Dokumentets metadata

Gældseftergivelse - positiv egenkapital

Det danske selskab D A/S havde en gæld til de to tyske selskaber K1 GmbH & Co. KG og K2 KG, hvor førstnævnte var moderselskab for det danske selskab. Da D A/S' balance pr. 31.10.2001 udviste en negativ egenkapital, var de tyske selskaber gået med til at eftergive gælden til D A/S. En gældseftergivelse ville umiddelbart medføre, at D A/S' egenkapital blev positiv. D A/S anså gældseftergivelsen for en samlet ordning omfattet af kursgevinstlovens § 24, og da gælden ikke blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor, ville eftergivelsen være skattefri. Ligningsrådet udtalte, at den påtænkte gældseftergivelse var skattepligtig i det omfang, eftergivelsen medførte, at D A/S' egenkapital blev positiv.

Spørgsmål:

Vil en eftergivelse af D A/S' gæld til K1 GmbH & Co. KG og K2 KG være skattepligtig for D A/S?

Svar:

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold:

K1 GmbH & Co. KG, overtog hele aktiekapitalen i D A/S i juni 1996 for at komme ind på det danske marked. Det var videre planen, at det danske selskab skulle stå for markedsføringen af de tyske selskabers produkter i de øvrige nordiske lande.

K2 KG var et andet selskab i virksomhedsgruppen K.

Det danske selskab ikke havde været i stand til at finansiere udvidelsesaktiviteterne på grundlag af den normale indtjening, og resultatet var blevet, at tyskerne havde oparbejdet et samlet tilgodehavende pr. 31.12.2001 på kr. 24.856.107 fordelt på hhv. lån på kr. 5.755.221 og varegæld på kr. 19.100.886. Beløbene skyldtes til følgende selskaber K2 KG (lånet)og K1 GmbH & Co. KG (varegælden).

Pr. 31.12.2000 havde det danske selskab en negativ egenkapital på kr. 10.352.000, der, som det fremgik af balancen pr. 31.10.2001, var forøget til kr. 11.617.209. Det betød, at der i henhold til reglerne i Aktieselskabsloven skulle ske en total rekonstruktion af selskabet, såfremt en konkurs skulle undgås.

De tyske kreditorer havde indset, at deres fordringer på det danske selskab var værdiløse hvis selskabet gik konkurs, og man var derfor parat til som led i en samlet ordning at afskrive de samlede tilgodehavender på kr. 24.856.107, således at en konkurs kunne undgås.

Det blev senere oplyst, at K-selskaberne havde nedskrevet deres tilgodehavender i det danske selskab til 0 kr. pr. 31.12.2001, da man anså fordringerne for værdiløse i tilfælde af konkurs. Man forudså således følgende scenarie ved en eventuel konkurs:

Det umiddelbare tab ville beløbe sig til kr. 11.474.000 fordelt på udgifter til afhændelse af anlægsaktiver og varelager, til leasede produkter, forudbetalte huslejer, opsigelsesvarsler, samt retablering af lejede lokaler.

Hertil kom mere uberegnelige tab som afskedigelsesgodtgørelser til direktion og medarbejdere i henhold til funktionærlovens §§ 2a og 2b, feriepengekrav samt de konkursomkostninger, der påløb. Det skønnedes, at disse krav ville beløbe sig til 3-4 mio. kr., hvorfor det samlede direkte formuetab ville udgøre omkring 15 mio. kr.

Det væsentligste problem var imidlertid, at D A/S havde solgt ca. 215.000 stk. af sine produkter, hvor D A/S havde afgivet skriftlige garantier på servicering og ombytning i op til 10 år over for køberne. For at kunne honorere disse krav krævedes der tilstedeværelse af produkter og kyndigt personale i Danmark.

Såfremt D A/S kom under konkursbehandling ville de ovennævnte købere, efter forespørgers repræsentants opfattelse, med meget stor sandsynlighed anmelde erstatningskrav i boet, blandt andet for de udgifter, der ville være forbundet med indkøb af nye produkter til erstatning for de af D A/S leverede. Erstatningskravene forventedes at blive i størrelsesordenen 27-37 mio. kr.

Det var herefter forespørgers repræsentants opfattelse, at de forventelige tab i forbindelse med en konkurs var omkring 52 mio. kr., og da K-selskaberne herudover havde tilgodehavender pr. 31.12.2001 på i alt kr. 24.856.107, ville en gældseftergivelse ikke de facto resultere i en positiv egenkapital.

Det oplystes endvidere, at de tyske selskaber ikke havde nogen form for sikkerhed, hverken for lån eller for varegæld.

Styrelsen udtalte:

"Hvorvidt en gældseftergivelse er skattepligtig for en selskabsdebitor afgøres ud fra bestemmelserne i kursgevinstlovens §§ 6, 8 og 24. Hvis eftergivelsen er led i en samlet ordning afgøres skattepligten efter KGL § 24, mens en singulær gældseftergivelse omfattes af KGL § 6 og for så vidt angår koncernforbundne selskaber § 8.

Efter forespørgers repræsentants opfattelse er nærværende gældseftergivelse en samlet ordning og derfor omfattet af kursgevinstlovens § 24.

Debitors skattefrihed af gældseftergivelsen er ifølge kursgevinstlovens § 24, stk. 1, betinget af;

1. at det er en samlet ordning, og
2. at gælden ikke nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor.

Ad. 1:

Bemærkningerne til KGL § 24 i lovforslag L 194 1996/1997 til lov 439 af 10/6-1997 (ny kursgevinstlov) henviser i det hele til Skatteministeriets cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 51 og 70. Heraf fremgår, at "en samlet ordning typisk vil omfatte tilfælde, hvor der sker en ligelig reduktion af de enkelte kreditorers fordringer i overensstemmelse med konkurslovens regler. Ved en samlet ordning kan også forstås tilfælde, hvor der ikke er en sådan fuldstændig ligelighed, f.eks. fordi småkrav gives en fuld dividende. Det forhold, at der skal være tale om en samlet ordning, er dog ikke i sig selv til hinder for, at der også vil kunne foreligge en frivillig akkord i de tilfælde, hvor kun en enkelt eller enkelte hovedkreditorer er med i ordningen, og småkrav holdes udenfor."

Ligningsrådet og Landsskatteretten har i flere afgørelser konkluderet, at deltager mere end 50 % af den samlede usikrede gæld i ordningen vil den være at anse som en "samlet ordning", jf. bla. TfS 1994.834 LR og TfS 1997.653 LSR. Det afgørende er således ikke hvor mange kreditorer, der deltager i ordningen, men alene hvor stor en del af den samlede usikrede gæld som den eller de deltagende kreditorer repræsenterer.

Forespørgers repræsentant oplyser, at gælden til de tyske selskaber ikke er sikret ved pant eller anden form for sikkerhedsstillelse. Af selskabets saldobalance pr. 31/10-2001 følger, at den samlede gæld (langfristet gæld og kortfristet gæld) udgør kr. 25.834.563.

• Samlet gæld 25.834.563
• Usikret gæld, der indgår i akkorden 24.856.107

Det følger umiddelbart heraf, at da den usikrede gæld som påtænkes eftergivet udgør 96 % af den samlede gæld, er der tale om en samlet ordning.

Ad. 2:

Begrebet "fordringens kursværdi" er ikke nærmere beskrevet i forarbejderne til Kursgevinstlovens § 24, som alene ordret gengiver cirkulære 134 af 29. juli 1992 pkt. 51 og pkt. 70. Kursgevinstlovens § 24 svarer til § 6 A i den gamle kursgevinstlov, men forarbejderne hertil giver heller ikke nogen vejledning (FT 1990/91, tillæg B, spalte 1306).

I Ligningsvejledningen for 2001, afsnit E.L.2.2, anføres det, at der ved bedømmelsen af fordringens værdi for kreditor, kan henses til, hvor stor en del af fordringen, kreditor har udsigt til at inddrive i forbindelse med en tvangsinddrivelse. Samme betragtning kommer til udtryk i relation til underskudsbegrænsningsreglerne i Ligningslovens § 15, herunder cirkulære nr. 26 fra 1996, pkt. 3.2.1 om handel med underskudsselskaber. Herefter skal fordringens kursværdi for kreditor beregnes på grundlag af det provenu, som kreditor ville have fået, såfremt debitorselskabet var blevet likvideret på gældseftergivelsestidspunktet.

Opgørelsen foretages således, jf ovennævnte cirkulære:

"Provenuet er det overskud, der kan opnås, hvis alle virksomhedens aktiver sælges til handelsværdien, således som denne er, hvis salget sker på en gang.

Værdien af en virksomheds aktiver, når virksomheden likviderer på en gang, kan således efter omstændighederne være lavere end værdiansættelsen ved fortsat drift.

Ved opgørelsen af provenuet ses bort fra likvidationsomkostninger.

Det påvirker kursværdien af den konverterede fordring, hvis der er andre krav, der i tilfælde af en tænkt likvidation også skulle fyldestgøres af provenuet.

Det har i den sammenhæng betydning, hvilken plads den konverterede fordring ville indtage i konkursordenen, herunder om virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for andre krav. Hvis de foranstillede krav overstiger værdien af virksomhedens aktiver, er fordringens kursværdi 0.

Krav på den selskabsskat, som et tænkt salg af virksomhedens aktiver til handelsværdien måtte udløse, skal ikke medregnes som et krav på virksomheden, der nedsætter den konverterede fordrings kursværdi. Det skyldes, at det anførte skattekrav ikke ville være omfattet af en eventuel tvangsakkord, jf. cirkulære om ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v. og ændring af forskellige skattelove og konkursloven og den deri omtalte ændring af konkursloven, jf. cirkulære nr. 181 af 1. december 1995, afsnit 5.2.

Derimod medregnes ikke-betalte skatter vedrørende de indkomstår, der er afsluttet inden konverteringen, som krav mod virksomheden, der nedsætter den konverterede fordrings kursværdi."

Forespørgers repræsentant har fremhævet, at der i en konkurssituation med stor sandsynlighed vil blive rejst erstatningskrav i størrelsesorden 27-37 mio. kr., og at der således ikke vil være dækning til de i nærværende forhåndsbesked omhandlede gældsposter.

På baggrund af repræsentantens bemærkninger synes det givet, at der ikke vil være en forretningsmæssig begrundelse for de tyske selskaber for at indgive konkursbegæring mod D A/S, og at dette i realiteten ikke er en mulighed. Derfor vil det efter styrelsens opfattelse være misvisende, hvis alene fordringens kursværdi i en konkurssituation blev lagt til grund. Der bør således også henses til, hvorledes gældseftergivelsen vil påvirke debitorselskabets økonomiske status, og især om debitor efterlades med en positiv egenkapital af væsentlig størrelse. En sådan betragtning vil være i overensstemmelse med formålet med kursgevinstlovens § 24 som er, at muliggøre skattefrie akkorder, og alene beskatte den del af eftergivelsen som går ud over en egentlig sanering af debitors økonomi, jf. forarbejderne til kursgevinstlovens § 6A (nu § 24) FT 1990/91, tillæg B, spalte 1306.

Den påtænkte gældseftergivelse vil, som det fremgår af selskabets saldobalance af 31/10-2001, resultere i en positiv egenkapital på ca. 13 mio. kr. ( -11.617.209 mio. kr. + 24.856.107 mio. kr. ). Den økonomiske rekonstruktion af debitor er således ikke isoleret til aktiekapitalen, da debitor efterlades med en egenkapital af væsentlig størrelse. Landsskatteretten og Ligningsrådet har i flere offentliggjorte afgørelser, hvor skattefriheden af en akkord er blevet anerkendt, henset til at egenkapital efter gældseftergivelsen ikke var blevet større end aktiekapitalen, jf. kendelse af 29. maj 1991 og bindende forhåndsbesked af 25. september 1989. Begge afgørelser er imidlertid fra før indførelsen af KGL § 6A (nu § 24), hvor retstilstanden beroede på Statsskatteloven, hvorfor de efter styrelsens opfattelse ikke længere kan finde anvendelse. I relation til kursgevinstlovens § 24 er det afgørende således ikke længere en rekonstruktion af debitor, men i stedet hvad fordringens værdi må antages at være vurderet ud fra kreditors stilling og situation."

Henset hertil indstillede styrelsen, at den påtænkte gældseftergivelse var skattepligtig i det omfang, eftergivelsen medførte, at debitors egenkapital blev positiv. Told- og Skattestyrelsen forholdt sig alene til de skattemæssige konsekvenser af gældseftergivelsen i relation til kursgevinstloven.

Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling.