Dokumentets metadata

Fikseret rente af mellemregningskonto - tilskud fra hovedanpartshaver

Mellem en hovedanpartshaver og dennes selskab var etableret en uforrentet mellemregningskonto. Da der ikke forelå nogen forretningsmæssig begrundelse for den manglende forrentning, blev der med hjemmel i ligningslovens § 2, stk. 1, fikseret en rente.

A ApS klager for indkomstårene 1999 og 2000 over, at de stedlige skattemyndigheder har ansat fradrag for fikseret renteudgift på mellemregningskonto, hhv. 9.662 kr. og 11.198 kr., samt over, at beløbene er anset for skattepligtigt tilskud fra hovedanpartshaveren.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet drev en mindre el-installatørvirksomhed. Selskabets hovedanpartshaver havde en mellemregningskonto med selskabet, hvorpå der bogførtes kontante hævninger, løn og indskud. Endvidere hævedes på kontoen udgifter til benzin, vand, el o.lign. Mellemregningskontoen blev i de omhandlede indkomstår ikke forrentet. Kontoen havde følgende saldi i hovedanpartshaverens favør:

Selskabets egenkapital og overskud pr. 30. juni 1990 udgjorde henholdsvis 78.063 kr. og 2.394 kr. og pr. 30. juni 2000 henholdsvis 103.484 kr. og 25.421 kr.

Den stedlige told- og skatteregion har med henvisning til ligningslovens § 2, stk. 1, fikseret en rente af mellemregningskontoen for de omhandlede indkomstår, således at selskabets indkomst er nedsat med fradraget for renterne samt forhøjet med renterne som skattepligtigt tilskud fra hovedanpartshaveren. Regionen har henvist til, at hovedanpartshaveren i kraft af den uforrentede mellemregningskonto havde ydet selskabet et rentefrit lån, som ikke vil kunne have været opnået hos en uafhængig tredjepart. Rentefriheden synes endvidere ikke at være forretningsmæssigt betinget. Regionen har herefter ansat renten i overensstemmelse med Ligningsvejledningen 1999 S.I.1.6 til diskontoen med tillæg af 4 pct., hvilket i de omhandlede indkomstår er blevet til en samlet rente på 7 pct.

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at rentefikseringen frafaldes, således at selskabets indkomst ansættes i overensstemmelse med det selvangivne. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at mellemregningskontoen var udtryk for et løntilgodehavende, som afvikledes ved a’conto hævninger, hvorved der ikke har været grundlag for at fiksere en rente. Selskabet har i flere år alene udvist en mindre overskud, hvorfor hovedanpartshaveren ikke har hævet fast løn.

Landsskatteretten bemærker, at selskabet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal anvende priser og vilkår for økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Det bemærkes endvidere, at ligningslovens § 2 er en lovfæstelse af den praksis vedrørende rentefiksering, som lå forud for Højesterets dom trykt i TfS 1998.199, hvorfor denne praksis er tilsigtet opretholdt.

Landsskatteretten finder, at hovedanpartshaverens ikke udbetalte løntilgodehavende ved postering på mellemregningskontoen – som var uforrentet – må anses som et rentefrit lån til selskabet. Retten finder efter det oplyste om selskabets økonomi, at den manglende forrentning ikke var forretningsmæssigt begrundet. Der er derfor jf. ligningslovens § 2, stk. 1, adgang til en skattemæssig korrektion af låneforholdet. Under hensyn til det oplyste om mellemregningskontoen finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte den af skattemyndighederne ansatte forrentning, hvorfor den påklagede ansættelse stadfæstes.