Dokumentets metadata

Hovedaktionær - afdrag på fordring anset som udlodning

I forbindelse med at et selskab fik sit engagement med banken taget op til revurdering, købte eneaktionæren bankens fordring mod selskabet til kurs 335. Selskabets afdrag på fordringen, der oversteg anskaffelsessummen, blev anset for maskeret udlodning til hovedaktionæren.

A klager for indkomstårene 1995 og 1996 over, at de stedlige skattemyndigheder har anset afdrag på fordring mod selskabet A/S B for maskeret udlodning.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren er hovedaktionær i A/S B.

Det er over for Landsskatteretten forklaret, at der er tale om en virksomhed, der blev etableret i 1946 og som siden da havde beskæftiget sig med fabrikation og salg af elektronisk måle- og reguleringsudstyr. Selskabet var igennem mange år ejet af 4 medlemmer af A-familien, herunder klagerens svigerfader. Engang i 70'erne blev klageren medaktionær, og i starten af 80'erne blev han eneaktionær i selskabet.

Selskabet eksisterer i dag og beskæftiger sig fortsat med elektronikfremstilling. Der er ikke lagt nye former for aktiviteter ind i selskabet.

Den 17. februar 1989 købte klageren X banks fordring på selskabet, der udgjorde 965.868 kr. for kurs 33,5 svarende til 323.600 kr. Klageren har herom forklaret, at X bank i forbindelse med en fusion i 1989 tog alle engagementer op til revurdering. Selskabet havde en usikret kassekredit på 1 mio. kr. i X bank, og havde netop realiseret et dårligt resultat. Egenkapitalen var væk. X bank opsagde derfor kreditten, hvorefter klageren købte fordringen mod selskabet for kurs 33,5.

Der er i den forbindelse udarbejdet er låneaftale mellem klageren og selskabet, hvorefter selskabet lånte beløbet af klageren på anfordringsvilkår med en forrentning på maksimalt diskontoen + 4 %.

Selskabet afdrog i perioden 1989 - 1995 337.868 kr. I 1996 blev der betalt 225.000 kr. i afdrag. Ifølge et af klagers revisor fremlagt kontoopgørelse er tilskrevne renter på gælden samtidig eftergivet selskabet. Klageren har ifølge opgørelsen selvangivet renteindtægter vedrørende gælden for 1989, 1994 og 1999.

De stedlige skattemyndigheder har anset tilbagebetalte beløb, der overstiger anskaffelsessummen for fordringen, for maskeret udlodning til klageren, hvorfor dennes aktieindkomst for 1995 er forhøjet med 14.268 kr., mens forhøjelsen for 1996 udgør 225.000 kr.

Det er herved bemærket, at anskaffelsen af fordringen ikke kan anses for forretningsmæssigt begrundet, men derimod begrundet i klagerens status som hovedaktionær i selskabet, hvorved anskaffelsen alene har haft til formål på sigt at frembringe udbytter, som ved den foretagne disposition er søgt gjort til skattefri kursgevinst med det formål af undgå beskatning.

Der er bl.a. henvist til Højesterets dom i TfS 1999.346 og Landsskatterettens kendelse i TfS 1993.544.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om nedsættelse af de foretagne forhøjelser af klagerens aktieindkomst.

Til støtte herfor er det bl.a. anført, at fordringen alene blev overtaget efter stort pres fra bankens side, hvor alternativet var, at banken ville kræve fordringen indløst til pålydende, hvilket selskabet ikke kunne, hvorfor det ville blive erklæret konkurs. Det var derfor en særdeles forretningsmæssigt velbegrundet disposition at erhverve fordringen, idet selskabet derved blev sat i stand til at overleve. Fordringen har videre været stærkt risikobehæftet og et forventet regelmæssigt afdragsforløb har ikke været muligt. Endelig har det pga. selskabets indtjeningsevne de pågældende år ikke været muligt at opnå en reel virksomhedslederløn.

Revisoren har endelig bemærket, at de afgørelser, myndighederne har henvist til, ikke er sammenlignelige, da der i de omtalte sager var tale om, at hovedaktionæren havde erhvervet fordring og aktier samtidig til lav pris og herefter lagt overskudsgivende aktivitet ind i selskabet.

Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling for Landsskatteretten i første række indstillet, at de foretagne afdrag bør kvalificeres som yderligere løn til klageren, hvorved det bl.a. er bemærket, at en uafhængig ikke ville have accepteret en lønnedgang uden udsigt til, at overskuddet kunne komme ham selv til gode, idet der alene var udsigt til, at den sparede udgift kunne blive anvendt til afdrag på selskabets gæld til tredjemand. En uafhængig kreditor ville videre have krævet renter betalt forud for afdragene.

Told- og Skattestyrelsen har yderligere bemærket, at såfremt afdragene også skatteretligt kvalificeres som sådanne, så kan fordringen ikke anses som blåstemplet. Kursgevinsten er således ikke skattefri.

Landsskatteretten skal udtale:

Også ved aftaler mellem interesseforbundne parter må disses civilretlige karakter som udgangspunkt lægges til grund ved skatteansættelsen. I tilfælde af en hovedaktionærs køb af en tredjemands fordring på hovedaktionærens selskab til en lav kurs har domstolene dog opretholdt den administrative praksis, at ydelser til hovedaktionæren i henhold til fordringerne, der civilretligt fremstår som afdrag på gæld, efter omstændighederne kan anses som udbytte af aktier, hvorfor ligningslovens § 16 A finder anvendelse i stedet for reglerne i kursgevinstloven. Dette er bl.a. fastslået i Højesterets domme i TfS 1999.346 og TfS 2000.96. Denne praksis har som hovedregel været kendetegnet ved, at hovedaktionæren har erhvervet aktier og fordringen til lav kurs samtidigt, og herefter lagt en overskudsgivende aktivitet ind i selskabet.

Nærværende sag omhandler en situation, hvor hovedaktionæren har været aktionær i længere tid før erhvervelsen af fordringen, og hvor denne på et tidspunkt, hvor selskabet har været i store økonomiske vanskeligheder, har erhvervet en fordring på selskabet til en ikke ubetydelig kurs. På trods af, at sagen således adskiller sig fra de tilfælde, der har været omfattet af den nævnte praksis, er det rettens opfattelse, at klageren ved at erhverve den omtalte fordring og foretage afdrag herpå har konverteret skattepligtigt udbytte til skattefri kursgevinster, hvilket alene er sket som et udslag af interessesammenfaldet, idet det må lægges til grund, at selskabet under normale omstændigheder ville have fået gælden til banken akkorderet. De foretagne betalinger anses derfor for udbytte, jf. ligningslovens § 16 A og den påklagede afgørelse stadfæstes således.