Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-10-2001
Offentliggjort:28-12-2001
SKM-nr:SKM2001.663.VLR
Journalnr.:KA afdeling, B-2809-00
Referencer.:Konkursloven
Dokumenttype:Dom


Konkurs - omstødelse - betaling af momsrestancer kort før fristdagen

ToldSkat modtog i henhold til en afdragsordning indgået under en udlægsforretning på regionen i en periode på ca. 4 uger et beløb på kr. 1,8 mio., hvoraf ca. kr. 1,5 mio. hidrørte fra en gammel restance.14 dage efter afdragsordningens ophør trådte skyldneren i betalingsstandsning og gik senere konkurs. I forbindelse med mødet, hvorunder afdragsordningen blev aftalt, havde selskabet givet oplysninger om, at der alene var tale om kortvarige likviditetsproblemer, idet selskabets bank havde nedskrevet maksimum på kassekreditten. Likviditetsproblemerne ville blive afhjulpet, dels via indgåelse af en factoringaftale samt salg af en række detailbutikker. Regionen fik under mødet tillige transport i salgssummen vedrørende enkelte af de pågældende detailbutikker. Transporterne indbragte ikke efterfølgende noget provenu.Konkursboet anlagde omstødelsessag og påstod betaling af de kr. 1,8 mio. omstødt, dels som en likvidtetsudtømmende betaling, jf. konkurslovens § 67, og dels som utilbørlig disposition efter konkurslovens § 74, og endelig omstødelse efter en analogi af hhv. konkurslovens § 71 og § 70.Såvel byret som landsret frifandt ToldSkat for omstødelse i henhold til konkurslovens § 67 og § 74, idet det blev lagt til grund, at betalingerne for regionen måtte have fremstået som værende ordinære, idet regionen ikke havde haft grund til at betvivle rigtigheden af oplysningerne om, at likviditetsvanskelighederne alene var forbigående.Under de konkrete omstændigheder var der heller ikke grundlag for at foretage omstødelse efter en analogi af hverken konkurslovens § 71 og/eller konkurslovens § 70.


Parter:
Konkursboet H1 A/S v/kurator, advokat Jesper Høy
(advokat Karsten Cronwald v/advokatfuldmægtig Claes Wildfang)
mod
Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen ved Told- og Skatteregion Viborg
(Kammeradvokaten v/advokat Boris Frederiksen)

Afsagt af landsdommerne:
Poul Hansen, Henrik Estrup og Bente Thanning (kst.) i ankesag

Retten i Viborg har den 28. november 2000 afsagt dom i 1. instans (BS 855/1999)

For landsretten har appellanten, Konkursboet H1 A/S ved kurator, advokat Jesper Høy, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen ved Told- og Skatteregion Viborg, har påstået dommen stadfæstet og har nedlagt subsidiær påstand om frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af appellanten påståede med procesrente fra sagens anlæg.

Rækkefølgen af de betalinger til indstævnte før fristdagen, der tilsammen danner grundlag for det påstævnte beløb, fremkommer således:

8. oktober 1997

300.000,00 kr.

Afdrag på moms for 2. kvartal 1997

10. oktober 1997

300.000,00 kr.

Afdrag på moms for 2. kvartal 1997

17. oktober 1997

300.000,00 kr.

Afdrag på moms for 2. kvartal 1997

24. oktober 1997

300.000,00 kr.

Afdrag på moms for 2. kvartal 1997

24. oktober 1997

46.598,50 kr.

Told og importmoms

27. oktober 1997

327.559,00 kr.

Afdrag på moms for 2. kvartal 1997

4. november 1997

61.017,00 kr.

Afdrag/renter på moms for 2. kvartal 1997

10. november 1997

183.558,00 kr.

Moms, 3. kvartal 1997

I alt

1.818.732,50 kr.

Forskellen mellem beløbet på 1.818.732,50 kr. og beløbet i henhold til appellantens påstand skyldes, at appellanten i stævningen alene har medtaget betalingen den 24. oktober 1997 med 329.865 kr.

Der er enighed om, at der på selskabets kassekredit i perioden fra den 1. oktober 1997 til den 18. november 1997 blev indsat i alt 13.333.996,92 kr.

Der er endvidere enighed om, at der på selskabets checkkonto under betalingsstandsningen i perioden fra den 18. november 1997 til den 31. december 1997 blev indsat i alt 2.713.213,22 kr.

Statsautoriseret revisor R1 har forklaret, at han var revisor for H1 A/S. Det er ham, der har udarbejdet selskabets årsregnskab for 1996. Regnskabet gav intet varsel om den senere konkurs. I 1997 omlagde man regnskabsåret, idet H2 ApS kom med i koncernen. Likviditetsproblemerne i H1 A/S begyndte omkring sommeren 1997. Problemerne skyldtes en meget kraftig ekspansion i datterselskabet H2 ApS. Dette selskab drev en række frugtforretninger i Jylland. Da disse forretninger gav underskud, måtte H2 ApS hente likviditet i H1 A/S. Likviditetsproblemerne gav anledning til drøftelser med Midtbank, vist nok omkring august-september 1997. Vidnets medarbejdere påbegyndte arbejdet med det nye årsregnskab den 4. november 1997 eller umiddelbart forud herfor. Den 17. november 1997 overtog vidnet personligt det fortsatte revisionsarbejde. Hovedopgaven bestod på det tidspunkt i at vurdere selskabets tilgodehavender hos sine debitorer, herunder navnlig H2 ApS. Undersøgelserne viste, at der i alt skulle hensættes ca. 6 mio. kr. Da det samtidig viste sig, at H1 A/S kun havde et overskud pr. 30. september 1997 på ca. 1,5 mio. kr., var resultatet således, at der i alt ville fremkomme et underskud på ca. 4,5 mio. kr. På vidnets opfordring tog selskabet herefter kontakt til advokat Jesper Høy. Vidnet tør ikke sige, om selskabets situation blev yderligere forværret i tiden fra den 30. september 1997 til betalingsstandsningen den 19. november 1997. Han tør heller ikke sige, hvilke initiativer selskabet eventuelt tog i perioden fra den 30. september 1997 frem til betalingsstandsningen for at søge at forbedre likviditeten. Selskabet var formentlig insolvent den 30. september 1997. Vidnet var imidlertid ikke forud for den 17. november 1997 klar over, at situationen var så alvorlig, som den viste sig at være. På mødet med Midtbank A/S omkring august-september 1997 var en eventuel konkurs ikke på dagsordenen. Vidnet har ikke deltaget i drøftelser med skattevæsenet i efteråret 1997 i anledning af selskabets momsrestance.

Lars Dalgaard Rohde har supplerende forklaret, at det var ham, der havde ansvaret for sagen i told- og skatteregionen. Det er ham, der har skrevet "follow-up-udlæg" pr. 6. oktober 1997. Der er tale om et kombineret protokollat og referat. Skattevæsenet har ikke modtaget beløb i henhold til de skete transporter. Det var selskabet, der under udlægsforretningen tilbød en afdragsordning, som skattevæsenet accepterede. Selskabet udtrykte ikke tvivl om, at ordningen kunne overholdes. Han skønnede ikke, at der var behov for en kreditbegrænsning efter momslovens regler. Bemærkningerne i referatet om konkurs sigtede til skattevæsenets mulighed for i givet fald at undersøge omstødeligheden af bankens dispositioner. På grundlag af de oplysninger, der kom frem under mødet, var der ikke grundlag for at drøfte dette spørgsmål yderligere. Told og skat fik på mødet med selskabet den 10. oktober 1997 kopi af skrivelsen af samme dato fra Forenede Factors A/S. Han har aldrig set en bekræftelse fra Forenede Factors A/S på indgåelsen af en factoringaftale med selskabet. Vidnet har ikke kompetence til på skattevæsenets vegne at indgive konkursbegæring. Denne beføjelse tilkom dengang Kjeld Munkholm, der deltog i møderne med selskabet som bisidder.

Kjeld Munkholm har supplerende forklaret, at han på mødet den 10. oktober 1997 fik kopi af telefaxskrivelsen af samme dato fra Forenede Factors A/S. Vidnet deltog i møderne med selskabet efter anmodning fra Lars Dalgaard Rohde. Vidnet ved ikke, hvorfor det lige var ham, der blev bedt om at deltage. Han havde kendskab til konkursbetingelserne. Det var selskabet selv, der tilbød den afdragsordning, som skattevæsenet accepterede. Selskabet udtrykte ingen tvivl om evnen til at overholde aftalen. Det var vidnets indtryk under mødet, at der var tale om midlertidige betalingsproblemer. Repræsentanterne for selskabet sagde, at de havde aktiver nok, og at det blot var et spørgsmål om at få lidt tid til at få nogle af disse aktiver realiseret. Det faldt slet ikke vidnet ind, at selskabet kunne være insolvent. Det er rigtigt, at en eventuel konkursbegæring blev drøftet på mødet. Ifølge det likviditetsbudget, som vidnet fik forevist, var der plads til at overholde afdragsordningen. Det er ham, der er sagsbehandler, når regionen indgiver konkursbegæringer, men det er funktionschefen, der sammen med fogeden træffer afgørelse herom.

Parterne har gentaget deres anbringender for byretten.

Appellanten har endvidere gjort gældende, at den af selskabet stillede sikkerhed i form af den den 10. oktober 1997 meddelte transport er omstødelig i medfør af konkurslovens § 70 eller denne bestemmelses analogi.

Indstævnte har bestridt, at konkurslovens § 70 eller bestemmelsens analogi giver grundlag for at omstøde nogle af de foretagne betalinger, idet ingen af betalingerne hidrører fra transporterne.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Det tiltrædes også efter bevisførelsen for landsretten, at de skete betalinger under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinære. Herefter og da det i øvrigt ikke er godtgjort, at betalingerne afgørende forringede selskabets betalingsevne, tiltrædes det, at betingelserne for omstødelse af betalingerne i medfør af konkurslovens § 67 ikke er opfyldt. Af samme grunde kan betalingerne ikke anses for en utilbørlig begunstigelse af indstævnte, og betingelserne for at omstøde betalingerne i medfør af konkurslovens § 74 er derfor heller ikke opfyldt.

Indstævnte har ikke foretaget udlæg hos selskabet for selskabets gæld, og ingen af betalingerne hidrører fra de skete transporter til indstævnte.

Herefter og da det, der er anført af appellanten, ikke kan føre til et andet resultat, kan heller ikke bestemmelserne i konkurslovens § 70 eller § 71 eller disse bestemmelsers analogi føre til omstødelse af betalingerne.

Landsretten stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

Sagens omkostninger for landsretten skal appellanten, Konkursboet H1 A/S ved kurator, advokat Jesper Høy, betale til indstævnte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen ved Told- og Skatteregion Viborg, med 60.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.