Dokumentets dato: | 18-06-2001 |
Offentliggjort: | 09-08-2001 |
SKM-nr: | SKM2001.315.TSS |
Journalnr.: | 99/01-4314-02039 |
Referencer.: | Fusionsskatteloven |
Dokumenttype: | Afgørelse |
Afslag på ansøgning om tilladelse til succession på aktionærsiden, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6, ved spaltning af Teléfonos de México S.A. de C.V. til América Móvil S.A. de C.V. Idet det indskydende selskab, Teléfonos de México S.A. de C.V., ikke ophørte ved spaltningen, stilles bl.a. krav om, de aktiver og passiver, der overføres til det modtagende selskab, skal udgøre en gren af en virksomhed, jf. fusionsskattelovens § 15 a, stk. 3, jf. § 15 c, stk. 2, 2. pkt. På det foreliggende grundlag kunne Told- og Skattestyrelsen ikke imødekomme ansøgningen. Afgørelsen er bindende for alle danske aktionærer i Teléfonos de México S.A. de C.V., jf. TfS 1999, 449.
Fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6, vedrører den situation, hvor et udenlandsk selskab spaltes, og selskaberne, der deltager i spaltningen, ikke omfattes af § 15 b, stk. 1. Reglen finder således anvendelse når et udenlandsk selskab spaltes, og selskabet ikke har aktiver og passiver tilknyttet et fast driftssted eller en fast ejendom i Danmark. I dette tilfælde vil det alene være relevant at sikre skattemæssig succession for danske aktionærer i det indskydende udenlandske selskab.
For at opnå tilladelse til succession i den skattemæssige anskaffelsessum på aktierne ved spaltning af et udenlandsk selskab skal den udenlandske spaltning gennemføres på samme måde som en tilsvarende dansk spaltning, eller i hvert fald have så mange lighedspunkter med en dansk spaltning efter fusionsskattelovens regler, at den kan sidestilles hermed.
Spaltning efter fusionsskattelovens regler
Når det indskydende selskab ikke ophører i forbindelse med spaltningen, skal de aktiver og passiver, der overføres til det modtagende selskab eller til hvert af de modtagende selskaber, udgøre en gren af en virksomhed, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 3. Ved en gren af en virksomhed forstås alle aktiver og passiver i en afdeling af et selskab, som ud fra et organisationsmæssigt synspunkt udgør en selvstændig bedrift, d.v.s. en samlet enhed, der kan fungere ved hjælp af egne midler, jf. fusionsskattelovens § 15 c, stk. 2, 2. pkt.
Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig virksomhed. Overdragelse af aktierne eller anparterne i et datterselskab kan ikke anses som overdragelse af en virksomhed eller en gren af en virksomhed. Anlægsaktier eller -anparter (typisk datterselskabsaktier) anses dog for at udgøre en del af (en gren af) en virksomhed, når overdragelsen sker i forbindelse med overdragelsen af virksomheden eller virksomhedsgrenen, og overdragelsen af aktierne eller anparterne skønnes at være organisatorisk begrundet, jf. TfS 2000, 238, jf. LV 2000 S.D.3.2.2.
Den foreliggende udenlandske spaltning
Spaltningen blev gennemført ved en procedure efter mexicansk selskabsret kaldet escisión eller "split-up", hvorved et bestående selskab opretter et nyt selskab hvortil specificerede aktiver og passiver overføres. Denne procedure adskiller sig fra den procedure efter hvilken en "spin-off" typisk gennemføres i USA, hvor et moderselskab tildeler sine aktionærer aktier i et datterselskab.
Forud for den omhandlede spaltning gennemførtes en omstrukturering af Telmex-koncernen. Efter denne omstrukturering besad et datterselskab af Teléfonos de México S.A. de C.V., Sercotel S.A. de C.V., direkte eller indirekte aktierne i Radio Móvil Dipsa S.A. de C.V. (Tercel) samt aktierne i de datterselskaber, der udøver América Móvil’s internationale forretningsaktiviteter samt América Móvil’s internationale investeringer.
Ved spaltningen af Teléfonos de México S.A. de C.V. blev aktierne i Sercotel S.A. de C.V. overført til América Móvil S.A. de C.V. Dette fremgår af "Report dated January 12, 2001 - TELMEX - Teléfonos de México, S.A. de C.V." (s. 6).
For hver aktie aktionærerne besidder i Teléfonos de México S.A. de C.V. bliver aktionærerne tildelt én aktie af samme aktieklasse i América Móvil S.A. de C.V.
Afgørelse
Af ovenstående fremgår, at spaltningen af Teléfonos de México blev gennemført ved at overføre aktierne i Sercotel S.A. de C.V. til América Móvil S.A. de C.V. Aktiebesiddelse i sig selv anses ikke for selvstændig virksomhed. Overdragelse af aktierne i datterselskabet Sercotel S.A. de C.V. kan ikke anses som overdragelse af en virksomhed eller en gren af en virksomhed.
Spaltningen af Teléfonos de México S.A. de C.V. afviger på dette punkt afgørende fra de betingelser, en spaltning skal opfylde for at kunne gennemføres efter fusionsskattelovens regler om skattefri spaltning, jf. fusionsskattelovens § 15 a.
Der hersker en vis usikkerhed omkring hvordan spaltningen af Teléfonos de México S.A. de C.V. nøjagtigt er blevet gennemført. Ansøger er ved Told- og Skattestyrelsens skrivelser af 30. april 2001 samt 7. maj 2001 opfordret til at belyse sagen nøjere. Ansøger har ved skrivelse af 22. maj 2001 meddelt Told- og Skattestyrelsen, at det ikke har været muligt for ansøger at fremskaffe yderligere relevant dokumentation.
På det foreliggende grundlag kan Told- og Skattestyrelsen ikke imødekomme ansøgers anmodning om tilladelse til succession på aktionærsiden, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6, ved spaltning af Teléfonos de México S.A. de C.V.
Afgørelsen er bindende for alle danske aktionærer i Teléfonos de México S.A. de C.V., jf. TfS 1999, 449.