Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-09-2001
Offentliggjort:31-10-2001
SKM-nr:SKM2001.471.LSR
Journalnr.:2-2-1824-0223
Referencer.:Fusionsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Omstrukturering - advokat- og revisorudgifter

Advokat- og revisorudgifter afholdt ved tilførsel af aktiver efter fusionsskattelovens § 15 c blev godkendt fradraget efter ligningslovens § 8 J, stk. 1.


A ApS klager over, at den stedlige skattemyndighed ikke har godkendt fradrag for advokat- og revisorudgifter ved omstrukturering.

Det fremgår af sagens oplysninger, at B ApS tidligere har været opdelt i en afdeling med malervirksomhed og en afdeling med frisørvirksomhed. Den 1. oktober 1998 blev virksomhederne i B ApS udskilt til de to datterselskaber A ApS og C ApS efter fusionsskattelovens § 15c om tilførsel af aktiver.

Det klagende selskabs repræsentant har oplyst, at udskillelsen skete som led i forberedelsen af et generationsskifte, idet eneanpartshaverens søn er ansat i A ApS, og datteren er ansat i C ApS.

A ApS driver malervirksomhed. Selskabet har regnskabsår fra 1. oktober til 30. september. Selskabet er sambeskattet med B ApS og C ApS.

Selskabet har ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 fratrukket en advokatudgift på 11.000 kr. og en revisorudgift på 6.000 kr., som blev afholdt i forbindelse med omstruktureringen.

Ifølge fremlagt faktura af 6. april 1999 fra et revisionsfirma på 8.500 kr. er der tale om "honorar for assistance i forbindelse med generationsskifte herunder oplæg, udarbejdelse af vurderingsberetninger, åbningsbalancer, anmodning om tilladelse hos Told & Skat, anmodning om nye SE numre, samt møder og kontakt med D."

Ifølge fremlagt faktura af 24. juni 1999 fra et advokatfirma på 11.000 kr. er der tale om honorar for "bistand i forbindelse med tilførsel af aktiver i henhold til fusionsskatteloven, herunder to møder med revisor, stiftelse af selskab, herunder udarbejdelse af vedtægter og anmeldelse m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt korrespondance med Told- og Skattestyrelsen vedr. sagen. For udfærdigelse af udkast til kunde- og medarbejderskrivelser samt forhandling vedr. lejekontrakt."

Den kommunale skattemyndighed har fundet, at 13.250 kr. af de omhandlede advokat- og revisorudgifter ikke kan godkendes fratrukket ved indkomstopgørelsen for 1999, og at beløbet i stedet må anses som et tillæg til driftsmiddelsaldi og tillæg til anparternes anskaffelsessum.

Man har herved bl.a. henset til, at hovedparten af de omhandlede advokat- og revisorudgifter må anses at vedrøre udskillelsen af selskabet. Skønsmæssigt 25 % af udgiften godkendes fradraget som driftsudgift, mens det resterende beløb på 13.250 kr. må tillægges afskrivningsgrundlaget/anparternes anskaffelsessum. Udgifterne kan ikke godkendes fradraget efter ligningslovens § 8 J, idet der ikke kan anses at være tale om etablering eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at advokat- og revisorudgiften på i alt 17.000 kr. godkendes fradraget fuldt ud ved indkomstopgørelsen for 1999.

Til støtte herfor er det bl.a. anført, at udgifter til advokat- og revisorbistand, som er afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i henhold til ligningslovens § 8 J, stk. 1. Det fremgår af cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 til ligningsloven, pkt. 14.10, at fradragsret efter ligningslovens § 8 J forudsætter, at afholdelsen af udgifterne sker i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed. Det fremgår endvidere, at begreberne etablering og udvidelse skal fortolkes bredt, og at bestemmelsen hjemler fradrag for advokat- og revisorudgifter, som afholdes i forbindelse med omstrukturering af virksomheden f. eks. omdannelse, fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver.

I den foreliggende sag er de omhandlede udgifter afholdt som led i omstrukturering af virksomheden, således at den erhvervsmæssig aktivitet blev udskilt i to datterselskaber. De omhandlede udgifter er afholdt af driftsselskaberne, hvor aktiviteten udøves i form af malervirksomhed og frisørvirksomhed. Der er ikke tale om passiv investering.

Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 10. november 2000, TfS 2001.92, hvor der ikke var fradragsret for stiftelsesomkostninger. Landsskatteretten bemærkede, at "erhvervsmæssig virksomhed i ligningslovens § 8 J hverken ud fra bestemmelsens ordlyd eller forarbejder kan antages at omfatte et holdingselskabs besiddelse af aktier i et datterselskab". Med denne bemærkning, kan det modsætningsvis antages, at når der ikke er tale om et holdingselskab, men i stedet et driftsselskab med en erhvervsmæssig aktivitet, så er der fradragsret.

Der henvises endvidere til TfS 2000.93, hvor Landsskatteretten bemærkede, "at det efter ordlyden af både ligningslovens § 8 J og ligningslovens § 8 I er en betingelse for fradrag for udgifter, at disse er afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed, og retten finder ikke, at erhvervelse af aktier kan anses for en udvidelse af det klagende selskabs hidtidige erhvervsvirksomhed."

I begge landsskatteretskendelser lægges der således vægt på, at der er tale om passiv virksomhed, hvorfor der ikke er fradragsret. De omhandlede udgifter kan ikke anses for tillæg til en købesum i en i øvrigt skattefri omstrukturering. Udgifterne er udelukkende afholdt og forekommet som led i selve omstruktureringen. I forbindelse med omstruktureringen anskaffes der ingen nye aktiver, men der er kun tale om en overdragelse af eksisterende aktiver.

Landsskatteretten skal udtale:

Landsskatteretten bemærker, at det klagende selskab blev stiftet ved tilførsel af aktiver efter fusionsskattelovens § 15 c, således at alle aktiver og passiver i B ApS´s malervirksomhed blev tilført det klagende selskab mod tildeling af anparter.

Ifølge ligningslovens § 8 J, stk. 1, er der fradrag for udgifter til advokat og revisor, der er afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed. Ifølge ligningslovens § 8 J, stk. 3, kan udgifter, der må anses for tillæg til en købesum eller fradrag i en salgssum for et aktiv, ikke fradrages efter stk. 1.

Det fremgår af cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 til ligningsloven pkt. 14.10, at fradragsret efter ligningslovens § 8 J forudsætter, at afholdelsen af udgifterne sker i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af bestående erhvervsvirksomhed. Endvidere fremgår det, at bestemmelsen efter Skatteministeriets opfattelse hjemler fradrag for advokat- og revisorudgifter, der afholdes i forbindelse med en omstrukturering af virksomheden, f.eks. ved omdannelse, fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver, uanset om dette sker skattefrit efter de særlige regler herom i virksomhedsomdannelsesloven og fusionsskatteloven.

Landsskatteretten finder herefter, at de omhandlede advokat- og revisorudgifter på i alt 17.000 kr., som afholdes ved tilførslen af aktiver efter fusionsskattelovens § 15c og herved ved stiftelsen af det klagende selskab, må godkendes fradraget efter ligningslovens § 8 J, stk. 1, jf. bestemmelsens ordlyd samt det i cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 anførte.

Den påklagede ansættelse nedsættes derfor til 0 i overensstemmelse med den af selskabets repræsentant nedlagte påstand.