne omfatter bl.a. virksomheden i organisationer, foreninger, fonde, selskaber m.v., der mod kontingent eller lignende vederlag varetager administrative opgaver eller fællesøkonomiske, herunder faglige formål for medlemmerne. Afgiftspligten efter denne bestemmelse omfatter derfor også organisationer, der ikke har afsætning af ydelser i dette ords egentlige betydning, og den virksomhed kan være varetagelse af interesser for medlemmer. Styrelsen har anført, at formålet med bestemmelsen om afgiftspligt for anden økonomisk virksomhed, således er at opfange de virksomheder, der hverken er momspligtige eller omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, og som i øvrigt ikke udtrykkeligt er fritaget for afgiftspligten. Styrelsen har videre anført, at omhandlede sekretariats aktiviteter består af administrative funktioner og lignende, og at aktiviteterne finansieres af de arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, som i sidste ende drager fordel af sekretariatets arbejde. Styrelsen har dertil anført, at disse aktiviteter må anses for levering af ydelser mod vederlag, og de må ligestilles med løsning af fælles administrative opgaver i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation. Endelig har styrelsen anført, at det er uden betydning, hvordan vederlaget for disse aktiviteter udbetales.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. betales afgift af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven.

Efter momslovens § 4 betales der moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. I momslovens § 13 er angivet en række varer og ydelser, der er fritaget for afgiften efter momsloven. Tidligere fandtes fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 2, stk. 3. Den nærmere afgrænsning af pligten til at svare afgift for foreninger skete med udgangspunkt i lovens § 3, stk. 1, litra a, hvorefter foreninger var afgiftspligtige selv om foreningen kun afsatte til medlemmer eller kun afsatte medlemmernes varer og ydelser, dels i vurderingen af om der var tale om erhvervsmæssig virksomhed efter lovens § 2 a. Af bemærkningerne til fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13 fremgår, at den nye bestemmelse udtrykkeligt nævner de former for foreningsvirksomhed, der efter bestemmelsen er afgiftsfritaget, men at de pågældende aktiviteter også efter gældende praksis var afgiftsfri.

Retten bemærker, at det af bemærkningerne til lovforslaget til lov om ændring af lov om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor (lov om afgift af lønsum m.v.) fremgår, at afgiftspligten ændres til at omfatte de virksomheder, som har været omfattet af lov om arbejdsmarkedsbidrag, men som ikke bliver omfattet af tillægsmomsen på 3 pct.

I henhold til § 1 i lov om arbejdsmarkedsbidrag (ambiloven) skulle der betales et bidrag til statskassen af erhvervsmæssig virksomhed og anden økonomisk virksomhed, der består i levering af ydelser mod vederlag. I henhold til lovens § 2 omfattede bidragspligten fremstilling og levering af:

1) Varer og ydelser, hvis afsætning er afgiftspligtig efter merværdiafgiftsloven

2) Ydelser, hvis afsætning er undtaget efter merværdiafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. dog nedenfor i stk. 2.

I § 2, stk. 2, var angivet en række tilfælde, som bidragspligten ikke omfattede.

I bemærkningerne til lovforslaget til ambiloven er det under pkt. 3 om bidragspligtens omfang som bidragspligtig aktivitet angivet under litra e:

"Aktiviteter i organisationer, foreninger, fonde, selskaber, der mod kontingent eller lignende varetager administrative opgaver eller fællesøkonomiske, herunder faglige formål for medlemmerne".

Henset til, at bidragspligten i henhold til ambilovens § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 omfattede varer og ydelser, hvis afsætning var afgiftspligtig efter momsloven, og ydelser, der var fritaget fra moms efter momslovens § 2, stk. 3, samt henset til, at lønsumsafgiftsloven ifølge bemærkningerne skulle omfatte de virksomheder, der var omfattet af ambiloven, findes der at bestå en sådan sammenhæng mellem lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. og momsloven, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at udtrykket levering af ydelser mod vederlag skal fortolkes forskelligt i de 2 love.

Det bemærkes herved også, at dommen som gengivet i TfS 1998.529 efter Landsskatterettens opfattelse ikke kan antages at være udtryk for det af Told- og Skattestyrelsen angivne fortolkningsprincip, idet de der omhandlede leverancer ikke faldt uden for momslovens anvendelsesområde, men var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Da Told- og Skattestyrelsen ikke har anset klagerens leverancer som ydet mod vederlag i momslovens forstand, finder retten heller ikke grundlag for at antage at klageren i henhold til lønsumsafgiftsloven har ydet leverancer mod vederlag.

Allerede af den grund tages klagerens påstand til følge.