Dokumentets metadata

Dokumentets dato:08-11-2001
Offentliggjort:28-02-2002
SKM-nr:SKM2002.121.LSR
Journalnr.:2-6-1666-0238
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Kendelse


Momstilsvar - udgifter til moderselskab for management fee og Risk fee

Et datterselskab blev anset for berettiget til fradrag for moms af ydelser fra moderselskabet betegnet som management-fee og Risk-fee. Den omstændighed at moderselskabet henhørte under en anden told- og skatteregion, var ikke til hinder for, at den told- og skatteregion datterselskabet henhørte under, traf afgørelse, om at datterselskabet havde fradragsret for moms af de erhvervede ydelser.


A A/S's klage vedrører told- og skatteregionens afgørelse om forhøjelse af momstilsvaret med 1.752.500 kr. for 1999.

Det fremgår, at A A/S er et helejet datterselskab af B A/S. A A/S's virksomhed består i produktion af høreapparater, hvilket finder sted i virksomheden beliggende i X.

B A/S, der har hjemsted i Y, og således henhører under en anden told- og skatteregion, ejer efter det oplyste i alt 49 indenlandske og udenlandske selskaber. Selskabet har efter det oplyste fem ansatte. Inden for koncernen fremstilles og sælges høreapparater, diagnostiske instrumenter samt udstyr til personlig trådløs kommunikation. B A/S er et børsnoteret selskab, hvor ca. 62 % af aktierne ejes af en fond.

Det fremgår endvidere, at A A/S i indgående moms for juni måned 1999 har medregnet 1.752.500 kr., der vedrører moms af et beløb på 7.010.000 kr. Det er oplyst, at det af bogføringsbilag af 30. juni 1999 fremgår, at beløbet er "Risk mgmt og mgmt fee 98 til B A/S"

Det er endvidere oplyst, at det fremgår af Greens Erhvervsinformation A/S, at branchen for B A/S er "ikke-finansielle holdingselskaber", og at A A/S's aktivitet er "hel eller delvis at eje andre selskaber samt drive international handel og industri".

Det fremgår endvidere, at B A/S for 1999 har indgivet månedlige momsangivelser, der udviser følgende:

Måned

Salgsmoms kr.

Købsmoms kr.

Tilsvar kr.

Januar

0

53.188

-53.188

Februar

0

2.250

-2.250

Marts

0

26.569

-26.569

April

0

61.197

-61.197

Maj

0

178.221

-178.221

Juni

1.896.000

119.589

1.776.411

Juli

9.750

8.069

1.681

August

0

13.065

-13.065

September

0

4.937

-4.937

Oktober

0

177.925

-177.925

November

0

12.879

-12.879

December

0

61.337

-61.337

I alt

1.905.750

719.226

1.186.524

Det er oplyst, at forskellen på den af A A/S fratrukne moms på 1.752.500 kr., og den ovenfor anførte udgående moms for juni måned på 1.896.000 kr. vedrører management fee fra andre indenlandske datterselskaber.

Endvidere er det oplyst, at told- og skatteregionen har modtaget et bogføringsbilag, hvoraf fremgår, at der hos A A/S krediteres 8.762.500 kr. på konto for mellemregning med B A/S, 7.010.000 kr. debiteres på en konto under sekundære indtægter og udgifter, og at konto for indgående moms debiteres med 1.752.500 kr. Der er ikke udstedt faktura på grundlag af posteringerne.

Det fremgår endvidere af årsregnskabet for 1999 for B A/S, at nettoomsætning, produktionsomkostninger og bruttoresultat er 0, og under administrationsomkostninger angives indtægter fra datterselskaber med 9.597.000 kr.

Der er fremlagt brev af 6. februar 2001 fra B A/S til told- og skatteregionen, hvoraf følger:

"For at stimulere de enkelte driftsselskaber tilbyder moderselskabet serviceydelser til samtlige koncernselskaber. Disse serviceydelser stilles til fri disposition for datterselskaberne, og moderselskabet opkræver betaling herfor i form af "management fees" - enten en gang årligt i juni måned ved en direkte fakturering til datterselskabet (selskaber inden for forretningsområderne Diagnostiske Instrumenter og Personlig Kommunikation) eller som en del af de transferpriser, der afregnes mellem koncernens "world distribution center" (placeret i X) og de respektive salgsdatterselskaber indenfor forretningsområdet Høreapparater.

Den største del af koncernens omsætning er indenfor forretningsområdet Høreapparater (84% af omsætningen i 1999). Produkterne til de i alt 35 salgsdatterselskaber inden for dette forretningsområde distribueres fra koncernens "world distribution center" i X, der juridisk set er placeret i A A/S. Den del af transferprisen, der vedrører "management fee" afregnes én gang årligt fra A A/S til moderselskabet.

De serviceydelser, koncernen tilbyder sine datterselskaber, og som udelukkende afholdes via det fastsatte "management fee" omfatter bl.a.:

Juridiske ydelser

Samtlige kontrakter, der har karakter af at være bindende for det enkelte koncernselskab, skal gennemgås og godkendes centralt i Y.

Moderselskabet medvirker ved alle koncernens tilkøb af nye virksomheder. I 2000 er der tilkøbt nye selskaber for en samlet værdi af DKK 900 millioner.

Samtlige datterselskabschefers ansættelsesforhold administreres af koncerndirektionen. Moderselskabet bistår således ved udvælgelse, ved udarbejdelse af de nødvendige kontrakter og juridiske dokumenter mv. og ved lønreguleringer og administration af gager for samtlige direktører i koncernen.

Leverancekontrakter, leverandørkontrakter, lejekontrakter, fortrolighedsaftaler, samarbejdsaftaler, distributionsaftaler m.v. for samtlige koncernselskaber gennemgås og udarbejdes centralt.

Managementkonferencer

Én gang årligt afholdes der for hvert af de to høreapparatselskaber en konference, hvor samtlige datterselskabschefer og fagchefer samles til en uges strategi, marketing- og produktplanlægning. Samtlige omkostninger i forbindelse med de to konferencer afholdes af B A/S.

Ledelses- og kompetence ressourcer

Direktionen i datterselskabet A A/S udgøres af en administrerende direktør og tre fagdirektører. Den daglige drift af A A/S varetages af de tre fagdirektører, der alle er ansat i og aflønnes af A A/S. Opgaven som administrerende direktør for A A/S varetages for tiden af den administrerende direktør i moderselskabet. Der udbetales ingen gage til den administrerende direktør i A A/S fra selskabet.

Moderselskabets medarbejdere indgår i en række funktioner hos A A/S. Eksempelvis foretages administrationen af A A/S" s kantine, rejsekontor, rengøring, vagt, forsikringer, lejemål, kontormøbelindkøb o.l., af moderselskabets ledelse af A A/S" s udviklingsgruppe, hvor beslutninger om fremtidige forsknings- og produktudviklinger tages. Denne opgave er i sig selv en ressourcekrævende opgave.

Ejendomme

Ved køb, salg og leje af ejendomme i koncernen skal der medvirke en medarbejder en fra moderselskabet.

Moderselskabet ejer en ejendom i Tyskland, der administreres og udlejes til datterselskabet C GmbH.

Ombygning og nyindretning af lejemål og ejendomme varetages med hjælp fra moderselskabet.

De her nævnte opgaver er blot en eksemplificeret beskrivelse af de opgaver, moderselskabet udfører for koncernselskaberne. For at fokusere koncernens medarbejdere på løsningen af problemer frem for af fokusere på, hvor meget det koster at få et specifikt problem løst, har vi valgt at lade de tilbudte serviceydelser fra moderselskaber være en option, der uanset om man vælger at gøre brug af denne afregnes via det fastsatte "management fee". Denne samarbejdsform har vist sig at være stærkt medvirkende til koncernens kraftige resultatfremgang i de seneste 10 år.

Da det er datterselskabet A A/S, der foretager alle kommercielle transaktioner med koncernselskaberne, har man af praktiske grunde valgt at lade opkrævningen af "management fees" foregå via A A/S. Én gang årligt afregnes dette sammen med det "management fee", som A A/S selv skal erlægge til moderselskabet. Desuden indgår der i beløbet som modregning de serviceydelser, som A A/S udfører for moderselskabet.

Den samlede management-afregning, som A A/S har foretaget på egne og ca. 35 selskabers vegne, har for de seneste tre år udgjort:

Management fee

Risk fee

I alt

1998

9.627.230,00

623.896,60

9.251.126,60

1999

8.852.280,00

654.430,10

9.506.710,10

2000

8.961.909,50

885.923,77

9.847.883,27

"

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen forhøjet A A/S's momstilsvar med 1.752.500 kr. Regionen har som begrundelse herfor anført, at A A/S ikke har fradragsret efter momslovens § 37 for de omhandlede ydelser, idet der ikke har været tale om en momspligtig ydelse omfattet af momslovens § 4. Regionen har i denne forbindelse henvist til Landsskatterettens kendelse af 12. maj 1999 offentliggjort i TfS 1999.499, hvoraf følger, at det var med rette, at et selskab var afmeldt fra registrering og dermed tilbagebetalingspligtig af negativ moms. Ifølge selskabets vedtægter var formålet at drive bygge- og anlægsvirksomhed, men da der ikke forelå objektive momenter, der understøttede det vedtægtsmæssige formål, blev det lagt til grund, at selskabets eneste formål var at være holdingselskab.

Endvidere har regionen henvist til EF-domstolens dom i sag C-60/90 Polysar BV, hvoraf følger, at artikel 4, i sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, skal fortolkes således, at et holdingselskab, hvis formål kun er at besidde kapitalinteresser i andre virksomheder, uden at det direkte eller indirekte griber ind i administrationen af disse virksomheder - bortset fra hvad der følger af de rettigheder, holdingselskabet har i sin egenskab af aktionær eller selskabsdeltager - ikke er merværdiafgiftspligtig og derfor ikke har ret til fradrag i henhold til direktivets artikel 17. At holdingselskabet hører til en verdensomspændende koncern, der udadtil fremtræder under et navn, kan ikke tages i betragtning ved afgørelsen af, om holdingselskabet skal for at være merværdiafgiftspligtig.

Regionen har herefter anført, at B A/S ved aflæggelsen af årsregnskabet ikke angiver indtægten fra datterselskabet som en omsætning, men derimod som en indtægt under administrationsomkostninger, at A A/S regnskabsmæssigt anser posten som vedrørende sekundær drift og ikke som en omkostning under den primære drift, og at der ikke er udstedt en faktura, hvor en faktura normalt vil indeholde en beskrivelse af en leveret vare eller ydelser. Regionen har videre anført, at B A/S's formål og aktivitet herunder antallet af ansatte i moderselskabet og i koncernen som helhed angiver, at der er tale om et holdingselskab, der i relation til datterselskaberne udfører de ledelsesaktiviteter, der står i forbindelse med besiddelse af aktierne og udfører de opgaver i de selskabsretlige organer, som normalt udføres af aktionærer.

Regionen har herefter ud fra en samlet bedømmelse af disse forhold ikke anset moderselskabets ydelser til datterselskabet for omfattet af momslovens § 4, hvorfor fradragsretten er udelukket efter momslovens § 37. Regionen har i denne forbindelse videre anført, at omstændighederne i denne sag stort set svarer til EF-dommen om Polysar BV, hvor domstolens resultat var, at holdingselskabet ikke var afgiftspligtigt. Domstolen opstiller tre typer af holdingselskaber i sagen, hvor type 1 er holdingselskaber, der udelukkende oppebærer udbytte fra datterselskaber, type 2 er holdingselskaber, der også driver finansiel investeringsvirksomhed i forbindelse med besiddelse af aktier eller anparter i andre selskaber, og type 3 er holdingselskaber, der ud over finansiel virksomhed også udfører tjenesteydelser for sine datterselskaber, således at omkostningerne herved fordeles på datterselskaberne. Regionen har anført, at B A/S formentlig henhører under type 1, eventuelt type 2.

Regionen har endvidere anført, at den omstændighed, at B A/S henhører under Told- og Skatteregion Y, ikke er til hinder for, at Told- og Skatteregion X træffer afgørelse om, hvorvidt A A/S, henhørende under Told- og Skatteregion X, har fradrag for de erhvervede ydelser.

Klagerens repræsentanter har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at momstilsvaret for 1999 ikke forhøjes.

Repræsentanterne har til støtte for den nedlagte påstand bl.a. anført, at Told- og Skatteregion X ved den trufne afgørelse har handlet uden for sin stedlige kompetence i henhold til momslovens § 78, sammenholdt med § 2, i bekendtgørelse nr. 1107 af 1/12 2000 om sagsudlægning. Repræsentanterne har i denne forbindelse nærmere anført, at det følger af momsloven sammenholdt med sagsudlægningsbekendtgørelsen, at kun den skatteregion, som B A/S henhører under, har stedlig kompetence - og dermed hjemmel - til at tage stilling til B A/S's registreringsforhold efter momsloven. Da B A/S henhører under Told- og Skatteregion Y, og da denne told- og skatteregion ikke har krævet ændringer i de registreringsmæssige forhold, er Told- og Skatteregion X forpligtet til at lægge til grund, at de pågældende ydelser er leveret af en momspligtig virksomhed.

Repræsentanterne har endvidere anført, at A A/S i medfør af momslovens § 37 er berettiget til at foretage fuldt fradrag for den købsmoms på 1.752.000 kr., som B A/S har opkrævet hos A A/S, og som er indbetalt til B A/S. Endvidere må det lægges til grund, at købsmomsen knytter sig til det "management fee", som B A/S har opkrævet hos A A/S i juni måned 1999, og som A A/S efterfølgende har betalt til B A/S. Repræsentanterne har således anført, at "management fee'et" udgør vederlag til B A/S for levering af tjenesteydelser til A A/S i regnskabsåret 1999, at de leverede ydelser er omfattet af momslovens § 4, og at de leverede ydelser udelukkende har været indkøbt til brug for A A/S's egne leverancer.

Repræsentanterne har vedrørende den manglende udstedelse af faktura anført, at der alene er tale om en formel fejl, og at denne nu er berigtiget.

Vedrørende told- og skatteregionens argument om, at indtægten fra "management fee'et" i årsregnskabet er angivet som indtægter fra datterselskaber, samt at denne indtægt er placeret under regnskabsposten administrationsomkostninger, har repræsentanterne anført, at regnskabet er opstillet i overensstemmelse med årsregnskabslovens regler. Det følger heraf, at regnskabsposten "indtægter fra datterselskaber" skal vises særskilt i moderselskabets årsregnskab, og at posten skal vises efter posten "drifts- og administrationsomkostninger", hvorfor det vil være i strid med årsregnskabsloven at vise indtægten fra "management fee'et" under eksempelvis posten "nettoomsætningen".

Repræsentanterne har endvidere anført, at forholdet mellem B A/S's lønudgifter og "management fee'et" er uden betydning for sagen.

Herudover har repræsentanterne anført, at der er en direkte sammenhæng mellem de leverede ydelser, som fremgår af brev af 6. februar 2001, og det "management fee", som B A/S har opkrævet, og som er honorar for de leverede ydelser. Den omstændighed, at "management fee'et" er aftalt som et fast honorar, er uden betydning for den momsmæssige behandling. Honoraret er i øvrigt fastsat på et niveau, der ikke afviger fra, hvad der har været opkrævet i de foregående år. Honoraret er således fastsat bl.a. på grundlag af de tidligere års erfaringer.

Endvidere har repræsentanterne henvist til EF-domstolens dom i sag C-60/90, hvor det fremgår af præmis 14, at et holdingselskab ikke er en afgiftspligtig person, medmindre holdingselskabet samtidig med besiddelsen af kapitalinteresserne direkte eller indirekte griber ind i administrationen af de selskaber, hvor kapitalinteresserne besiddes. Samme konklusion er kommissionen kommet til i de indledende bemærkninger.

Endelig har repræsentanterne henvist til EF-domstolens dom af 14. november 2000, sag C-142/99, hvoraf følger, at et holdingselskab er momspligtigt, hvis det griber ind i administrationen af datterselskaber.

Landsskatteretten udtaler:

Det følger af momslovens § 37, stk. 1, jf. § 56, stk. 3, at registrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, kan fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet.

Landsskatteretten bemærker, at det er en forudsætning for fradrag efter momslovens § 37, stk. 1, at den erhvervede vare eller ydelse, for hvilken der ønskes fradrag, er momspligtig efter momsloven. Det er således nødvendigt at tage stilling til, om de erhvervede varer eller ydelser er momspligtige.

Landsskatteretten finder herefter, at Told- og Skatteregion X ikke har handlet i strid med § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om sagsudlægning, jf. momslovens § 78, ved at træffe afgørelse om, at de af A A/S erhvervede ydelser ikke er omfattet af momslovens § 4.

Landsskatteretten lægger imidlertid til grund, at B A/S har leveret ydelser til A A/S vedrørende de i dette selskabs brev af 6. februar 2001 angivne opgaver og i det beskrevne omfang. Leveringen af disse ydelser findes at gå ud over, hvad der er en følge af de rettigheder, B A/S har i sin egenskab af aktionær i selskabet, jf. herved, at de rettigheder, der tilkommer en ejer i et aktieselskab, er positivt opregnet i aktieselskabslovens kapitel 10.

Da leveringen af disse ydelser derfor må anses som momspligtige i medfør af momslovens § 4, stk. 1, og da Landsskatteretten endvidere ikke finder grundlag for at tilsidesætte det aftalte vederlag, findes klageren at være berettiget til fradrag for momsen af udgiften hertil.

Den påklagede afgørelse ændres derfor i overensstemmelse med påstanden.